Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet



Regnbueslangen

 

Denne historie er temmelig barsk, og egner sig nok ikke til højtlæsning.
Selvom jeg jo ved at det ender godt, kan jeg faktisk ikke engang læse den selv, uden at det risler lidt ned af ryggen.

 

Regnbuen kommer frem, når det har regnet lige før solnedgang. Men den kan kun ses, sålænge solen er på himmelen. Mens solen synker, rejser regnbuen sig højere og højere, for til sidst at blive ganske svag og forsvinde når solen går ned.

          For tusind år siden kaldte man regnbuen for Bifrost og mente, at den var broen til gudernes verden. Nu siger man, at regnbuen dannes, når solen skinner i de små vanddråber, der svæver i luften efter et regnvejr. Men der findes en anden forklaring. Ifølge den er regnbuen en ung pige, der forvandles til en slange. Her er historien om, hvorfor hun blev forvandlet, og hvordan hun blev befriet.

 

Maria var 11 år. Hun boede sammen med sine forældre i en lille landsby. Maria var en glad pige, der godt kunne lide at gå i skole og havde mange kammerater.

          Hver aften, når Maria var kommet i seng, kom hendes far ind til hende og sagde godnat. Da hun var mindre, havde han altid læst godnathistorie eller siddet og sunget lidt for hende, inden hun skulle sove. Da hun blev lidt større klappede han hende blot på kinden, inden han gik. Nu hvor hun var stor, stak han bare lige hovedet ind, sagde godnat og slukkede lyset.

          En dejlig, solrig efterårsdag fyldte Maria 12. Det var lørdag, og fire af hendes bedste kammerater havde været der. De havde været i biografen, og bagefter havde de fået pizza og sodavand og hjemmelavet chokoladeis til dessert. Det var Marias mor, der havde lavet isen. Maria ville ellers hellere have haft købeis; mors is var altfor stærk, fordi hun kom så meget kakao i. Men hun nænnede ikke at sige noget, for mor ville så gerne lave den is.

          Maria havde haft sin nye kjole på. Den havde hun fået samme morgen, så hun kunne være fin på sin fødselsdag. Da hun var kommet i seng den aften, stak hendes far som sædvanlig hovedet ind ad døren for at sige godnat.

          “Nåh - Maria, var det en god fødselsdag.”

          “Ja far, og tak for biografturen og for kjolen.”

          “Du så rigtig sød ud i den kjole,” sagde hendes far. “Nåh - men godnat.” Og så slukkede han lyset, og et øjeblik efter lukkede han døren.

          Maria lå lidt og vendte sig i sengen. Det var altid lidt svært at falde i søvn efter sådan en dag. Da følte hun med ét, at hun ligesom ikke var alene i værelset. Hun satte sig op i sengen og kiggede ud i mørket. Hun kunne netop ane en skygge, der bevægede sig hen imod hendes seng.

          “Er det dig, far,” sagde Maria ud i mørket.

          “Ja, det er mig - men bare rolig - der sker dig ikke noget,” lød hendes fars stemme. Maria syntes, at det var noget underligt noget at sige, for hvad kunne der ske?

          “Nej - gå nu, jeg vil sove,” sagde hun. Men hendes fars skygge blev stående ved sengen. Ludende frem og tilbage. Den så helt forkert ud. Maria rakte hånden op og tændte sin lille natlampe, der hang på væggen over hendes hoved.

          Maria trak sig forskrækket tilbage, og der undslap hende et lille skrig. Det var ikke hendes far, der stod ved sengen. Hen langs gulvet slyngede en mægtig slange sig. Den løftede det forreste af sin krop lodret i vejret. Slangen var dækket af fine fjer, der glimtede i alle regnbuens farver. Den talte til hende med hendes fars stemme.

          “Kære Maria, du skal ikke være bange. Det er bare mig - din far. Kom nu, du skal danse med mig.”

          Maria ville ikke. Hun var alt for bange for den store regnbueslange; men den blev ved med at tale til hende med hendes fars stemme, dæmpet, beroligende. Den var jo hendes far; der ville ikke ske hende noget; hun ville vel ikke gøre sin far ked af det? Til sidst synes Maria, at hun var nødt til at gøre, som slangen bad hende om. Hun rejste sig fra sengen og gik hen til den.

