Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Valravnens krav

 

Sålænge livet er lyst og let, tænker man ikke på døden. Og det skal man vel heller ikke. Hvorfor skulle man det? Når livet er lyst og let, skal man tænke på livet. Døden kan man tænke på, når den banker på døren. Det må være tids nok.

 

“Valravn stor, kom op på jord.”

          Hilda stod på en klippe nede ved havet. Det var en buldrende mørk uvejrsnat: skyerne jog over himlen og skjulte både måne og stjerner. Hildas stemme druknede i stormens hylen, da hun igen råbte ud over det oprørte hav:

          “Valravn stor, kom op på jord.”

          Da sydede og brusede det endnu stærkere end før. I mørket mere fornemmede end så Hilda, hvad der skete. Noget kæmpestort, der var endnu sortere end nattehimlen, ligesom voksede ud af havet. Det sorte fortættedes og tog form; en mægtig ravnelignende fugl viste sig. Det var Valravnen. Trods den hylende storm, svævede Valravnen ganske roligt over vandet på sine mægtige vinger. Den stirrede ned på Hilda med gnistrende øjne. I takt til den dundrende storm talte Valravnen den til hende:

          “Dumdristige kvinde, hvad vil du mig. Jeg sov, og vil ikke forstyrres?”

          “Undskyld, mægtige Valravn. Men jeg har et inderligt ønske, og jeg har hørt, at du kan hjælpe. Jeg har en søn, Rasmus, som er mit et og alt. Men snart er Rasmus voksen, og jeg kan allerede nu mærke, at jeg måske er ved at miste ham. De unge piger kigger efter ham, og han kigger efter dem. Snart bliver han måske forelsket. Snart flytter han måske fra mig. Det kunne jeg ikke bære. Jeg vil, at min søn skal blive hos mig hele mit liv. Jeg vil, at hans største ønske skal være at gøre sin mor glæde. Jeg vil, at han aldrig skal forlade mig. Kan du hjælpe mig? Man siger, du har den slags magt over mennesker.”

          “Tåbelige selviske kvinde, du ved ikke selv, hvad du be’r om,” tænkte Valravnen ved sig selv. Højt sagde den:

          “Selvfølgelig kan jeg da hjælpe dig; men prisen, den bliver høj.”

          “Sig din pris, og jeg betaler, hvad du vil,” sagde Hilda.

          “Din søn skal du gi’ mig, hans blod vil jeg ha’. Når du dør, skal han være min.”

          “Som du vil. Hvad bryder jeg mig om, hvad der sker, når jeg er død,” sagde Hilda.

          “Tåbelige selviske kvinde,” tænkte Valravnen; men den tav og sank tilbage i havet, hvorfra den var kommet.

 

Da Hilda kom hjem, var Rasmus derhjemme. I samme øjeblik han så sin mor, skete der noget mærkeligt mellem mor og søn. Hildas øjne ligesom brændte sig ind i sønnens, og hendes ansigt blev helt uundværligt for ham.

          Hildas familie og venner lagde snart mærke til det underligt hengivne blik, Rasmus havde fået i sine øjne, når han betragtede sin mor. Det var, som om der ikke fandtes andre i verden for ham end hans mor. Han veg sjældent fra hendes side, og var altid opmærksom på hendes mindste ønske; som han opfyldte, næsten inden hun havde udtalt det. Han var aldrig mere sammen med sine skolekammerater, men sad altid hjemme sammen med sin mor. De så fjernsyn, spillede kort, eller sad bare og snakkede.

          “Hvor er du dog heldig at have en søn, der er så kærlig imod dig,” sagde alle mennesker. Men Hilda tænkte, at det nok næppe havde meget med held at gøre. Det var hendes aftale med Valravnen, der gjorde hendes søn så afhængig af hende. Hun tænkte ikke på, hvad der skulle ske med Rasmus, når hun døde. Det vedkom ikke hende. Så længe hun levede, ville der ikke være andre for hendes søn end hende, og det var hun godt tilfreds med.

