Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Længselens Sommerfugl

 

“Bedstemor, fortæl en historie,” sagde den lille pige.

          “Ja, Bedstemor. Fortæl en rigtig farlig historie. Én hvor de alle sammen dør til sidst,” sagde den lille dreng.

          “Nej, Bedstemor. Det skal være én om en prinsesse. Og de skal leve lykkeligt til deres dages ende,” sagde den lille pige.

          “Så ved jeg lige præcis, hvad det skal være for én,” sagde Bedstemor. “Det skal være én, der ender både godt og skidt. Nu skal I bare høre.”

          Den lille pige og den lille dreng rykkede lidt tættere på, og Bedstemor fortalte:

 

“Når en historie fortælles igen og igen, kan det ske, at den ændrer sig, som tiden går. Man bliver måske i tvivl om, hvordan den egentlig ender. Måske ender den lykkeligt, måske ulykkeligt; ingen kan længere rigtigt huske det. Sådan er det med den historie, jeg nu skal fortælle jer: historien om Længselens Sommerfugl.

 

Der var engang en prins, der havde giftet sig med en prinsesse. Prinsens far, Kongen, havde været i krig med nabokongen; men nu var krigen slut, og Prinsen måtte gøre en rejse til nabokongens land, for at hjælpe sin far med at slutte fred.

          Prinsens kone, Prinsessen, havde netop født en søn. Hun kunne derfor ikke tage med ham, hvor gerne hun end ville; og det ville hun gerne, for hun holdt jo så meget af ham.

          ‘Min kære ven,’ sagde Prinsen. ‘Nu må du ikke være urolig. Du ved jo, at jeg snart kommer tilbage. Pas godt på dig selv og på vores lille søn, mens jeg er væk.’

          Tung om hjertet pakkede Prinsen sine ting og steg til hest, og sammen med sit følge drog han af sted for at hjælpe sin far med fredsslutningen. Nogle fortæller, at der var hundrede mand i følget, andre at det bare var hans tjener og hans hund; men det er nu ikke vigtigt for historien. På grænsen mellem de to lande lod han gøre holdt under et stort egetræ, der voksede der. Han så sig en sidste gang tilbage i retning mod slottet, så sporede han sin hest og red ind i nabokongens rige.

 

Prinsessen var urolig for sin Prins. Hvad nu, hvis nabokongen i virkeligheden slet ikke ønskede fred, men bare ville lokke sin fjende i baghold? Hvad nu, hvis han blev vred midt det hele og spærrede Kongen og Prinsen inde i et fængsel. Der kunne jo ske så meget. Prinsessen var slet ikke tryg ved, at hendes prins var taget af sted til det fremmede land.

          Prinsens mor, Den gamle Dronning, syntes, at det var noget pjat.

          ‘Du må da kunne forstå,’ sagde hun, ‘at min mand aldrig ville tage ud på sådan en rejse, hvis der var den mindste risiko ved det. Og han ville da slet ikke tage Prinsen med.’

          Men Prinsessen var ikke overbevist. Hun havde stadig denne her usikre fornemmelse af, at der var noget galt. At hendes Prins var i fare. Hun skrev det ene urolige brev efter det andet, hvor hun fortalte om sine bange anelser.

          Prinsen besvarede alle brevene og skrev, at der virkelig ikke var noget at være bange for. Nabokongen var lige så interesseret i fred som Prinsens far; for de kunne begge to godt se, at krigen blot gjorde begge lande fattigere. Der var bare lige nogle ting, de skulle blive enige om; og da Prinsen jo skulle arve riget, skulle han være med til forhandlingerne. Prinsessen skulle altså ikke være bange, alt var i den skønneste orden. Desuden gik forhandlingerne hurtigt fremad, og det ville ikke vare længe, før han kunne vende hjem.

          ‘Hav tålmodighed, min kære Prinsesse. Inden du ved af det, kommer jeg ridende over vindebroen, og alt er, som det plejer,’ sluttede Prinsen sit brev.

          Prinsens breve beroligede selvfølgelig Prinsessen; men hun kunne stadig ikke helt vriste sig fri af tanken om, at Prinsen måske var i fare.

