Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Elisabeth Nøkkepige

 

Elisabeth var den smukkeste unge pige, man kunne tænke sig. Hvem, der end så hende, sagde altid: “Hvor er du dog yndig, du kan være meget stolt af at være så smuk.” Hendes forældre sagde det; hendes lærere i skolen sagde det; alle hun mødte sagde det, og derfor troede hun selvfølgelig på det.

          Fordi hun altid fik at vide, hvor smuk hun var, blev hun selvfølgelig frygteligt forfængelig. Altid skulle hun tale om sig selv, og om hvor smuk hun var. Det eneste, der interesserede hende, var tøj og sko og frisurer og smykker og den slags. Hendes forældre syntes nogle gange, at det var lidt for meget; men de ville jo gerne gøre hende glad, og hun var kun glad, når hun havde smukt nyt tøj, smarte sko og al den slags pynt.

          Elisabeth var selvfølgelig kæreste med grevens søn.

          Greveslottet lå lidt uden for byen. Greven var langt den rigeste mand på egnen, og hans søn kunne få næsten alt, hvad han ville have. Og han ville have Elisabeth, der jo var den kønneste pige, man kunne tænke sig. Elisabeth ville have smykker og fint tøj, og den nemmeste måde at få det på, var naturligvis at gifte sig med grevens søn. Brylluppet var allerede aftalt.

          Elisabeth havde en søster, Ilse. Hun var lige så grim, som Elisabeth var smuk.

          “Ak - hvor er du dog grim. Du må være et meget ulykkeligt barn,” sagde alle, der så hende. Og derfor var Ilse meget ulykkelig. Hun havde endog fået forbud imod at se sig i spejlet. Spejlene plejede nemlig at revne, når hun kiggede i dem, så grim var hun. Hun havde nu heller ikke meget lyst til det, for det var jo ikke noget kønt syn, der mødte hende i spejlet.

          Elisabeths forældre var ikke meget for at indrømme, at Ilse var deres barn.

          “Kan vi ikke sende hende væk?” sagde faren en dag. “Det kan da ikke være meningen, at vi, der har så smuk en datter som Elisabeth, skal kigge på sådan én som Ilse, der er så grim. Og hvad tror du, greven vil sige til at få hende ind i familien.”

          Moren syntes, at det lød lidt hårdt, sådan at sende Ilse væk, bare fordi hun var grim; men faren blev ved med at sige, at han ikke kunne finde sig i at se på hende længere. Til sidst gav moren sig, og de blev enige om at sende Ilse på kostskole i en anden by.

 

I Elisabeths by boede også en ung gartner, der hed Per. Hans gartneri var det skønneste sted, man kunne tænke sig. Her var alle de roser, der dyrkes i hele verden. Flere hundrede forskellige slags i alle farver, former og størrelser. Nogle var dybt røde, næsten sorte, andre havde den reneste hvide farve; nogle havde kraftige, fløjlsagtige blade, andre havde blade så tynde som det fineste papir; nogle var mandshøje buske med hundredvis af blomster, andre var bittesmå stilkagtige planter, der blot bar en enkelt udsøgt blomst.

          Per var en dygtig gartner. Alle slags roser blomstrede villigt, når han havde haft dem mellem fingrene. Alligevel var Per kun fattig. Roserne var vanskelige at dyrke, krævede megen pasning og gav alligevel kun lidt, når han solgte dem på torvet. Dog - Per ville ikke bytte sit rosengartneri for kongens slot. Her, mellem sine kære blomster, var det eneste sted, han rigtig kunne være lykkelig.

          Per var, som så mange andre, dybt betaget af Elisabeths skønhed. Elisabeth var det eneste i verden, der kunne få Pers tanker væk fra hans elskede roser. Men Elisabeth var jo forlovet med grevens søn. Desuden var Per jo ikke rig, og Elisabeth mente jo, at så smuk en pige som hun, havde fortjent en rig mand.