          Den dans, Regnbueslangen dansede med sin datter, skal ikke beskrives her. Et koldt mørke lagde sig over Maria, og hun prøvede at lade som om, det ikke var hende selv, men en anden, der dansede med Regnbueslangen. Da dansen var slut, befalede slangen, at Maria ikke fortalte nogen, at hendes far var en regnbueslange om natten, og heller ikke at han kom ind og dansede med hende. Hvis hun gjorde det, ville der ske forfærdelige ting, fortalte den. Både med hendes far og med hende selv. Død og ulykke ville ramme dem begge.

          I den følgende tid kom Marias far oftere og oftere i Regnbueslangens skikkelse og dansede med hende om natten. Maria lå hver aften og håbede, at i nat ville slangen blive væk. Hun lærte sig at genkende det mærkelige blik i farens øjne, når han sagde godnat. Det blik der betød, at i nat ville Regnbueslangen komme.

          Maria fortalte aldrig nogen om dansen med slangen. Igen og igen fortalte den hende, hvilke forfærdelige ting der ville ske, hvis nogen fik det at vide. Hvad skulle den stakkels Maria gøre, andet end at tro den. Den var jo dog hendes far.

 

Så gik årene.

          Maria var blevet voksen. Hun var flyttet hjemmefra, så snart hun kunne. Hendes far havde ganske vist forsøgt at få hende til at blive; men moren havde fornemmet, at det var bedst, hvis hun flyttede. Maria havde stadig ikke vovet at tale til nogen om de natlige danse med Regnbueslangen. Det var blevet en frygtelig hemmelighed, som hun hverken kunne glemme eller fortælle om.

          Maria havde nu en kæreste, Martin hed han. De havde allerede kendt hinanden længe, og han var begyndt at tale om, at de skulle gifte sig eller i det mindste flytte sammen. Maria ville helst ikke; men hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Foreløbig boede de i hver sin lille lejlighed inde i den store by.

          En sommeraften var de på besøg hos Marias forældre. De sad på den overdækkede terrasse og var netop blevet færdige med et sent aftensmåltid. Det havde småregnet lidt, men var ganske lunt alligevel. Nu var regnen hørt op, og solen tittede så småt frem mellem skyerne. Inden længe ville den gå ned.

          Maria havde siddet så urolig på stolen det sidste kvarters tid; og hendes far havde betragtet hende med et underligt udforskende blik. Pludselig rejste hun sig og undskyldte sig med, at hun skulle på toilettet. Hun gik ind i huset.

          Martin rejste sig også fra bordet og slentrede lidt rundt i haven. Pludselig kaldte han omme fra forhaven

          “Kom og se!” Marias forældre gik om til ham, og der så de den skønneste regnbue. Farverne stod skarpt mod de mørke skyer; det var et betagende syn. Mens solen langsomt sank bag huset, så de regnbuen rejse sig højere og højere. Så blegnede den og forsvandt.

          Maria kom ud af huset. “Nå - her er I, jeg kunne ikke finde jer,” sagde hun. “Maria - det var ærgerligt, at du ikke kom lidt før,” sagde Martin. “Der var den flotteste regnbue, jeg længe har set.”

          “Nåh - ja det var da ærgerligt.” Marias far så undersøgende på hende; men hun undgik hans blik. “Nåh - men vi må vel også hellere se at komme hjem, inden det bliver for sent, ikke Martin.”

 

Det varede noget, inden Martin rigtigt lagde mærke til det. Men i den kommende tid så han forbavsende ofte regnbuen på himmelen. Det varede også noget, inden han lagde mærke til, at det altid skete, når Maria var i nærheden, men befandt sig ude af syne.

          En dag fandt han dog ud af, hvordan det hang sammen. Maria var på besøg hos Martin, og det var netop sådan en aften med regnvejr lige før solnedgang, hvor man indimellem får regnbuen at se. Maria var gået i bad, og Martin stod og så ud gennem vinduet. Igen stod regnbuen lysende klar mod baggrunden af mørke skyer.

          Synet var så smukt, at han ville dele det med Maria. Han gik ud til badeværelset, bankede på og kaldte

          “Maria - skynd dig, kom og se regnbuen.” Men hun svarede ikke. Han åbnede døren og kiggede hen imod badekarret, hvor han havde ventet, at Maria ville sidde; men bortset fra vand var karret tomt. Han gik videre ind i soveværelset, men der var hun heller ikke. Heller ikke i køkkenet. Tilbage i stuen så han igen ud af vinduet; regnbuen var begyndt at blegne - snart var den helt forsvundet.

