Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Prinsesseskolen

 

I landet Sofanien boede Kong Gustav og Dronning Filippa. De havde en lille datter, der hed Prinsesse Josefine. Den lille prinsesse var det sødeste barn, man kunne tænke sig. En rigtig lille sukkergris, med gult krøllet hår, opstoppernæse og øjne så blå som en sommerhimmel. Alle, der så hende, skulle lige prøve at klemme de små kinder for at mærke, hvor bløde var. Og de skulle også lige snuse lidt til hende for at lugte, om det nu også var rigtigt, at hun duftede af honning og marcipan. Al den klemmen og snusen irriterede den lille Prinsesse Josefine noget så frygteligt.

          Hun var i øvrigt ikke så lidt af et vildskud, der altid ville lege de farligste og vildeste lege. Dronningen gav hende altid dukker, dukkehuse, bamser eller den slags, når hun havde fødselsdag; men det gad Josefine ikke lege med. Istedet byttede hun tingene med sine skolekammerater og fik flitsbuer, stylter eller andre af den slags ting i stedet.

          Kongen og Dronningen var noget urolige for, hvordan det skulle gå hende. Når hun blev voksen, skulle hun jo giftes med en prins, som så senere skulle være konge. Så skulle Josefine være dronning, og det passede sig ligesom ikke for en dronning at fare rundt og skyde med flitsbue og gå på stylter.

          “Hun kommer nok over det,” tænkte de. “Så begynder hun at interessere sig for ting, der passer sig bedre for en prinsesse, såsom at brodere korssting og læse kærlighedsdigte.”

          Men Prinsessen kom ikke over det. Da hun var 10 år gammel, var hun stadig en rigtig vildbasse. Hendes forældre vidste sjældent, hvor hun var.

 

En dag skulle der være meget fint besøg. Det var selveste Kong Harald af Padanien, der kom på besøg. Dette besøg havde været forberedt i mange måneder; for Padanien var et meget stort land og nabo til Sofanien, der var ganske lille. Derfor var det vigtigt for Kong Gustav at holde sig gode venner med Kong Harald.

          “Josefine,” havde hendes far sagt med et meget bestemt udtryk i ansigtet. “I dag skal du opføre dig ordentligt og ikke lave ulykker. For i dag kommer selveste Kong Harald af Padanien og han har sine to prinser med. Dem skal du lege med, og det skal foregå stille og roligt!”

          Josefine sagde “Ja, far.” Men hun havde absolut ingen planer om at lege med de to Padanianske prinser. Hun kendte dem godt, og det var simpelthen verdens kedeligste prinser. De kunne slet ikke finde ud af hverken at spille fodbold eller klatre i træer.

          “Du skal være fint klædt på i din nyeste kjole,” fortsatte kongen. “Overhofkjoleskrædder-mesteren har syet en splinterny kjole til dig. Der er 10.000 pailletter på den kjole, de sidder i et mønster, der forestiller hele stjernehimlen, så du har bare at passe godt på den.” Kong Gustav havde fået den mærkelige idé, at hvis bare Josefine fik noget tøj på, der var rigtigt fint og kostbart, ville hun ikke kunne lave ulykker. Hvor han havde den idé fra, er ikke godt at vide.

          Det var meget besværligt for den lille prinsesse at blive fint klædt på. Der var så mange skørter og fløjlsbånd og silkestrømper og elastikker og sølvpailletter og guldsnore og knapper og blonder og perler og diamant-diademer og platin-øreringe og alt muligt andet glimmer og tyl og dit og dat, at det tog fire timer at få hende klædt på. Det satte både Josefines og påklædningshofdamens tålmodighed på en hård prøve.

          Det gik da heller ikke helt efter planen. Kongens plan vel at mærke. Derimod gik lige præcis, som Josefine havde planlagt. Mens hofdamen var i gang med at gøre kjolen klar til, at Josefine kunne få den på, havde hun været nødt til at gå, bare et øjeblik; for at hente et ekstra fint ultramarinblåt silkebånd, som Josefine skulle have omkring livet. Josefine brugte lejligheden til at snuppe sin kængurustylte og hoppe ud af vinduet.

