Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Jerngryden

 

Der var engang en fattig bonde, der havde tre sønner. De to ældste, der hed Per og Poul, syntes selv, at de var nogle drabelige karle; men den tredje hed Esben. Bondens kone var død for længe siden, og bonden selv var så gammel og udslidt, som kun bønder kan være det. De tre sønner måtte derfor blive hjemme og hjælpe deres far med at passe gården og tjene penge, skønt de alle tre for længe siden var voksne mænd.

          Per, der var den ældste, passede markerne og gik i skoven og fældede træ til brænde, og hvad de nu ellers skulle bruge. Poul, der var den midterste, passede køerne og grisene og lavede mad til dem alle sammen. Esben, der jo så var den yngste, skulle passe hønsene og ænderne, og dem var der kun ganske få af. Alligevel var det næsten mere, end han kunne overkomme. Det, han var bedst til, var at spilde tiden; men der var han så også ekspert.

          “Du du’er da heller ikke til nogen verdens ting,” sagde hans brødre hele tiden til ham. “Ikke en gang en smule høns kan du passe. For slet ikke at tale om ænderne. Det ender med, at alt fjerkræet dør fra os.”

          “Jamen - så slipper jeg da for at passe dem,” svarede Esben. “Det er også meget lettere uden.”

          “Og hvor havde du så tænke dig, at vi skulle få æg fra,” ville brødrene vide; men Esben mente da ikke, at det kunne være så vigtigt med de æg. Han lod høns være høns og ænder være ænder og gik hver dag ud i skoven og lavede ingenting, mens brødrene sled i det for at skaffe mad på bordet.

          Da der var gået nogen tid på den måde, var alle hønsene og ænderne enten taget af ræven eller løbet bort i skoven.

          “Der kan du se,” sagde hans brødre. “Ikke engang en smule fjerkræ kunne du passe. Nu er de døde alle sammen.” Men Esben var ligeglad; han gik tur i skoven og havde det dejligt.

 

Nogen tid efter var deres far så gammel, at han skulle dø, og så døde han; men det var nu ikke Esbens skyld. Da der var betalt for begravelsen, var der slet ikke flere penge tilbage. Per og Poul snakkede sammen om, hvad de nu skulle gøre. Det kunne ikke nytte at tage Esben med på råd, han duede jo ikke til nogen verdens ting.

          “Jeg vil drage ud i verden, for der har jeg aldrig været,” sagde Per. “Hvem ved, om ikke jeg kan finde på en måde at tjene nogle penge.”

          “Det er en god idé,” mente Poul. “Så bliver jeg herhjemme imens og ser at holde skindet på næsen, til du kommer tilbage; men vær nu ikke for længe væk.”

          Det lovede Per, og så gik han.

          Per gik rask hen ad den slagne landevej, så han kom hurtigt frem. Et stykke henne ad vejen mødte han en gammel kone, der sad udenfor sit hus og strikkede.

          “Halløjsa du gamle,” hilste Per, for han var i grunden en ganske munter fyr, trods sin fattigdom. “Kunne du ikke tænke dig at hjælpe mig. Ser du - jeg er en fattig svend, der er draget ud i verden for at finde noget arbejde. Det er lige meget hvilket arbejde, det drejer sig om, og lønnen betyder heller ikke så meget. Bare jeg kan få samlet lidt sammen til mine brødre derhjemme, så er jeg villig til at tage hvad arbejde, du måtte have.”

          Den gamle var noget døv af sig; så hun lagde strikketøjet fra sig, satte hånden bag øret og råbte til Per, at han måtte tale noget højere, hun var desværre noget døv. Per gentog sit ærinde og jo - den gamle kone mente da nok, at hun kunne have brug for hjælp. Hun var ved at være noget stift til bens, og øjnene så heller ikke så godt, som de kunne have gjort, havde de set lidt bedre. Og hørelsen - hmm. Hvis han ville hjælpe hende med huset og dyrene, ja så skulle han da ikke savne arbejde. Han kunne få kost og logi og en rimelig betaling, når han havde været der i et år. Hvad hun mente med ‘en rimelig betaling’ ville Per så vide. Jo, det måtte han da vente med at se, til året var gået; men så skulle han heller ikke blive skuffet.

          Per vidste jo ikke rigtigt, hvad han skulle sige til den hyre. Det havde jo været rart at vide, hvad betaling der var i udsigt. Men den gamle kone gentog, at hvis han var hos hende i et år, ville han ikke blive utilfreds med lønnen.