          ‘Kender du ikke et råd, så jeg kan få min Prins lidt hurtigere hjem,’ spurgte hun en dag sin hofdame, der var usædvanligt klog og derfor vidste besked om mange ting.

          ‘Jo - såmænd,’ svarede Hofdamen. ‘Nede i landsbyen bor en gammel, klog kone. Hun har hjulpet folk med de mærkværdigste ting. Hende kunne jeg jo spørge, hvis Prinsessen ellers tror, at hun kan hjælpe.’

          ‘Åhrr - jeg ved nu ikke rigtigt. Jeg har ikke meget fidus til den slags hovski-snovski,’ svarede Prinsessen. Men des mere hun tænkte over det, jo mere tænkte hun, at det vel ikke kunne skade. Hun kunne jo bare lade være med at følge konens råd, hvis hun ikke brød sig om det.                                  

          Den kloge Kone blev tilkaldt og kom op på slottet. Prinsessen kiggede lidt på hende.

          ‘Er det rigtigt, at du er klogere end de fleste og kan ting, andre ikke forstår sig på?’ ville hun vide.

          ‘Jo da, min kære Prinsesse,’ svarede Den kloge Kone. ‘Skal jeg vise dig lidt kunster? Hent mig lidt sand og et stykke jern.’

          Prinsessen vinkede af sin hofdame, der straks forlod lokalet og snart efter kom tilbage med lidt sand og en hestesko af jern.

          ‘Se nu her!’ sagde Den kloge Kone. Hun tog sandet op i hænderne og lod det løbe ud mellem fingrene, mens hun lavede en bevægelse, som om hun spandt garn. Og se - ud mellem hendes fingre løb det fineste uldgarn. Dernæst tog hun hesteskoen. Hun klemte den imellem hænderne og den blev blød som smør. Så let som ingenting klemte hun den sammen, og snart drev vandet fra hendes fingre.

          Den kloge Kone gik hen til kaminen. Hun lavede ligesom en gribende bevægelse ind i flammerne. Så gnubbede hun hænderne mod hinanden; greb igen ind i ilden og gned hænderne. Da hun åbnede hånden, lå der en skinnende guldring.

          Prinsessen sad med åben mund og stirrede på Den kloge Kones kunster. Pludselig forsvandt konen for øjnene af hende. Netop som hun var der, var hun væk; og så dukkede hun op igen.

          ‘Hvor i alverden blev du af?’ spurgte Prinsessen overrasket.

          ‘Årh, jeg har såmænd været her hele tiden,’ sagde konen. ‘Men jeg kan den kunst at lade som om, jeg ikke er her. Det er ganske nyttigt indimellem.’ ”

 

“Det var da mærkeligt. Er hun tryllekunstner?” spurgte den lille pige.

          “Nej, hun er bare sådan en klog kone, der kan lidt af hvert,” svarede Bedstemor.

          “Jeg tror, hun er tryllekunstner,” sagde den lille dreng.

          “Ti nu stille og hør resten af historien,” sagde Bedstemor.

 

“ ‘Det var som ...,’ sagde Prinsessen. ‘Ja - én, der kan sådan nogle kunster, kan måske også hjælpe mig.’ Og Prinsessen forklarede hende problemet: at hun ikke stolede på, at Prinsens ophold hos nabokongen var helt så ufarligt, som det lod til. Kunne Den kloge Kone måske finde ud af, om Prinsen var i fare; og hvis han var det, kunne hun så hjælpe med at få ham hjem?

          ‘Det skulle vi nok kunne finde ud af,’ sagde Den kloge Kone. ‘Giv mig lige lidt tid til at tænke.’

          Den kloge Kone satte sig på gulvet og hyllede sig ind i sit store sjal. Indimellem hyllede hun sig ud igen, rørte lidt på sig, og slog så igen sjalet omkring sig, så tæt at man dårligt kunne se, om det var et menneske eller en bunke vasketøj, der lå på gulvet.