          Martin hørte en lyd bag sig og vendte sig om. Der stod Maria smilende med et håndklæde omkring sig, i gang med at tørre sit hår.

          “Hvor var du?” ville Martin vide. “I bad,” svarede Maria forbavset. “Nej - jeg var inde for at hente dig, så du kunne se regnbuen; men du var der ikke. Du var heller ingen andre steder i lejligheden. Hvor var du.”

          Maria satte sig i sofaen. Hun stirrede lidt forskræmt på Martin.

          “Kære, kære Martin. Der er noget, jeg ikke har fortalt dig. Jeg har en hemmelighed, som jeg ikke har kunnet dele med nogen.”

          Martin kiggede lidt mistroisk på hende. “En hemmelighed. Jeg troede ikke, vi skulle have hemmeligheder for hinanden.”

          “Det skal vi heller ikke - og jeg skal også nok fortælle dig det. Det er bare så mærkeligt og ubehageligt. Jeg troede, det ville gå væk; men det er bare blevet værre og værre. Af og til forvandles jeg til en regnbueslange. For det meste kan jeg styre det. Men som nu, hvor vejret er det helt rigtige for regnbuer, kan jeg ikke forhindre det. Så må jeg gå udenfor og rejse mig som en regnbue på himmelen. Når du ser regnbuen, er det i virkeligheden mig, du ser. Og som sagt; det bliver værre og værre. Kære, kære Martin. Hvordan skulle du kunne tro mig. Hvordan skulle du kunne leve med sådan én som mig.”

          Martin sad og stirrede ud i luften. Som du nok har gættet, var denne historie simpelthen for umulig til, at han kunne tro den.

          “Du lyver. Hvordan skulle det ske? Hvorfor skulle det ske for netop dig? Hvorfor vil du ikke fortælle mig, hvad der i virkeligheden sker?”

          “Kom,” svarede Maria og rejste sig. “Men Martin. Jeg kan ikke leve med, at du har afsløret min hemmelighed. Derfor må jeg sige farvel her. Vi ses aldrig mere. Jeg drager til Landet midt i Regnbuen, hvor mennesker ikke må komme. Dertil kan du ikke følge mig.”

          Hun tog Martin ved hånden og gik udenfor, hun havde stadig kun håndklædet svøbt om sig, men det generede hende åbenbart ikke. De gik ud af lejligheden, ned ad trappen og ud på græsplænen mellem husene. Her slap Maria Martins hånd og gik lidt væk fra ham. Hun lukkede stille øjnene, lod armene hænge slapt med langs siden, vendte ansigtet let opad og strakte sig på tæer.

          Forvandlingen skete ret for øjnene af Martin, og han troede ikke, hvad han så. Marias krop straktes længere og længere. Samtidig antog den mere og mere farve og blev mere og mere gennemsigtig, som om den var lavet af lys. Hun vred og vendte sig, og hendes hoved blev som en slanges, med hvislende tunge og lange tænder, Snart forsvandt slangen, og hun stod som en mægtig regnbue med strålende klare farver. Det varede kun ganske kort, så krøb regnbuen ligesom ind i sig selv og forsvandt. Maria var væk.

 

“Hvordan - hvorfor - ?” Martin lignede et stort forstenet spørgsmålstegn, da Maria forvandledes og forsvandt. ‘Landet midt i Regnbuen’, havde Maria sagt. Det var der, hun var. Martin tænkte ikke over hendes advarsel. Han måtte finde hende. Han måtte finde ud af, hvad der i virkeligheden skete, og hvordan han kunne udfri sin kæreste af den fortryllelse, der havde ramt hende. Han måtte få hende til at fortælle, hvad der var sket, siden hun undergik en sådan forvandling.

          ‘Landet midt i Regnbuen’ Det måtte betyde, at han skulle i retningen af regnbuens centrum. Han huskede præcist, hvor Maria havde stået, da forvandlingen skete, og hvor regnbuen havde været. Han måtte rejse i den retning, så langt han kunne. Til verdens ende om nødvendigt.