          Så måtte Per da beslutte sig. Og beslutningen blev, at han tog imod den gamle kones tilbud. Det viste sig at være helt rigtigt, at han ikke kom til at savne arbejde. Den gamle kone overlod ham simpelthen alt det arbejde, der var.

          Per vaskede og strøg og gjorde rent, selvom han mente, at det ikke var arbejde for en stærk mand som ham. Han passede dyrene og køkkenhaven, han reparerede huset, slagtede og lavede mad. Det var hårdt arbejde fra morgen til aften. Imens sad den gamle kone bare og strikkede udenfor huset og snakkede med hvad folk, der nu kom forbi.

          Da året var gået, skulle Per så have sin løn. Og det var da også en meget god betaling, han fik. Faktisk kunne han selv vælge. Den gamle kone viste ham tre små gryder fulde af penge. Det var en sølvgryde med sølvpenge; en kobbergryde med kobberpenge og en jerngryde med - ja, rigtigt gættet - jernpenge. Nu kendte Per jo nok forskel på sølv, kobber og jern, og han valgte da også straks sølvgryden med sølvpengene.

          “Der fik du nok dit arbejde godt betalt; men ikke så godt, som du kunne have fået.”

          “Hvad i alverden mener du med det?” ville Per vide. Men den gamle rystede blot på hovedet og lod Per drage af med sin løn.

 

Da Per kom hjem, blev der jo stor glæde. Her var jo penge nok til mange år. Men Per havde nu skiftet mening i mellemtiden. Han mente, at eftersom det var ham, der havde slidt og slæbt et helt år for sin løn; måtte det også være ham, der kunne bruge pengene til, hvad han ville. Og han ville altså købe en gård til sig selv for pengene. Hvis de andre ville tjene en grydefuld sølvpenge, kunne de jo bare selv tage arbejde.

          Poul blev noget knotten over den besked. Esben var ligeglad, han havde alligevel ikke rigtigt forstået, hvad det hele gik ud på. Per rejste og fandt sig en gård, der var til salg. Den købte han, og så var han jo glad. Snart fandt han sig også en sød kone, og han levede et stille og roligt liv, til han døde mange år efter.

          Poul sagde til Esben, at nu ville han søge lykken ligesom Per; men han skulle nok dele sin løn med Esben, når han kom tilbage. Bare Esben ville passe godt på gården imens.

          Poul drog af, og snart mødte han da også den gamle kone, der sad foran sit hus og strikkede. Det gik Poul, som det var gået Per. Han spurgte konen om arbejde, og hun gav den besked, at ville han arbejde for hende i et år, ville han ikke blive utilfreds med sin løn. Han gik ind på betingelserne og brugte det næste år på samme måde, som Per havde gjort: med at vaske, stryge, gøre rent, passe dyrene og køkkenhaven, reparere huset, slagte og lave mad.

          Da året var gået, skulle han jo have sin løn. Han havde jo nok troet, at han ville få en grydefuld sølv ligesom Per; men den gamle kone kom kun med kobbergryden med kobberpenge og jerngryden med jernpenge. Dem måtte han så vælge imellem. Det valg fandt Poul jo let; han tog selvfølgelig kobbergryden, for kobber er langt mere værd end jern. Så meget vidste han da.

          “Der fik du nok dit arbejde godt betalt; men ikke så godt, som du kunne have fået,” sagde den gamle kone. Hvad hun mente med det, ville Poul vide; men den gamle rystede blot på hovedet.

          Poul drog hjem med sin kobbergryde, og glad var han. Men da han kom hjem, syntes han alligevel, at det var lidt for sølle at skulle dele med Esben, som jo ingenting havde bestilt i mellemtiden.

          “Næh - du Esben,” sagde Poul. “Hvis du vil have penge, må du tjene dem selv, sådan som ærlige folk gør. Nu vil jeg rejse ud, finde mig et lille husmandssted og slå mig ned der. Så må du gøre, hvad du vil.” Med den besked tog Poul af sted. Han fandt da også snart et husmandssted, der var til salg. Det købte han. Snart fandt han sig også en sød kone, og han levede et stille og roligt liv, til han døde mange år efter.

          Esben havde jo fået besked på at gøre, som han ville; og det gjorde han så. Han ville ud og se sig om i verden; så han slap dyrene løs i skoven, så kunne de nok klare sig selv, mente han; og så drog han af. Snart kom han da også forbi den gamle kone, der sad og strikkede. Så gik det ham, som det var gået hans brødre. Da han efter et års hårdt arbejde skulle have sin løn, kom konen slæbende med jerngryden med jernpenge.

