Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Svigermors svig

 

Volmer ville egentlig helst bo alene sammen med sin kone Louise; men hans mor, Ingeborg, havde bestemt, at de skulle bo hos hende, og Volmer kunne ikke få sig selv til at sige hende imod, han var bange for at gøre hende ked af det. Louise gik modstræbende med til at flytte ind i sin svigermors hus. Hun tænkte, at det vel ikke kunne være så slemt. De skulle såmænd nok komme godt ud af det efterhånden.

          Hun skulle bare vide, hvor meget hun tog fejl. Det var jo nær gået grueligt galt.

 

Men vi må hellere starte med begyndelsen.

          Ingeborg ejede en stor købmandsforretning, og derfor var Ingeborg rig. Desværre gik hendes mand hen og døde kort før Volmer blev født. Ingeborg besluttede sig allerede ved dåben for, at hun aldrig igen ville gifte sig igen; men at hendes liv herefter alene skulle dreje sig om at tage sig af sønnen. Hendes mand var jo død, og sønnen var derfor det eneste, der betød noget for hende.

          På grund af sin rigdom behøvede hun ikke at arbejde, og Volmer behøvede derfor ikke at gå i vuggestue eller børnehave, men kunne være hjemme hele dagen. Mens Volmer voksede til, var Ingeborg altid omkring ham. Hun øvede sig på at gætte hans mindste ønske. Han behøvede dårligt nok at sige, hvad han ville have, før hans mor havde givet ham det. Volmer blev derfor usædvanlig doven. Han behøvede jo aldrig at foretage sig nogetsomhelst, hans mor sørgede for det hele.

          Ingeborg havde ladet fremstille to smukke guldbælter. Det ene gik hun selv med, og det andet skulle Volmer gå med. Som alle andre drenge ville Volmer selv bestemme hvad for noget tøj, han skulle have på. Men det kunne der ikke være tale om. Ingeborg skulle nok bestemme for ham, og hun bestemte, at han skulle gå med guldbæltet hver dag.

          “Så kan man se, at du er noget ganske specielt,” sagde hun og strammede guldbæltet fast om ham. “Ingen andre har råd til at gå med sådan et bælte. Du er noget ganske særligt, det kan man se på bæltet.”

          Volmer ville ikke være noget ganske specielt; men han turde heller ikke sige sin mor imod. Altså gik han med guldbæltet; men han sørgede dog for at trække sin trøje ned over bukserne, så man ikke kunne se det.

          Sådan gik mange år, og nu var Volmer ved at være voksen.

 

Volmer havde efterhånden vænnet sig så meget til at gå med guldbæltet, at han slet ikke kunne tænke sig at gå uden. Hver morgen, når han havde klædt sig på, tog hans mor lige fat i bæltet og strammede det en ekstra tand.

          “Du skulle jo nødigt gå og tabe det,” sagde hun.

          Volmer var nu lidt træt af, at bæltet altid sad så stramt, så når hans mor ikke så det, løsnede han det en lille smule. Så trak han ligesom vejret friere syntes han.

          Da Volmer blev voksen fik han øje på Louise. Hun kom en gang imellem på besøg sammen med sin far, der var en af morens forretningsforbindelser. Volmer syntes, at hun var den smukkeste pige, han nogensinde havde set. Han var imidlertid også selv en ganske flot fyr, og Louise og han blev snart gode venner.

          Selvom Ingeborg forsøgte at forhindre det, kom Louise oftere og oftere i huset. Snart var det klart for Ingeborg, at hendes søn var forelsket i Louise, og hun i ham. Da de nogle måneder senere kom og sagde, at nu ville de giftes, kunne hun ikke finde på nogen god grund til at sige nej. Volmer var jo arving til en stor blomstrende forretning, og iøvrigt en flink fyr; så Louises forældre synes, at det var en glimrende ide. Snart var brylluppet aftalt. Inden der var gået et år, fra de havde set hinanden første gang, var Louise og Volmer gift.

          Ingeborg foreslog at Volmer og Louise skulle bo i hendes hus, da de var blevet gift.

          “Jeg har jo masser af plads, og Volmer skal jo alligevel arbejde i forretningen,” sagde hun. “Så kan Louise jo også arbejde her, så bliver det ligesom et rigtigt familieforetagende. Det kan da være hyggeligt.” Først ville Louise ikke; men Volmer, der jo plejede at gøre, hvad hans mor sagde, fik hende overtalt.

          Louise gik altså med til at flytte ind i sin svigermors hus. Hun tænkte jo, at det vel ikke kunne være så slemt. Hun skulle bare vide.