          Josefine var mægtig god til at hoppe på kængurustylte. Hun hoppede af sted hen ad stien, der førte ind i parken. Hun havde heldigvis endnu ikke fået sin fine festkjole på; for den ville næppe være egnet til at hoppe på kængurustylte i. Da hofdamen kom tilbage og så, at Josefine var væk, gættede hun at prinsessen var hoppet ud ad vinduet, for det plejede hun at gøre. Hun løb hen og kiggede ud og ganske rigtigt, der hoppede Josefine af sted, med underkjolen blafrende som et flag omkring sig.

          Hofdamen sukkede. “Hansen!” råbte hun. Hansen var den gamle rosengartner, der netop nu gik og rev nogle rosenbede. “Løb efter Josefine og få hende tilbage. Hun skal komme tilbage og få sit festtøj på.” Så gik hun op til kongen, der netop sad og regerede. Hun fortalte, hvad der var sket og sagde, at hun var nødt til at have noget hjælp, hvis prinsessen skulle blive færdig i tide.

          Kongen sukkede dybt. “Sofus!” kommanderede han. Sofus var kongens regeringskammertjener. “Sofus, De må finde tre andre hofdamer, der kan hjælpe med at klæde prinsessen på.”

          “Meget vel, Deres majestæt,” sagde Sofus og forsvandt.

          Rosengartner Hansen havde i mellemtiden smidt sin rive og var løbet efter prinsessen ind i parken. Men han var en gammel stivbenet mand, der ikke kunne løbe hverken ret hurtigt eller ret langt. Prinsesse Josefine så ham komme og satte endnu mere fart på sin kængurustylte. Hun var altså usædvanligt god til at hoppe på den kængurustylte. Hun hoppede af sted i rasende fart, og gartneren måtte snart helt opgive at følge med. Han så hende forsvinde ind, hvor parken blev til skov. Gartneren måtte stoppe op for at tage sig til hjertet og puste lidt ud, inden han gik tilbage til slottet.

          Da Josefine var kommet et stykke ind i skoven, lagde hun sin kængurustylte fra sig og klatrede op i et træ. Hun var sur. Det var smadder-uretfærdigt, at hun altid skulle være så overdrevent fin, at hun slet ikke kunne foretage sig noget som helst. Hun gad altså ikke gå tilbage. Så skulle hun bare være sammen med de kedelige, fine prinser og sidde til et kedeligt, fint selskab og spise kedelig, fin mad. Nej, hun ville ikke tilbage. Hun ville blive herude hele dagen, så kunne de have det så godt. Josefine var ikke langt fra at græde, når hun tænkte på, hvor gal hendes far ville blive, når hun kom tilbage. Men det var lige meget nu, hun ville ikke.

 

Da gartneren kom tilbage uden Josefine, blev der sat en større eftersøgning i gang. Adskillige kammertjenere og hofdamer måtte ud i skoven for at lede. Det tog sin tid, før de kom af sted, for de skulle jo alle sammen have arbejdsbukser og store støvler på, så de ikke ødelagde deres kammertjeneruniformer og hofdamekjoler. Men Josefine var jo klatret op i et træ, og da hun så flokken af tjener og hofdamer komme, klatrede hun bare endnu højere op. En af tjenerne opdagede hende nu alligevel. Josefine sad så højt, at ingen af tjenerne kunne komme derop. Nogen af dem gik derfor tilbage til kongen og fortalte, at nu havde de fundet prinsessen; men at hun sad så højt oppe i et træ, at der ikke var nogen, der turde klatre op efter hende.

          “Sæt vagt under træet. Hun må vel komme ned engang,” kommanderede kongen.

          Der blev sat vagt under træet; men vagten kom til at sidde længe, for prinsessen kom først ned, da det var blevet mørkt, og hun var helt sikker på, at kongen af Padanien og hans kedelige, fine prinser var gået i seng. Da var hun også så træt, at hun næsten faldt ned af træet.

