Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Perlemin

 

Den dag, dronning Sofie fødte sin datter, var den gladeste i hendes liv. Den lille pige var smuk som en engel, og hendes hud var blank som perlemor.

          “Min lille engel, min lille perle,” sagde dronningen, mens hun smilede til sin nyfødte datter. “Min perle, perle min. Ja, det skal du hedde: Perlemin,” og sådan fik den lille prinsesse sit navn.

          Prinsesse Perlemin voksede op og blev en livskraftig og glad pige. Hun lod sig ikke gå på af at være prinsesse. Hun legede og gik i skole og havde venner hjemme på besøg, ligesom alle andre piger. Der var næsten altid et leben af børn på slottet. Heldigvis var der jo god plads: mange store sale og en mægtig park, hvor prinsessen og hendes venner kunne lege.

          Mathilde, der var prinsesse Perlemins personlige hofdame, syntes indimellem, at det var lidt rigeligt med alle de børn; men kongen sagde, at det skulle hun ikke tage sig af. Hvis de blev for vilde indendørs, skulle hun bare sende dem ud at lege i parken.

          Perlemin og hendes kammerater legede ude i parken næsten hver dag. Når solen skinnede om sommeren, spillede de bold på den store plæne foran slottet, eller de klatrede i parkens store, gamle træer. Når det regnede om efteråret, gemte de sig i det tætte buskads, hvor de havde hemmelige huler bygget af grene og gamle tæpper;. Når det sneede om vinteren, kørte de på kælk ned ad de stejle bakker.

          Kongen holdt meget af at lege med sin datter. Han syntes dog, at det var noget under hans værdighed som konge at klatre i træer eller gemme sig under en busk. Han foretrak at spille kort eller ludo eller andre af den slags mere rolige lege. Så Perlemin spillede ludo med sin far; men mest for at glæde ham, hun ville egentlig hellere klatre i træer.

          Når vejret var godt, holdt dronningen af at ride en tur i skoven med Perlemin. Og Prinsessen red tur i skoven med sin mor i det gode vejr; men mest for at glæde hende, hun ville egentlig hellere spille bold med sine kammerater.

          Sådan gik årene, og så var Perlemin 15 år gammel.

 

Prinsesse Perlemin elskede at køre i guldkaret, og hun kørte ofte tur i byen sammen med sine forældre. Så standsede folk op på gaden for at hilse på dem, og der blev der en svingen med høje hatte og nejen i store kjoler. Børnene klappede og hoppede op og ned for bedre at kunne se den fine prinsesse, der sad dér sammen med sine forældre. Prinsessen vinkede glad til børnene, hilste venligt på de voksne og smilede varmt til de unge. Hun var meget populær, den unge prinsesse, fordi hun altid var så venlig mod alle folk.

          På sådan en tur skete der en dag en forfærdelig ulykke. Prinsessen var på besøg i et fremmed land og var derfor ikke med. I starten forløb alting ganske normalt; folk hilste, kongen og dronningen hilste, hestene gik ganske roligt gennem gaderne. Men pludselig var det, som om en djævel stak i en af hestene; den stejlede og vrinskede, og så satte begge heste af sted i vild galop. Kusken forsøgte forgæves at berolige dem; men før det lykkedes for ham, kørte vognen imod en stor sten og væltede. Kongen og dronningen, kusken og tjenerne; alle blev de smidt ud af vognen, og trillede hen ad gaden. Hestene faldt, da vognen væltede, og dronning Sofie var så uheldig at komme i klemme under en af dem.

          Kongen kom snart til sig selv. Men dronningen; hun lå ganske stille under den store hestekrop. Hesten havde brækket benet og kunne ikke flytte sig ved egen hjælp. Folk kom til for at fjerne hesten og få dronningen fri. Store klare tårer stod i dronningens øjne, da de mødte kongens, og hun hviskede et sidste farvel til mand. Så lukkedes hendes øjne, og hun døde.