          Prinsessen kiggede undrende på hende. Hvad skulle det nu forestille? Kunne konen ikke bare sige til, om hun havde et råd eller ej. Prinsessen skulle lige til at gå sin vej, så kunne konen være så klog, hun ville, da Den kloge Kone pludselig rejste sig, slog sjalet til side og fremdrog en lille æske fra en lomme i sin kjole.

          ‘Du ejer en længsel, min kære Prinsesse. Den bor i dit åndedræt,’ proklamerede hun med dramatisk stemme.

          ‘Ja, det er meget godt med dig - men problemet er ikke min længsel,’ sagde Prinsessen. ‘Problemet er, at jeg er urolig for, hvordan det skal gå ham.’

          ‘Din Længsel bor i dit åndedræt,’ gentog Den gamle Kone en smule irriteret. ‘Det er nøglen til problemet. Forstår du det? Hvis ikke, kommer vi ikke videre. Forstår du det, Prinsesse - din Længsel bor i dit åndedræt.’ Den kloge Kone stirrede Prinsessen lige ind i øjnene. Hendes blik var fast og insisterende, og Prinsessen tænkte, at hun hellere måtte føje hende.

          ‘Ja ja - så gør den det. Min Længsel bor i mit åndedræt,’ sagde Prinsessen utålmodigt. ‘Men jeg kan nu ikke se, at det hjælper os.’

          Den gamle Kone så bebrejdende på Prinsessen.

          ‘Jeg er ikke kommet for at spilde din tid - vel. Jeg er kommet for at hjælpe; men det kan jeg kun, hvis du hører efter, hvad jeg siger og ikke laver grin med mig.’ Prinsessen nikkede og lovede, at hun nok skulle høre efter.

          ‘Godt,’ sagde konen. ‘Så kan vi måske komme videre. Altså - min kære Prinsesse - din Længsel kan skaffe dig din Prins tilbage. Det kan være, at du ikke føler længslen så stærkt; men det, der betyder noget, er, at den bor i dig og kun venter på at blive hentet frem og brugt.

          Længsel kan bruges til flere ting. Først og fremmest er den jo god at have, når man rigtigt vil mærke, hvor meget man holder af sin kæreste eller sine børn. Men den kan også bruges til at hente dem hjem, hvis man da ellers ved hvordan. Det er det, jeg kan lære dig. Hør nu godt efter.

          Du kan ånde din Længsel ud, hvis du tænker dig det. Men pas på, det kan være farligt. Din Længsel må ikke gå tabt. Forstår du det, Prinsesse? Her i denne æske er en sommerfugl. Hvis du tager den i dine hænder - men forsigtig, du må ikke skade støvet på de skrøbelige vinger - og ånder den forsigtigt i nakken. Ja - det er ikke så let at ånde en sommerfugl i nakken; forsigtig må man være, så den ikke blafrer væk. Du ånder den altså i nakken og over vingerne. Da vil din Længsel smyge sig ud over sommerfuglens vinger. Sommerfuglen vil da bære din Længsel frem til din Prins.

          Når Længselens Sommerfugl da sætter sig på Prinsens bryst, da vil din Længsel ramme ham. Hvis han da stadig føler for dig, som han bør; da vil han rejse på sin egen Længsels vinger tilbage til dig. Da har du ham.’            

          ‘ ‘Da da da da’. Det var dog utroligt, som hun siger ‘da da’ hele tiden,’ tænkte Prinsessen; men hun sagde det ikke højt for ikke at irritere Den kloge Kone. I stedet sagde hun: ‘Og hvad er risikoen. Du sagde, at det kunne være farligt.’

          ‘Jo, min kære Prinsesse. Farligt - selvfølgelig. Hvis nu den dør; hvis din Længsels Sommerfugl dør. Da dør din Længsel med den. Da dør dit åndedræt. Og da kan du ikke leve længe, min kære Prinsesse. I løbet af et par dage dør dit åndedræt, og da vil du også dø. Men hvis du vil - Hvis du tør - Hvis du kan og føler at du må. Men gør du det?’