          Midt om natten kom tjeneren, der havde stået vagt under træet, hjem med en dødtræt og meget beskidt Prinsesse Josefine. Hendes tynde hvide underkjole lignede nærmest noget, der var fisket op af en mose, så grøn og brun var den blevet af at have været med oppe i træet. Tjeneren måtte bære den trætte prinsesse, og kongen orkede ikke at skælde hende ud. Det ville også have været lige meget, for Josefine var så træt, at hun ikke ville have hørt noget af det alligevel.

 

Den historie slog hovedet på sømmet for Kong Gustav og Dronning Filippa. Nu skulle Prinsesse Josefine lære at være en rigtig prinsesse, koste hvad det ville. Og sådan en skød ikke med flitsbue eller hoppede på kængurustylte. Basta. Så de tog hendes flitsbuer og stylter fra hende, og bestemte at hun skulle gå på en skole, hvor der kun var piger, og hvor det var aldeles forbudt at gå eller hoppe på nogen som helst slags stylter. De var nemlig bange for, at det ville blive svært at finde en prins, der ville gifte sig med en, der var så lidt prinsesseagtig.

          Altså blev Josefine sendt på prinsesseskole.

 

På det tidspunkt, hvor denne historie foregår, fandtes der kun én prinsesseskole i hele verden. Det er jo trods alt begrænset, hvor mange elever en skole, kun for prinsesser, kan have. Det var naturligvis en kostskole, altså sådan én hvor eleverne bor på skolen. Den lå langt væk fra næsten alting, så Josefine skulle være længe og langt væk hjemmefra. Det brød hun sig absolut ikke om; men der var ikke noget at gøre, hendes forældre havde besluttet sig: nu skulle hun lære at være en rigtig prinsesse.

          Prinsesseskolen var en stor og meget kedelig, grå bygning; firlænget og fire etager høj. Bygningen omgav en brolagt gårdsplads, hvor der voksede et stort træ. Det meste af gårdspladsen lå derfor i skygge af træets krone. Uden for skolen var en sportsplads og en kæmpemæssig græsplæne. Udenom græsplænen var et tre meter højt hegn med pigtråd på toppen. Det var helt klart ikke meningen, at prinsesserne på skolen selv skulle bestemme noget som helst. ‘Pænhed’ stod der med store smedejernsbogstaver over porten i hegnet. Det var både skolens motto og dens navn. Det var alt i alt et skræmmende sted, den prinsesseskole.

          Da Josefine ankom til skolen, blev hun ærligt talt noget nedtrykt ved udsigten til, at hun nu skulle tilbringe et helt år her, og at hun kun måtte komme hjem en uge til jul og nogle få weekender indimellem.

          “Jeg vil ikke være her. Det ser rigtig kedeligt og væmmeligt ud,” sagde hun, da hendes far afleverede hende ved skolens port.

          “Jamen, det kan ikke nytte noget,” sagde Kong Gustav. “Du er nødt til at lære at være en rigtig prinsesse, og da mor og jeg åbenbart ikke kan lære dig det, må du lære det her på prinsesseskolen ‘Pænhed’.”

          “Øv,” sagde Josefine; men det var lige meget, hvor meget hun øvvede, hun slap ikke. Skolens forstanderinde stod og tog imod hende ved porten, og Kong Gustav vinkede farvel til sin datter, da han kørte bort. Nu var Josefine helt overladt til sig selv på den kedelige grå prinsesseskole ‘Pænhed’.

 

Prinsesseskolen var akkurat lige så kedelig, som Josefine havde frygtet. Alting var forbudt, med mindre det udtrykkeligt var tilladt. Og det eneste der var tilladt, var det, der stod i skolens reglement. Og det eneste, der stod i skolens reglement, var, at eleverne altid skulle gøre, som de fik besked på og aldrig måtte spørge om noget, hvis de ikke udtrykkeligt havde fået lov. Hvis eleverne overtrådte reglementet, kunne de blive straffet med eftersidninger eller i værste fald stuearrest.

          Det første, der skete, var, at Josefine kom ind på uniformslageret, hvor hun skulle aflevere alt sit eget tøj og fik udleveret en skoleuniform. Uniformen var, som alt andet på skolen, grå og kedelig. Derefter fik hun anvist sit værelse. Den prinsesse, som hun skulle bo sammen med, hed Petronella, og talte et sprog som Josefine overhovedet ikke forstod.

