Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Dragebjerget

 

Glem ikke at fortælle de gamle historier videre. Glem ikke det, der skete for længe siden. De gamle beretninger kan fortælle om mange vigtige ting, som man ikke må glemme. Begivenheder i fortiden kan være vigtige at huske for at vide, hvordan man skal handle i nutiden. Har man først glemt at fortælle historierne videre, kan det hurtigt blive for sent. Måske er der så ikke længere nogen, der husker dem.

 

I Landet langs Floden huserede en frygtelig drage. Dragen holdt til i de høje bjerge, der rejste sig på begge sider af dalen, hvor floden løb. For det meste så man ikke meget til den; men indimellem, når menneskenes øjne blev kolde, og deres hjerter blev hårde, var det, som om tiden blev moden, og dragen fornemmede, at nu kunne den igen hærge Landet langs Floden.

          En tapper ridder besluttede at bekæmpe dragen. Med sit skarpe sværd og på sin modige hest red han op i bjergene og opsøgte dragen i dens hule. Han udfordrede den, og den kom ud for at slås med ham. Ridderen blev alvorligt såret under kampen og nåede ikke at fortælle meget om sin dåd, før han døde. Han fik dog fortalt, at dragen lå begravet og spærret inde i en klippehule. Man måtte endelig ikke forsøge at komme ind til den. Man kunne ikke vide, om den var levende eller død.

          Sådan fortalte ridderen; men inden han kunne fortælle, hvor dragen lå begravet, døde han af de sår, han havde fået under kampen. I mange år derefter fortalte man historien om den tapre ridder og hans dåd. Men hvor dragehulen lå, var der jo ingen, der vidste. Så gik der flere hundrede år, og historien om dragen og ridderen blev glemt.

 

Men det kan være farligt at glemme de gamle historier. De kan gemme på vigtige hemmeligheder, som ingen længere kender. De kan gemme på advarsler, som det er farligt at overhøre. Nu er det igen de kolde øjnes tid.

 

Erik og Hans var gode venner og gik tit på opdagelse i bjergene over Landet langs Floden. Der var så mange mærkelige hemmelighedsfulde huler og slugter at udforske, så mange vindblæste tinder at bestige. Erik og Hans blev aldrig trætte af at vandre i bjergene. Altid kunne man finde nye steder, hvor man ikke havde været før.

          En sommerdag kom de til sådant et nyt sted. De var gået af en vej, de ikke kendte, og højt oppe havde den ført dem gennem en slugt så snæver, at man kun lige kunne klemme sig igennem. På den anden side af slugten forandredes landskabet. Der var ingen træer kun lavt stridt græs, og landet åbnede sig til en skrænt, der førte op ad bjerget. Skønt de var højt oppe, stod luften dirrende stille. Det var ikke svært at komme op; skrænten var ikke så stejl, og underlaget var fast, så man ikke risikerede at skride. Der, højt oppe, lå en bunke store sten.

          Da de to drenge kravlede henover stenene, for at komme videre op, mærkede Erik ligesom en lille brise, der kom ud mellem stenene.

          “Ku’ du mærke det,” spurgte han. “Det blæser ud af stenene.”

          “Sludder,” svarede Hans. “Det kan da ikke blæse ud af en sten.”

          “Men det gør det altså, føl selv efter.” Hans kom hen, hvor Erik stod. Og ganske rigtigt; det føltes, som om det blæste ud gennem stenene. Hans suttede lidt på sin finger, og førte den henover stedet. Pludselig standsede han bevægelsen.

          “Det er her,” sagde han. Han havde mærket at fingeren blev kold, idet den passerede henover stedet, hvor luften kom ud. Det var selvfølgelig ikke ud af selve stenene, luftstrømmen kom; men ud imellem dem. Drengene lagde sig ned og følte rigtigt efter. Der var ingen tvivl; der strømmede en stille brise ud af et mellemrum mellem stenene.

          Erik fik nogle tændstikker frem og tændte én. Han holdt den helt ned til hullet; flammen blafrede kraftigt, inden den gik ud.

          “Der må være en hule derinde,” sagde Erik. “Hvor skulle luftstrømmen ellers komme fra? Kom, vi prøver at fjerne nogle af stenene.” De to drenge tog fat i en af stenene og halede af alle kræfter. Den rørte sig ikke af stedet.

          “Vi skal have fat i en gren, vi kan bruge som løftestang,” foreslog Erik. Drengene kiggede sig omkring. Der var ingen grene at se i nærheden. De var så højt oppe, at der ikke groede træer.