          ‘ ‘Min kære Prinsesse, min kære Prinsesse’. ‘Da da da’.’ tænkte Prinsessen irriteret. Højt sagde hun: ‘Jah. Jeg ved nu ikke rigtigt. Jeg synes, det lyder som noget typisk hovski-snovski, og den slags er jeg ikke så meget for.’ Den gamle Kone så noget fornærmet ud; men så formildedes hendes udtryk, og hun sagde:

          ‘Jamen hvis det er noget hovski-snovski, kan der da ikke ske noget ved det, vel. Vi laver en aftale. Hvis din Prins kommer tilbage inden en uge efter, at du har sendt sommerfuglen af sted, da betaler du min løn, ellers ikke.’

          Prinsessen smilede lidt skævt til Den gamle Kone. ‘Og hvad skal du så have i løn, du gamle.’

          ‘Åhrr - ikke så meget. Lidt guld og en enkelt lille grøn skov, så er jeg tilfreds.’

          ‘Top, det er en aftale,’ sagde Prinsessen. ‘Jeg gør, som du beder om, og hvis Prinsen er hjemme om en uge, så får du din løn, ellers ikke.’

          Den gamle Kone rakte den lille æske frem mod Prinsessen.

          ‘Her, min kære Prinsesse, er sommerfuglen, der skal bære din Længsel. Nu skal du føle efter. Prøv om du kan føle din Længsel! Føl efter, Prinsesse, føl din Længsel!’

          Prinsessen tog den lille æske fra den gamle og lindede forsigtigt på låget. Der sad den smukkeste sommerfugl. Forsigtig, uendeligt forsigtig - hun stak fingrene ned og fiskede sommerfuglen op. Hun hulede sine hænder og holdt sommerfuglen i sin hule hånd, op mod sin mund. Hun følte efter i sit sind og fandt Længslen efter Prinsen. Hun følte sin Længsel så stærkt, at det næsten gjorde ondt, og tårerne stod i hendes øjnene. Og så - forsigtigt, uendeligt forsigtigt - åbnede hun hændernes hule og åndede - forsigtigt, åh så forsigtigt - ned over sommerfuglen.

          Det var, som om noget lettede fra Prinsessens sind. Den gamle Kone, der havde iagttaget hende omhyggeligt, smilede stille.

          Stadig med hænderne for munden kiggede Prinsessen op på Den gamle Kone. Hun nikkede og Prinsessen åbnede hænderne. Et øjeblik sad sommerfuglen på hendes hånd, så blafrede den ud af vinduet og var borte.

 

Sommerfuglen fløj over landet. Den styrede direkte mod Prinsen, hvor han var i det fremmede land. Over heder og byer fløj den. Drevet af Prinsessens Længsel søgte den Prinsen og fandt ham.

          Prinsen sad netop i et vigtigt møde med nabokongens forsvarsminister, da Længselens Sommerfugl satte sig på hans bryst. Der gik som en isnen igennem ham. At det var Prinsessens Længsel, der således ramte ham, vidste han naturligvis ikke.

          Han undskyldte sig over for ministeren og forlod hurtigt lokalet. Vel ude af døren krummede han sig sammen i sorg og længsel. Tårerne løb ud af hans øjne, og han sukkede dybt. Sommerfuglen blev lidt skræmt og fløj op fra hans bryst. Den voldsomme følelse, der havde overmandet Prinsen, fortog sig lidt, og han overvandt sig selv til at vende tilbage til mødet.

          Da han om aftenen lå og sov på sit værelse, fløj Længselens Sommerfugl ind ad vinduet og satte sig igen på hans bryst. En voldsom krampe gennemrystede hans krop, og han vågnede. I det samme følte han igen den isnende længsel efter sin Prinsesse derhjemme og efter sin lille søn. Sommerfuglen fløj op, og den isnende fornemmelse fortog sig.

 

Og her sker det så! Netop på dette sted deler historien sig og tager to retninger: Én, der fører frem mod den lykkelige slutning, og så den anden.