 

Rasmus var jo en flot ung mand, og pigerne i byen havde et godt øje på ham. De opdagede dog også snart, at han var helt ligeglad med dem og kun hængte ved sin mor. Mere end én ung pige var hemmeligt forelsket i Rasmus; men kun én var stædig og modig nok til at gøre noget ved sagen. Hun hed Ursula.

          Ursula var fast besluttet på, at Rasmus skulle være hendes, og så gik hun lige op til Hilda og fortalte hende, hvad hun mente om, at Rasmus altid kun var sammen med sin mor og kun gjorde, hvad hun gav ham lov til.

          “Du styrer hans liv,” sagde Ursula. “Han får jo aldrig lov til nogetsomhelst. Han er voksen. Lad ham dog være i fred.”

          Hilda så overbærende på Ursula. “Rasmus gør kun, hvad han selv vil. Kan jeg gøre for, at han kun ønsker at være sammen med mig hele tiden?”

          Det mente Ursula nu nok, at Hilda kunne gøre for, og derfor talte hun med Rasmus om det. Hun sagde, at hun syntes, at han skulle flytte fra sin mor. Han var jo voksen og måtte kunne få mere ud af livet end at tage sig af sin mor. Ursula smilede og blinkede til ham, og prøvede på alle måder at gøre ham forståeligt, at hun var forelsket i ham. Men Rasmus - han så bare tomt på hende og forstod overhovedet ikke, hvad hun ville. Han var så lykkelig sammen med sin mor, sagde han. Han kunne overhovedet ikke forestille sig, hvad han skulle gøre uden hende.

          “Århh, dit drog. Dit kedelige drys,” sagde Ursula. “Gå hjem til din mor og puds næse i hendes kjole som den snothvalp, du er.” Og hun vendte ham ryggen og gik sin vej.

          Rasmus kiggede efter hende. Han forstod virkelig ikke, hvorfor hun blev så sur.

 

Men døden kan jo komme, før man ved af det. Pludselig en dag, når du åbner din dør, står den der og smiler sit kraniesmil. Fra de tomme øjenhuler stråler et underligt dragende lys: “Kom med mig, kom med til mit rige.”

 

Ingen ved, hvorfra det kom; men pludselig blev Hilda ramt af en sygdom, som ingen læge kendte en kur imod. Måske havde Valravnen en fjer og en klo med i spillet; hvem ved.

          Da Hilda mærkede, at hun skulle dø, fortrød hun endelig den aftale, hun havde indgået med Valravnen. Hun nænnede dog ikke at fortælle sandheden til Rasmus. Hun vidste jo hvor stor en sorg, det ville volde ham, at han nu ikke blot skulle miste sin mor, men i tilgift skulle gives bort til Valravnen.

          I stedet ringede hun til Ursula og bad hende komme. Der var noget, hun måtte tale med hende om.

          “Kære Ursula,” sagde Hilda. “Jeg har været utilgiveligt dum. Jeg ved, hvor meget du holder af Rasmus. Jeg skal ikke bebrejde dig, at du gjorde nar af ham; men jeg må alligevel bede dig om hjælp nu, hvor han er i stor fare.”

          “Hvorfor er Rasmus i fare?” ville Ursula vide, og skamfuld fortalte Hilda om den forfærdelige aftale, hun havde indgået med Valravnen.

          “Hvordan kunne du dog gøre det. Nu skal han jo dø. Ved du ikke, at Valravnen lever af unge mænds hjerteblod? Så snart Rasmus kommer ned til Valravnen, vil den bide ham ihjel og drikke hans blod. Hvor kunne du gøre det. Tåbeligt selviske kvinde.”

          Og Hilda vidste ikke, hvad hun skulle svare.

          “Jeg ville jo bare have ham hos mig,” sagde hun. “Jeg var bange for, at han skulle forlade mig; som børn gør det, når de bliver voksne. Men der må være noget, du kan gøre. Jeg beder dig, Ursula. Find på råd. Gå til Valravnen og gå i forbøn for min søn. Eller find én, der kan hjælpe dig med at bekæmpe den. Der må være en vej. Men snart, skynd dig. Når jeg er død, vil Valravnen hente Rasmus, og så vil det være for sent.”