          “Det var en noget sølle løn for så hårdt et slid,” mente Esben.

          “Ja - det ser ikke ud af så meget; men så er det jo godt, at det er mere, end det ser ud til. Forstår du - det betyder ikke så meget, hvor mange penge man har - det er mere, hvordan man forstår at bruge dem. Bruger du dem rigtigt, kan du såmænd snart blive en rig og lykkelig mand. Og husk så: livet er fuldt af de utroligste tilsnigelser.”

          “Nåh, mener du det. Jamen så siger jeg så mange tak for løn og gode råd, og så skal du have farvel.” Esben tog sin gryde, svingede med huen ad den gamle og gik sin vej.

 

Snart kom Esben til Kongens by. Det var nu en fattig by, selvom det var Kongens, for det var en fattig konge. Og fordi det var en fattig by, var der mange fattige mennesker. Når der er mange fattige, er der også mange tiggere. De sad rundt om på gader og stræder og tiggede, som tiggere har for vane. Dem så Esben, og det rørte ham i hjertet at se så mange fattige mennesker.

          “De skal da have en skilling,” tænkte han. “Selvom jeg kun har jernpenge i min gryde, er der jo temmelig mange af dem; jeg kan godt undvære nogle.” Og så gav han hver af de tiggere, han stødte på, en jernskilling. Men hvad Esben ikke lagde mærke til var, at hver gang han smed en jernskilling i en tiggers hat, ja så var den blevet til guld, når tiggeren tog den op igen.

          Der var nemlig det særlige ved denne gryde, at de penge, der blev foræret væk, straks blev guld; mens de penge, man brugte på sig selv, vedblev at være af jern.

          Snart gik rygtet blandt byens tiggere, at her var en enestående rig og gavmild mand, der gav en guldmønt til hver tigger, han mødte på sin vej. Tiggerne flokkedes om Esben, og alle fik de, hvad Esben jo troede bare var jernmønter. Men alle mønterne blev til guld i tiggernes hænder.

          Da alle tiggere i byen havde fået hver en mønt, var gryden næsten tom. Esben tænkte, at han da hellere måtte finde sig et sted at bo, mens han endnu havde penge at betale med. Han fandt sig et lille værelse, og det var han godt tilfreds med. Han havde jo aldrig været vant til store forhold. Ejeren i huset manglede en vicevært, altså én der kunne feje gården og kigge efter, at alt i huset var i orden. Den tjans ville Esben da gerne have, og så fik han den, mod at han kunne bo gratis på sit lille værelse.

 

Det var jo som sagt Kongens by. Kongen var jo fattig, og derfor var der mange ting, han ikke havde råd til at få ordnet. For det første havde han påbegyndt byggeriet af en mur  rundt om kongeslottet. Stenene var skaffet; men der var ikke råd til at få murere til at bygge muren, så stenene lå bare der til ingen verdens nytte. For det andet havde han måttet afskedige de fleste af sine rengøringsfolk, så kongeslottet var efterhånden temmelig beskidt allevegne. For det tredje var der hans mor, Den gamle Dronning. Hun var noget sur i det, og var meget utilfreds med, at Kongen ikke sørgede for at skaffe hende nogle tjenere, der kunne passe hende. Hun skulle gøre alting selv: klæde sig på, dække bord, købe ind, lave mad og alt muligt andet. Kongen var jo fattig og havde ikke råd til tjenestefolk.

          Kongen var imidlertid en klog mand, og derfor fandt han snart på råd. Han havde en datter, og han forlangte nu, at den, der ville have Prinsessen til kone, skulle kunne ordne alle disse tre opgaver. Muren skulle bygges på en uge, slottet skulle gøres rent på en uge, og den gamle Dronning skulle passes i en uge.

          På den måde tænkte han, at han kunne slå to fluer med et smæk. Dels ville muren blive bygget, slottet blive gjort rent, og hans mor ville blive lidt mere tilfreds. Dels ville han få en meget klog og flittig mand som efterfølger på tronen. For hvem kunne vel ordne så store arbejdsopgave så hurtigt, hvis han ikke både var meget klog og usædvanligt flittig?

