Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Prinsessen i Stentårnet

 

Der var engang en prinsesse, der ikke var helt som andre prinsesser. Hun var en rigtig dagdrømmer. Hendes yndlingsbeskæftigelse var at gå på opdagelse nede ved åen, der løb bagerst i slotshaven. Her lå nemlig et gammelt vagttårn, og dette tårn var Prinsessens bedste sted, når hun gerne ville være alene. Så satte hun sig i det kølige, halvmørke tårn og kiggede ud af et af de små glughuller. Her havde hun mange gange drømt om at rejse ud i den vide verden og opleve farlige og spændende eventyr.

          “Lad dog være med at sidde nede i det tårn,” sagde hendes far, Kongen. “En prinsesse har slet ikke tid til at ikke sidde og drømme i et stentårn. Hun skal være flittig og klog og smuk og dygtig. Hvis du absolut skal sidde i det tårn, så tag i det mindste nogle bøger med, så du kan læse lektier, mens du sidder der.”

          Det var nu ikke helt retfærdigt, for Prinsessen var både klog og smuk og dygtig. Men særlig flittig var hun rigtignok ikke. Når Kongen sagde sådan, sukkede Prinsessen og tog nogle af sine bøger med ned i tårnet. Men hun læste nu ikke ret meget. Det meste af tiden sad hun bare og kiggede ud af glughullerne og drømte om fremmede lande.

 

På Prinsessens 18-års fødselsdag blev der naturligvis holdt en stor fest. Alle de fineste folk fra landet var inviteret. Enkelte giftefærdige prinser fra andre lande havde også indfundet sig. Der var så mange baroner, grever, friherrer og andre adelige, at det ikke var til sparke sig frem. Kongen og Dronningen tænkte, at Prinsessen skulle have en chance for at kigge på giftefærdige unge mænd af god familie. De håbede naturligvis, at hun ville finde sig en kæreste blandt de fremmede prinser.

          Selskabet var overvældende. Kvinderne var klædt i de fineste kjoler, mændene havde smukke uniformer og sabel ved siden. De fleste havde også ordner på brystet. Prinsessen selv var i en overdådig smuk, hvid kjole besat med ædelsten og silkebånd. Det var en fornøjelse at se. Men Prinsessen var slet ikke fornøjet. Hun brød sig ikke om at være klædt ud som en flødeskumskage. Hun ville meget hellere ned til åen og klatre i træer, end hun ville gå omkring her og blive begloet af en masse mennesker, hun dårligt nok kendte.

          “Se dig nu godt omkring blandt alle disse prægtige unge mænd af god familie,” sagde hendes mor. “Hvis du ser ordentlig efter, er der nok en, der falder i din smag. Husk på at det er din pligt at gifte dig, så du kan føre kongeslægten videre.”

          Men Prinsessen var slet ikke interesseret i prægtige unge mænd af god familie. Hun så sit snit til at forlade selskabet og smutte ned til åen. Ned til tårnet gik Prinsessen. Hun gik indenfor, krøb lidt op af den faldefærdige trappe og satte sig ved et af de små smalle vinduer. Hvad hun ikke lagde mærke til var, at hun var kommet til at skubbe døren i, da hun gik ind. Låsen smækkede, og Prinsessen var låst inde.

 

Det varede noget, før det gik op for hendes forældre, hvad der var ske. Alle var jo optaget af festen, og først da man begyndte at sige farvel, opdagede Kongen og Dronningen, at Prinsessen var borte. Ingen havde set hende længe, og snart måtte alle tjenere og tjenestepiger samt de gæster, der endnu ikke var gået, i gang med at lede.

          Det varede da heller ikke længe, før man fandt hende; men tårnet var jo lukket og låst. Vinduerne var så smalle, at Prinsessen umuligt kunne komme den vej ud; og tårnet var så stærkt bygget, at det var umuligt at bryde sig vej ind. Nu var gode råd dyre. De kongelige låsesmede blev tilkaldt; men låsen var jo gammeldags og desuden temmelig rusten, og de kunne på ingen måde få den op.

