Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Skeletskabet

 

Engang i en tid i et land langt herfra boede den selvglade Kong Erik. Men hvad skulle den stakkels selvglade Kong Erik dog gøre. Hans fine nye slot var efterhånden helt ubeboeligt. Det hylede og skreg og jamrede og tudede og raslede hver eneste nat, så det var helt umuligt at bo der. Som tiden var gået, var det blevet værre og værre, og nu kunne ingen længere holde det ud. Men - der er vel en årsag. Larm og ballade og ubeboelighed kommer vel ikke bare snigende af sig selv.

          Den selvglade Kong Erik havde selv bygget det fine slot, da han overtog tronen efter sin far. Det gamle slot, han havde arvet, var ved at være noget faldefærdigt; mange hundrede år gammelt var det. Faktisk var det så gammelt, at ingen længere var helt sikre på hvem af kongens utallige forfædre, der havde bygget det. Nogle mente, at det måtte være Kong Edgar den rige; andre at det var Edmund den rigere; atter andre holdt på, at Edvard den rigeste havde bygget det. Endelig var der nogle få, der mente, at det måtte være Edvin den nærige, der havde været bygmester; for slottet havde været så dårligt bygget, at der konstant havde været håndværkere i gang med at reparere det i de sidste mange hundrede år.

          Kong Erik havde mistet tålmodigheden med det gamle slot, og beordret det revet ned. Uanset hvem af hans navnkundige forfædre, der havde bygget slottet, så ville han ikke blive ved med at reparere på det gamle l... Det skulle ned, og et nyt skulle opføres på samme sted.

 

Det nye slot blev aldeles pragtfuldt. Fra alle verdens riger og lande kom konger og dronninger til den store indvielsesfest; og alle roste de det fantastiske slot i høje toner. Den selvglade Kong Erik gik selvsikkert omkring og slog med nakken og viste alle herlighederne frem for de fornemme gæster.

          Slottets ydre var da også ganske fantastisk at se: alle tagrender var af guld og taget var tækket med sølv, så det strålede og gnistrede, når solen skinnede på det. Der var de mest fantastiske søjlegange og karnapper og kviste. Indendørs var alle vægge prydet med de smukkeste gobeliner og malerier. Alle søjler, gelændere og rækværk var smukt udskåret i de fineste træsorter. Gulvet var overalt af det hvideste marmor. Det var i sandhed et utroligt slot.

          Men tronsalen måtte gæsterne ikke se.

          “Hvorfor må vi ikke se tronsalen?” spurgte nogle af gæsterne.

          “Den er desværre ikke helt færdig,” svarede Kong Erik. “Der er så frygteligt rodet derinde.”

          Det syntes gæsterne jo var noget underligt noget; sådan at invitere folk til at se et slot, hvor det vigtigste rum ikke var færdigt. Og det var da heller ikke sandt, at tronsalen ikke var færdig. Årsagen til at salen ikke blev vist frem, var alle de mærkelige lyde, der kom fra det store indbyggede skab, hvor kongen opbevarede sine kronregalier: Det vil sige sin krone, sit scepter, sit guldæble, sin fine hermelinskindskåbe og den dragt han havde på, når han regerede. Udover disse fornemme ting, var der ingenting i skabet, så det var aldeles uforståeligt, hvem der lavede de mærkelige lyde, der undertiden kom fra skabet. Det lød nærmest, som om nogen var kommet i klemme og forsøgte at komme fri. Den slags kan man ikke vise frem for fornemme gæster, syntes den selvglade Kong Erik.

          Kongens tre døtre, de fine prinsesser Laila, Sofie og Nanna-Amalie, vidste godt, hvorfor folk ikke måtte se tronsalen. Men deres far havde på det strengeste forbudt dem at fortælle om lydende til nogen. Derfor gik de tre prinsesser helt tavse omkring under det fornemme besøg. De kunne jo ikke vide, om der var andre ting, den selvglade Kong Erik ikke ville have, at de fortalte. De hilste stille på de fornemme gæster, smilede måske en anelse til de unge prinser; men sagde ingenting. De så sjældent eller aldrig gæsterne lige ind i øjnene, men slog altid blikket ned.