          Mange havde prøvet; men endnu var det ikke lykkedes nogen at klare bare den første af opgaverne. Ganske vist var muren efterhånden blevet halvt færdig, fordi så mange friere havde arbejdet på den; men noget egentligt gennembrud i den sag var det ikke blevet til. Kongen var stærkt utilfreds, specielt eftersom det efterhånden var småt med nye friere.

          Esben synes jo nok, at det var en god tjans at få, sådan at blive konge; selvom det kun var i et fattigt kongerige. Det med det kloge havde godt nok aldrig rigtigt været hans stærke side; men han havde jo dog fået øvet sig på at være flittig, mens han var hos den gamle kone. Nå - men det kunne jo ikke gå værre end galt, og det kunne jo også være, at det gik godt; så hvorfor ikke prøve. Han meldte sig altså på slottet og sagde, at han gerne ville prøve at vinde Prinsessen ved at udføre de tre opgaver.

          Kongen kiggede først lidt på Esben. Sådan en fattiglas havde han nu ikke tænkt sig skulle være hans svigersøn; men et ord er jo et ord, og et kongeord gælder vel mere end de fleste. Så måtte han jo forklare, hvad opgaverne gik ud på.

          Esben tog muren og stenene i øjesyn. Han syntes jo nok, at det var en noget svær opgave at få; men det var jo Prinsessen, det gjaldt, så han måtte se at finde på noget. Han gik sig en tur i byen.

          Som han nu spadserede rundt og så noget mellemfornøjet ud, mødte han en af de tiggere, han tidligere havde foræret en mønt. Han var nu holdt op med at tigge, havde fået udmærket tøj og havde da også fået råd til at købe sig et lille hus. Pengene rækker langt i et fattigt kongerige, specielt når de er af guld.

          “Hvorfor ser du så mellemfornøjet ud,” ville tiggeren vide. Og Esben forklarede, hvordan det hang sammen: at han skulle bygge en mur rundt om hele slottet og kun havde en uge til det.

          “Ja, det ser jo ret umuligt ud,” sagde tiggeren. “Men jeg tror nu, at jeg ved råd. Vi er mange, der er taknemmelige for de mange penge, du gav os. Som du ser, er jeg kommet på fode og har fået ordentlig tøj og et lille hus at bo i. Der er mange andre, der har det som jeg. Jeg tror nok, at jeg kan samle en pæn flok mænd, der gerne vil hjælpe dig. Så skal vi snart få bygget den smule mur.”

          “Vil I virkelig gerne hjælpe mig,” spurgte Esben. Han var meget overrasket over, at sådan nogle småmønter kunne gøre så stor en forskel. Han vidste jo ikke, at de jernmønter, han havde givet væk, var blevet til guld i tiggernes hænder.

          I løbet af dagen gik tiggeren rundt og snakkede med alle sine tidligere tigger-kammerater. De lovede alle sammen, at de nok skulle hjælpe, og næste morgen stod en hel hær af mænd klar til hjælpe Esben med at bygge muren.

          De tidligere tiggere tog fat: Nogle slæbte sten, andre blandede mørtel, atter andre byggede muren. Det eneste Esben skulle gøre var at holde øje med, at det hele blev sådan, som Kongen ville have det. Han kiggede på tegningerne, der viste hvor muren skulle bygges. Han pegede og forklarede, og tiggerne arbejdede, så sveden sprang.

          Kongen kom ud og kiggede på byggeriet. “Hvor har du dog alle de folk fra,” ville han vide. “Årh, det er bare et par gamle venner, der er kommet for at hjælpe mig,” svarede Esben

          “Det må være dejligt at have så mange gode venner,” sagde Kongen, der undrede sig over, at en fattig mand som Esben kunne få så mange mænd til at arbejde for sig. “Jo - det slæber an,” mente Esben. “Men nu må de gå, gode Konge, mændene og jeg skal have arbejdsro.”

          Kongen skyndte sig tilbage til sit slot. Derfra kunne han hver dag følge, hvordan byggeriet af muren skred frem; og da den syvende dag var til ende, stod muren færdig, præcist som den var beskrevet på tegningerne. Der havde oven i købet været tid til at rydde op efter byggeriet.

 

Kongen kunne jo ikke sige andet, end at Esben havde klaret den første opgave til punkt og prikke. Han vidste ikke rigtigt, om han skulle være glad eller bedrøvet. På den ene side var det jo rart at få muren omkring slottet færdig; men på den anden side var han nervøs ved at få en svigersøn, der, selvom han var fattig, havde rådighed over så mange mænd. Hvad hvis han nu bad mændene om at smide ham, Kongen, på porten; så var der ikke meget, Kongen kunne stille op. Han havde for længe siden være nødt til fyre sin livvagt. Det var jo som sagt en meget fattig konge.