          Martin skyndte sig op i lejligheden, tog sin rygsæk og fyldte de mest nødvendige ting i den. En sovepose, lidt rent tøj og noget mad. Så var han klar.

          Mens Martin løb ned af trapperne, var det ligesom om, tiden gik i stykker. Han lagde dårligt nok mærke til det; men mens han løb, blev trappens beton erstattet af træ, og væggene, der havde været af malet beton, var nu råt udhuggede kampesten. Han skubbede døren, der nu var af tungt egetræ, op; den knirkede på rustne hængsler. Han tænkte et kort øjeblik på, at han måtte fortælle viceværten, at den skulle smøres.

          Udenfor var alt forandret. I stedet for højhuskvarteret med græsplæner og asfalterede parkeringspladser, stod han i en landsby med lave huse og toppede brosten. En gammel mand sad på en sten og kiggede på Martin.

          “Du ser mig noget forvirret ud. Er der noget galt,” spurgte den gamle.

          “Hvor er jeg, og hvilket år er det her?” spurgte Martin og kiggede sig forvirret omkring.

          “Hvis du stiller de forkerte spørgsmål, får du de forkerte svar. Spørgsmålet er ikke hvor og hvornår, men hvorfor. Og svaret er: fordi du skal redde Maria. Se så at komme af sted. Din hest står derhenne.” Manden pegede på det sted, hvor Martins cykel plejede at stå. Cyklen væk, i stedet stod der en smuk, hvid hest med gylden manke.

          Martin holdt op med at spørge og svang sig op på hesten. Skønt han aldrig før havde prøvet at ride, mærkede han, at den lystrede ham. Med en torden af hestehove mod brosten red Martin af sted mod ‘Landet midt i Regnbuen’.

 

Skal jeg rejse end så langt

Skal jeg rejse end så længe

Jeg vil finde dig til sidst

 

Verset blev ved at lyde i Martins hoved. Han vidste ikke, hvor det kom fra; men det passede jo fint. Martin rejste langt og længe. Martin rejste hurtigt. Hver aften, når solen gik ned, stod regnbuen foran ham og viste vejen. Ret frem mod midten af regnbuen red han, og højere og højere stod den på himlen for hver dag, der gik.

          Efter mange dages ridt kom han til et stort vand. Det var netop blevet aften, og solen var på vej ned. Over ham stod den klareste og smukkeste regnbue, han nogensinde havde set. Det var som om, den var ganske tæt på; som om man næsten kunne røre ved den.

          “Jeg må snart være der,” sagde Martin højt til sig selv.

          “Være hvor,” lød en stemme i nærheden. Og Martin så en gammel mand, der sad på en sten nede ved vandet. “I ‘Landet midt i Regnbuen’,” svarede Martin. “Kender du det sted; ved du, hvor det er, og hvordan jeg kommer derhen.”

          Manden på stenen stirrede på Martin med underlige øjne. “Joh - det land kender jeg godt. Men hvad vil du mon der. Det er jo dog ikke et sted for levende mennesker.”

          “Jamen - jeg er nødt til at finde det, for dér er min kæreste.” Og så fortalte Martin den gamle om Marias mærkelige forvandling og om sin beslutning om at udfri hende af fortryllelsen. “Kender du den fortryllelse, og ved du hvordan, man ophæver den.”

          “Joh,” sagde den gamle. “Nu er du begyndt at stille de rigtige spørgsmål. Men ved du, at det er farligt? I ‘Landet midt i Regnbuen’ lever regnbueslangerne, og de er ikke venligt stemt. De har så mærkelig en magt over mennesker.

          Skal du frelse din kæreste, må hun selv hjælpe til. Vil hun det ikke, kan du intet gøre. Det er dog ikke let. Når hun forvandles, har du din chance. Du må være modig. Regnbueslangen vil forsøge at bide dig; men du må ikke lade den gøre det. Du må være hurtig. Du har jo kun så kort tid. Du så, hvor hurtigt hun forvandledes; og det er kun i det korte minut, hvor regnbueslangens hoved er synligt, at du kan frelse hende. Grib om slangens hoved, kræng huden tilbage. Helt af. Tre gange i alt må du krænge huden af hende, før hun er frelst. Du må ikke lade dig stoppe af, hvad du ser, hvad enten det er grimt eller smukt.