          Hvad skete der i virkeligheden, da Prinsen vågnede? Nogle fortæller, at der ingenting skete; at han blot lagde sig til at sove igen - ja at han måske endda ikke engang vågnede rigtigt; men blot gav sig lidt i søvne. Lad os håbe, at de har ret, for det er historiens lykkelige retning. Men andre fortæller noget ganske andet. Og jeg må advare jer; denne retning af historien fører direkte mod katastrofen:

 

Da den isnende fornemmelse fortog sig, satte Prinsen sig op i sengen og så sig om i værelset. Snart fik han øje på Længselens Sommerfugl. Så smuk en sommerfugl havde han aldrig før set. Han skyndte sig at lukke vinduet og kalde på sin tjener. Ved fælles hjælp lykkedes det dem at fange Sommerfuglen i en lille æske.

          Prinsen bad tjeneren tage den med til en mand, der udstoppede dyr. Han skulle sætte Sommerfuglen på nål i en smuk æske med glaslåg. Så kunne Prinsen altid nyde synet af den. Næste dag skete det, som Prinsen havde befalet; og snart sad Længselens Sommerfugl, død, på nål i en smuk æske.

 

Sørgeligt for Sommerfuglen - ja; men hvad med Prinsessen? Husk nu, at det kun er historiens ene retning. I den anden, den lykkelige, dér overlever Sommerfuglen. Hvilken der er den rigtige, ved jeg som sagt ikke, og i historiens næste afsnit følges de to veje ad.

 

Prinsessen troede som sagt ikke rigtigt på Den gamle Kones ‘hovski-snovski’. Hun tænkte, at det hele vel mest var noget pjat, og var derfor begyndt at planlægge at rejse ud til Prinsen for selv at overbevise ham om, at han skulle komme hjem.

          Dagen efter havde hun næsten glemt Den gamle Kone. Hun følte sig underligt let, ligesom lidt tom indeni; og hun tænkte, at det måske var rigtigt, hvad Dronningen havde sagt: at der ikke var nogen grund til bekymring. Hun ville vente endnu nogle dage og se, om ikke Prinsen kom hjem. Om aftenen følte hun sig lidt utilpas og gik tidligt i seng.

          Næste dag var hendes sind som forvandlet. Hun sov til langt op på formiddagen, skønt hun ellers plejede at stå tidligt op og give sin lille søn morgenmad. Ham måtte Hofdamen nu tage sig af.

          Da Prinsessen endelig kom op, spurgte Hofdamen bekymret, om hun var syg, siden hun blev i sengen så længe. Hun syntes også, at Prinsessen så noget bleg ud. Hendes øjne havde ligesom mistet deres klare glans.

          ‘Hvor kan du dog spørge så dumt,’ sagde Prinsessen irriteret. ‘Gå med dig, lad mig være alene.’ Skønt Hofdamen ikke forstod forandringen med Prinsessen, adlød hun naturligvis. Prinsessen låste sig inde i et værelse, hun havde højt oppe i slottes tårn. Her kunne hun være i fred. Hun meddelte, at hun ikke ønskede at tale med nogen, og tilbragte dagen alene. Hofdamen måtte i mellemtiden tage sig af hendes lille søn.

          I de dage, der fulgte, måtte Hofdamen stadigt passe Prinsessens lille søn. Selv var hun helt uinteresseret i alting. Hun tilbragte hele dagen alene på sit kammer og ville ikke tale med nogen. Dronningen kom et par gange ind til hende og ville trøste hende. Hun skulle ikke være så ked af det, sagde hun. Prinsen ville sikkert snart komme hjem, og så ville alt blive godt. Men Prinsessen snerrede bare irriteret, at hun var fuldstændig ligeglad med, om Prinsen kom tilbage eller ej. Hun var i det hele taget ligeglad med andre mennesker. De var mest bare i vejen, syntes hun.

          Dronningen blev bedrøvet over den forandring, der var sket med Prinsessen, og hun forstod ikke årsagen. Men hvad kunne hun gøre, andet end at håbe at det ville blive bedre, når Prinsen kom hjem fra det fremmede.

 

Skønt Prinsen nu ikke længere følte den nagende, fortærende længsel, der havde ramt ham, da Længselens Sommerfugl sad på hans bryst, huskede han dog stadig fornemmelsen. Han insisterede nu mere end før overfor sin far på, at han ville rejse hjem og se til sin kone og sin lille søn.