          Nu skulle Esben så stilles overfor den anden opgave. Hele slottet skulle gøres rent, til det skinnede som et nypudset spejl. Esben gik lidt rundt og kiggede på sagerne. Aldrig havde han set noget så beskidt. Der lå store dynger af snavs i alle hjørner. Nogle rum var blevet brugt til at smide det værste skrald ind i, og der var nu så meget, at dørene ind til disse rum dårligt kunne lukkes.

          På den tid brugte man gammeldags lokummer. Du ved, sådan et hvor der er et bræt over en spand, som man så skal tømme, når den er fuld. Der var bare det problem, at der ikke var nogen til at tømme spandene. Kongen og Prinsessen syntes virkelig ikke, at det kunne være et arbejde for en kongelig person. Derfor blev lokumsspandene ikke tømt. De blev bare båret ind i et rum, hvor døren så blev lukket. Der var en meget ubehagelig stank i det rum.

          Esben gik igen ud i byen for at bede om hjælp hos tiggerne. Og igen kom de og hjalp. Esben syntes jo ganske vidst, at det var meget at bede dem om, sådan at få det møgbeskidte slot til at skinne som et nypudset spejl, og det i løbet af kun én uge. Men hvad skulle han ellers gøre.

          Tiggerne tog fat med højt humør og mange koste og spande. Aldrig var der blevet kostet så meget rundt med Kongen og Prinsessen som i løbet af den uge, hvor hovedrengøringen stod på. Til sidst var de nødt til at flytte ud i et lille lysthus i haven; oppe på slottet kunne de ikke være. I samtlige rum var der tiggere, der svingede spande og koste.

          De startede med at tage alle de mange fyldte lokumsspande og forsigtigt bære dem ud i haven, hvor indholdet blev gravet ned. Derpå blev spandene vasket og skuret til de skinnede. Så tog de fat med skovle og trillebøre. Alt det skidt og møg, der lå rundt i kroge og hjørner, blev skovlet op og kørt væk. En af Kongens hunde var nær røget med ved den lejlighed. Den var så beskidt, og lå så stille i sit hjørne, at en af tiggerne troede, at den var en bunke gamle klude.

          Da det værste var af vejen, tog de fat med koste for at feje spindelvæv ned. Der var spindevæv i alle hjørner under loftet. Det var et frygteligt fedtet og ubehageligt arbejde. Den dag myldrede slottet med hjemløse edderkopper.

          Da det var overstået, skulle der tørres støv af alle møblerne. Alle vinduer blev åbnet, og støvet hvirvlede rundt i luften, når støvekludene blev rystet. Der var så meget støv, at hele slottet en overgang var indhyllet i støv, og man ikke kunne se andet end det højeste tårn, der stak op over støvskyen.

          Nu tog de fat med gulvskrubber, klude og spande. De var nødt til at hælde vand ud over gulvet i alle rummene og lade skidtet stå i blød til dagen efter, så fastgroet var det. Derefter blev der en renden af folk med spande med rent vand ind på slottet og spande med beskidt vand ud af slottet.

          Dernæst var der pudsearbejdet: Først og fremmest vinduerne. Hele slottet havde ligget hen i halvmørke, fordi vinduerne var så beskidte, at man knapt kunne se, om det var dag eller nat. De store spejle skulle også pudses. Kongen, Den gamle Dronningen og Prinsessen havde helt glemt, hvordan de selv så ud, fordi spejlene var så beskidte. Også det kongelige sølvtøj fik en omgang med pudsekluden.

          Det sidste der blev ordnet, var de store krystallysekroner i riddersalen. De bestod af mange hundrede små glasstykker, der hver især skulle pudses, så de skinnede.

          Da ugen var gået, var slottet så rent, at det skinnede som et nypudset spejl. Kongen, Den gamle Dronning og Prinsessen gik forundrede rundt i det rengjorte slot. De havde helt glemt hvilken farve væggene havde, og hvor gulvet var af træ, og hvor det var af sten. Det var næsten ikke til at forstå, at det var det samme slot.

 

“Du klarede jo den anden opgave flot. Det må jeg virkelig sige,” sagde Kongen. “Men nu kommer den tredje. Du skal passe min mor, Den gamle Dronning, i en uge.”

