Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Fem små historier af Monica Viseli

 

Jeg hedder Sisi

Det var en lille ø som hed Fiji. Der var en lys sol og solnedgangen var orange som mit hår, der var mange butikker, et museum, en zoologisk have, et smukt slot og en stor mole til alle bådene.
Min familie besluttede at flytte dertil, da min far fik et job som rejseleder på en stor dobbeltdækker bus. Min mor lukkede sin frisørsalon og sagde til mig at vi alle tre skulle begynde på et nyt lykkeligt nyt liv, og at jeg skulle gå i en ny skole, hvor jeg ville få nye lærere og gode venner, men jeg spurgte mig selv, om det var sandt, for jeg følte mig ikke så glad. Jeg følte mig trist af en meget god grund: Jeg ville komme til at savne mine bedsteforældre. De var altid hos mig. Til min fødselsdag og på ture til stranden gennem hele mit syv år lange liv; jeg må sige at det trods alt er meget godt at være den eneste barnebarn, for jeg havde dem helt for mig selv, selvom det måske lyder lidt egoistisk.
Dagene gik meget hurtigt og den store dag kom hvor vi skulle forlade vores lejlighed. Jeg kan stadig huske den store knus jeg fik af min mormor mens hun hviskede: ”Husk at være en god og modig, lille Sisi. Vi kommer snart på besøg”. Så satte jeg mig på min plads i bilen og der så jeg en meget stor æske chokolade, der var en gave fra min bedstefar. Han havde altid kunnet lide at overraske familien. Jeg satte mit ansigt mod vinduet og så hendes blide smil og store øjne, som gradvist forsvandt.
Jeg ved ikke hvor lang tid det tog at køre til vores nye hjem, men jeg kan huske, da varevognen parkerede foran et hus hvor der var en masse røde blomster. Jeg hoppede hurtigt ud af bilen og løb ned til bunden af haven, hvor der var et hegn med en lille låge ind til naboen.
Jeg løb rundt i haven, da jeg kunne mærke nogen kigge inde bag hegnet, så jeg gik derhen og så en pige med langt sort hår og et sødt smil.
Hun sagde: ”Hej, jeg hedder Ada”, og jeg mærkede en stor venlighed strømme ud fra hende.
Dagene gik hurtigt og jeg gjorde mig klar til min første skoledag; jeg havde været lidt bekymret over at skulle møde nye venner, så det var en dejlig overraskelse at se min nabo Ada i klasseværelset. Hun smilede til mig og jeg satte mig ved siden af ”‹”‹hende.
Jeg var god til matematik, men kunne se, at det var meget vanskeligt for Ada. I klassen var der en pige ved navn Lisa, som lo når læreren spurgte Ada om addition og subtraktion som hun havde svært ved.
Min veninde Ada boede alene med sin mor. Hun var kommet til øen for fire år siden fra et fjernt land og i skolen var de andre, især Lisa, ikke særlig venlige mod hende.
Lisa var en pige med store honningfarvede øjne, som mobbede og altid var meget nysgerrig.
En dag efter frikvarteret så Ada og jeg en masse tyggegummi på vores stole, og jeg spurgte om hvem der havde gjort det, men hørte kun Lisas spottende latter.