          Det var et almindeligt problem på Pænhed. Alle prinsesserne kom jo fra hver sit land, og de fleste forstod derfor ikke, hvad de andre sagde. Derfor skulle alle prinsesser, der ankom til skolen, starte med at lære ‘Pænsk’, som var et sprog skolen grundlægger, Dronning Elizavitaria den 24. selv havde opfundet til formålet. Hendes drøm var, at alle prinser og prinsesser i hele verden skulle lære Pænsk. Så ville de kunne tale sammen på et sprog som ingen, der ikke var kongelige, kunne forstå. Det eneste andet sted i verden, hvor der blev undervist i Pænsk, var på prinseskolen ‘Tapperhed’ der for en sikkerheds skyld lå meget langt væk fra prinsesseskolen.

          Josefine havde altså overhovedet ingen at snakke med. De første tre måneder skulle hun kun en eneste ting; nemlig lære Pænsk sammen med de andre nyankomne prinsesser. Det ville hun selvfølgelig også gerne. Det var jo nødvendigt, hvis hun ville snakke med de andre prinsesser. Heldigvis var Josefine god til at lære sprog, så i løbet af ganske kort tid var hun blevet ganske god til Pænsk.

          Pænsk er et mærkeligt sprog. Det er helt umuligt at være uhøflig, og der findes slet ingen bandeord. Alle sætninger er frygteligt lange. Og det, man siger, afhænger i høj grad af, hvem man siger det til. Det kan for eksempel ikke lade sig gøre bare at sige: ‘jeg er sulten’. Det hedder: ‘Jeg vil blive overordentlig lykkelig, hvis jeg måtte få noget at spise,’ hvis man taler til sin far eller mor, og ‘Vær så venlig at bringe mig et måltid mad,’ hvis man taler til sin tjener. Der er også mange ord, der slet ikke findes. For eksempel ord som ‘fræk’ ‘larmende’ eller ‘lege’. Det kan heller ikke lade sig gøre at sige helt præcis, hvad man mener. Man er nødt til at tale udenom og sige en hel masse høfligt i stedet for.

          Det er selvfølgelig meget besværligt at tale om almindelige ting på Pænsk; og det er da heller ikke meningen, at man skal tale om almindelige ting. Dronning Elizavitaria den 24. mente overhovedet ikke, at prinser og prinsesser skal tale om almindelige ting. De skal tale om kongeting. Konger taler ikke om at lege, og det er ganske umuligt at tænke sig, at en konge skulle kunne være fræk. Derfor fandtes den slags ubrugelige ord selvfølgelig ikke på Pænsk.

          Hvad Dronning Elizavitaria og lærerne på ‘Pænhed’ dog ikke vidste var, at de ord faktisk eksisterede alligevel. Der var nemlig sket det mærkelige; men i og for sig ganske naturlige, at der i tidens løb havde udviklet sig et helt nyt sprog på skolen. Eleverne havde jo alle sammen ord for ‘fræk’ og ‘larmende’ og alt muligt andet nyttigt på deres eget sprog, og de ord brugte de så. I stedet for de ord, der ikke fandtes på Pænsk, brugte de altså alle mulige ord fra alle mulige sprog fra hele verden. Der var sågar ord fra sprog, der var blevet talt af prinsesser, der ikke længere gik på skolen; ordene var blevet hængende længe efter at den prinsesse, der havde bragt dem med sig, var rejst.

          Resultatet var altså, at det sprog eleverne talte, når der ikke var lærere i nærheden, indeholdt en masse ord fra alverdens sprog. Det var et meget mærkeligt sprog, der blev talt rundt om på værelserne på prinsesseskolen. Det største problem for eleverne var at lade være med at bruge de forbudte ord, når lærerne hørte på det.

 

Sådan var altså den verden, Josefine nu skulle lære at kende. Når hun var sammen med lærerne, skulle hun tale Pænsk. Når hun var sammen med de andre prinsesser, skulle hun tale ‘Grimsk’, som prinsesserne for sjov kaldte deres hemmelige sprog. Det var meget besværligt; men heldigvis var Josefine jo en kvik pige, så hun lærte det hurtigt.