          “Vi må ned efter noget at lirke stenene væk med,” sagde Hans. “Men vi må hellere afmærke stedet, så vi kan finde det igen.” Han tog et stykke kridt frem og slog kryds på stenene rundt om det sted, hvor luftstrømmen kom ud. Så tog han en blyant og et lille stykke papir frem og satte sig med ansigtet mod dalen. Langt dernede ved floden lå den lille landsby, hvor drengene boede. Hans kiggede meget nøje på bjergene, der rejste sig på den anden side af dalen, og tegnede så en lille skitse af hvordan bjergkammen så ud. Der var et meget karakteristisk takket parti, lige på den anden side af dalen. Så tegnede han landsbyens kirketårn ind, så det lå det helt rigtige sted i forhold til den takkede bjergkam.

          “Sådan,” sagde han. “Nu skal vi bare kigge på min tegning og på landskabet på den anden side af dalen, så ved vi, hvor vi skal gå hen, når vi skal finde stedet igen.”

          De to drenge gik ned imod landsbyen. De tænkte, at når de nu alligevel ikke kunne klare at flytte stenene alene, så kunne de ligeså godt få hjælp af nogle voksne. Det gjaldt bare om, at overbevise deres fædre om, at der virkelig var en hule deroppe. Så skulle de nok hjælpe dem med at fjerne stenene og finde den.

 

Hvorfor bliver de gamle historier glemt? Hvorfor passer man ikke på at fortælle de vigtige historier videre? Hvordan skal man nogensinde blive klogere på den måde? Fortidens ulykker bærer nøglen til fremtidens lykke. Men kun hvis man husker dem. Husker dem og fortæller om dem. Nu er fortiden glemt, og ingen er blevet klogere.

 

Erik og Hans var godt trætte, da de nåede hjem. Det var blevet sidst på eftermiddagen og alt for sent at begive sig op på bjerget igen. Om aftenen fortalte Hans sin far om den spændende oplevelse deroppe.

          “Se far, jeg har tegnet udsigten deroppefra, så vi kan finde stedet igen. Der er en hule derinde. Det må der være. Hvordan skulle det ellers kunne blæse ud af hullet mellem stenene.”

          Hans far så skeptisk på ham. “Og du er helt sikker på, at der var en luftstrøm?”

          “Ja for søren. Erik mærkede det også. Vi prøvede med en tændstik. Den blev blæst ud, da vi holdt den hen til hullet.”

          “Jamen så må vi jo op og kigge efter. Jeg tager en jernstang med, så vi kan løfte stenene til side, og se hvad der gemmer sig. Nu må vi jo bare håbe, at I kan finde stedet igen.”

          “Jahh - tak fordi du vil hjælpe os, far.” Hans’ øjne strålede af begejstring.

          Næste dag drog de af sted, bevæbnet med lange jernstænger. Også Erik havde talt med sin far om hulen i bjerget og fået ham overbevist om, at han skulle hjælpe dem. Det var altså et helt lille selskab, der drog op ad bjerget den sommermorgen. Solen skinnede fra en dejlig blå himmel. Enkelte skyer drev dovent af sted. Drengene og deres fædre travede rask op ad bjerget.

          De var alle sammen vant til at færdes i bjergene og vidste, hvordan man fandt vej. Indimellem vendte de sig og kiggede tilbage over dalen for at sikre sig, at de var på rette vej. Den karakteristiske takkede bjergryg på den anden side af dalen var let at genkende, og gjorde det muligt at holde den rigtige retning op ad bjerget. Et stykke op ad formiddagen nåede de op til skråningen, og lidt senere fandt de frem til stenbunken.

          “Det er her,” sagde drengene. “Nu skal vi bare finde det rigtige hul. Vi har mærket det med kridt, så det skulle ikke være så svært.”

          Det lykkedes da også ret hurtigt at finde det rigtige sted. Ganske rigtigt; en svag, men tydelig luftning strømmede ud af mellemrummet mellem stenene.

          “Det var som søren,” sagde Eriks far. “Jeg har aldrig hørt om, at der skulle være en hule heroppe.” “Heller ikke jeg,” sagde Hans’ far. “Men der er jo næsten ikke anden forklaring. Kom - vi prøver, om vi kan rulle stenene væk.”