De følgende uger skete der flere ting. Ada mistede for eksempel sin taske, hun fik en seddel hvor der stod: ”Du er en idiot!!”, hendes kladdehæfte blev overhældt med vand, og meget mere.
Ada ville ikke fortælle læreren, hvad der skete. Hun var bange. Hun troede, at så ville ingen i klassen tale med hende fordi hun var en sladderhank.
Så tænkte jeg, at jeg måtte finde ud af en god løsning for hende på hendes problemer.
Jeg tænkte og tænkte, og huskede hvad min bedstefar så tit havde sagt til mig: ”Sisi, det er altid muligt for dig at hjælpe andre mennesker når de har brug for hjælp. Men kun du selv kan beslutte, om du vil gøre det eller ej”.
Den næste dag om eftermiddagen, tog jeg mod til mig og tog Ada i hånden og vi gik hjem til Lisa. Hun boede for enden af ”‹”‹vores gade i et lille gult hus.
Jeg var bange og klemte min nervøse vens hånd hårdt. Jeg ringede på klokken, og en ung kvinde med store øjne og et sødt smil åbnede døren.
Jeg spurgte hende: ”Er du Lisas mor?”, og hun svarede: ”Ja, jeg er hendes mor. Er I hendes venner fra skolen?”.  Jeg svarede at det var vi, og så sagde hun: ”Åh, det var ærgerligt! Hun er ovre og besøge sine fætre, men er tilbage om en time, hvis I vil vente.”
Ada og jeg kiggede på hinanden og så nikkede vi. Lisas venlige mor inviterede os ind i køkkenet og gav os både mælk og småkager og en lækker kage.
Da vi sad ved bordet, fortalte hun os, at hun var meget glad for at vi var kommet for vi var de første af Lisas venner som hun havde mødt. Hun sagde, at hun var sikker på, at Lisa ville være glad for at hendes gode venner var kommet for at lege og lave lektier sammen, for hun brugte meget tid på at tage sig af Lisas nye lillebror.
Pludselig tav hun lidt, og jeg skulle lige til at fortælle om årsagen til vores besøg, men så sukkede hun og fortsatte: ”Lisa sidder hver dag ved vinduet og ser ud på parken. Hun siger, at hun ikke vil lege eller cykle alene, og at hun ikke har nogen venner, men det er så åbenbart alligevel ikke helt rigtigt”.
Ada så stift på mig, og jeg løftede mine øjenbryn og var flov. Nu måtte jeg tænke hurtigt, men mine tanker stoppede da vi kunne mærke at døren blev åbnet, og vi drejede hovederne. I køkkendøren stod Lisa helt bleg og så forbavset på os. Hendes mor rejste sig fra bordet og gav hende et varmt knus og sagde: ”Min lille Lisa, se, en overraskelse! Dine venner venter på dig for at lege.”
Lisas mor smilede til os og sagde: ”Nå, så er hun hjemme, og jeg vil gå og se til den lille, som er færdig med at sove til middag”.
Lisa var helt tavs. Ada rejste sig fra sin stol og tog fat i hendes hænder og sagde: ”Vi er kommet for at lege”, og jeg tilføjede: ”Og for at læse matematik sammen. Du er bedre end os til matematik, så du kan lære os det”.
Da vi var alene, begyndte Lisa på at sige noget, men gik i stå, så jeg sagde, at vi gerne ville sige tak for hendes venskab, og i det samme hørte vi Ada sige: ”Hej, jeg hedder Ada. Hvad hedder du?” Og vi lo alle tre.
Så sluttede skoleåret, og jeg lærte ikke kun matematik, men fik også mulighed for at hjælpe, og var glad for mine nye venner.