          Ingeborg var ellers flink nok imod hende. Når Volmer var i nærheden, var hun venligheden selv og vidste ikke alt det gode, hun ville gøre for sin svigerdatter. Men hun brugte enhver lejlighed til at bagtale hende. Hun fortalte løgnagtige historier til Volmer om, at hun troede Louise stjal af varerne. Hun sørgede også for, at de forretninger, Louise havde med at gøre, gik dårligt. Så var det jo, som om Louise ikke kunne finde ud af sit arbejde.

          Et stykke tid efter brylluppet blev Louise gravid. Nej, hvor var Volmer og Louise glade. De glædede sig så meget til at få et lille barn, som de ikke havde glædet sig til noget andet i hele deres liv. Men Ingeborg skumlede. Ikke nok med at Louise var i gang med at stjæle hendes søn fra hende. Hvis der nu også kom et lille barn, ville hun jo miste ham helt. Ingeborg lagde en nedrig plan.

 

Nogle få dage før barnet skulle fødes, blev Volmer og Louise kaldt ind til Ingeborg.

          “Jeg er frygteligt ked af det,” sagde hun. “Men du er altså nødt til at tage ud på en længere rejse, Volmer. Der er nogle problemer med ham, vi køber minkskind af. Han har meddelt, at han ikke kan levere før om flere måneder, så du bliver nødt til at finde en anden. Jeg ville gerne selv ordne det; men der er også andre ting at tage sig af, så jeg bliver nødt til at blive hjemme. Jeg håber I forstår.”

          “Nej, det forstår jeg overhovedet ikke,” sagde Louise rasende. “Volmer skal blive hjemme. Jeg kan føde nårsomhelst, og jeg vil have, at min mand er hjemme, når det sker.”

          “Jamen Louise,” sagde Volmer. “Du kan jo høre på mor, at det her er vigtigt, ikke sandt. Jeg bliver nødt til at tage af sted.”

          “Og du synes måske ikke, at det er vigtigt, at jeg skal føde. Du kan da ikke bare sådan rejse - er du slet ikke interesseret i at være her, når dit eget barn bliver født.”

          “Jo - men -” Volmer vidste ikke, hvad han skulle sige.

          “Jeg skal nok tage mig af dig, Louise,” sagde Ingeborg. “Jeg har også mere forstand på børnefødsler end Volmer.”

          Og Volmer rejste. Louise stod ude på gårdspladsen, da han satte sig op på sin hest for at ride ud og ordne forretninger.

          “Jeg skal nok komme tilbage, så hurtigt jeg kan,” sagde han. “Du skal ikke være bange. Du er i de bedste hænder. Min mor vil dig kun det bedste.”

          Louise var nu ikke så sikker; men hvad kunne hun gøre. Tavs måtte hun se sin mand ride sin vej og efterlade hende hos en svigermor, som hun var overbevist om hadede hende som pesten.

 

Det var midt i den hedeste sommer, og nu skulle Louise føde sit barn.

          “Skaf mig en jordemoder,” sagde Louise. “Jeg kan mærke, at nu varer det ikke så længe.”

          “Det skal jeg nok,” svarede Ingeborg. “Først vil jeg dog lige skifte dit sengetøj, så du kan ligge godt og blødt.”

          Men Ingeborg skiftede den fine springmadras ud med en, der var fyldt med træsplinter. Her måtte Louise ligge. Og Ingeborg hentede ikke en jordemoder. I stedet gik hun ud og tog en stor kåbe på. Kåben havde en hætte, der gik ned over ansigtet, så Louise ikke kunne se, hvem det var. Så gjorde hun sin stemme gammel og rystende, og gik ind til sin svigerdatter.

          “Nå - min kære, lad mig se på dig.” Louise genkendte ikke Ingeborg i forklædningen, hun troede jo, at det var jordemoderen.

          “Madrassen er så frygtelig hård og stikkende, kan jeg ikke få en anden?” sagde Louise. Ingeborg klemte lidt på madrassen. “Nej, den er blød og fin,” sagde hun. “Det må være din hud, der er sart, fordi du skal føde.”

          Ingeborg lod som om hun undersøgte Louise. Hun lyttede til hendes mave, og trykkede på den.

          “Av, du trykker så hårdt. Lad være, det gør ondt.”

          “Nej, jeg trykker ganske blidt,” sagde Ingeborg. “Det er din mave, der er øm, fordi du skal føde. Nu skal du bare ligge stille, så sender jeg Ingeborg ud for at koge noget vand, så vi kan have rent vand til at vaske barnet i.”

          “Kan jeg ikke få noget at drikke, jeg er så frygteligt tørstig,” spurgte Louise.

