Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Da glansen gik af Gertrud

 

Gertrud var det smukkeste, allerdejligste lille barn; man kunne tænke sig. Hun var 10 år gammel og havde det yndigste ansigt med en lille fin opstoppernæse og øjne så blå som kornblomster. Når hun smilede, og det gjorde altid, havde hun to fine smilehuller, et på hver kind. Hendes hår var gyldent som solskin og brusede ned over hendes skuldre som et frådende vandfald. Hver morgen satte hendes mor fine små glasperler i håret på hende.

          Hun gik altid klædt i lyse sommerlette strutkjoler. Når hun sang, og hun sang næsten altid, lød hendes stemme som syngende nattergale; og når hun lo, og hun lo næsten altid, når hun ikke sang, ja så klang hendes latter som små sølvklokker. I stedet for at gå almindeligt som andre mennesker, dansede hun af sted. Det så ud som om, hun knapt rørte jorden med sine fine små fødder, der var klædt i hvide silkestrømper og blanke sorte dansesko.

          Der var en glans omkring Gertrud, så man skulle tro, at hun var lavet af det pureste blankeste guld og det reneste knitrende sølv. Det kom sig af, at hendes mor hver morgen dryssede hende med det fineste guldstøv og sølvstøv. Så dansede Gertrud af sted, strålende og skinnende, så det var en lyst at se.

          Alle holdt så meget af den lille, glinsende Gertrud, og hun var da også det lykkeligste barn, man kunne tænke sig. Det var slet ikke skuespil, når hun altid lo og sang; hun var virkelig altid så glad.

          Gertrud boede lige midt i naturen. Rundt om huset, hun boede i, var der enge, marker og skove. Der var også en mose og en lille sø. Der var kort sagt så meget natur rundt om Gertruds hus, at det var aldeles uoverskueligt.

          Kunne det nu blive ved med at gå? Ja hvis det kunne, ville denne historie sikkert blive så kort og kedelig; at den næbbe var værd at fortælle. Og det er den. Deraf kan man nok regne ud, at det ikke kunne blive ved med at gå.

 

En strålende varm og solrig sommerdag var Gertrud ude at gå i den uoverskuelige natur. Hun dansede hen af stien, der løb langs søen, henimod den grønne skov. Sorgløs hoppede hun af sted i sine fine sorte sko, mens hun sang en lille vise, hun selv digtede lige på stedet, for det kunne hun også. I det blinkende solskin strålede guld- og sølvstøvet om kap med perlerne i Gertruds hår. Det var en fornøjelse at se.

          Der var også andre, der var ude at gå på denne dejlige sommerdag. Hendes nabo var ude med sin store sorte hund.

          “Bare hunden nu ikke river sig løs og løber efter mig,” tænkte Gertrud.

          I det samme rev hunden sig løs og løb efter hende. Måske var det fordi, den var blevet stukket af en bi, der havde forvildet sig ind i pelsen; måske fik den bare lige pludseligt lyst til at fare forvildet rundt. Hvad det nu end kunne skyldes, stak hunden af sted, så naboen ikke kunne holde den, men måtte slippe taget i snoren. Hunden fór lige henimod Gertrud, der troede, at det var hende, den var efter. Hun stak i et hyl, der overhovedet ikke mindede det allermindste om klangen af sølvklokker, og så spurtede hun, så hurtigt hun kunne, med hunden i hælene, hen imod skoven.

          Hunden, der allerede havde glemt alt om bistikket, eller hvad det nu var, troede, at Gertrud ville lege, så den flintrede efter hende. Så blev Gertrud naturligvis endnu mere bange og løb endnu hurtigere. Pludselig tabte hun den ene sko, og var nødt til at smide den anden for at kunne blive ved at løbe. Hun hinkede af sted i rasende fart, mens hun forsøgte at få vristet skoen af. Endelig lykkedes det, og hun løb videre på de bare strømpesokker.

          Da hun nåede ind i skoven, var hunden stadig lige i hælene på hende. Naboen, der ejede hunden, var løbet efter den; men han var langt bagud. Gertrud blev nødt til at klatre op i et træ for at slippe fra hunden. Normalt klatrede hun ikke i træer, det passede ligesom ikke rigtig til det med at gå i de fine strutkjoler. Men nu var hun jo bange, og hun klatrede op i det nærmeste træ, så hurtigt hun kunne. Strutkjolen hang selvfølgelig fast i en gren, da hun var nået et lille stykke op; men det opdagede hun ikke. Hun klatrede videre, selvom der blev revet en lang flænge i den fine kjole.