          Kongen sad som forstenet med sin døde hustrus hoved i sit skød. Han stirrede fraværende på mændene, der kæmpede med at få den sårede hest fjernet fra dronning Sofies krop. Da det lykkedes, og dronningen var blevet trukket fri, stod kongen blot med tomme øjne og så, hvordan de bar hans døde dronning bort.

          Dronningen blev begravet i stilhed. Kongen ville helst lade som om, ulykken slet ikke var sket. Alle ministrene fortalte kongen, hvor pinlig en affære det var. En dronnings begravelse skulle være en storslået begivenhed, sagde de. Men kongen ville ikke høre, og så blev dronning Sofie begravet i stilhed. Kongen havde holdt så meget af sin dronning, at han næsten ikke kunne tro, at hun var død.

          Kongen forbød, at man talte om dronningens død. Man måtte end ikke nævne hendes navn ved hoffet, og da slet ikke fortælle Perlemin om ulykken.

          “Jamen herre konge,” sagde Mathilde, Perlemins hofdame. “De må da fortælle deres datter om dronningens ...”

          “Ti stille!” afbrød kongen rasende. “Har jeg ikke forbudt dig at tale om det?”

 

Da prinsesse Perlemin vendte hjem fra sin rejse, stod hendes far og tog imod hende.

          “Hej far,” råbte hun glad og løb ham i møde. “Hvor er mor?”

          “Velkommen hjem, kære Perlemin,” sagde hendes far. “Din mor kommer nok hjem snart. Du skal bare vente, så kommer hun, før du aner.”

          “Nåh,” sagde Perlemin. ”Jamen så venter jeg på hende i tårnværelset. Hun kommer sikkert hjem lige om lidt.”

          “Ja, Perlemin.”

          Perlemin vinkede ad ham og løb op ad trapperne til tårnværelset. Kongen vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han lod hende gå.

 

Hver dag i den følgende tid gik prinsesse Perlemin op i tårnværelset og ventede på sin mor. Der sad hun, klædt i sin smukkeste kjole og stirrede ud af tårnvinduet. Hun skulle jo være fint klædt på, når hendes mor kom tilbage. Snart ville hun end ikke forlade værelset om natten, men sad blot døgnet rundt i vinduet. Hun ville hverken spise eller sove. Hendes hud forblev blank som perlemor; men efterhånden blev den hård som sten. Hun talte ikke med nogen og rørte sig ikke ud af stedet.

          Kongen havde som sagt forbudt, at man talte til Perlemin om hendes mor. I det hele taget måtte dronningens død slet ikke omtales. Kongen kunne heller ikke selv holde ud at tænke på det. Han ville helst bare glemme, at Sofie overhovedet havde levet.

          Da der var gået mange dage, var prinsessen som en død at se til. Hendes perlemorsblanke hud var som en hård skal; hendes øjne var livløse; hun sad uden at røre sig i den samme stilling dag og nat.

          Nu kunne Mathilde, hofdamen, ikke holde det ud længere. Hun brød kongens forbud, og fortalte Perlemin om hendes mors død. Mathilde forstod godt, at hun var ked af det, sagde hun. Men nu måtte hun ikke sørge mere. Hun måtte komme ud af sin skal og begynde at leve igen.

          Da var det, som om en gysen gik igennem prinsessen. Af hendes øje kom en enkelt stor tåre. Mathilde smilede. Det var det første tegn på liv, hun havde set hos prinsessen i mange dage. Den store tåre løb ned af Perlemins kind.

          Tåren faldt på gulvet med et lille smæld; og da Mathilde bøjede sig ned for at se, hvor den lyd vel kunne komme fra, var tåren blevet til en skinnende smuk perle. Hun samlede perlen op og så igen på prinsessen. Hvor Perlemins blanke, hårde hud var blevet våd af tåren, revnede den nu og åbnede sig. Ud gennem revnen fløj den smukkeste, perlemors-skinnende fugl, man kunne tænke sig. Fuglen satte sig et øjeblik i vindueskarmen; så lettede den og fløj bort.