          “Naturligvis kan du det, mit barn,” sagde Ingeborg. Og så forlod hun lokalet. Få øjeblikke senere kom hun ind igen med et glas.

          “Ingeborg har sat vand over, nu skal du bare drikke det her, så får du det bedre,” sagde hun. Og hun satte glasset for munden på Louise. Louise drak, men spruttede straks væsken ud igen.

          “Det er jo surt som eddike, hvorfor giver du mig eddike at drikke.”

          “Nej, det er det fineste, reneste, friskeste vand. Det må være din tunge, der er sart, fordi du skal føde. Drik du kun, så får du det bedre. Drik så meget du kan få ned.”

          Og Louise drak af eddiken, så meget hun på nogen måde kunne. Men det fik hun det naturligvis kun værre af. Ingeborg, stadig i jordemoderens skikkelse, kom med andre skadelige ting til hende. Hun fortalte, at det var godt at spise rigeligt med salt, når man var fødende. Og Louise spiste salt, til hun var ved at kaste op.

          Så fortalte hun, at fødende kvinder skulle årelades, jo kraftigere jo bedre; så blev de stærke og kunne bedre føde. Nu ved du nok ikke, hvad en åreladning er; man bruger det ikke mere. Men det går altså ud på, at man tapper blod. Hvis du kigger på din underarm, kan du måske se en blå stribe, det er en blodåre. Ingeborg tog nu en kniv og skar en lang ridse i en af Louises blodårer og blodet dryppede ud.

          Louise blev naturligvis ikke stærkere af åreladningen. Når man mister blod, bliver man træt. Louise var jo træt nok i forvejen, og nu blev hun så udmattet, at hun næsten faldt i søvn. Hun lå blot med armen ud over sengekanten, mens hendes blod langsomt dryppede ned i en skål, Ingeborg havde sat under. Louise blev svagere og svagere, mens blodet og livet langsomt sivede ud af hende.

          Men der er råd, selv når det ser sortest ud.

 

En af Louises tjenere hed Jens. Og Jens havde undret sig over, hvad der mon var ved at ske. Hvorfor var der ikke tilkaldt en jordemoder, når nu Louise var ved at føde? Hvorfor gik Ingeborg klædt så mærkeligt? Hvad var det egentlig, der foregik inde i fødestuen? Skønt det egentlig var strengt forbudt for mænd at overvære en fødsel, kiggede han alligevel forsigtigt ind af døren. Der så han Louise ligge døende i sengen, mens blodet dryppede fra hendes arm. Ingeborg sad ved hendes side.

          “Her er noget helt galt.” tænkte Jens ved sig selv. Og selvom han vidste, at Ingeborg ville blive rasende på ham, besluttede han, at han måtte gøre noget. Han løb ned i stalden, tog Ørs, der var den hurtigste af hestene, lagde saddel på og strøg så af sted mod Louises forældres hus, der blot lå en times ridt derfra.

 

“Louise er død. Grav hende en grav, vi må have hende i jorden i en fart. Det bringer uheld at have en kvinde liggende, der er død i barselsseng.” Det var Ingeborg, der talte til to af sine tjenere. De var vant til at gøre, hvad der blev sagt, uden at stille for mange spørgsmål. Så de tog hver sin spade, og gik ud i baghaven for at grave en grav til Louise. Men Ingeborg løj. Louise var ikke død endnu; men det kunne nu ikke vare længe.

          Jens red så hurtigt, Ørs kunne løbe. Han red igennem mosen, og vandet sprøjtede højt op omkring hesten. Han red over heden, hvor solen brændte ubarmhjertigt, og der ikke var skygge noget sted. Han red over broen, der førte over åen, og hestens hove dundrede som en torden mod broens planker. Videre red han; over marker og enge og gennem en lille skov, og så var han ved Louises forældres hus. Louises mor, Mette, stod netop på gårdspladsen, da Jens kom.

          “Skynd dig - skynd dig,” råbte han. “Tøv ikke. Din datter er i yderste livsfare. Jeg tror, at Ingeborg er ved at myrde Louise.”

          Og Mette tøvede ikke. Ventede end ikke på sin mand; men løb til stalden og sadlede sin hest. Saddelgjorden spændte hun særligt stramt for at kunne ride ekstra hurtigt. Så forlod hun gården i en sådan fart, at Louises far ikke engang havde fået beskeden, før hun var borte.

          “Der er nu noget mærkeligt,” sagde en af Ingeborgs tjenere, da hun kom ud fra fødestuen. “Jens er væk. Han tog Ørs fra stalden for en time siden, og red alt hvad remmer og tøj kunne holde og mere til. Hvad skulle han?” “Hvad siger du,” sagde Ingeborg. “Hvad retning tog han?”