          Det med sproget var nu heller ikke det værste. Det værste var alle de andre mærkelige ting, de skulle lære. Det var mest noget, der handlede om, hvordan man skulle opføre sig. De fag, de havde, drejede sig ikke om hverken regning eller historie eller biologi og den slags almindelige ting, man lærer i almindelige skoler. På prinsesseskolen Pænhed var der fag som: ‘Spisning’ ‘Holde tale’ ‘Karetkørsel’ ‘Hilseteknik’ ‘Balregler’ og den slags.

          Faget ‘Spisning’ var et af de mest omfattende. Det gik selvfølgelig først og fremmest ud på, hvordan man bærer sig ad med at spise, når man er prinsesse. Man kan slet ikke forestille sig, hvor besværligt det er. En prinsesse skal sidde lige op og ned, når hun spiser. Ryggen skal være helt rank, og armene skal holdes helt ind til kroppen hele tiden. Man må ikke åbne munden mere end aller højst nødvendigt, så derfor skal man altid tage meget små bidder. Man skal tygge helt af munden, inden man tager en ny bid. Man må for alt i verden ikke åbne munden, mens man spiser; og da slet ikke tale med mad i munden. Ikke engang hvis man taler Pænsk. Rent bortset fra at de fleste ord på Pænsk for en sikkerheds skyld overhovedet ikke kan udtales, hvis man har mad i munden..

          For at prinsesserne kunne lære at sidde helt rankt, mens de spiste, fik de alle sammen en bog på hovedet; og for at de skulle lære at have armene ind til siden, fik de et stykke papir under hver arm. Hvis du nogen sinde har prøvet at sidde på den måde og spise, ved du, at det er næsten umuligt. Men prinsesserne lærte det, for ellers fik de nemlig overhovedet ikke noget at spise.

          Udover måden at spise og sidde på, skulle de også lære, hvordan bordet skulle dækkes. Det var selvfølgelig ikke fordi, de selv skulle dække bord, det skal en prinsesse aldrig; derimod er det overordentligt vigtigt for en prinsesse at vide, hvad de forskellige ting på bordet hedder, og hvordan de skal bruges. For eksempel er der ved ethvert ordentligt kongeligt måltid, altid mindst fem retter mad. De skal spises med hver deres slags knive, gafler eller skeer, og alle disse mange slags bestik har hver sit navn og skal ligge på en ganske bestemt måde på bordet. Alt dette skulle prinsesserne lære. De skulle også lære, hvordan der skulle dækkes bord, hvis der var 6, 7 eller 8, helt op til 12 retter mad. Desuden skulle de kunne se på et glas, om det var beregnet til rødvin, hvidvin, cognac, portvin, sherry, solbærsaft, mælk eller vand. Alle disse drikkevarer havde hver deres specielle slags glas. Derudover skulle de lære hvilken slags drik, man skulle drikke til hver type madvare.

          De skulle endvidere lære, i hvilken rækkefølge retterne plejede at komme, og hvilke forskellige variationsmuligheder der var; samt selvfølgelig hvilke variationer der var helt utænkelige. Hvis der for eksempel bliver serveret is ved en 5 retters menu, er det altid den sidste ret. Hvis det derimod drejer sig om en menu med 8 eller flere retter, kan man godt have en eller endog to retter efter isen, forudsat at ingen af dem er varme, med mindre der serveres kaffe eller andre varme drikke til den sidste ret. Alle den slags indviklede regler skulle prinsesserne lære.

          I faget ‘Karetkørsel’ skulle prinsesserne både lære at stige ind i og ud af en karet. De skulle lære at gøre det i forskellig slags tøj. Der er meget stor forskel på at komme ud af en karet i en stor balkjole og i en lille spadseredragt. De skulle også lære at vinke på den rigtige måde: næsten uden at bevæge hånden. Dem, der fik den højeste karakter i karatkørsel, var dem, der kunne vinke, så man kun lige akkurat kunne se, at de bevægede hånden.