 

Nu tror du måske, at denne historie foregår i gamle dage i et land langt borte. Men det gør den nu slet ikke. Det er kun ganske få år siden, at det skete; og det kunne såmænd have været i den by, hvor du bor, hvis den ellers ligger ved havet.

          Ursula tænkte sig om, og det bedste, hun kunne finde på, var at gå hjem, tænde sin computer og gå på internettet for at finde oplysninger om Valravnen. Det var ikke så let; men omsider fandt hun da frem til en troldmands-hjemmeside, hvor der var gode råd om alt muligt. Heriblandt også noget om Valravne, Helheste, Griffer og andre sære væsner. Hun besluttede sig for at skrive en e-mail til troldmanden, og bede om nærmere oplysninger. Sådan skrev hun:

 

Kære troldmand, Jeg har med interesse læst Deres artikel om Valravnen på internettet. Nu er det sådan, at jeg har stærkt brug for at kunne bekæmpe en Valravn. Kan De give mig nogle gode råd i den forbindelse.

 

Snart efter, kom der svar fra troldmanden. Han skrev, at han gerne ville hjælpe; men at det krævede, at Ursula kom hjem og besøgte ham.

          Da Ursula mødte op på troldmandens bopæl, var hun meget spændt. Hun havde aldrig før mødt en vaskeægte troldmand, og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. Det viste sig mærkeligt nok, at troldmanden var fuldstændig, som hun havde forestillet sig. En gammel mand med hvidt skæg, klædt i en lang flagrende kappe og en høj spids hat. Ursula kiggede nysgerrigt på ham, da han åbnede døren.

          “Kom indenfor og sid ned; men lad være med at kigge så nysgerrigt. Jeg bliver altid så nervøs, når folk kigger på mig.” Troldmanden viste Ursula ind i sin lejlighed, der var ganske almindeligt indrettet. Der hang ingen tørrede krokodiller under loftet, og der stod heller ingen krukker med pulveriserede flagermus eller andre mærkelige ting i køkkenet.

          “Det var denne her Valravn, vi skulle tale om. Hvad er problemet?” spurgte troldmanden.

          “Jo -” svarede Ursula, og flyttede sig nervøst på stolen. Hun havde lidt svært ved at tro, at det nu også var en rigtig troldmand og ikke bare en plattenslager, hun var kommet ind til. “- Rasmus’ mor er syg, og Valravnen kommer og tager ham, når hun er død. Det må jeg forhindre.” Ursula så opfordrende på troldmanden. Han rystede lidt på hovedet.

          “Du bliver nødt til falde lidt til ro, og fortælle mig det hele forfra. Jeg fortår ikke et suk. Først og fremmest: Hvem er Nikolaj.”

          “Rasmus - ikke Nikolaj. Det er min kæreste - eller - det er det ikke, og det er netop det, der er problemet.” Efter en del forvirrende snak lykkedes det efterhånden Ursula at få forklaret troldmanden, hvad det hele gik ud på. Han rejste sig op, og begyndte at gå hurtigt op og ned ad gulvet.

          “Ja. Det er det sædvanlige. Mennesker tror, de kan bestemme over hinanden, og så går der kludder i det, og de fortryder, og så skal jeg rede trådene ud for dem. Møgirriterende.” Han mumlede lidt i skægget og trampede op og ned ad gulvet og viftede med armene. Ursula kiggede forventningsfuld og nervøs på ham. Da han var færdig med at gå og vifte, sagde han:

          “Jeg skal nok hjælpe dig. Du kan jo ikke gøre for, at det er endt sådan. Nu skal du se.” Troldmanden trak noget mærkeligt udseende tøj op af en skuffe. “Dette her er en fugleham og en fiskeham. Lige nu er du jo hverken fugl eller fisk; men når du tager dem her på, kan du blive begge dele. Mere præcist: en falk eller en haj.”

          Ursula stirrede vantro på ham. Hun troede ikke et øjeblik på, hvad han sagde. Troldmanden betragtede hende indgående.

          “Det tror du ikke på, kan jeg se. Det behøver du heller ikke. Du kan jo bare prøve dem. Jeg vil foreslå, at du prøver fuglehammen. Fiskehammen bør kun bæres under vand, da man jo ikke kan trække vejret på land, når man er en fisk.”