          Der var bare det, at Per hver morgen bragte hende en rose fra sit gartneri, og at det hver dag var en ny slags. Snart var den rød, snart gul, snart lysende hvid. Elisabeth bar hver dag den rose, hun samme morgen havde fået af Per, hæftet fast på sin kjole. Det glædede jo hendes forfængelighed, og derfor holdt hun trods alt af ham. For rosens skyld.

          Per havde i hemmelighed givet Elisabeth en sølvhalskæde med en lille fin dråbeformet perle. Den bar hun altid inde under blusen, hvor den ikke kunne ses. Hendes kæreste ville næppe synes om, at hun modtog så kostbar en gave af en anden. Det kunne være slemt nok med roserne, syntes grevens søn.

          “Det er dit pant på min kærlighed,” sagde Per, da han gav hende halskæden. “Og sålænge du bærer den, ved jeg, at du holder af mig, trods alt.” Elisabeth bar altid sølvkæden om halsen. For rosens skyld.

 

Ilse var gal. Nej, hvor var Ilse gal, og det kan man jo godt forstå. Hun var edderspændt rasende på Elisabeth, selvom det jo egentlig var sine forældre, hun skulle være gal på. Hun gik hver dag og mumlede og skumlede og pønsede på, hvordan hun skulle få hævn over sin søster. Og en dag fandt hun på råd.

          I byen, hvor kostskolen lå, boede en heks. Det var almindeligt kendt, at heksen kunne alle mulige kunster. Man skulle bare gå til hende, hvis man havde et vanskeligt problem, så kunne hun som regel finde på en skadelig måde at løse det på. Hende opsøgte Ilse.

          “Nåh, ser man det,” sagde heksen, da Ilse havde fortalt om sit problem. “Og hvad havde du så tænkt dig, at jeg skulle gøre ved det.”

          Ilse fortalte hende sin plan for, hvordan hun skulle få hævn over sin søster. Heksen skulle lade dem bytte skikkelse; så ville Ilse blive den smukke, som alle kunne lide, og Elisabeth ville blive den grimme, som ingen ville have noget med at gøre.

          Det syntes heksen lød som en rigtig udmærket løsning; men det var en vanskelig tryllekunst, så det ville blive frygteligt dyrt.

          “Bare rolig,” sagde Ilse. “Når jeg bliver forvandlet til Elisabeth, skal jeg giftes med grevens søn, hvis jeg da ikke foretrækker at blive gift med en rigtig prins. Så bliver jeg rig og kan betale dig, hvad du vil have.”

          “Det er i orden,” sagde heksen. “Jeg kan godt vente med betalingen, til du er blevet gift med en prins. Hvornår skal forvandlingen ske?”

          “I næste weekend er jeg hjemme på besøg, så det vil være et godt tidspunkt. Så er det Elisabeth, der bliver sendt på kostskole, og mig der kan blive hjemme.”

 

Lørdagen efter var Ilse hjemme på besøg, og nu gik hun spændt og ventede på, at forvandlingen skulle ske. Hun glemte helt at være gal på Elisabeth af bare spænding. Forældrene spurgte til, hvordan det gik, og hun svarede, at det gik udmærket. Forældrene var selvfølgelig glade for, at Ilse åbenbart trivedes så godt på kostskolen.

          Forvandlingen skete, netop som Elisabeth stod og kiggede sig i spejlet. Det skyldte nu, at hun tilbragte ret meget af sin tid med at kigge sig i spejlet. Som regel var det hende en stor fornøjelse at se på sig selv; men denne gang var det anderledes. Mens hun stod og betragtede sit spejlbillede, skete der noget mærkeligt: hendes ansigt skiftede udseende; de smukke træk, hun var vant til at se, blev pludselig grovere og grovere. Det lange, bølgende gule hår, blev stridt, gråt og tjavset. Elisabeth tog sig til ansigtet og stirrede vantro ind i spejlet. På et øjeblik var hun jo kommet til at ligne sin søster, Ilse.

