Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Granerne

 

Du kender jo et grantræ. De små træer bruges til juletræer, de store bruges til alt muligt: gulvbrædder, skibstømmer og den slags. Nu tænker du nok, at der altid har været grantræer i Danmark; men sådan er det ikke. For mange år siden var her næsten ingen grantræer. Kan du forestille dig det? Nej vel, men nu skal du altså høre en historie om, hvad der skete, da menneskene begyndte at plante grantræer i Danmark.

          Historien begynder, netop som en stor storm har hærget landet. Da stormen var stilnet, var mange træer væltet. En hel lille lysning var der kommet. Da den var ryddet, blev der plantet nye træer. De nye indflyttere var Rødgranen og Ædelgranen. Ikke alle modtog dem lige godt. Nu skal du høre, for den historie kan man lære noget af.

 

Egetræerne følte sig som de virkelige herrer i landet: “Vi var her først. Godt nok er vi ikke så mangfoldige, som vi var i ældre tid; men dog er vi stadig de sande skovens fyrster.” Den gamle Eg midt i skoven plejede at sige, at den var tusind år gammel, og at den kunne huske dengang, der var egeskov over hele landet. Det kunne ingen jo sige den imod, skønt det ikke var sandt.

          “De nye træer huer mig ikke,” sagde Den gamle Eg. “Dengang Egene regerede landet, var det i sandhed værd at vokse i Danmark. Nu er her så mange fremmede vækster, der breder sig ud over den ganske skov. Hvis disse nye nu også skal til at brede sig, da ved jeg snart ikke, hvormed det hele skal ende.

          Den måde hvorpå de vokser bryder vi os heller ikke meget om. De ranker sig for meget. Det passer sig ikke ret for en nyankommen at knejse sig således og slå med nakken. En mere ydmyg vækst var passende. Se på mig og min slægt. Vi forstår at kroge og kringle os. Det kunne sådanne opkomlinge lære af. Og så bryder vi os ikke meget om denne uheldige vane med til at vokse i gruppe og stå på række.”

          Grantræerne var jo plantet af mennesker og stod derfor i en samlet bevoksning, hvor alle træerne stod i lige rækker med samme afstand.

          Nu blandede Birkene sig i samtalen. “Vi er dog de smukkeste, både i væksten og i barkens farve. Det må vel også have noget at sige. Men de nye interesserer os nu slet ikke.” Nej. Birkene var alt for forfængelige og selvoptagne til at interessere sig for de nyankomne.

          “Skønhed gør det ikke,” sagde Elmen. “Man må have højde og styrke i veddet. Jeg overvokser de fleste.” Og så kastede den om sig med sin rigelige mannafrugt, så Birken blev helt omtumlet.

          “Pral,” tænkte Birken. “Bare vent til mine frø kommer, så skal I se snevejr.”

          “Jeg er nu noget nervøs ved de nye,” sagde Elmen. “Hvis de slår an, vil menneskene nok fælde os alle sammen. Det skulle I andre også tænke på. Man skal ikke altid ønske hvem som helst velkommen. Mit forslag er, at vi fryser dem ud; slet ikke taler til dem. Så bliver de såmænd så kede af det, at de går ud af sig selv.”

          Lindetræet fandt al den fjendtlige snak urimelig. “Ikke så krigerisk,” sagde den. “Tag folk med det gode, så kommer de med det gode. Jeg tror nok at kunne sige, at jeg har hjertet på rette sted. Det ses af mine blade; hjerteformede blade og hjerteformede tanker, det er nu mit motto.”

          Nu blandede Asken sig også i samtalen. Men ligesom de andre, var det nu også mest for at fremhæve sin egen fortræffelighed: “Jeg synes om grantræernes regelmæssige vækst,” sagde den. “Deres grene vokser i kranse rundt om stammen, det ser nydeligt ud. Hvem af jer andre, om jeg må spørge, har så regelmæssig vækst? Når jeg sætter en gren til den ene side, kommer der også altid en til den anden. Det er orden og metode. Glat bark og sorte knopper har jeg også, det kunne I andre lære noget af.” Hvad det nu lige var, den mente med det, er ikke let at sige.

          Bøgene, der stod så høje og ranke, syntes egentlig ikke, at det var værd at kommentere en så ubetydelig begivenhed som ankomsten af et par nye træer.