          De to mænd fik lirket en jernstang ind mellem to sten og trak prøvende i den. Først skete der ingenting; men så begyndte stenen at give sig. Hans og Erik kom til og hjalp med at trække og skubbe. Stenen rokkede sig, og pludselig gav den efter, løsnede sig fra bunken og trillede et stykke ned ad skrænten.

          “Pas på!” råbte Eriks far og sprang til side. Nogle af de andre sten havde givet sig faretruende, som om de ville trille med den første ned ad bjerget. Heldigvis faldt stenbunken hurtigt til ro, uden at andre sten havde løsnet sig. Da de var sikre på, at der ikke skete mere, kiggede de fire forsigtigt ind ad den åbning, der var dannet, hvor stenen havde ligget.

          Det var nu meget tydeligt at der kom luft ud fra hulrummet. Der lå flere sten indenfor, og ud mellem dem strømmede luften. Eriks far fik en lommelygte frem og lyste ind mellem stenene.

          “Det fortsætter med sten derindefter,” sagde han. “Det vil blive et kæmpe arbejde at få fjernet sten nok til, at vi kan komme ind. Det kan vi ikke klare alene. Vi bliver nødt til at have hjælp af nogle flere. Jeg foreslår, at vi vender tilbage til landsbyen og snakker lidt med dem, vi kender. Vi kan nok få nogle af dem til at hjælpe os. Det bliver nok nødvendigt at fjerne en stor del af stenbunken for at kunne komme ind.”

          Efter at have kigge ind mellem stenene med lommelygten og have overbevist sig om, at Eriks far havde ret; besluttede de sig for at vende tilbage til landsbyen og forsøge at skaffe nogle flere hjælpere. Det skulle nok lykkes at få åbnet hullet til den hule, der helt sikkert måtte være derinde. Det var kun et spørgsmål om at få hjælp nok.

 

Når fortiden er glemt, må man grave den frem. Men ikke al fortid er helt ufarlig. Måske skulle I lige undersøge, hvad det er, I har med at gøre, inden I graver for dybt. Måske er den fortid, I er ved at grave frem, af den farlige slags. Den slags man skal kende til og behandle med forsigtighed. Søg i gamle bøger, før I søger under gamle sten!

 

Da Erik og Hans næste morgen atter drog op ad bjerget, var de fulgt af mange voksne og børn. En hel flok af deres skolekammerater havde hørt om deres opdagelse og ville være med til at grave hulen ud. En del mødre og endnu flere fædre var også med. Mange medbragte jernstænger og donkrafte, tove og trisser samt andre ting, der kunne lette arbejdet.

          Det var altså en større forsamling, der nåede op til stenbunken den formiddag. Nu skulle der graves. Jørgens far var entreprenør og havde derfor forstand på at grave. Derudover var han god til at organisere andres arbejde, så han satte snart det hele i system. Han undersøgte hvordan stenene lå og besluttede, at de skulle begynde noget højere oppe end der, hvor luftstrømmen kunne mærkes. Ellers ville der bare blive ved med at trille sten ned foran hullet, efterhånden som de udvidede det.

          Der blev taget fat med løftestænger, tove og trisser, og ved middagstid var der fjernet en stor mængde sten. Men det virkede, som om det bare fortsatte med sten indefter. Da det begyndte at blive tid at vende hjem, var man stadig ikke nået ind, så man kunne se enden på stenbunken. Det måtte vel slutte på et tidspunkt, så man kom ind til den egentlige hule; men det så ud til, at det kunne vare længe, og kræve at mange sten endnu blev fjernet.

          Flokken gik hjem. Trætte og lidt forslåede. Noget skuffede over, at der ikke var kommet en hule til syne. Mange snakkede om, at der nok slet ikke var nogen hule derinde. Hvor luftstrømmen ellers skulle komme fra, var der ingen, der kunne forklare.

          Næste morgen var det en lidt mindre flok, der drog af sted, og arbejdet kom derfor lidt langsommere fra hånden. Næste dag igen var der endnu færre, og næste dag igen. Da arbejdet med stenbunken havde stået på i en uge, var det kun en lille flok på tre mænd og fire drenge, der drog op for at fjerne sten. Resten af landsbyens indbyggere rystede på hovedet af dem, og mente at det var omsonst at fortsætte. Der var ingen hule. Det hele var bare fantasi.