          Derefter skete der præcis det, Ilse havde håbet. De to søstres forældre troede, at Ilse var Elisabeth og omvendt. Da Per kom på besøg, forærede han sin rose til Ilse i den tro, at hun var Elisabeth. Da det blev søndag eftermiddag, og Ilse skulle tilbage til sin skole, var det Elisabeth, der blev sendt af sted.

          Elisabeth skældte og smældte og teede sig noget så forskrækkeligt. Kunne de da ikke se, hvem hun var. Det var jo fordi, deres skikkelser var blevet byttet om på en eller hekseagtig fortryllet måde. Det måtte de da kunne forstå. Men nej, hendes forældre kunne aldeles ikke forstå, hvad hun mente. De var nær ved at tro, at Elisabeth var gået rent fra forstanden. Enhver kunne jo tydeligt se, at hun var Ilse.

          Elisabeth bandede og svovlede; man skulle næppe have troet, at så smuk en pige kendte så mange og så grimme bandeord. Lige meget hjalp det. Forældrene sendte hende af sted til kostskolen. De ville under ingen omstændigheder høre på hendes heksevrøvl om ombytning og den slags sludder.

          Elisabeth måtte altså af sted. Ilse stod rigtignok og godtede sig, da hun rejste. Endelig havde hun fået hævn over sin søster. Nu skulle hun få at føle, hvordan det var altid at blive overset, fordi man var grim.

 

Per kom stadig hver dag med en rose. Men nu var det jo Ilse, der fik den. Han begyndte da også snart at lægge mærke til, at hun ikke opførte sig, som hun plejede. Han fik en frygtelig mistanke om, at Elisabeths beskyldninger om forbytningen måske kunne være sande. Men hvordan kunne han være sikker? Da kom han i tanke om sølvhalskæden. Hvis der var sket en forbytning, ville hun vel næppe vide noget om halskæden.

          Næste dag, da han bragte hende rosen, spurgte han, om han ikke måtte se hendes halskæde.

          “Nej,” svarede Ilse, uden at lade sig mærke af at hun ikke vidste, hvad han talte om. “Jeg har den ikke på I dag.”

          “Men du lovede jo at bære den som bevis på, at du stadig holder af mig. Betyder det, at du ikke længere bryder dig om mig, kære Elisabeth.”

          Ilse tænkte sig hurtigt om; dette her havde hun ikke været forberedt på. Men hun måtte for alt i verden ikke blive afsløret.

          “Ja,” sagde hun. “Det er derfor. Kære Per, jeg har haft så svært ved at skulle sige det til dig; men jeg bryde mig ikke om dig mere. Du må finde dig en anden, du kan forære dine roser til. Halskæden kan du ikke få at se, den har jeg solgt.”

          Men Per kunne nu også være listig og tænke hurtigt:

          “Nåh,” sagde han. “Du må da have fået en skrækkelig masse penge for den. Den store diamant var jo mange penge værd.”

          “Ja,” svarede Ilse. “Det gjorde jeg skam også.”

          Se, nu vidste Per jo, at det ikke kunne være Elisabeth, der stod overfor ham. Sølvkæden bar jo ikke en diamant, men en perle. Han ville dog ikke afsløre hende lige med det samme. Der var jo heller ingen andre, der vidste noget om sølvkæden, så Ilse kunne jo bare påstå, at det var løgn. Han måtte finde den rigtige Elisabeth igen, så skulle sandheden nok komme for en dag.

 

Men hvor var Elisabeth. Hun skulle jo være rejst tilbage til kostskolen, fordi de alle sammen troede, at hun var Ilse. Men Elisabeth rejste ikke til kostskolen. Hun ville ikke gå på den dumme skole. Hun ville ikke være sin søster. Hun ville være sig selv; men der var jo ingen, der troede på hende. Hvad skulle hun gøre? Hun besluttede at søge ud i bjergene. Derude, i den store ensomhed og stilhed, ville hun sikkert kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre. Sådan tænkte Elisabeth. Selvom det allerede var sent om aftenen, besluttede hun at gå en tur i bjergene. Det havde hun så tit gjort. Der var ingenting at være bange for.