          “De går snart ud,” sagde det største og ældste bøgetræ. “Disse indflyttere. De tåler ikke klimaet. Når vinteren rigtig bider, går de ud; eller også vælter stormen dem, når den hærger skoven. Vent blot og se. Jeg er højere end alle jer andre og kan se vidt omkring over landet. Jeg ser ingen af disse nye træer. De er menneskepåfund, og de vil snart forsvinde. Men jeg synes om deres vækst. Rank skal man være, hvis man skal tage sig ud. Dog - denne frygtelige uvane med at beholde det grønne om vinteren, den synes jeg er styg. Ordentlige træer hviler i vintertiden, og står ikke der og pranger med grønt.”

          Af respekt for den gamle bøg var der ingen, der svarede.

          Nu syntes Fyrretræerne, at de måtte tage de nye i forsvar. “Ja - vi ønsker dem velkommen. De er af vor familie, og det er den ældste og derfor den fineste. Og koglerne finder vi allerbedst, så stærke i lugten, så faste i kødet, så dejligt dæmpede i farven. De skal være velkomne. Vi tror, at denne skov vil blive et bedre sted at vokse, hvis de gamle ege og bøge ville holde deres mund og lade yngre træer komme til.”

          Den sidste bemærkning havde jo egentlig ikke noget med sagen at gøre; men Fyrretræerne forspildte aldrig en chance for at drille de gamle træer.

          Sådan gik snakken nu i skoven. Man diskuterede frem og tilbage.

          Nogle år efter var grantræerne vokset et langt stykke, og Egene var der igen med brok og utilfredshed. “De breder sig jo ud over det hele. Vi kvæles, vi kvæles.” Men det passede slet ikke. De blev ikke kvalt.

 

Da der var gået hundrede år, var det hele glemt, og Rødgranerne og Ædelgranerne var en del af skoven som alle de andre. Nogen misundelse var der dog; men det var mest fra de, der i forvejen havde lav vækst: Tjørn, Røn og Hassel. Aspen på grund af sit nervøse gemyt. Egene og Bøgene derimod havde indset, at de nye træer ingen skade gjorde. Det friskede jo også op med lidt vintergrønt mellem de grå stammer.

          “Skoven er rigere nu - vi giver plads, det er tegn på et ædelt sind. Granerne er prægtige træer. Det har jeg nu altid sagt,” påstod Den gamle Eg. Det var jo ganske vidst løgn; men den fik lov til at snakke.

          Det viste sig, at grantræerne havde spændende ting at fortælle om de nordlige lande, hvor deres slægt hørte hjemme. Der var der årstider til, sagde de. Sneen lå tykt hver eneste vinter, og om sommeren skinnede solen døgnet rundt; der var værd at vokse.

          “Ja-ja,” sagde det store bøgetræ. “Nu ikke så hidsige. Det passer sig ikke at prale, eller at tale for meget om sit eget, når man er i det fremmede. Svar når I bliver spurgt, og hold ellers jeres mund.”

 

Grantræerne groede selvfølgelig, hvor de var plantet; i samlede plantager, i række og geled. Inde i sådan en tæt granskov mærker træerne ikke meget til den omgivende skov, og en af de mere sløve rødgraner troede da også, at den stadig var i Sverige, hvor den kom fra.

          “Klimaet er blevet mildere de seneste år - ikke sandt,” sagde den til de nærmeste, der jo måtte give den ret. Snart var der almindelig enighed blandt de omkringstående træer om, at alt var bedre i gamle dage. Mere sne om vinteren og længere dage om sommeren.

          “Det skyldes, at vi ikke længere vokser i Sverige,” sagde de grantræer, der stod i yderkanten af bevoksningen og derfor havde udsigt til resten af skoven.

          “Vrøvl,” sagde den sløve. “Her er jo intet andet end grantræer, ganske som det skal være. Selvfølgelig er vi i Sverige.”

          “Det må skyldes, at I lider af en alvorlig udsynsforsnævring,” sagde grantræerne med udsigten. “Det er der vist desværre ikke meget at gøre ved.” De blev da også snart trætte af at diskutere med de sløve. De nød synet af den danske skov og spredte deres frø, så langt de nu kunne.

          “Vore børn skal vokse op blandt de fremmede,” sagde de. “Det giver vidt udsyn og kendskab til verden, det kan de nok have glæde af.”

 

Nu er det allerede mange år siden, at de første rødgraner og ædelgraner blev plantet i Danmark. Som du kan forstå, var der en del ballade i starten; men det hele faldt til ro efter hundrede år. Sådan skal det såmænd også nok gå, næste gang nye træer bliver plantet i de danske skove.