          Først stod Mathilde som forstenet. Hun opfattede dårligt nok, hvad der skete. Så forstod hun pludselig, at det måtte være Perlemin, der var blevet forvandlet til en fugl. Hun lænede sig ud af vinduet, og råbte ned til kongen, der netop stod i slotsgården.

          “Perlemorsfuglen - se - det er Perlemin.”

          Kongen så forvirret på Mathilde, der pegede på fuglen, der fløj bort over markerne. Så fik han fat i sin hurtigste hest og satte efter fuglen i vild galop.

 

Perlemorsfuglen fløj hastigt af sted. Kongen sporede sin hest og fulgte efter. Om dagen var fuglen let at følge. Om natten skinnede månen i dens fjer og den lyste blegt i mørket. Da måtte kongen tænke på sin dronning, hvis hud havde været lige så hvid som månens lys. Nat og dag fulgte kongen sin datter, der i perlemorsfuglens skikkelse utrætteligt fløj af sted.

          Landskabet blev mere og mere trist. Snart kom de ud over en slette, der var fuldkommen øde. Ikke et eneste hus var i syne i miles omkreds. På sletten blæste en vind så stærk og vedholdende, at den kunne have blæst hornene af en ko. Kongen, der i forvejen var næsten segnefærdig af træthed, krummede sig sammen på hesten og slog sin kappe endnu tættere om sig for at kunne modstå stormen. Men perlemorsfuglen syntes ikke at kunne blive træt. Den fløj ud over den ensomme slette. Den store ensomhed fik igen kongen til at tænke på sin dronning, hvis største fornøjelse det havde været at vandre alene i haven og tænke for sig selv.

          Efter nogle dage blev den flade slette afløst af bjerge. Kongens hest havde svært ved at klare klatreturen op i de uvejsomme højder. Han måtte sidde af og trække den. Heldigvis syntes perlemorsfuglen også omsider at være ved at være træt. Den fløj ikke længere så hastigt frem, og kongen kunne udmærket følge den til fods. Men hvor mennesker må følge snoede stier, flyver fuglen lige frem. Kongens vej var derfor meget længere end fuglens, og flere gange var han ved at miste den af syne.

          Bjergene blev stejlere og stejlere, vildere og vildere. Perlemorsfuglen ledte kongen ad de mest uvejsomme stier. Snart måtte han efterlade sin hest, da den umuligt ville kunne følge ham. Kongens sølvbeslåede støvler var ham ikke til megen hjælp i bjergene. Et par skridsikre sko ville have været til mere nytte. Om natten måtte kongen finde en klippehule at overnatte i, da det var alt for farligt at færdes i bjergene i mørke. Heldigvis hvilede fuglen også om natten, og hver morgen sad den udenfor kongens nattely og ventede på ham.

          Et sted gik stien langs en stejl klippevæg, der rejste sig højt over kongens hoved til den ene side, og faldt brat ned i en ganske smal slugt til den anden. Kongen gik uendeligt forsigtigt ad den stejle sti. Klemte sig ind til klippevæggen for ikke at styrte i dybet. Han, der ellers havde været vant til altid at blive fragtet rundt i karet, uanset hvor han skulle hen; var nu helt overladt til sig selv og sin frygt her i de vildsomme bjerge.

          Pludselig rundede stien et skarpt hjørne og gik ad en smal stenbro over den stejle, dybe slugt. Kongen standsede. Broen var kun netop så bred, at man kunne sætte fødderne ved siden af hinanden. Faldt han ned her, ville han uden tvivl blive slået ihjel. Perlemorsfuglen sad ganske stille på en klippe på den anden side af slugten. Dens silhuet tegnede sig skarpt imod himlen. Han fæstnede blikket på den og trådte ud på broen.