          “Men hvor er ‘Landet midt i Regnbuen’, og hvordan kommer jeg dertil,” ville Martin vide. “Det må være ganske tæt herpå.” Den gamle mand pegede udover vandet, hvor en tæt tåge dækkede for udsynet. Så rejste han sig og forlod stedet.

          Martin ville løbe efter ham for at spørge, hvordan han skulle komme over vandet; men manden var væk. Han gik tilbage til stedet, og her fandt han en lille robåd. Han sagde farvel til sin hest, skød båden fra land, satte sig op og begyndte at ro ud i tågen.

 

Som Martin roede frem over vandet, opslugte tågen ham. Kold og gennemtrængende omsluttede den ham, og han mistede snart fuldstændigt fornemmelsen af sted og retning. Her ville. “Hvorhen?” vist være det rigtige spørgsmål, tænkte han. Men der var ingen at spørge, så hvad kunne han gøre, andet end blot at blive ved at ro og håbe, at noget ville vise sig.

          Og noget viste sig. Båden skurede pludselig mod bunden og sad fast. Martin sprang i vandet og vadede prøvende et par skridt frem, og snart stod han på det tørre land. I det samme lettede tågen, og han så, at han stod på en smal stribe sandstrand. Han begyndte at gå ind i landet.

          Det var et smukt land, han var kommet til. De dejligste frugter hang fra træernes grene, og overalt var jorden dækket af blomster i stærke farver. “I alle regnbuens farver,” tænkte Martin, og det rislede lidt ned ad ryggen på ham ‘alle regnbuens farver’ dette var altså virkelig ‘Landet midt i Regnbuen’, som han havde søgt så længe.

          Det første menneske han mødte, var en venlig og indsmigrende mand, der villigt svarede på Martins spørgsmål. Jo - han kendte da godt Maria, der var kommet hertil for nylig. Jo - han vidste, hvor hun boede. Martin skulle blot følge med, så skulle han nok få hende at se. Men - først skulle de lige ind på en kro her tæt ved. Martin måtte da være sulten og tørstig efter rejsen. Nej, han skulle ikke bekymre sig om betaling, Kromanden skulle da nok give ham både mad og drikke. Og Martin spiste og drak og følte sig vel tilpas og lidt døsig.

          Et lille orkester spillede dansemusik ovre i hjørnet. En kvinde med smukke øjne kom hen til Martin og spurgte, om han ikke ville danse, og Martin glemte helt, hvad han var kommet for. Glemte den gamles advarsler og dansede med kvinden med de smukke øjne.

          Musikken blev ligesom blødere og mere gyngende, og kvinden med de smukke øjne blev også ligesom mere gyngende i sin dans. Hun vred og vendte og strakte sig. Rakte armene op over hovedet og snoede dem sammen. Samlede fødder og knæ og snoede og vred hele sin krop som en slange. Og Martin så, at hun var i færd med at blive en slange, en regnbueslange.

          “Nej -.” Martin lukkede øjnene, virrede med hovedet og ville væk. Kvinden med de smukke øjne vred sig rundt om ham og ville forhindre ham i at gå. Han skubbede hende brutalt til side og løb ud af krostuen. På en sten ved vejen sad en gammel mand.

          “Der var det vist nær gået galt. Jeg sagde det jo, at du skulle være forsigtig. Jeg troede, du var her for at finde din kæreste, og så bruger du tiden på at æde og drikke, og danser med den første den bedste, der spørger.”

          Martin slog øjnene ned. “Undskyld, jeg skal nok være mere forsigtig; men jeg var sulten og træt.”

          “Du skal ikke undskylde. Jeg kan jo være ligeglad. Det er ikke min kæreste, der er fortabt i regnbueslangernes land. Men vær lidt mere forsigtig.” Den gamle rejste sig og gik, og selvom Martin forsøgte at følge ham med øjnene, forsvandt han alligevel for ham.

 

Martin begav sig igen på vej, og snart kom han til en by. Menneskene i byen så ganske normale ud, men Martin vidste jo bedre: de var alle regnbueslanger. Han vidste jo, at han ikke kunne regne med at finde Maria lige med det samme, så han måtte hellere få noget arbejde for at tjene til livets ophold, mens han ledte.