          De fleste af de tilrejsende konger og dronninger var meget imponerede over så velopdragent og høfligt, de tre prinsesser opførte sig; men prins Rune undrede sig. Han var prins i et meget fjernt og meget fattigt kongerige, og nu gik han her på Kong Eriks slot og undrede sig. Mere end én gang, når han kiggede på en af prinsesserne, mødtes deres blik lige et kort sekund, inden hun tog øjnene til sig.

          “Hvorfor er prinsesserne så triste,” spurgte han Kong Erik, og det var jo dristigt spurgt. Kongen kunne jo finde på blive fornærmet og bede Rune om at lade være med at blande sig i ting, der ikke vedkom ham. Og det var netop, hvad kongen gjorde. Han blev endog meget fornærmet og bad Prins Rune og hans forældre øjeblikkeligt forlade slottet og ikke mere vise sig dér i landet. Det var heldigt for Prins Runes far, at hans land lå så langt væk. Havde de været naboer til Kong Eriks rige, havde det nok været ubehageligt at være uvenner.

          Prins Runes forældre var nu ligeglade. Nu havde de jo set det fornemme slot, med undtagelse af tronsalen naturligvis, og den selvglade Kong Erik var faktisk ved at trætte dem lidt. De rejste altså hjem og regnede ikke med, nogen sinde at skulle besøge Kong Erik igen.

 

I de uger og måneder, der fulgte på besøget, kunne Prins Rune dog slet ikke glemme de sørgmodige prinsesser. Specielt den yngste, prinsesse Nanna-Amalie, kunne han ikke få ud af hovedet. Det var ikke fordi, hun var den smukkeste, for det var helt afgjort prinsesse Laila. Men der var noget ved Nanna-Amalies blik, der havde bidt sig fast i Runes sind.

          I modsætning til sine forældre ønskede Prins Rune mere end noget andet at vende tilbage til Kong Eriks slot. Han ville spørge Nanna-Amalie om, hvad det var, der plagede hende. En sådan rejse kunne imidlertid under ingen omstændigheder komme på tale; det var aldeles udelukket. Kong Erik var stadig rasende over, at Rune havde formastet sig til at spørge om ting, der ikke vedkom ham. Hvis han vendte tilbage, ville han uden tvivl blot blive afvist og ikke engang få lov til at blive i landet. Han ville blive jaget ud som en hund.

          “Under ingen omstændigheder,” sagde hans far, da Rune spurgte, om han måtte besøge Nanna-Amalie. “Det kan der under ingen omstændigheder være tale om. Vi gør bedst i alle sammen at glemme episoden hurtigst muligt. Hvis vi fornærmer Kong Erik yderligere, kunne det gå ud over vores udmærkede salg af rygeost til hans land.”

          Men Prins Rune kunne ikke glemme Nanna-Amalie.

          “Der kommer nok en chance,” tænkte han.

          Og ganske rigtigt. Der kom en chance. En af de chancer der skal gribes, og Rune greb.

 

Kong Eriks slot var som sagt efterhånden fuldstændig ubeboeligt. Om dagen var det sådan set et udmærket slot; men om natten var der ikke til at være. I den store tronsal, der lå midt i slottet, var der en frygtelig larm hver eneste nat. Det var startet med lidt sukken og jamren. Ikke noget særligt; man hørte det kun i selve tronsalen; og kun når der var helt stille. Men efterhånden blev lydene kraftigere, og snart kunne de også høres udenfor tronsalen, selv når døren var lukket.

          I begyndelsen var lydene som sagt ganske svage, og kongen havde en enkelt gang prøvet at åbne skabet om natten, for at se hvad der lavede de uhyggelig lyde. Men det skulle han aldrig have gjort. Ud af skabet væltede tre skeletter. De styrtede løs på kongen og hylede og skreg og jamrede, så det var en gru. Kongen måtte i al hast flygte ud af tronsalen, for at slippe fra dem. Det gik så hurtigt, at det eneste han havde nået at se var, at skeletterne havde haft krone på hovedet. Da man næste morgen kiggede derind, var der ingenting at se, og i skabet var der ikke det mindste spor efter skeletterne.