          “Mod nord,” lød svaret.

          “Så henter han Fru Mette. Nu skal der handles hurtigt,” tænkte Ingeborg. Højt sagde hun. “Gå ud og hjælp de andre med gravningen, de må snart være færdige.” Ingeborg gik ind til Louise.

          Mette red gennem skoven. Mette red over marker og enge. Da hun red over åbroen, trådte hesten så hårdt i bjælkerne, at de brast under dens hove. Men hun ænsede det næppe.

          Ingeborg havde taget sin halsklud af. Louise var nu så svag, at hun ingenting opdagede. Men Ingeborg kunne ikke vente, til Louise døde af sin blodmangel. Hun var bange for, at Mette pludselig ville dukke op. Ingeborg lagde sin halsklud om halsen på Louise og strammede til.

          Mette red over heden. Mette red over mose og kær. Så hurtigt løb hesten, at dens hove dårligt rørte vandet, da hun red gennem mosen. Så øjnede hun Ingeborgs hus i det fjerne. Hvad var det, stod der ikke nogle mænd i haven. Jo, og de var ved at grave. Bare hun nu ikke kom for sent ...

          Da Mette kom brasende ind gennem døren til fødestuen, havde Ingeborg lagt tæppet over Louises ansigt. Hun så på Mette med tårevædede øjne.

          “Jeg kunne intet stille op,” sagde hun. “Jeg gjorde, hvad jeg kunne.”

          “Du lyver,” råbte Mette og rev tæppet fra sin datters ansigt og så med det samme kluden, der var strammet om hendes hals. Da hun løsnede den, gispede Louise efter vejret. Mette så nu at Louises arm var strimet med blod. Hun fandt såret i blodåren, og bandt halskluden stramt om stedet.

          I mellemtiden var Ingeborg selvfølgelig listet af. Hun var klar over, at hun var afsløret og hellere måtte komme væk i en fart. Mette opdagede, at hun var væk og løb efter hende. Hun indhentede hende på gårdspladsen, hvor hun var ifærd med at stjæle Mettes hest for at flygte. Mette fik fat i tøjlen og holdt hesten tibage. I angst og forvirring stejlede hesten og smed Ingeborg af. Fortumlet forsøgte hun at rejse sig fra jorden. Mette var over hende med slag og spark.

          “Du ville dræbe min datter. Hvorfor, hvad har hun gjort dig?”

          “Hun stjal min søn fra mig,” gispede Ingeborg.

          “Heks,” råbte Mette og sparkede hende igen. Ingeborg lå slemt forsparket og ør på gårdspladsen.

          Nu kom Louise ud af huset. Hun støttede sig til dørkarmen.

          “Jeg tror, jeg kender en passende straf,” sagde hun. “Ude i haven har Ingeborg ladet grave en grav. Den var tiltænkt mig; men nu kan vi jo se, om ikke hun selv kan passe den.”

 

Da Volmer kom hjem, fandt han huset tomt. Tjenerne havde fået besked på at rejse. Han gik omkring i det tomme hus og forstod ikke, hvad der var sket. Således kom han også ud i haven, hvor han fandt et kors stukket i jorden. På korset stod:

 

Her hviler Ingeborg

Morder

Skam over dig

 

Volmer tog hjem til Louises forældres hus og spurgte, hvad der var sket. Louise tog imod ham med sin nyfødte datter på armen.

          “Din mor, det ondskabsfulde bæst. Hun forsøgte at myrde mig,” sagde Louise.

          “Nej - det kan ikke passe. Det kan du da ikke mene. Det må være en fejltagelse. Det ville hun da aldrig gøre.”

          “En fejltagelse.” Louise fór rasende op. “Hvad bilder du dig ind. Det var mig, der var der. Hun kvalte mig. Hvis ikke min mor havde været der og havde reddet mig, ville jeg være død, forstår du det.”

          “Jeg kan ikke tro dig. Det må være en fejltagelse på en eller anden måde.” Volmer så ned i gulvet.

          “Gå din vej. Jeg kan ikke have dig her.”

          “Jamen vi er jo gift.” Volmer var lamslået.

          “Nej, Volmer. Jeg kan ikke være gift med én, der ikke stoler på mig.”

                      Og Volmer måtte tage hjem. Han sørgede meget over sin døde mor og blev aldrig rigtigt sig selv igen. Så stramt var det bånd, hvormed Ingeborg havde bundet sin søn til sig, at han selv efter hendes død ikke kunne forlade hende.