          Men tror du nu også, at det er rigtigt, at der ikke er noget at være bange for i bjergene om aftenen? Nu tænker du måske, at der kan være røvere, der gemmer sig i slugterne og overfalder fredelige rejsende om natten. Eller du tænker måske, at man kan falde ned af en skrænt og slå sig ihjel. Men Elisabeth boede i en fredelige egn af landet, så der var ingen røvere, og hun kendte stierne godt og var ikke bange for at falde.

          Alligevel - der er vel andet end røvere at være nervøs for om natten! Der findes mange slags underjordiske væsner: nisser, feer, alfer og elverfolk. Og Nøkken. Om dagen ser man dem ikke, for de gemmer sig, når menneskene kommer nær. Men om natten er de mere modige. Så kommer troldtøj og alfer frem. Elverpigerne danser, og Mosekonen brygger. Og ude i søen kan det være, at Nøkken sidder og spiller på sin violin. Jo - der er væsner nok at tage sig i agt for, når man færdes i naturen om natten. Og man kan ikke vide; selvom de måske ikke gør én noget ondt, kan det alligevel gå galt. For Elisabeth var det nær gået galt. Hør bare.

 

Elisabeth gik og tænkte over det, der var sket. Hvordan skulle hun dog kunne leve nu, hvor hun ikke længere havde sin skønhed. Nu kunne vel ikke engang den fattige Per længere holde af hende; hvem kunne vel holde af én, der var så grim, som hun.

          Sådan tænkte Elisabeth, mens hun i Ilses skikkelse gik i de vildsomme bjerge. Hun ville aldrig mere tilbage. Ikke til sine forældre og slet ikke til kostskolen, hvor hun jo ikke kendte nogen levende sjæl. Hun ville blive herude i bjergene. Så måtte hun leve af bær og rødder. Det kunne hun vel også. Det var vel godt nok for en, der var så grim, som hun.

          Men alting er anderledes, når det er mørkt. Den ene sten ligner den anden, og ikke den, den plejer at ligne. Stien kan også være svær at genkende. Snart måtte Elisabeth indrømme for sig selv, at hun var faret vild. Det er ikke altid, man selv helt bestemmer, hvor man går hen om natten. Måske bjergenes lave kratvækster tager fat i ens fødder og leder ens skridt, uden at man mærker det.

          Pludselig hørte Elisabeth en ganske svag og mærkeligt fremmedartet lyd. Fordi der er så stille om natten, bliver selv de mindste små lyde ganske tydelige: vindens sagte hvislen mellem stenene; smådyr der pusler i bevoksningen; en sagte rislen fra en kilde.

          Den lyd, Elisabeth hørte, lignede ikke noget, hun før havde kendt. Fine toner som fra en violin; men melodien var helt forskellig fra, hvad hun ellers havde hørt. Den svømmede ligesom af sted uden bestemt rytme; men var alligevel så vidunderligt smuk, at hun måtte gå nærmere for at se, hvad det var. Snart kom hun til en skrænt, hvor et lille vandfald strømmede ned over klipperne. Neden for skrænten var en lille sø.

          På en sten ude i søen sad en mand og spillede violin. Hans spil blandede sig med vandfaldets brusen på en ganske forunderlig måde. Det var, som om han spillede sammen med vandfaldet og lod violinens toner følge vandets rislen. Elisabeth stod stum af forbavselse og beundring. Aldrig havde hun hørt så smuk en musik. Den fyldte hendes hoved på en måde, der fortrængte alle andre tanker; og inden længe var hun slet ikke bevidst om, hvor eller hvem hun var. Hun mærkede kun den flydende lyd af vandet og violinen.

          Den, der spillede, havde godt set hende. Faktisk havde han allerede længe vidst, at hun var på vej; og han havde besluttet at indfange hende. Det var Nøkken. Eller rettere, mennesker kalder ham Nøkken. Hvad han kalder sig selv, er ikke til at vide; de underjordiske har sære navne, som vi mennesker ikke kender.