          Kongen havde flyttet kronregalierne til et andet skab; men lige meget hjalp det, sukkene og hylene fortsatte. Så hyrede han nogle håndværkere til at rive skabet ned. Men da de tog fat, blev der en sådan jamren og skrigen fra skabet, at håndværkerne flygtede langt væk og nægtede at vende tilbage til slottet.

          Lydene var som sagt blevet kraftigere og kraftigere, og nu var det efterhånden blevet helt umuligt at bo på slottet. Én efter én forlangte tjenestefolkene at flytte, og overnatte et andet sted end på selve slottet. Til sidst blev kongen og hans familie også nødt til at flytte. De boede nu i et lille ekstraslot, som kongen havde fået opført ved siden af det store. Snart stod hele det store fornemme slot tomt. Det blev kun brugt af kongen og hans regering, når der skulle regeres.

          Den selvglade Kong Erik var sur. Her havde han opført et helt overdådigt smukt slot, og så blev han nødt til at bo på i det usle lille ekstraslot. Hvad skulle han gøre? Han tilkaldte sin hof-troldmand; han måtte kunne finde på råd. Hof-troldmanden havde før uden held prøvet at få lydene til at holde op. Nu forlangte kongen, at han fandt på noget; ellers ville han blive fyret.

          Troldmanden blev frygteligt nervøs. På den tid var der ret stor arbejdsløshed blandt troldmænd, og udsigten til at miste sin gode stilling som hof-troldmand forskrækkede ham. Han satte sig ind på sit bibliotek, hvor han havde flere hundrede bøger om trolddomskunst. Her gav han sig til at læse, og efter en uge, hvor han havde læst næsten dag og nat, mente han at han havde fundet frem til, hvad der skulle gøres. Han gik til kongen.

          “Højstærede Kong Erik,” begyndte han, for sådan ønskede kongen, at man talte til ham, han var jo en meget selvglad konge. “Højstærede Kong Erik, jeg har nu fundet frem til en måde, hvorpå Deres slot igen kan blive beboeligt. Det er i sandhed såre enkelt. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke er kommet i tanke om det noget før. Løsningen er i sin strålende enkelthed så logisk og let, at jeg burde have indset det for længe siden. Det er så simpelt at gennemføre, at jeg ikke kan forestille mig, at det kan volde nogen problemer. Inden ret længe vil deres slot være befriet for disse mærkelige lyde, hvis de blot udfører denne udmærkede plan.”

          Troldmanden så indsmigrende på kongen, der gloede irriteret tilbage.

          “Jamen så sig dog, hvad det går ud på, i stedet for bare at stå der og ævle om, hvor let det er,” sagde han.

          “Jo, nu skal de høre, højstærede konge,” sagde Troldmanden nervøs. “Det er som sagt såre simpelt. Det eneste, De skal gøre, er at få en ung mand til at overnatte i tronsalen sammen med en af de tre prinsesser. Hvis de begge to formår at opholde sig i salen hele natten, uden hverken af flygte eller dø af skræk, vil den forbandelse, der hviler over slottet, være hævet. Dog er det vigtigt, at det foregår en nat, hvor månen er fuld, ellers virker det ikke.”

          “Hviler der en forbandelse over slottet? Jamen hvor kommer den fra?” ville kongen vide.

          “Ja, se det siger bøgerne ikke noget om. Det er jo muligt, at man får det at vide, når den bliver ophævet. Ellers må man jo bare glæde sig over, at den er væk; og ikke spekulere så meget over, hvor den kom fra.”

          Kongen så betænkelig ud. En hemmelig forbandelse! Og årsagen kunne blive afsløret, hvis forbandelsen blev hævet! Det lød ikke videre betryggende. Det kunne jo være en af den slags hemmeligheder, man helst ikke vil have afsløret. Måske var det bedre bare at opgive det hele og lade slottet stå tomt. Så forsvandt lydene nok af sig selv.