          Ursula kiggede på fuglehammen. Den var meget smuk; men den så ærligt talt noget snæver ud.

          “Den kan jeg da ikke være i,” sagde hun.

          “Jojo. Prøv nu bare. Den er one-size - alle kan passe den,” svarede troldmanden.

          Ursula krængede prøvende fuglehammen på. Til hendes overraskelse passede den perfekt, som om den var syet til hende. Hun slog nogle prøvende slag med vingerne, og til sin store forbavselse løftede hun sig fra jorden. Hun blev så forskrækket, at hun holdt op med at baske og faldt tilbage på gulvet med et bump. Troldmanden hjalp hende op at stå.

          “Der kan du se,” sagde han. “Den virker. Du skal bare øve dig lidt. Prøv nu at flyve lidt rundt i stuen.”

          Ursula fløj lidt rundt. Det gik forbavsende let. Troldmanden puttede fiskehammen i en pose og hængte den om halsen på hende. Så takkede hun for hjælpen og fløj ud af vinduet.

          “Jeg sender en regning,” råbte troldmanden efter hende. “Jeg tager både imod Dankort og Visa.”

 

Tætte bånd mellem mennesker er vel godt, eller hvad? Tætte bånd mellem en mor og hendes søn kan vel ikke være af det onde, eller kan de? Kan kærlighedens tætte bånd vare ud over døden? Og hvad hvis de kan? Så hænger den efterladte hjælpeløs og sårbar tilbage. Når døden har taget det menneske, man elsker allermest i verden, er det tid til at sørge. Men midt i sorgen skal der stadig være tid til at elske.

 

Rasmus var sønderknust. Hans mor var død, og hvad skulle han gøre? Hans mor havde jo været hans et og alt. Det eneste mål med hans tilværelse havde været at gøre hende glad. Hvad skulle han dog nu? Ned til havet skulle han! Der ville han søge trøst, nu hvor hans mor var død, og livet var blevet tomt og meningsløst. Han vidste ikke hvorfor; men han tænkte, at havet kunne trøste ham i hans sorg. Så stor var Valravnens magt over Rasmus.

          Og Rasmus kom ned til havet. Det var en dejlig vindstille sommernat. Fuldmånen stod lavt over horizonten, og en sølvglinsende lysstribe ledte fra bredden, hvor Rasmus stod; hele vejen hen over det blikstille hav, i retning mod månen. Og hvad var det? Kom der ikke nogen over havet? Rasmus kunne ikke tro sine øjne. Henover fuldmånestriben gik en ung kvinde. Hun var i lette sløragtige gevandter og rørte knap nok ved vandet, mens hun gik. Hun løftede øjnene, og da hendes blik ramte Rasmus’, var det, som om hun kaldte på ham uden ord:

          “Kom. Gå med mig ad fuldmånestriben. Det er så smukt. Du hører til hos mig i havet.” Sådan lød det i Rasmus’ hoved, og han mente bestemt, at det måtte være kvindens stemme, han hørte. Men det var Valravnen, der i kvindeskikkelse var kommet for at lokke ham til sig og drikke hans blod.

          “Den vej skal jeg gå,” tænkte Rasmus. “Fuldmånen viser mig vejen.” Og han trådte de første skridt ud i havet.

 

Falken er luftens hurtigste fugl. Ursula var klædt i falkeham, og i falkeskikkelse jog hun ned til havet i svimlende fart. Hun nåede frem, netop som Rasmus tog sine første skridt ud i vandet. Hun vidste jo, at der var trolddom på spil; så da hun så kvinden fra havet, vidste hun, at Rasmus var i fare. Med et mægtigt skrig styrtede hun ned fra himlen og ville hakke kvinden i månestriben ihjel. Men kvinden så hende komme og skabte sig om sin virkelige skikkelse. Med et hæst skrig løftede Valravnen sine mægtige vinger og hævede sig op fra havet.

          Rasmus troede knapt nok på, hvad han så. Kvinden i månestriben skabtes pludseligt om til en mægtig ravnelignende fugl, og i det samme dykkede en anden fugleskikkelse ud af den mørke himmel. Han vidste jo ikke, at det var Ursula, og heller ikke hvorfor hun var kommet. Som forstenet stod han og så kampen mellem de to fugle.