          Nøkken rejste sig. Han lagde violinen på stenen og gik hen til vandfaldet. Og nu omfavnede han ligesom vandet og lod sine fingre glide henover vandstrålerne som over strengene på en harpe. Og frem brusede en musik, endnu mere forunderlig end violinspillet. Det var, som om dryppende, svævende toner blandede sig med vandfaldets skummende rislen. Det var ganske umuligt at afgøre, hvor vandfaldets lyd holdt op, og Nøkkens harpespil begyndte. Det var selve flodens brusende sang.

          Elisabeth stod som forstenet. Og nu var det, som om hun så ansigter inde i vandfaldet. Unge sørgmodige kvindeansigter, hvis lange hår blandede sig med vandstrålerne, på samme måde som Nøkkens musik blandede sig med vandfaldets brusen. Deres øjne var rettet mod Elisabeth, og hun følte det, som om de ville advare hende.

          Nøkken stirrede Elisabeth direkte ind i øjnene, og hun blev ligesom suget fast af hans blik. Han standsede sit spil og trådte et par skridt hen imod hende. Som Nøkken stod der i vandet, syntes Elisabeth, at han var den smukkeste mand, hun havde set. Da han smilende rakte hånden frem imod hende, kunne hun ikke andet end at gå hen til ham. Hendes fødder rørte dårligt vandet, da hun gik henover søen. Uden et ord tog han hende i hånden, bøjede sig ned og tog violinen i den anden hånd. Sammen gik de ind under vandfaldet.

 

Et par dage efter var Per også på vandring i bjergene. Han havde været på Ilses kostskole og spørge efter hende; men der havde man jo ikke set hende. Nu var han så draget ud i bjergene, idet han regnede med, at her måtte Elisabeth være.

          “Der findes intet bjerg så højt, intet hav så dybt, ingen kløft så bred, at det kan holde mig fra dig. Hvor du end er, jeg skal finde dig.” Sådan tænkte Per, mens han strejfede rundt i de vilde bjerge.

          Hele dagen vandrede han omkring i bjergene uden at finde det mindste spor af Elisabeth. Om aftenen var han kommet til et ukendt sted. Pludselig hørte han en ubestemmelig lyd i mørket. Det var ikke en menneskestemme; men det var heller ikke en lyd, der hørte til i naturen. Det var ikke en raslen af blade, eller en vind der susede i klippesprækkerne. Ingen fugl, Per kendte til, havde sådan en stemme. Det lød nærmest som en slags musik; men der var ligesom hverken melodi eller rytme.

          Per gik efter lyden, og som du nok har regnet ud, kom han snart ned til søen, hvor Nøkken sad og spillede sammen med vandfaldet. Først troede Per, at det var et menneske; men da han havde set nærmere efter, gik det op for ham, hvem det var.

          Per betragtede Nøkken, og han betragtede vandfaldet. Da var det, som om Elisabeths ansigt viste sig i vandfaldet. Ikke i Ilses skikkelse, men i sin egen. Per så hende stirre tomt og ulykkeligt frem for sig. Hendes lange, bølgende hår var ikke til at skelne fra vandet. Så forsvandt synet igen.

          “Hej du, Nøkke,” råbte Per.

          Nøkken lagde violinen fra sig og kiggede op på Per.

          “Ja, det er dig, jeg taler til. Har du ikke set Elisabeth? Hun er meget smuk med det fineste gyldne hår. Har du set hende?”

          “Meget smuk med gyldent hår. Jo - hende har jeg set. Skønt, da hun kom, var hun nu grim som en tudse. Men jeg så godt, at det bare var trylleri. Hun bor hos mig bag vandfaldet; men du får hende ikke igen.”

          “Du kan da ikke mene, at hun skal bo bag vandfaldet! Hun er jo et menneske; hun hører til blandt mennesker.”

          “Hun hører til, hvor hun helst vil være,” svarede Nøkken. “Og nu vil hun være hos mig.”