 

Min blå kat

En sommermorgen vågnede jeg meget tidligt ved at solens stråler kom ind i mit soveværelse. Jeg hoppede hurtigt ud af sengen og da jeg løftede hovedet, da jeg så noget kigge på mig gennem vinduet.
Til min store overraskelse så jeg en stor blå kat med en busket hale, meget blå øjne, og en lille skinnende næse trykket til vinduet.
Det var en smuk kat. Jeg gik langsomt hen mod den, men da jeg skulle til at åbne vinduet, hørte jeg min mor kalde på mig: ”Mia, kom og spis morgenmad,” og den blå kat løb ud i haven ved lyden af hendes stemme.
Så sprang ud af vinduet efter den, men så kun et glimt af en blå skygge, der forsvandt bag blommetræet.
Jeg var i haven hele dagen og ordnede blomster, plukkede blommer og slog græs. Jeg badede i mit lille bassin med mor. Og håbede hele tiden at katten ville komme tilbage.
Om aftenen var jeg ked af det da jeg gik til mit værelse. Men da jeg åbnede døren til værelset mærkede jeg noget blødt på mine fødder og så ned og blev meget glad.
Jeg bukkede mig ned og strøg dens hoved og spurgte: ”Vil du lege med mig hver dag?” og den kiggede på mig og slikkede min hånd, og stillede sig ved siden af ”‹”‹mig.
Jeg vidste, at fra denne dag ville vi være venner for evigt.
Hver morgen gik vi tidligt ud i haven, og min smukke blå kat viste mig, at der bag vores blommetræ ikke kun var en legeplads for børn, men også en stor blå have. Det havde der altid været, men af en eller anden grund kunne de fleste mennesker ikke se det.
Første gang jeg gik derom, så jeg at der var små bassiner fyldt med hjerteformede kugler i forskellige størrelser, og i midten af ”‹”‹haven var der en stor rutsjebane. Når man kørte ned af den landede man i et bassin fyldt med fisk, som sprang op og lavede små bølger.
Til højre for rutsjebanen, var der en stor karrusel med figurer, der lignede min blå kat og musik, der spillede hele tiden mens karrusellen kørte hurtigt rundt.
Til venstre var et stort telt med automater med slik, kager, cup-cakes, is, candyfloss og churros. Man betalte med mønter, som man fik i en pose af den blå kat ved indgangen.
Og endelig var der allerbagerst et lille telt, hvor man kunne tegne og male alt det, man kunne se, eller forestille sig. Men det bedste var, at man kunne lave sin egen blå kat i plys eller keramik, eller man kunne sy tøj og lave andet tilbehør.
Men nu kommer det store mysterium eller måske skulle man kalde det en hemmelighed. Man kunne kun komme ind, hvis man lukkede øjnene et øjeblik og tænkte på en god gerning man havde gjort den dag.
Den sommer og de følgende år prøvede jeg altid at udføre gode gerninger.
Jeg lærte for eksempel at dele min tid med min familie og venner, at være tålmodig med ældre, altid at fortælle sandheden, ikke at såre nogen, og at være generøs og venlig.
Hver dag når jeg havde gjort en god gerning følte jeg mig glad. Jeg kunne godt lide at gå i haven og have det godt sammen med min blå kat og se hvordan der hver dag kom nye venner.
Nu, hvor jeg er på mit første år på universitetet, ryddede jeg en dag op på mit værelse og fandt nogle tegninger fra haven i min kuffert. Der var også mønter og en keramikfigur, som jeg lavede af min blå kat.
Jeg er færdig med min lille historie nu og lukker mine øjne og besøger igen min blå have, hvor min tykke kat venter ved indgangen. Jeg kan se, at den går langsommere nu, så jeg bøjer mig ned og stryger dens hale og siger tak for at den er min ven, og at vi voksede op sammen. Jeg har min drøm haven og hver gang jeg lukker mine øjne ved jeg, at drømme kan gå i opfyldelse.