          Så tilkaldte man en flok soldater, der medbragte en lang, tung jernstang. Den hamrede de ind mod døren for at splintre den eller få låsen til at give efter. Lige meget hjalp det. Tårnet var jo bygget til at skulle kunne modstå en fjendes angreb, så døren var utroligt stærk.

          Nu kaldte Kongen alle sine bedste rådgivere sammen, foruden alle de prinser, grevesønner, baronsønner og friherresønner, der endnu ikke var taget hjem. Alle skulle de komme med forslag til, hvordan Prinsessen kunne befries.

          Én foreslog, at man brændte døren; men den var jo lavet af jern, og kunne ikke brænde. Én foreslog, at man brød sig vej ned gennem taget; men også dette forslag blev afvist af Kongen. For det første var taget meget stærkt bygget, og for det andet ville der være stor fare for, at Prinsessen ville blive slået ihjel, hvis taget styrtede sammen. Grave sig ind under tårnet kunne man heller ikke, da gulvet var lavet af sten og flere meter tykt.

          “Vi fylder bare tårnet med krudt og springer det i luften,” var der så én, der foreslog.

          “Glimrende ide,” sagde Kongen sarkastisk. “Og hvordan havde du så tænkt dig at undgå at sprænge Prinsessen i luften sammen med tårnet?” Nej, det gik nok heller ikke, og i lang tid var der ingen, der havde nogen idéer til Prinsessens udfrielse. Så sagde en ung greve, at han da forresten kendte en troldmand, der måske kunne hjælpe.

          “Få fat i ham,” sagde Kongen. Den unge greve drog af sted, og da han kom tilbage med Troldmanden, gik denne straks i gang.

          Først blandede han en mystisk udseende drik, som han rakte til Kongen og sagde, at med denne drik ville Prinsessen blive så lille, at hun kunne slippe ud gennem et af vinduerne i tårnet. Kongen var noget nervøs ved tanken om at få så lille en datter og spurgte, hvordan hun så skulle blive stor igen.

          “Ja - det bliver hun ikke,” sagde Troldmanden. “Hun vil være lille resten af sine dage.” “Nej - det kan jeg ikke tillade,” sagde Kongen. “Du må finde på noget bedre.”

          Så blandede Troldmanden en ny drik. “Ved hjælp af denne drik vil Prinsessen kunne flyve,” sagde han med dramatisk stemme.

          “Hvad skulle det hjælpe?” spurgte Kongen. “Hun kommer jo ikke ud, fordi hun kan flyve.” Troldmanden så lidt slukøret ud. Det havde han ikke tænkt på.

          Endnu en væske blev rørt sammen. “Denne væske er så stærk, at den kan opløse alle faste genstande, undtagen jern og sten,” sagde Troldmanden.

          “Jamen hvad hjælper så det, når tårnet jo netop er bygget af jern og sten?” indvendte Kongen.

          “Så kan jeg ikke hjælpe,” sagde Troldmanden fornærmet. “Jeg har forsøgt alle de troldmandskunster, jeg kender, og ingen af dem duer.”

 

Kongen satte sig på sin trone tog sit scepter i den ene hånd og sit guldæble i den anden. Det gjorde han altid når han havde det dårligt. Det trøstede ham lidt at sidde der med guldæblet og scepteret. Så kaldte han på sin skriver. “Skriver - skriv,” sagde Kongen, for sådan startede han altid, når han dikterede en officiel meddelelse. Således kom meddelelsen til at lyde:

 

“Det gøres herved vitterligt, at Vi, Kongen, befaler at den, der kan redde Prinsessen ud af stentårnet, skal have hende til kone, såfremt hun vil have ham.”

 

Denne besked skulle opklæbes og oplæses overalt i riget, og det blev den.