          Men Erik, Hans, Jørgen og hans lillebror, Søren, samt deres fædre, ville ikke give op. Dag efter dag arbejdede de stædigt på at fjerne sten; og en skønne dag, to uger efter at stedet var blevet opdaget, var der hul. En sten faldt indefter i stedet for udad, da de lirkede med den, og så var der hul. En kraftig luftstrøm ramte dem i ansigtet, da stenen faldt ind. Men der var også noget andet; en mærkelig ligesom hengemt lugt. Som noget der har været glemt for længe og nu dukker frem. Og så en lille fjern lyd.

          “Det er klart, der lugter lidt muggent,” sagde Eriks far. “Hulen har jo været lukket i mange år. Måske er det flere tusind år siden, stenene skred sammen og lukkede hullet. Sådan et sted skal lugte lidt gammelt.”

          “Hvad er det for en lyd,” spurgte Søren nervøs. Det lyder underligt, ligesom nogen der ligger og snorker.”

          “Det er sikkert bare luftstrømmen, der laver lyden,” sagde Eriks far. “Der må jo være åbent i den anden ende af hulen, så luften kan passere igennem.”

          De andre blev hurtigt enige om, at det måtte være forklaringen. Hvad skulle det ellers være. Der kunne jo ikke være nogen derinde, der snorkede, når hulen havde været lukket så længe. Et dyr, der var blevet fanget, da stenene skred sammen, ville for længst være død af sult. De grinede lidt af Søren, der stadig syntes, at det lød som én, der snorkede.

 

Men hvad hvis der findes dyr, I ikke kender til?. Hvad ved I om hvilke mærkelige væsner, jorden gemmer? Drager lever evigt, siger man; og måske kan de overleve lang tids sult og søvn. Hvad ved I om det? Det er nu, I skal være kloge! Det er nu, I skal lytte til små børn, der kan forestille sig ting, voksnes fantasi har glemt!

 

De måtte vente til næste dag med at udforske hulen. For det første var det sent, og for det andet havde de ikke ordentligt udstyr med. Altså gik de hjem. Næste dag vendte de tilbage, udstyret med lygter og reb. Eriks far havde også en lang tynd snor med. For en sikkerheds skyld bandt de sig sammen med et reb, før de med tændte lygter forsigtigt vovede sig ind i den mørke hule.

          Der var tørt og stenet overalt. Indenfor den snævre åbning, stenene havde efterladt, videde hulen sig ud og blev til en flere meter høj og bred tunnel. Det gik en smule nedad og trods de kraftige lygter, var det ikke muligt at se ret langt ind. Det lille selskab var en smule forknytte, mens de forsigtigt vovede sig fremad.

          Søren blev ved med at hævde, at han kunne høre en lyd, som nogen der snorkede. Og da de var trængt ca. hundrede meter ind i under jorden, begyndte de øvrige også at mene, at det lød som en snorken. Det var vanskeligt at forestille sig, at det skulle være den svage brise, der hele tiden blæste dem i ansigtet, der lavede den sære, ujævne lyd.

          Et par hundrede meter inde i bjerget stod de pludselig på kanten af en stejl skrænt. Kæmpemæssige sten dannede en kant til en afgrund, der var så dyb, at deres lygter ikke kunne nå bunden. Der var ingen mulighed for at komme til nogle af siderne; hvis de ville videre, måtte de ned i dybet. Nu lød den underlige snorken tydeligere end nogensinde.

          “Jeg skal altså ikke derned,” sagde Søren. “Man ved jo ikke hvor dybt hullet er. Måske er det fuldstændigt bundløst.”

          “Sludder,” sagde hans far. “Der findes ingen bundløse huller. Men det ville nu være rart at vide, hvor dybt det er. Ellers kan man jo ikke vide, om rebet kan nå bunden.”

          Efter at have snakket lidt frem og tilbage, blev de enige om at binde en af lygterne fast til den lange snor, og se om de kunne hejse den ned til bunden. Lygten blev altså hejset ned. Ned og ned gik det. Indimellem måtte de hale den et stykke op igen, fordi den lagde sig på et fremspring. Tilsidst kunne de kun se lyset fra lygten ganske svagt.

          Pludseligt forsvandt lyset, og snoren blev revet ud af hånden på Eriks far, der holdt den. Resten af snoren fór ud over kanten, som om nogen rykkede hårdt i den. De forsøgte at holde fast i den; men trækket var så hårdt, at de måtte slippe igen for ikke at blive trukket med ned.

          Snart var hele snoren forsvundet i dybet. De kiggede forskrækkede på hinanden - Hvad i alverden?

          “Det var jo det, jeg sagde,” sagde Søren nervøs og irriteret. “Der er noget dernede. Noget der snorkede, og nu har vi vækket det.”