          “Det tror jeg ikke på,” sagde Per. “Jeg så jo hendes ansigt i vandfaldet. Hun så forfærdeligt ulykkelig og ensom ud. Lad mig komme ind til hende og spørge, om ikke hun vil med mig hjem. Hvis du siger, at hun hører til der, hvor hun selv helst vil være, kan du da nok lade mig spørge hende.”

          “Lad gå,” sagde Nøkken. “Du er ikke bange af dig. Ved du ikke, at den, der én gang har hørt Nøkken spille, aldrig kan glemme hans musik. At man altid må længes efter den?”

          “Ti nu bare stille, og lad mig tale med Elisabeth.” Per var utålmodig og bange for, at Nøkken skulle tale ham fra det.

          Nøkken nikkede og vinkede ad ham.

          “Jeg kan da ikke bare gå ud i vandet. Søen ser dyb ud, og jeg kan ikke svømme.”

          “Kom bare!” svarede Nøkken, og Per trådte forsigtigt ud i vandet. Hvor var det mærkeligt; han sank ikke i. Hans fødder svævede ligesom på vandoverfladen, og han gik ubesværet hen over søen, som om det havde været en jævn vej. Snart var han inde bag vandfaldet.

          Elisabeth sad på en sten og stirrede tomt ud i luften. Hun havde igen sin egen skikkelse. Hvor Ilses stride hår og grove ansigtstræk var blevet af, var ikke til at sige.

          “Elisabeth,” udbrød Per glad. “Hvor er det godt at se dig igen. Kom nu med mig hjem. Her kan du ikke være. Her er jo vådt og klamt. Kom med mig tilbage til den virkelige verden, til menneskenes verden.”

          “Dette er den virkelige verden,” svarede Elisabeth fraværende. “Før troede jeg, at jeg kendte verden; men nu ved jeg, at det, du kalder verden, blot er en skygge. Den virkelige verden er her, og det er Nøkkens musik, der skaber den. Din verden af sorg og bekymring er slet ikke til. Den er blot indbildning. Her, tag denne her, jeg har ikke brug for den mere.” Og hun rakte ham den fine perlesmykkede sølvkæde.

          Det var lige meget, hvad Per sagde, Elisabeth holdt fast i, at hun ville blive bag Nøkkens vandfald. Her var hun lykkelig, sagde hun. Men Per vidste jo, at det ikke var sandt. Elisabeths øjne var ganske uden det liv, der plejede at stråle fra dem.

          “Nu må det være nok,” sagde Nøkken, da Per en tid lang havde tryglet Elisabeth om at komme med ham. “Du ser jo, at hun ikke vil. Det er, som jeg siger. Min musik har ramt hende. Hun har fået udvidet sine sanser og set den sande verden. Nu kan hun ikke undvære den.”

          Per indså, at det ikke hjalp noget at plage Elisabeth. Han forlod hulen under vandfaldet og gik tilbage over søen. Nøkken lagde igen violinen tilrette under hagen og spillede en kraftfuldt tone, der fyldte luften med sitren.

 

Men Per havde ikke opgivet at få Elisabeth tilbage. Han måtte overbevise hende om, at hun tog fejl. Han måtte minde hende om, hvor dejlig verden uden for vandfaldet var; så ville hun nok gå med ham. Han plukkede derfor den skønneste rose, han havde. Det var en meget sjælden blomst. Med denne sjældne rose ville han vække Elisabeths minde om menneskenes verden, så ville hun nok komme med ham tilbage.

          Næste nat vendte Per tilbage til Nøkkens sø, tilbage til Elisabeth under vandfaldet.

          “Se,” sagde Per. Og han tog den skønneste rose i verden frem og viste hende den. Han viste hende, hvordan hun skulle holde den, så hun ikke stak sig på tornene. Hun tog den forsigtigt. Da viste sig en lille tåre i hendes øjne. Hun kiggede op på Per og sagde:

          “Ja - nu husker jeg det. Du forærede mig jo hver dag en ny, smuk rose at bære på min kjole. Det var et tegn på din kærlighed. Men denne er smukkere end dem alle sammen. Dog, Nøkkens musik er smukkere endnu. Gå nu med dig, jeg vil blive her, hvor jeg er lykkelig. Rosen kan du give til en anden. Give den til én, der ikke har fået øjnene op for, hvad der virkeligt betyder noget i verden. Én, der ikke kender Nøkkens musik.”