Den hvide svane Titi

Der var en lille sø foran mit hus, og fra vinduet i mit værelset kunne jeg se nogle ænder og en smuk svane med fjer, der var hvide som sne, gult og sort næb, og korte mørkegrå ben.
Min lillesøster Pia kunne lide at løbe gennem parken bag søen og give svanen brødkrummer.
Hun spurgte mig altid, om jeg ville komme og lege med hende, men jeg var allerede syv år og for stor til at lege med hende. Jeg foretrak at spille på min computer, og havde sommerferie. Pia var kun fem år og hus skreg og græd altid.
En dag sad vi begge og så fjernsyn i stuen, da vi hørte en meget mærkelig lyd, der kom fra haven, det var som en arrig snerren, så vi slukkede for fjernsynet og listede langsomt ud i haven. Ved buskene ovre ved porten så vi en rede med to blågrønne æg. Et af ”‹”‹æggene var stort og det andet var meget lille og ved siden af reden var svanen fra søen klar til at beskytte den.
Pia smilede og løb derhen, og den hvide svane spredte sine vinger og gav min lillesøster et knus.
Jeg gned mine øjne tænkte, at det bare var min fantasi, som spillede mig et puds, men til min store overraskelse sagde Pia:  ”Hej Titi, det er min bror Bo og han kan hjælpe os med at passe på dine børn.”
Så jeg spurgte Pia, om hun kunne tale med svanen og forstå hvad den sagde, og hun svarede at det kunne hun. Hun sagde: ”Ja, vi er venner”, og hviskede: ”Vær stille; Titi siger, at hun snart mister sine fjer og kan ikke flyve i noget tid, og hun har brug for at være tæt på søen, hvor hun kan spise vandplanter og samle frø”.
Mens Pia talte forsøgte jeg at forstå, hvad der foregik, og til sidst forstod jeg det hele. Titi ønskede et sikkert hjem for sine ællinger, og Pia havde inviteret hende til at bo hos os. Ideen virkede fantastisk, og da jeg var den største af os, måtte jeg være leder og forberede et aktivitetsprogram.
Så jeg gik til min computer og skrev vores opgaver for de kommende uger
Aktivitet 1. Lav en sti rundt om søen
Aktivitet 2. Saml frø og blade fra haven til rede
Aktivitet 3. Svøm i søen hver dag
Aktivitet 4. Find gode navne til ællingerne som for eksempel Tati, Tete, Toto, Tutu og lignende.
Til sidst på listen skrev jeg: ”Det vigtigste er, at æggene skal være i sikkerhed, så vi skal altid være meget årvågne og klar til enhver nødsituation"
Efter at have læst og gennemgå vores aktiviteter mange gange, udskrev jeg listen så vi hver havde et eksemplar. Nu skulle vi være et team!
Der gik hurtigt et par uger, og én eftermiddag hvor vi lå og tog sol på græsplænen, så vi det første æg klække og den første ælling, der fik sit navn Tati, og inden for få minutter klækkede det andet æg, og Toto var ude. De var begge smukke, og de havde en snehvid fjerdragt.
Titi bredte sine vinger ud og omfavne os begge to. Pia og jeg var meget glade for den nye familie.
I de næste to uger passede Titi, Pia og jeg de små ællinger. Det var meget sjovt at se Tati og Toto følge os overalt. Vi svømmede sammen i søen. De små ællinger klatrede op på ryggen af ”‹”‹Titi, mens vi svømmede omkring dem. Deres fjerdragt skiftede til lys brun, og endelig efter to måneder begyndte de at flyve.
Pia og jeg vidste, at de var klar til at rejse til et sted langt. Vi var meget kede af det; jeg kan ikke lide at sige farvel, og vi var ikke sikre på, om de ville vende tilbage til søen det følgende år.
Da vi gav hinanden det sidste knus, forstod jeg for første gang noget, som Titi sagde. Hun sagde: ”Tak chef, vi ses næste sommer.”
Denne sommer afventede vi som de to foregående ankomsten af ”‹”‹Titi, Tati og Toto hjem, men det var kun Toto som var med. Tati havde fået have to små ællinger, så nu voksede familien. Nu forstår jeg bedre når folk siger, at familien altid er der selv om den er langt væk.

 