          Valravnen var så langt den største og den stærkeste; men Ursula var behændig og hurtig som den falk, hvis skikkelse hun havde lånt. Valravnen slog efter falken med sine mægtige vinger. Ursula blev fortumlet kastet rundt i luften, og Valravnen var over hende med skarpe klør og hårdt næb. Desperat forsvarede Ursula sig, og det lykkedes hende at vriste sig fri af Valravnen klør.

          Igen angreb ravnen. Ursula undgik den ved at hæve sig højt op i luften, og derfra som en pil skyde ned imod den. Med et behændigt sving undgik Valravnen i sidste øjeblik falkens angreb. Ursula fejlede sit slag og ramte vandet med stor kraft. Lynhurtig vendte Valravnen rundt i luften og dykkede ned mod det sted, hvor falken havde ramt vandet. Men Ursula var den for snedig. Skjult under vandet var hun trukket i sin fiskedragt, og som rovfisk angreb hun Valravnen, idet den dykkede ned under vandet for at bide falken ihjel. Hun bed sig fast i ravnens hals, og med et skrig løftede den sig op af vandet, med Ursula, i skikkelse af en haj, dinglende fra halsen.

          Fisk kan jo ikke leve udenfor vandet, og da Ursula mærkede luften omkring sig, måtte hun slippe sit tag. Hun faldt ned på stranden, hvor hun vred og vendte sig, indtil det lykkedes hende at få fiskehammen krænget af. Valravnen, der var hårdt såret af hajens bid, søgte ned i havet, hvor den havde sit hjem, for at pleje sine sår.

 

Rasmus havde forundret fulgt den drabelige kamp. Han anede ikke, hvad der i virkeligheden foregik, og vidste derfor ikke hvem han skulle holde med. Da rovfisken faldt ned på stranden, løb han hen for at se, hvad det var for et mærkeligt væsen, der pludselig lå der. Øjnene var nær trillet ud af hovedet på ham, da han så Ursula komme krybende ud af fiskehuden. Komplet udmattet lå hun der på stranden og gispede efter vejret. Rasmus bøjede sig ned ved hendes side.

          “Ursula, hvor i alverden kom du fra, og hvad laver du her?”

          “Hjælp mig - Rasmus - jeg er såret - hjælp mig.” Ursula gispede efter vejret.

          Rasmus fik hende op at sidde, og hun kiggede nervøs ud over havet.

          “Hvor blev Valravnen af?” spurgte hun.

          “Valravnen?” Rasmus stirrede forvirret på hende. Så gik der et lys op for ham. “Nåh, du mener den store sorte fugl. Den dykkede ned i vandet. Jeg tror, den er såret. Fisken bed den i halsen.”

          “Forhåbentlig kommer den ikke tilbage,” sagde Ursula. “Kære Rasmus. Hjælp mig hjem, så skal jeg fortælle dig alt det, du ikke ved. Både om din mor, om mig og mine forskellige skikkelser, og om Valravnen og dens krav.”

 

Det varede længe, før Rasmus rigtigt troede på, hvad Ursula fortalte. Men han måtte jo indrømme, at det passede med, hvad der var sket. Han havde jo selv følt den mærkelige dragen, kvinden i månestriben havde haft på ham; og set hvordan hun så pludseligt var blevet forvandlet til den forfærdelige Valravn. Ursula måtte vise ham, hvordan falkehammen og fiskehammen skulle bruges. Kun langsomt gik sandheden om moderens svigefulde aftale med Valravnen op for Rasmus.

          Hvor heldig har man egentlig lov til at være? Rasmus var heldig. Og da sandheden om moderen var gået op for ham i hele dens gru, besluttede han, at Ursula var den kvinde, han ville dele livet med. Det var nok det klogeste, han nogensinde havde gjort.

 

Når døden har taget den, man elsker mest i verden, er det tid til at sørge. Men midt i sorgen skal der være plads til kærligheden. Ellers kan eventyret jo ikke ende lykkeligt, som det skal. Dette her eventyr endte lykkeligt, heldigvis.