          Oppe i træet satte hun sig på en gren og kiggede ned på hunden, der hoppede op ad træet. Så kom naboen heldigvis og fik fat i snoren igen og trak af med hunden. Gertrud, der jo sad oppe i træet, opdagede han ikke. Da naboen var væk, kom Gertrud i tanke om, at hun skulle have råbt til naboen om at hjælpe hende ned; men nu var det for sent. Forsigtigt begyndte hun af klatre ned af træet.

          “Bare jeg nu ikke falder ned,” tænkte hun.

          I det samme smuttede hendes fod, og hun hang pludselig frit ud i luften i den ene arm.

          “Her kan jeg vist ikke blive hængende ret længe,” tænkte hun. Og så måtte hun slippe sit tag og faldt pladask på hovedet ned i en bunke visne blade og kviste.

          Heldigvis faldt hun blødt, så hun slog sig ikke; men kvistene opførte sig som alle andre kviste, de viklede sig ind i hendes hår, og sad der og strittede til alle sider.

          Da Gertrud ville gå hjem for at blive vasket, stod der pludseligt en kronhjort på stien og kiggede på hende. Gertrud var jo lidt fortumlet efter faldet, og troede at det var naboens hund, så hun vendte sig om og løb ind i skoven igen. Kronhjorten blev forskrækket og løb den anden vej; men det opdage Gertrud ikke. Hun sprintede ind i skoven, så hurtigt hun kunne, og så slet ikke hvor hun løb, og så løb hun lige ud i mosen. Snart stod hun i vand til anklerne.

          “Bare jeg nu ikke kommer til at træde i et bundløst hul, når jeg skal tilbage,” tænkte hun.

          I det samme trådte hun i et bundløst hul og gik til bunds som en sten. Heldigvis var hullet ikke helt bundløst, og hun stoppede da vandet nåede hende til hagen. Det så ynkeligt ud som hun stod der i vand til hagen med kviste og blade i håret. Hendes ansigt var møgbeskidt af mosevand og af mos fra træet, hun havde været oppe i.

          Heldigvis kunne hun få fat i en tynd træstamme, der stak ud over vandet, så hun kunne trække sig op. Hendes fine lette strutkjole, der allerede var flænget af turen op i træet, var dyngvåd og gennembeskidt. Der hang vandplanter og mudder fast allevegne, og da hun rystede sig for at få det værste vand af, hoppede et par frøer ud af folderne på kjolen.

          Gertrud begyndte smågrædende at gå hjemad.

          “Nu kan der da ikke ske flere ulykker,” tænkte hun; men i det samme faldt en grankogle ned i hovedet på hende.

          “Av for søren,” råbte hun, og det lød overhovedet ikke som sang fra nogen nattergal. Hun kiggede op for at se, hvor koglen kom fra; men i det samme var der en due, der slap en klat, som faldt lige ned i ansigtet på hende.

          Stakkels Gertrud. Hvor så hun ud. Strømperne var kulsorte af at gå på den bare jord: kjolen var dyngvåd, brun af mosevand og grøn af mos; ansigtet var strimet at mudder og med en stor fugleklat midt i det hele; håret lignede en sjusket fuglerede med kviste og blade strittende til alle sider. Hun forsøgte at tørre fugleklatten væk, men den blev bare tværet ud og blandet med mudder.

          Gertrud gik hjemad.

          Stien førte lige forbi naboens hønsegård. Hvad Gertrud ikke havde opdaget var, at nogle af gæssene var sluppet ud og gik og gæssede rundt udenfor. Da hun kom nærmede blev en af gæssene arrig, som gæs har for vane, og ville bide hende i foden. Hun sparkede ud efter den for at få den væk; men det ophidsede de andre gæs så meget, at de kom rendende og slog til hende med vingerne så fjer og dun fløj omkring. Gertrud løb, så hurtigt hun kunne, forbi gæssene, og de opgav da også hurtigt at følge efter. Men alle de fjer og dun, der var fløjet af gæssene, satte sig fast i mudderet på Gertrud kjole og i hendes ansigt, så hun grangiveligt lignede en bøhmand.

 

Da Gertrud endelig nåede hjem, ville hendes mor først ikke tro, at der var hende. Hun plejede jo at glinse af guld og sølv og perler og være så fin og danse af sted og synge. Nu lignede hun mest af alt en bøhmand, der havde været oppe at slås med en muddertrold. Og da hun ville fortælle sin mor, hvad der var sket, lød hendes stemme hverken som sølvklokker eller fuglesang, for hun var så summende arrig, at hun mere lød som en vred humlebi. Hendes mor var nødt til dyppe hende i en stor balje vand, og skrubbe hende med en neglebørste for at få alt snavset af hende igen.

          Den dag var der ikke megen glans ved Gertrud.