Det røde egern og muldvarpen

I en fortryllet skov i toppen af ”‹”‹et træ levede et meget adræt og sympatisk rødt egern med en enorm hale og meget spidse ører.
Tidligt hver morgen skyndte det sig ned fra træet for at indsamle frø, nødder og svampe. Det var sjovt at se hvordan det løb med hovedet nedad og kiggede nysgerrig til alle sider for at se om der var nogen.
Træt efter arbejdet med at samle nødder og frø ville det røde egern dag at tage sig et lille hvil, det følte sig søvnig og faldt i søvn.
Efter i lang tid vågnede det og opdagede, at hele lageret af mad var væk, og tænkte: ”Hvad er der sket? Hvor er al min mad?” Det spurtede ned og løb nogle gange rundt om træet, og til sidst løb det ned til søen, men kunne ikke se maden nogen steder.
Til sidst besluttede egernet at samle nogle nye frø og nødder og pinjekerner,og det gjorde egernet så. Men det fik også en rigtig god idé: Det ville efterlade et par pinjekerner på jorden og gemme sig bag træet for at se, hvem der kom.
Der gik par timer hvor der ikke skete noget, så egernet blev træt af at vente og var ved at give op, da det så en muldvarp, som kom og tog pinjekernerne på jorden.
Egernet blev meget fortørnet, og ville først bede om en forklaring, men tænkte så, at det nok ville være bedst at give muldvarpen en lærestreg; egernet havde arbejdet hårdt for at samle mad og man må ikke bare tage ting, der tilhører andre.
Da egernet kom hjem fik det øje på nogle små bøtter maling og nogle balloner; det blandede lidt vand i malingen og fyldte det i ballonerne.  Planen var så at kaste balloner ned fra træet på muldvarpen. Om aftenen lagde det lille egern derfor en bunke frugt og frø, og når muldvarpen så nærmede sig for at stjæle maden, ville egernet kaste ballonerne.
Egernet morede sig ved tanken.
Den næste den næste morgen stod egernet tidligt op, og satte sig i træet og ventede på muldvarpen. Kort efter så egernet muldvarpen komme op af hullet”¦ Da muldvarpen tog frugterne begyndte egernet at kaste balloner, og når de ramte kom der sjove lyde: PLASK! PLOP! PLASK!! Og det røde egern kunne ikke lade være med at le, da det så muldvarpen blive forvandlet til en kugleformet regnbue.
Muldvarpen så sig forvirret omkring og sagde: ”Hvad sker der?? Hvem kaster balloner på mig? Jeg forstår ikke, hvad der sker?”
Egernet hoppede straks ned fra træet og sagde: ” Hej muldvarp.  Jeg forstår ikke, hvad der sker? Jeg forstår ikke, hvad der skete med mine frø og frugter”¦ At nogen var så fræk at stjæle min mad!”
Muldvarpen så på egernet og bøjede hovedet i skam, og sagde, at den var ked af det.
Muldvarpen sagde: ”Jeg ved, det er ikke rigtigt at tage din mad. Jeg var for doven  til at finde min egen mad, men jeg lover at komme med mad til dig hver weekend.”
Den røde egern tænkte lidt, og sagde: ”Det vil jeg gerne have at du gør, men jeg vil også gerne have, at du hjælper mig mig med at så frø i jorden, så vi med tiden vil få mange træer i vores smukke skov.” Dertil svarede muldvarpen, at den gerne ville arbejde sammen med egernet om det.
Som sagt så gjort, og de fik rigtig mange nødder og frø. Så mange at de kunne holde en stor fest, hvor de spiste en masse - og plantede endnu flere træer.
Med tiden blev de gode venner og de kunne godt lide at konkurrere om hvem der hurtigst kunne rense kerner eller nødder, eller hvem som var hurtigst til at samle efterårets  frugter og svampe. De ting de samlede sammen, lagde de i træets grene, og de nød altid at sidde og spise sammen og deres venskab voksede sig ligeså stærkt som de træer, de plantede.

 

Nina og Havet

I en lille fiskerby boede der for mange siden en lille pige, som hed Nina. Hun var lille af sin alder, havde store honningfarvede øjne og et hjerte af guld.

Hendes far var fisker og hver morgen gik han meget tidligt ned til sin båd og tog på havet for at fiske. Nogle få gange når han solgte fisk fik de penge til en hel uge, og så var der glæde i familien, men andre gange var der kun penge til mad til en enkelt dag, og det var trist, og det værste var, at der næsten altid kun var penge til en enkelt dag.

Nina kunne se sin fars skuffelse og frustration når det det skete. Hun så også, at hendes far drak hver dag. Hun huskede at til at begynde med drak han et glas vin hver dag; så også en øl og efterhånden kunne hun se, at han ikke kunne lade være med at drikke.

Men måske var det bare hendes fantasi. Hun kunne ikke huske alt, og vidste derfor ikke hvilke sorger han måske bar på.