          I ‘Hilseteknik’ skulle man lære at neje på forskellige måder, alt efter hvilket tøj man havde på og, især, efter hvem man hilste på. Der er meget stor forskel på at hilse på en anden kongelig person, på en officer fra hæren, på en minister eller på en almindelig borger. Det kommer også an på, om det er en mand eller en kvinde eller evt et barn, man hilser på.

 

Som man kan forstå, var det helt utroligt meget, Prinsesse Josefine skulle lære på prinsesseskolen Pænhed. Og alt sammen gik det i virkeligheden ud på det samme. Det gik nemlig ud på at lære en hel masse indviklede regler for, hvordan man skulle opføre sig. Ikke fordi den måde at opføre sig på var bedre end alle andre; men fordi når man havde lært den, ville alle andre mennesker kunne se, at man havde fået en god opdragelse som prinsesse, og at man kendte alle de rigtige regler, som kun rigtige prinsesser kender. Man kunne sådan set lige så godt have lavet nogle helt andre regler. Det vigtigste var, at reglerne var indviklede og ukendte for almindelige mennesker.

           Josefine var som sagt et klogt barn, så hun syntes, at det hele var noget værre pjat. Hvorfor kunne man ikke bare lære, hvordan man bærer sig ad med at undgå at genere andre mennesker. Det måtte da være godt nok, syntes Josefine. Hvad skulle alt det pjat med bøger på hovedet og 8 forskellig slags bestik dog til for?

          De andre prinsesser havde ment det samme som Josefine, da de startede på skolen. Men efterhånden som tiden gik, ændrede de fleste af dem mening. Efterhånden syntes de, at det var meget interessant at lære alle de ligegyldige ting, som for eksempel forskellen på hvordan man hilser på en general, og hvordan man hilser på en underkorporal. Hvor lang en tale man kan holde ved et bryllup, og hvad man skal tale med sin bordherre om, hvis han er præsident i et fremmed land.

          De andre prinsesser øvede sig på hinanden og de gik meget op i de forskellige detaljer, som hvor dybt man nejede, hvor langt man satte højre fod bagud, hvordan man slog kjolen til siden: med den ene hånd eller med begge. De lavede små teaterstykker, hvor de spillede forskellige personer, og øvede sig på at opføre sig korrekt overfor hinanden. Al den slags småting morede de fleste af de andre prinsesser sig med; mens Josefine syntes, at det var dræbende kedsommeligt.

          Heldigvis havde Josefine en stor fordel fremfor de fleste af de andre prinsesser: hun var meget klogere. Derfor lærte hun lynhurtigt alle de mærkelige ting, og så kunne hun jo bruge resten af tiden til noget mere fornuftigt - troede hun. Der var bare ikke rigtigt noget fornuftigt at foretage sig på prinsesseskolen. Hun ville gerne lege med de andre prinsesser; men de fleste af dem havde ikke tid; de skulle øve sig i at neje og holde tale og den slags ting.

          Heldigvis var der én, der var ligesom Josefine. Prinsesse Frederikke af Jorland havde det på akkurat samme måde: alle de mærkelige regler og færdigheder, syntes hun, var nemme at lære, og det interesserede hende ikke en døjt. Da Josefine fandt ud af, at Frederikke havde det ligesom hun selv, blev hun meget glad. Nu havde hun endelig én, hun kunne snakke med om fornuftige ting, som hvordan man bedst bygger huler i høje træer; hvordan man hopper på kængurustylte eller skyder med flitsbue; hvordan man bedst digter en spøgelseshistorie, og hvordan den skal fortælles for at være rigtig uhyggelig.

          Specielt det med spøgelseshistorierne var de begge to meget glade for. På prinsesseskolen Pænhed kan man ikke bygge huler i træerne; for der er kun et træ, og det står midt i skolegården, hvor lærerne hele tiden kan holde øje med det. Man kan ikke hoppe på kængurustylte eller skyde med flitsbue, for der er hverken kængurustylter eller flitsbuer, og det er strengt forbudt at have den slags ting med hjemmefra. Men man kan fortælle spøgelseshistorier, for de kræver kun tre ting: god fantasi, god tid samt fred og ro. God fantasi havde Josefine og Frederikke masser af. God tid havde de også, når bare de sørgede for lige at lære deres lektier, så de ikke fik for meget vrøvl. Fred og ro kunne man få, hvis man ellers var klog og vidste, hvor på skolen man skulle gemme sig.