          Forhandlingerne var nu næsten tilendebragt, og Kongen indvilgede derfor i, at Prinsen kunne rejse. Han pakkede nogle få sager, og red så alt hvad remmer og tøj kunne holde, hjem til kongeslottet.

          Hvor stærkt kan en hest løbe? Hvor stærkt kan en prins længes? Fra dagens første gry drev Prinsen sin hest fremad. Ved solnedgang stod fråden den om munden, og den var segnefærdig af træthed. Men så havde de også tilbagelagt turen til grænsen på en enkelt dag, skønt det normalt ville være tre dages ridt. Under egetræet, der markerede grænsen mellem de to lande, gjorde Prinsen holdt et øjeblik og lod hesten hvile. Derpå satte han igen sporene i siden på den. Den dødtrætte hest rejste hovedet med en vrinsken, overvandt sin træthed og satte i gang i et sidste kraftanstrengt ridt, tilbage mod kongeslottet.

         

Ved solopgang næste morgen nåede Prinsen frem til sin fars slot. Vagten, der stod i det højeste tårn og holdt øje med, om nogle fremmede nærmede sig slottet, genkendte Prinsen, da han kom ridende; og skyndte sig ned for at melde, at han var på vej.

          Snart nåede meddelelsen frem til Prinsessens hofdame. Og mens Prinsen red gennem landsbyen ved slottets fod, løb hun op til Prinsessens værelse, og bankede på hendes dør. Et svagt ‘kom ind,’ lød derindefra. Hun åbnede døren, netop som Prinsen red over vindebroen.

          ‘Prinsesse - Prinsesse. Prinsen er kommet hjem,’ råbte Hofdamen, da hun styrtede ind i Prinsessens værelse. Prinsessen lå på sengen, helt gul i ansigtet og med ganske svagt åndedræt.

          ‘Er han,’ sukkede hun. ‘Det var da rart.’

          Og mens Prinsen løb op ad de mange trapper til tårnværelset, følte Prinsessen hvordan livskraften sivede ud af hende.

 

Og netop her sker så det andet afgørende brud mellem historiens to retninger. For hvad med Længselens Sommerfugl?

          Hvis vi følger historiens lykkelige retning, er den jo stadigt i live. Den er fløjet med Prinsen hjem, og netop i dette øjeblik, hvor Prinsen er på vej op ad trapperne, flyver Sommerfuglen ind ad tårnvinduet og sætter sig på Prinsessens bryst.

          Men så den anden retning? Retningen mod katastrofen. Hvad sker der her? Her er der ingen Sommerfugl, der lander på Prinsessens bryst, for Længselens Sommerfugl er død og sidder på nål i en smuk æske med glaslåg. Derfor må jeg fortælle historiens slutning to gange: først den lykkelige -

 

Og mens Prinsen løb op ad de mange trapper til tårnværelset, følte Prinsessen hvordan livet vendte tilbage til hende. Fra Længselens Sommerfugl, der sad på hendes bryst, strømmede en livskraft, der fik farven tilbage i hendes kinder og styrken tilbage i hendes krop. Prinsen styrtede ind ad døren til Prinsessens værelse. Der stod hun. Så smuk og levende som nogensinde.

          ‘Velkommen hjem,’ sagde Prinsessen. ‘Jeg har længtes efter dig.’

 

Men så ...

          Og mens Prinsen løb op ad de mange trapper til tårnværelset, følte Prinsessen hvordan livskraften sivede ud af hende. Hun drog sine sidste åndedrag i sin hofdames arme, netop i det øjeblik Prinsen trådte ind i værelset.

          Fortvivlet grædende sank Prinsen sammen på gulvet ved sin døde Prinsesses seng.

 

Den sidste historie er dog ikke slut endnu. Nogen fortæller, at Prinsen kort efter døde af sorg, og at beboerne på slottet ofte ser de to gå som spøgelser i slottets gange. Hånd i hånd går de, og omkring dem svæver en sværm af smukke sommerfugle.