Nina havde også en lillesøster, der hed Sina. De legede altid under en stor palme, der var foran huset - der havde de en dug med ting, som de havde samlet fra sandet og havet.

Hver aften, efter at have hjulpet sin mor derhjemme, gik Nina langs havet og drømte om et roligt liv med mere glæde end det liv hun havde nu.

Nogle gange sad hun i sandet og stirrede mod horisonten og tænkte på hvad der mon var på den anden side af havet. Måske var der glade piger. Eller måske triste piger som hende selv? Så lukkede hun øjnene og drømte at hun havde vinger og kunne flyve som en fugl, eller hun forestillede sig at hun var en havfrue som dykkede ned i det dybe hav, eller at hun var en smuk delfin og sprang over bølgerne. Men så tænkte hun på sin mor og lillesøster og smilede trist.

En eftermiddag hvor Nina var ude og samle skaller og sten ved kysten, satte hun sig på en lille sten for at dyppe tæerne i havet. Pludselig mærkede hun noget på sin fod og bøjede sig ned og så en østers, der var åben, og inden i den var der en stor perle. Hun rejste sig hurtigt op og så at der var en lang række af østers, der var åbne, og inde i hver af dem var der en smuk perle.

Nina blev glad. Hun troede først, at det var en drøm, men derefter samlede hun hurtigt en masse perler og puttede dem i lommen og løb hjem. Da hun nåede hjem gik hun meget forsigtigt, så sig om til alle sider og gik direkte ind på sit værelse, fandt en lille papæske, lagde perlerne i den, og gemte derefter æsken under sin madras.

Hun tænkte, at nu ville alle deres problemer blive løst, at hendes drøm om et bedre liv ville blive muligt. Men hun ville vente til om aftenen.

Da de havde spist aftensmad lagde Nina den lille æske på bordet og sagde, at hun havde en stor overraskelse til hele familien, og spurgte om hendes mor ville åbne æsken. Moderen nikkede og åbnede æsken, og fik tårer i øjnene. Sina kunne ikke rigtig forstå, hvad der foregik, men hendes fars øjne fik et mærkeligt udtryk, som hun ikke kunne tolke. Han sagde bare, at Nina var en sød lille pige, og at han ville gå til guldsmeden og sælge perlerne, og at deres liv så ville blive ændret for evigt. Han sagde skål til dem allesammen og begyndte at drikke.

Næste morgen gik Ninas far meget tidligt ned til sin båd; han ville først tage ud og fiske og derefter ville han gå til guldsmeden. Men timerne gik, og hendes far kom ikke hjem. De blev trætte af at vente og besluttede at gå til naboens hus for at bede om hjælp. Sammen kunne de gå ned til molen for at spørge, om nogen vidste, hvad der var sket med Ninas far. Pludselig så de i det fjerne den tomme båd, fortabt blandt bølgerne, og da bølgerne til sidst skyllede båden op på land, forstod de hvad der var sket.

De næste dage var familien i dyb sorg og fortvivlelse. Nina var ked af at hun ikke havde forstået sin fars følelser, og tænkte på sin far og de ting, hun gerne ville have sagt til ham, og som det nu var for sent at sige - om hendes drømme om et bedre liv for familien. Hvad skulle der nu blive af dem? Hvordan kunne de komme videre?

Efter nogle dage gik Nina endelig helt hen til båden, der lå på stranden. Hendes ansigt var fyldt med tårer. Hun ville sætte sig, lukke øjnene og føle brisen fra havet og høre sin fars stemme. Hun hørte en hvisken og kiggede rundt, og så så i et hjørne af båden æsken med perler, og der var også en lille seddel hvor der stod:

Min kære pige, jeg ville tage perlerne og sælge dem, men på vejen hjem tænkte jeg, at jeg ville gøre det rigtige. Din mor vil gøre det bedste for Jer alle, selvfølgelig også for ejeren af ”‹”‹perlerne. Ja Nina, alt vil blive godt. Du vil finde mange perler på din vej. Kærlig hilsen, Far.

Nina kiggede på himlen og smilede.

  

Opdateret 19/06/2016