          “Det er der desværre ikke store chancer for,” sagde Troldmanden. “Ifølge mine beregninger er det aldrig før sket, at en sådan forbandelse er forsvundet af sig selv.”

          “Nå ikke. Jamen så må jeg vel gøre, som du siger. Skriverkarle, skriv en plakat, der meddeler, at den, der kan opholde sig i tronsalen en hel nat sammen med en af prinsesserne, vil få hende til kone og blive arving til hele riget.“

          Skriverkarlene skrev, og plakaterne blev sat op i hele landet. Der kom mange for at prøve. De valgte alle sammen prinsesse Laila, der var den ældste og også den smukkeste. Men det gik på samme måde hver gang. Da det blev midnat, det tidspunkt hvor lydene fra skabet var allerværst, kom både prinsessen og hendes frier farende ud af slottet, helt hvide i hovederne af skræk.

          Laila fortalte alle, der gad høre på hende, og det gad de fleste, om de forfærdelige oplevelser, hun var ude for på slottet om natten. Der kom skeletter ud af skabet. De jog rundt med både hende og frieren, og til sidst var de nødt til at flygte ud af slottet. Det var ganske forfærdeligt.

          Da det havde stået på et stykke tid, ville prinsesse Laila ikke være med mere. Hun havde efterhånden mareridt af alle de gange, hun havde oplevet de forfærdelige skeletter på slottet. Slut - hun ville ikke mere.

          Så måtte de næste friere jo tage til takke med den næstældste prinsesse, Sofie. Hun var da også meget køn, men dog ikke nær så smuk som sin storesøster. Hende gik det nu ikke meget bedre. Hun og hendes friere blev jagtet næsten endnu vildere.

 

Efter en tid hørte Prins Rune om, hvad der foregik på Kong Eriks slot.

          “Nu har jeg min chance,” tænkte han. Og han gik til sin far og bad om lov til at rejse til Kong Eriks land og forsøge at ophæve forbandelsen.

          Runes far var nu ikke så meget for det. Han huskede jo, hvor gal Kong Erik var blevet; men Rune plagede ham og sagde, at Kong Erik da måtte lade ham prøve at løse forbandelsen, når der nu ikke var nogen andre, der havde kunnet.

          Endelig fik han lov til tage af sted. Glad var han, og hurtigt rejste han den lange vej til Kong Eriks slot.

          Da kongen så ham komme, tænkte han: “Åh, nej. Nu ikke ham igen. Det er jo den nysgerrige Prins Rune fra det fjerne land.” Men selvom han var irriteret over, at Rune kom, tog han alligevel venligt imod ham. Det kunne jo dog være, at Rune kunne gøre det, de andre friere ikke havde kunnet.

          “Desværre vil Laila ikke længere overnatte på slottet. Hun får mareridt af at blive jagtet rundt af alle de skeletter, der huserer derinde om natten. Du må tage til takke med Sofie; men hun er jo også ganske køn.”

          “Nej tak,” sagde Rune. “Det skal være Nanna-Amalie.”

          “Hvadfornoget?” sagde kongen. For det var der ingen af de tidligere friere, der havde bedt om.

          “Jeg vil helst være sammen med Nanna-Amalie, hvis ikke det gør noget,” gentog Prins Rune.

          Nanna-Amalie blev tilkaldt, og kongen fortalte hende, at Prins Rune havde bedt om at få hende med ind på slottet. Nanna-Amalie blev meget glad, for hun syntes, at Rune var en rigtig flot prins, og ville gerne tilbringe natten sammen med ham. Så måtte de jo se, om de kunne holde skeletterne fra livet.

          Da det blev aften, blev prinsesse Nanna-Amalie og Prins Rune efterladt alene i tronsalen på det hjemsøgte slot. Der stod to senge, en til Rune og en til Nanna-Amalie. De rykkede dem sammen for at være lidt tættere på hinanden. Da klokken blev ti, slukkede de lyset og krøb til køjs.

          Der var nu ikke særligt mørkt i tronsalen. Fuldmånens lys skinnede ind ad vinduerne, og man kunne man tydeligt se det store skab, der var bygget ind i væggen.