          Martin gik ind på byens hotel og spurgte, om de ikke havde brug for en rask mand ved opvasken. Jo - det havde de da, og så fik han arbejde som opvasker, med lov til at sove i køkkenet og spise, hvad der blev tilovers fra gæsternes måltider.

          Når han havde fri, gik han omkring i byen og spurgte folk, han mødte, om der var kommet nogle nye beboere til for nylig. Specielt om der ikke var kommet en ganske ung kvinde, der hed Maria. På den måde lykkedes det ham snart at finde ud af, hvor Maria opholdt sig; og en aften opsøgte han hende, hvor hun boede.

          Maria blev forfærdet ved at se ham. “Jamen Martin - jeg sagde jo, at du ikke måtte følge efter mig. Og hvordan har du fundet herud. Ingen ved, hvor regnbueslangernes ø ligger. Ingen er nogen sinde sluppet herfra, når man først er kommet her. Det er for farligt Martin.”

          “Jeg ved det,” svarede Martin. “Men bare rolig, jeg skal nok klare mig. Nu skal du fortælle mig, hvorfor du er blevet fortryllet. Så skal jeg nok løse dig, så du kan komme med mig hjem.”

          “Nej Martin, det kan jeg ikke.” Maria slog øjnene ned. “Det er ikke til at tale om.”

          “Jeg ved det,” sagde Martin. “Du blev slange, fordi du dansede med en regnbueslange. Men det er lige meget. Jeg ved, hvordan du kan løses; men det kræver, at du vil.” Martin fortalte, hvad den gamle havde sagt, om at han skulle krænge huden af regnbueslangen lag for lag, hvis hun skulle befris.

          “Vil du lade mig gøre det,” spurgte han

          “Det ved jeg ikke,” svarede hun. “Når forvandlingen kommer, er jeg ikke mig selv. Nej, Martin, det er for farligt. Hvad hvis slangen bider dig, den har så lange tænder.”

          “Men Maria, det er den eneste udvej. Nu er jeg kommet så langt for at frelse dig, så må det gå, som det kan. Jeg rejser ikke hjem uden i det mindste at have forsøgt.”

          “Så lad gå da.” Maria var bange. Hvad hvis hun kom til at bide Martin, når hun var slange. Hun var jo ikke sig selv, når fortryllelsen havde tag i hende. Men nu var beslutningen taget, så måtte der komme, hvad der ville.

 

Martin og Maria gik ned i en park, der lå i nærheden. Maria strakte sig på tæer i sin vante positur, med armene ned langs siden og hovedet lidt opadvendt. Igen så Martin det fantastiske syn af Marias krop, der forvandledes til lys i alle farver, mens den strakte sig længere og længere.

          Idet regnbueslangens hoved kom til syne med den spillende tunge og de lange skarpe tænder, sprang Martin til, greb om dens kæber og tvang dem tilbage. Slangen vred og vendte sig for at kaste ham af eller komme til at bide ham; men han holdt fast og undgik behændigt den tænder.

          Med en kraftanstrengelse, han ikke selv havde troet mulig, fik han vredet slangens kæber helt tilbage og kunne nu trække skindet af slangen fra hovedet helt til halespidsen, indenunder var slangens skind helt sort. Dyret var rasende af smerte og kastede sig over Martin; men han undgik igen dens bid og fik også vredet det sorte skind af den.

          Det syn, der nu mødte ham, tog helt vejret fra ham. Der stod Maria; men det var alligevel ikke hende. Så skær og fin og lysende hvid i huden var hun, at det næsten skar i øjnene. Hun var så blændende smuk, at han et øjeblik helt glemte, at han jo skulle krænge tre lag hud af hende. Han greb hende. Hun skreg hjerteskærende, da han i én stor bevægelse vred hendes læber tilbage og krængede huden af hendes krop.

          Hjælpeløst afkræftet lå Maria foran Martin. Hun var nu i sin sædvanlige skikkelse, som han kendte hende fra før forvandlingen. Han satte sig på jorden og tog hende op i sine arme. Roligt rokkede han hende frem og tilbage, mens han mumlede små syngende lyde.

          Da Maria og Martin var kommet sig så meget, at de igen kunne se verden omkring sig, så de, at de var tilbage på græsplænen foran deres hjem. Martins cykel stod, hvor den plejede. Men lå der ikke ligesom et gyldent skær over styret?

Opdateret 19/06/2016