          Knapt havde han talt ud, før de hørte en dyb rumlen og så et lille lysglimt nede i mørket. Der kom også en underlig skrabende og hvæsende lyd dernedefra.

          “Hjælp - jeg vil ud.” Søren trak sig væk fra kanten og ville til at gå tilbage gennem hulen. Hans far standsede ham.

          “Nej bliv her. Vi er nødt til at følges ad. Vent nu lidt. Det er ikke sikkert, at der sker mere. Måske har lygten bare skubbet lidt til nogle sten, der så er faldet ned og har revet den med sig.” Søren kiggede mistroisk på sin far. Men han turde heller ikke gå alene tilbage gennem hulen.

          Pludselig lød der en frygteligt buldren nede fra hullet. En mægtig flamme skød frem dernedefra, og i lyset fra flammen så de det mærkeligste syn. Det var en slags kæmpestort dyr. Flammen var væk, ligeså hurtigt den var kommet; så de nåede ikke at se, hvordan dyret så ud. Men det var kæmpemæssigt. En underlig flaprende lyd fulgte.

          Da dragen dukkede op af mørket, stod hele selskabet som forstenede og kiggede på den. Den var enorm. Stor som et hus. Den flaprede med de mægtige vinger og slog svirpende med den lange hale. En mægtig flamme skød ud imod dem, som ville den riste dem.

          “Løb. Ud,” råbte Sørens far. Men de andre var allerede på vej tilbage gennem tunnelen. De løb snublende, halvt faldende. Bag dem brølede den frygtindgydende drage, og pludselig skød endnu en flamme, mægtigere end de første, efter dem. Sørens far, der løb bagerst mærkede den svide sit hår.

 

Ja - sådan er det! Det var jo en drage. Det ville I have vidst, hvis I havde gjort jer den ulejlighed at undersøge sagen først. I bibliotekets gamle arkiver findes beretningen om ridderen og dragen. Men nej! I var så kloge. I vidste bedre. Bare fare til og grave fortiden frem, uden at vide hvad den er. I vidste bedre. Og nu. Nu indhenter fortiden jer, hurtigere end I bryder jer om, for nu er den ikke til at standse.

 

Erik, Hans, Jørgen og Søren, samt deres fædre, kom ud af hulen, hurtigere end de var kommet ind. Aldrig før havde de løbet sådan. Ud af hulen, tumlende, snublende ned af skrænten, ned imod byen.

          Og dragen? Da den sprængte sig vej gennem de løse sten ved indgangen til hulen og kom ud i dagslyset, blev den først blændet af det kraftige sollys. Den standsede op og kneb øjnene i. Den havde ligget og sovet i næsten tusind år under jorden. Det tog den lige et par minutter at vænne sig til lyset.

          Den så ned ad bjerget. Dernede løb de små mennesker, råbende og skrigende. Og længere nede lå deres lille landsby. Dragen virrede med hovedet. Så huskede den noget, der var sket engang for længe, længe siden. En lille mand på en hest, og med et langt spyd, var kommet op fra landsbyen dernede. Han havde været så skrækkelig modig, den lille mand. Dragen havde fået mange sår, før den fik jaget ham ud af hulen. Og stenene var raslet ned og havde lukket den inde. Den havde ligget længe og slikket sine sår. En lille mand på en hest og med et langt spyd. Måske var der flere små mænd med heste og lange spyd dernede.

          Dragen besluttede, at den hellere måtte ødelægge landsbyen. Ellers kom der bare nogle af de små mænd med heste og spyd. Den skød en lille flamme ud, baskede med vingerne og lettede.

 

Historien har glemt den lille landsby i Landet langs Floden. Da dragen udslettede byen, var der naturligvis stort påstyr. Men dragen forsvandt op i bjergene igen, og der var ingen, der kunne fortælle, hvor den blev af. Man kan ikke gå og huske på alting. Landsbyen forsvandt fra jordens overflade, og da der var gået mange menneskealdre, forsvandt den også ud af folks hukommelse. Det var, som om hverken den eller dragen nogensinde havde eksisteret. Men bare fordi en drage bliver glemt, er den ikke forsvundet. Drager lever i flere tusind år. Nogen siger, at de aldrig dør.

          Hvem ved! Måske næste gang. Hvem ved, hvor dragen dukker op næste gang. En ting kan man vide: det bliver, hvor man mindst venter den. I de kolde øjnes tid.