          Først var der helt stille. Både prinsesse Nanna-Amalie og Prins Rune lå og forsøgte at falde i søvn; men det var vanskeligt. De lå begge to og spekulerede på, hvornår larmen mon begyndte, og hvordan skeletterne mon så ud.

          Hen ad ved 11-tiden begyndte det så småt at sukke i det store skab. Sukkene blev tydeligere og tydeligere, og gik langsomt over i en slags jamren. Derpå kom der enkelte skrig og nogle hyl. Så en mærkelig langtrukken tuden, som af en ugle eller en ulv. Snart begyndte det også at rasle derindefra. Sukkene, jammeren, skrigene, hylene og de raslende lyde blev kraftigere og kraftigere, og snart var det, som om hele salen var fuld af larmende væsner.

          Så slog klokken 12.

 

Ud af skabet sprang tre skeletter. Det ene større end det andet. De to største gik løs på Rune, mens det mindste overfaldt Nanna-Amalie. De to skeletter løftede Rune op og smed ham gennem lokalet, så han landede helt fortumlet i et hjørne. Øjeblikkeligt var de over ham, og gang på gang løftede de ham op og smed rundt med ham.

          Nanna-Amalie var også blevet smidt rundt et par gange, men så besluttede hun, at det kunne være nok. Hun stirrede skelettet lige ind i de tomme øjenhuler og råbte, at hun ikke ville finde sig i at blive smidt rundt på den måde.

          Skelettet gloede tomt på hende. De to andre skeletter, der var ved at kaste med Rune for fjerde gang, stoppede op midt i det hele og tabte ham på gulvet, så overraskede blev de.

          “Nå,” sagde det mindste skelet, “Jamen det må du da meget undskylde. Det er bare sådan en leg, vi har med folk. Vi troede, at I syntes, det var sjovt.”

          “Nej, det er aldeles ikke sjovt,” sagde Nanna-Amalie vredt. Men siden I nu ikke smider rundt med os mere, kan vi vel sætte os ned og få en hyggelig lille sludder. Hvorfor hyler og skriger I sådan, og hvem er I egentlig?”

          “Mit navn er Kong Edgar den rige,” sagde det ene af skeletterne. De to andre præsenterede sig som Edmund den rigere, og Edvard den rigeste.

          “Edgar, Edmund og Edvard,” sagde Prinsesse Nanna-Amalie. “Jamen, så er I jo mine forfædre. Så kan I måske fortælle, hvem det egentlig var, der byggede det gamle slot, og hvorfor I hyler sådan op om natten.”

          “Ja,” svarede Edgar den rigestes spøgelse. “Det var faktisk Edvin den nærige, der byggede slottet, og med hensyn til hvorfor vi spøger, jo nu skal du høre.

          Dengang Edvin den nærige byggede slottet, lavede han et hemmeligt rum under gulvet i tronsalen. I det rum gemte han alle de penge, som han stjal fra de fattige. Edvin var nemlig en værre røverkonge. Men vi andre var nu ikke meget bedre. Edvin var jo min far, og han viste mig rummet, hvor der allerede dengang var masser af penge. Både jeg og min søn og sønnesøn her -” han pegede på de to andre skeletter “- vi var alle tre mindst lige så slemme til at puge penge sammen. Da vi så døde, blev vi alle tre til spøgelsesskeletter. Det kunne vi da også godt leve med - eller rettere være døde med - vi håbede på, at skatten ville blive fundet, når slottet blev revet ned. Men det gjorde den jo ikke. Den ligger stadig her under gulvet. Vi skal nok holde op med at spøge, hvis bare skatten bliver gravet op og givet tilbage til de fattige.”

          “Nå,” sagde Nanna-Amalie, “er det det hele. Jeg skal nok snakke med far og få det ordnet.”

          “Tusind tak,” sagde spøgelset. “Kom gutter, vi gemmer os i skabet igen og ser, om ikke det kommer i orden.”

          De tre skeletter raslede lidt rundt og kravlede så ind i skabet igen. Der blev helt stille, og Prins Rune og Prinsesse Nanna-Amalie krøb i seng og faldt snart i søvn.