          Aldrig har nogen konge trådt så forsigtigt over så smal en bro. Han stirrede stift på perlemorsfuglen. Han vidste, at hvis han kom til at kigge ned i den stejle slugt, ville han blive svimmel og falde ned. Flere gange løsnede småsten sig og styrtede i dybet. Der var så langt ned, at man ikke en gang kunne høre, når de ramte bunden, der dybt nede. Men kongen styrtede ikke ned, og han nåede velbeholden over på den anden side. Perlemorsfuglen så ud, som om den havde ventet på ham; den lettede, netop som han var kommet over.

          Kongens jagt på fuglen fortsatte gennem de vilde bjerge. Efter mange dages rejse begyndte bjergene dog at blive mindre vilde og knapt så høje og stenede. Efterhånden som de kom ned fra højderne, begyndte der at blive mere frodigt. Endelig nåede de ned i dalen, hvor en lille flod løb igennem en tæt skov. Her voksede træerne så høje og smukke som søjlerne i en mægtig domkirke, og vinden sukkede og sang i trækronerne. Da måtte kongen igen tænke på sin dronning, dengang hun sang vuggesange for den lille prinsesse Perlemin. Han måtte græde ved tanken.

          Floden, der løb i bunden af dalen, mundede ud i en sø, hvis stille vand gjorde kongen sørgmodig. Han kiggede ned i søens dybe blå. Da var det, som om han så ind i sin dronnings dybe blå øjne. Så smukke øjne som dronning Sofies havde ingen haft.

          Mens kongen stod og så ned i vandet, bemærkede han ikke, at perlemorsfuglen fløj videre; og da han så op, var den forsvundet. Han kiggede sig forvildet omkring, og begyndte så at løbe videre igennem skoven. Han spejdede overalt efter fuglen; men den var og blev forsvundet. Da mørket faldt på, opgav kongen at søge. Han fandt sig en tæt busk, og her kunne han for første gang, siden han kom ned fra de vilde bjerge, lægge sig til at sove. Kongen var så træt, at han straks faldt i søvn.

 

I mellemtiden var perlemorsfuglen fløjet videre og var nået frem til det slot, hvorfra rejsen var begyndt. Fuglen, der jo ikke var nogen anden end prinsesse Perlemin selv, var fløjet rundt i hele verden og var nu vendt tilbage til sit hjem.

          Perlemorsfuglen fløj op langs slottets højeste tårn og ind gennem det øverste tårnvindue. Snart efter kom prinsesse Perlemin gående ned af tårntrappen. Mathilde, hendes hofdame, var nær faldet om af forskrækkelse, da hun så hende.

          “Prinsesse, så er du endelig kommet tilbage. Men desværre, din far er forsvundet. Han red efter dig, dengang du blev forvandlet til perlemorsfugl og fløj bort. Ingen har set ham siden.”

          “Jo,” svarede prinsessen. “Jeg har set ham, og jeg ved, hvor han er. Han er ude i den store skov lidt her udenfor slottet. Du må samle en flok mænd, der kan ride ud og lede efter ham. Han er sikkert faret vild og kan nok ikke finde hjem alene.”

          Hurtigt blev en flok mænd samlet og sendt ud for at lede efter den vildfarne konge. De fandt ham under den busk, hvor han havde lagt sig, da perlemorsfuglen fløj fra ham. Men hvor så han dog ud. De kunne dårligt kende ham igen. Så forpjusket, beskidt og langskægget, som han var blevet af den lange, udmattende rejse, havde ingen anden konge været før ham. Mændene førte ham tilbage til slottet.

          Kongen kom ind i salen, og der sad hans egen kære prinsesse Perlemin. Lige så levende og smuk og menneskelig som hun havde været, før hendes mærkelige forvandling begyndte.

          Perlemin rejste sig, gik sin far i møde og lagde et par venlige arme omkring ham.

          “Kom,” sagde hun. “Vis mig nu, hvor mor ligger begravet.”