          Per var lamslået. Hvad skulle han gøre. Han kunne åbenbart ikke overtale Elisabeth til at komme med sig. Han måtte narre Nøkken på en eller anden måde. Han fik en idé.

          “Hør du, Nøkke. Jeg giver op. Du får lov til at beholde Elisabeth. Jeg kan jo se, at du har ret. Hun vil virkelig helst være her hos dig. Skal vi ikke være venner i stedet for. Du er jo en stor musikkender, og jeg holder meget af musik. Måske kan du lære mig at spille violin.”

          Nøkken kiggede mistroisk på ham. Han havde aldrig været ude for et menneske, der tilbød ham venskab.

          “Det kunne jeg måske nok,” sagde han tøvende. “Prøv at se her.” Og Nøkken viste Per, hvordan han skulle holde om violinen, hvordan han skulle holde buen, og hvordan han skulle stryge.

          Da Per prøvede at spille, lød det selvfølgelig rædselsfuldt. Det er meget svært at lære at spille violin, og endnu sværere at lære at spille på Nøkkens violin. Men han lod som om, han var meget interesseret, og Nøkken blev helt opslugt af at vise ham det og forsøge at få ham til at lære.

          På den måde gik mange timer. Per skulede ud gennem det fine gardin, som vandfaldet dannede foran hulen. Han så, at det blege lys fra morgensolen begyndte at brede sig over himlen. Pludselig sprang han op, løb ud gennem vandfaldet, over søen og stillede sig på bredden med violinen hævet over hovedet.

          “Se, Nøkke!” råbte han. “Jeg knuser din violin, så du ikke længere kan tryllebinde Elisabeth med din falske musik.”

          “Nej!” råbte Nøkken. “Giv mig min violin! Jeg vil give dig alt det guld, du kan bære, hvis du blot ikke ødelægger violinen.” Og han løb efter Per hen over søen. Men i det samme stod solen op over bjergene, og dens stråler ramte Nøkken i ansigtet. Det kan de underjordiske ikke tåle, og med et skrig forvandledes Nøkken til en sten, der straks gik til bunds i søen.

          Med alle sine kræfter slog Per Nøkkens violin ned mod jorden, og den smadredes. Men se; i stedet for at knuses i træsplinter og uordentlige violinstrenge, som man ville forvente, viste den sig at være lavet af dele af et menneske: strengene var menneskehår; violinens bund og dække var hud og ribben; halsen var en stor knogle; skruerne, der bruges, når man stemmer strengene, var mennesketænder. Så stærk var Nøkkens trolddom, at hverken Elisabeth eller Per havde lagt mærke til det.

          Elisabeth og Per skreg af forskrækkelse over det uhyggelige og overraskende syn. Per kom først til sig selv. Han greb Elisabeth og tvang hende med sig ud af hulen og ud i det fri. Han måtte slæbe hende hele vejen tilbage til landsbyen. Hjemme hos faderen måtte hun bindes til sengen for ikke at styrte ud i bjergene igen. Først efter flere dage faldt hun til ro.

          Elisabeth blev aldrig helt den samme igen. Af og til måtte hun ud i naturen om natten; men hun hørte aldrig mere Nøkkens musik. Om Nøkken kom op af søen igen og fik bygget sig en ny violin, og om det lykkedes ham at lokke andre unge piger til sig, ved vi ikke noget om.

          Per og Elisabeth blev gift kort efter. De voldsomme begivenheder bag Nøkkens vandfald havde kureret hendes forfængelighed. Hvad Ilse angår, er jeg bange for, at hun fik sit sædvanlige grimme udseende igen. Og heksen, hun måtte nok undvære sin betaling, tror jeg.