          Der blev en sværmen af unge håbefulde mænd, der gerne ville prøve at redde Prinsessen ud af tårnet. Mange prøvede af ødelægge døren, dirke låsen op eller udvide vindueshullerne; men ingenting hjalp. Tårnet var som forhekset; ligegyldigt hvad der blev forsøgt, var det umuligt at komme ind eller at få Prinsessen ud. Som tiden gik, tyndede det ud i sværmen af unge mænd, og snart var der ingen tilbage.

          Kongen var ulykkelig. Igen sad han på sin trone med scepter og guldæble; men det var ligesom om, det ikke rigtigt hjalp. Igen kaldte han på sin skriver. Denne gang skulle beskeden ud til alle verdens hjørner. I alle verdens lande skulle folk vide, at her var en prinsesse, der behøvede hjælp fra de allerklogeste.

          På den tid var kopimaskinen endnu ikke opfundet, så der skulle en hel hær af skrivere til for at skrive alle de mange plakater, der skulle bruges. Der kom også mange kloge folk. En del troldmænd indfandt sig, og de udtalte de mægtigste besværgelser, de kendte, for at få døren til at åbne sig. En temmelig fantasiløs arabisk troldmand prøvede for eksempel med ‘Sesam, sesam luk dig op.’ Lige meget hjalp det.

 

Kongen havde efterhånden opgivet alt håb, og Prinsessen var mere end træt af sit ufrivillige tårnophold. Det var nu længe siden, der sidst havde været nogen for at prøve lykken.

          Da kom en vandringsmand til slottet. Han var fattigt klædt i en laset, nærmest tyndskidsgrøn, frakke, og en stor bulet hat. Han fortalte, at han havde vandret meget omkring, og nu havde han hørt, at der sad en prinsesse fast i et tårn her ved slottet. Han ville gerne prøve, om han kunne få hende ud.

          Kongen gik selv med ham ned til tårnet og sagde til Prinsessen derinde, at nu var der endnu en, der ville prøve at få hende ud. Prinsessen reagerede dårligt nok - mumlede bare et eller andet ligegyldigt: “Murlemum muml mumlelum.”

          Vandringsmanden gik rundt om tårnet og studerede det grundigt. Så kiggede han på døren og især på låsen. Han tog en lille lommelygte og lyste ind i låsen; tog også en lille gren og lirkede lidt prøvende i den, mens han lagde øret til.

          “Det der kan du godt opgive,” sagde Kongen. “Vi har haft alle de bedste låsesmede til at prøve at dirke låsen op. Den er dirkefri og desuden temmelig rusten.”

          Vandringsmanden kiggede irriteret op på Kongen. Så satte han sig i græsset og tænkte sig om. Kongen rystede på hovedet; det her kom der vist ikke noget ud af. Han var lige ved at bede vandringsmanden om at gå sin vej; da han rejste sig op, rodede lidt i håret og hev en lille tot af. Den snoede han sammen til en lille løkke, og med den begyndte han at lirke i den rustne lås.

          Kongen gloede på vandringsmanden. Hvad skulle det nu til for? Hvordan kunne han tro, at han kunne åbne låsen med en hårløkke, når selv de dygtigste låsesmede ikke kunne få den op med alt deres fine specialværktøj. Men lige pludselig sprang låsen op og vandringsmanden kunne med lethed åbne døren.

          Kongen var ved at tabe både næse og mund; men han gjorde det heldigvis ikke. Vandringsmanden gik ind og hentede Prinsessen ud. Prinsessen kiggede nøje på ham. Han så jo flink ud, og han måtte være usædvanligt klog, når han kunne regne ud, hvad der skulle til for at få hende ud, når alle verdens klogeste troldmænd og dygtigste låsesmede ikke havde kunnet. Ham kunne hun nok være tjent med at tage til ægtemand.

          Brylluppet blev holdt kort efter, og så snart de var gift, rejste Prinsessen og Vandringsmanden ud i den vide verden. Der oplevede de alle de farlige og spændende eventyr, Prinsessen altid havde drømt om.