          “Det lyder jo meget let,” svarede Esben.

          “Ja, det ved jeg,” svarede Kongen. “Men du skal vide, at hun er en meget besværlig gammel kone, der vil have tingene på ganske bestemte måder. Det er ikke altid let at sige, hvad der skal til, for at gøre hende tilfreds.”

          “Det kan man vel spørge om,” mente Esben. Og så gik han ud og snakkede med sine venner, de tidligere tiggere.

          “Vi skal passe Kongens mor, Den gamle Dronning. Hun skulle være noget af en tranemås at have med at gøre, så I må virkelig gøre jer umage og forsøge at gøre hende tilfreds.” Esben udpegede to, der skulle tage sig af at hjælpe dronningen i tøjet; to der skulle vaske, stryge og holde orden på hendes tøj; tre der skulle dække bord, gøre rent og holde orden i hendes rum, to der skulle lave mad, og fire der skulle skiftes til at underholde dronningen med at fortælle historier og den slags.

          Der blev et leben af folk omkring Den gamle Dronning. Hun kunne næsten ikke røre sig ud af stedet, uden at der straks stod en tjener for at hjælpe hende med et eller andet. Hun var ganske rigtigt ikke nem at have med at gøre. Det tog som regel et par timer at komme i tøjet, fordi hun hele tiden skiftede mening og ville have noget andet på, end det hun først havde bestemt. Hun insisterede på at skifte tøj seks gange om dagen: før og efter hvert måltid. Og alt tøjet skulle vaskes og ordnes, når hun havde haft det på én gang.

          Hun var også meget kræsen med sin mad. Den måtte endelig ikke være hverken for salt eller for sød, for varm eller for kold, for stærkt eller svagt krydret. Om morgenen skulle hun have et æg, der var kogt præcist fem et halvt minut. Der skulle være mindst fire forskellige slags brød til frokost og mindst fire forskellige slags grøntsager til aftensmad. Hun forlangte, at der hele tiden stod to tjenere bag hendes stol, mens hun spiste; én til at skænke drikkevarer, og en anden til at servere maden.

          De, der skulle underholde med historier og den slags, havde det allersværest. Der var simpelthen ingenting, der kunne interessere hende. De historier, der fik Kongen til at falde ned af sin trone af grin, fik hende højst til at trække lidt på smilebåndet. De, der var så uhyggelige, at Prinsessen var nødt til at få lugtevand for ikke at besvime af skræk, fik hende blot til at løfte øjenbrynene og sige: “Overraskende.”

          Så fandt Esben frem til en af tiggerne, der kunne slå kolbøtter, saltomortaler og kraftspring. Han hoppede rundt, det bedste han havde lært, og Kongen var meget imponeret; men Dronningen - hun gabte bare af ham. Hun var virkelig ikke nem.

          Da ugen var gået, skulle Dronningen så afgøre, om hun havde været tilfreds med opvartningen. “Jo, den kunne da lige gå an. Specielt ville hun nok komme til at savne det yderst velkogte æg til sin morgenmad,” sagde hun.

          “Underholdningen, ja den var tåleligt underholdende, uden at det på noget tidspunkt blev påtrængende.”

          Esben vidste ikke, hvad han skulle sige. Han og tiggerne havde virkeligt gjort deres bedste. Men Kongen sagde, at det var da så i orden. Han vidste jo, at hans mor var næsten umulig at gøre tilfreds.

 

Nu havde Esben altså løst alle tre opgaver, og han kunne holde bryllup med Prinsessen. Det var hun også meget godt tilfreds med. Hun havde jo haft god tid til at se ham an, mens han arbejdede på slottet, og hun synes han var en flot og rar fyr.

          Esben blev altså gift; men Kongen var jo stadig meget fattig, så det helt fine bryllup, kunne det ikke blive til. Folk, der blev inviteret, måtte selv have deres mad med hjemmefra, hvis de ville have noget at spise. Alle de tidligere tiggere kom selvfølgelig, og Esben holdt en tale, hvor han roste dem for deres enestående indsats med at bygge muren, rengøre slottet og være tjenere for Den gamle Dronning.

          “Er livet da ikke fuldt af de utroligste tilsnigelser?” sluttede Esben sin tale.

          Selvom landet jo stadig var fattigt, og Esben blev en fattig konge, da den gamle konge døde, levede han alligevel lykkeligt med sin Prinsesse. Takket være alle sine gode venner.