          Frederikke og Josefine var kloge. Aften efter aften, mens de andre prinsesser øvede sig på deres lektier, sad Frederikke og Josefine inde på skolens bibliotek, og lod som om de var dybt begravet i store tunge bøger om pænhed. Men i virkeligheden fortalte de hinanden de mest gruopvækkende spøgelseshistorier. De var selvfølgelig nødt til at tale Pænsk, eller rettere Grimsk, for at kunne forstå hinanden. Der er selvfølgelig ingen ord for ‘spøgelse’ ‘heks’ eller ‘vampyr’ på Pænsk; men så brugte de bare ordene fra deres egne sprog, og forklarede hvad de betød.

 

Da året var gået, havde Josefine og Frederikke lært alt, hvad der var at lære på prinsesseskolen Pænhed: De kunne dække bord med op til 12 slags bestik; de kunne holde en uforberedt tale på nøjagtig 6 minutter for et større selskab af militærpersoner om et tilfældigt emne; de kunne træde ud og ind af en høj guldkaret iført en kjole med 2 meter langt slæb uden at falde; de kunne hilse korrekt på en underofficer af flåden, så man kunne være sikker på, at de ikke troede, at han var korporal i hæren; de vidste, hvem man skulle invitere til sin 17 års fødselsdag, så ingen blev fornærmede. Derudover talte de begge det mest formfuldendte Pænsk, man kan tænke sig. Kort sagt: de havde lært at opføre sig som rigtige prinsesser.

          Men det var alt sammen ligegyldigt. Det vigtige var, at inde i deres hoveder gemte de en skat: 107 af de mest horrible og uhyggelig spøgelseshistorier, der nogen sinde havde været fortalt. Josefine og Frederikke havde taget en beslutning.

 

Da Josefine kom hjem til sine forældre, Kong Gustav og Dronning Filippa, spurgte de selvfølgelig, om hun havde haft det godt, og om hvad hun havde lært. Men Josefine fortalte overhovedet ikke noget om alt det kedelige, hun havde lært på skolen. Hun fortalte om Frederikke og om den beslutning, de havde taget sammen. De ville slet ikke være prinsesser mere. Nu vidste de alt, hvad en prinsesse skulle vide, og det var ærligt talt ikke værd at vide; så de havde besluttet sig til hurtigst muligt at glemme det igen.

          “Jamen Josefine dog, hvad vil du så lave?” spurgte hende far bekymret. “Du kan da ikke bare sådan lade være med at være prinsesse.”

          “Det kan jeg da vel nok,” svarede Josefine. “Det er nemlig det gode ved det. Hvorfor skulle jeg være prinsesse, når jeg overhovedet ikke du’er til det. Jeg er meget bedre til at fortælle spøgelseshistorier end til at hilse på generaler. Selvom - det er jeg nu også ret god til. Frederikke, prinsessen af Jorland, og mig, vi har besluttet, at vi vil rejse rundt i verden og fortælle spøgelseshistorier; den ene gruopvækkende spøgelseshistorie efter den anden.”

          Og tænk dig, sådan blev det. Prinsesserne Josefine og Frederikke rejste rundt i Sofanien og Jorland og fortalte spøgelseshistorier så alle mennesker blev så bange, at de ikke turde gå hjem alene. Og på alle kongeslotte i hele verden fortalte de historierne på Pænsk, eller rettere på Grimsk. Det blev en kolossal succes. Josefine og Frederikke var nok de to lykkeligste forhenværende prinsesser i hele verden. De fik nu alligevel indimellem brug for det, de havde lært på prinsesseskolen Pænhed. Det skete jo, at de blev inviteret på middag, når de havde fortalt spøgelseshistorier på et kongeslot. Og så er det meget godt at vide, hvad sjette gaffel fra venstre skal bruges til, og hvordan man hilser på en admiral, så han er klar over, at man ikke tror, han er løjtnant.