 

Da solen næste morgen tittede ind gennem tronsalens vinduer, lå Rune og Nanna-Amalie stadig og sov trygt. Op ad formiddagen kom Kong Erik og prinsesserne Laila og Sofie listende. De havde jo undret sig over, at Rune og Nanna-Amalie ikke var kommet farende ud midt om natten; og nu ville de se, om de mon havde overlevet mødet med skeletterne. De åbnede forsigtigt døren ind til tronsalen; der lå de to og sov deres sødeste søvn. Tronsalen ligende sig selv. Sofie og Laila skulle dog ikke nyde noget af at gå derind, og Kong Erik var heller ikke meget for det.

          “Nanna-Amalie, Nanna-Amalie!” kaldte de. Nanna-Amalie og Rune vågnede, satte sig op i deres senge og kiggede på kongen og prinsesserne.

          “Godmorgen!” sagde Nanna-Amalie. “Ja, vi havde lidt problemer med nogle skeletter i nat. De kom væltende ud af skabet; men vi tog os en sludder med dem, de var faktisk ret flinke.”

          “Hvadfornoget?” sagde Kong Erik, og han var lige ved at tabe både næse og mund af overraskelse. “Snakkede I med skeletterne? Fortalte de hvorfor de spøgede?”

          “Ja ja. Det var dine forfædre: Edgar, Edmund og Edvard. De sagde, at der var en skat her under gulvet i tronsalen. Hvis den bliver gravet op og fordelt til de fattige, så holder de op med at spøge. Det er penge, som de har stjålet, dengang de var konger her i landet.”

          Den selvglade Kong Erik stirrede mistroisk på Nanna-Amalie. Rune forsikrede ham om, at det var rigtigt, hvad hun fortalte; og kongen tænkte, at det vel ikke kunne skade at undersøge sagen. Slottet kunne jo alligevel ikke rigtigt bruges til noget, og hvis spøgerierne forsvandt, hvis man gravede gulvet op, så var det da værd at prøve.

 

Gulvet i tronsalen blev altså gravet op, og der fandt man ganske rigtigt det hemmelige rum. Og det var ganske rigtigt fyldt med penge. Nanna-Amalie og Prins Rune holdt jo på, at pengene skulle fordeles til de fattige, som spøgelserne havde sagt; men Kong Erik synes hellere, at han ville beholde dem selv.

          “Jamen far,” sagde Nanna-Amalie. “Spøgeriet holder ikke op, hvis du ikke giver pengene til de fattige. De er jo stjålet, så det er jo slet ikke dine.”

          “Visse vasse,” svarede Kong Erik. “Selvfølgelig er det mine penge. Pengene lå under gulvet på mit slot, så er det selvfølgelig også mine penge.”

          Men kongen fortrød nu snart sin beslutning. Da pengene var gravet op, og han havde lagt dem i sit skatkammer, blev der en sådan hylen og skrigen og raslen af skeletter, at der slet ikke var til at være nogen steder. Ikke engang det lille ekstraslot, hvor kongen var flyttet ind med sin familie, gik fri. Hele natten og dagen med var der en larm af skeletter, så det var en gru.

          Til sidst gav Kong Erik sig. Han delte alle pengene ud til de fattige og øjeblikkeligt holdt spøgerierne op. Kongen blev glad, og alle de fattige blev naturligvis også glade.

          Den dag hvor pengene blev delt ud, og spøgerierne forsvandt, blev udnævnt til national helligdag; og hvert år blev dagen fejret med en mægtig fest.

 

Der blev også fejret en anden stor fest. Det var Runes og Nanna-Amalies bryllup, Da de var blevet gift, var det jo meningen, at Rune skulle være konge i Kong Eriks land, når han selv engang døde. Men Nanna-Amalie sagde, at hun altså hellere ville med Rune hjem. Han kunne vel lige så godt være konge hjemme hos sig selv. Og sådan blev det. Rune og Nanna-Amalie rejste hjem til Runes land. Og der levede de lykkeligt til deres dages ende.