Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Ørnerøvet

 

Arnvald boede alene med sin far, der hed Adolf. Adolf samlede på ædelsten. Han var fuldstændig besat af ædelsten. Han ville gøre hvad som helst for at få fat i dem. Han arbejdede næsten døgnet rundt, og alle de penge han tjente, skrabede han sammen i små bunker. Hver gang, der var penge nok i en bunke, gik han ned til byens guldsmed og købte ædelsten, som han gemte i små papirsposer rundt om i huset.

          Arnvald var efterhånden noget videre irriteret på ham. Når han skulle gøre rent, stødte han hele tiden på de små papirsposer, der lå og flød allevegne. Under sofaen, inde i skabene, i alle krukker, vaser, lysestager og askebægre; i bageovnen og brødkassen; i bornholmeruret og bag bøgerne i reolen. Overalt lå der små papirsposer med ædelsten.

          “Hvad vil du egentlig gøre, hvis der nu bliver indbrud, og det hele bliver stjålet?” spurgte han sin far.

          Det havde faren sjovt nok slet ikke tænkt på. Han blev frygtelig nervøs og kunne slet ikke sove om natten. Da han havde ligget vågen i en uge, fik han en idé. Han samlede alle papirsposerne sammen og gik ned i banken med dem. Her lejede han en bankboks, hvor alle poserne med ædelsten blev anbragt. Nu kunne han igen sove roligt om natten.

 

Dag og nat tænkte Adolf på, hvordan han skulle skaffe sig de smukkeste og sjældneste ædelsten. Han gik til boghandleren og antikvariatet og købte bøger om ædelsten, alle dem han kunne få fat på. I dagevis læste han om de mærkeligste sten fra hele verden; og så, i en bog der var flere hundrede år gammel, og som han havde fundet ved et rent og skært tilfælde, fandt han en historie, som undrede og interesserede ham meget. Et af bogens billeder viste en ørn, der sad i sin rede på en stejl klippevæg. Reden var bestrøet med de mest pragtfulde ædelsten. Ved siden af billedet stod følgende tekst:

 

Ædelstensdalen.

Langt borte i et fjernt land ligger en dal. Det er det mærkeligste sted på jorden. Det er helt umuligt at komme dertil, for dalen er omgivet af høje ubestigelige bjerge. Man kender kun dens eksistens, fordi De kæmpemæssige Ørne, der bor i bjergene, engang imellem flyver ind i dalen og henter ædelsten for at pynte deres reder. Disse sten er meget mærkelige og findes kun på dette ene sted på hele jorden. De er blandt de kostbareste ædelsten i verden.

 

          “Der må jeg hen,” tænkte Adolf. “Jeg får ikke ro i sindet, før jeg har fundet Ædelstensdalen og har fået fat i nogle af de kostbare sten.”

          Han samlede nu nogle få rejseting i en taske: lidt tøj, en tandbørste, bogen om Ædelstensdalen, et verdenskort og nogle få andre ting. Så sagde han farvel til Arnvald og drog af sted.

          Hvad Adolf oplevede på den første del af sin rejse, skal jeg ikke fortælle om. Så bliver denne her historie alt for lang, og alle er faldet i søvn, inden vi når frem til det vigtige. Alle hans mange mislykkede forsøg på at finde Ædelstensdalen gider I jo alligevel ikke at høre om.

          Da han havde rejst i mange uger, nåede han frem til en kro. Her spurgte han Kroværten, om han kendte til Ædelstensdalen.

          “Jo - den kender vi da alle sammen; men hvad vil du dog der,” spurgte Kroværten. Jo han ville da samle ædelsten. Om han da ikke vidste, at det var aldeles umuligt at komme ind i dalen, spurgte Kroværten. Jo - det vidste han da godt; men han havde nu sat sig for at forsøge alligevel.

          Kroværten lo længe ad ham. Så råbte han ud i krostuen, at her var en tosse, der ville forsøge at komme ind i Ædelstensdalen. Alle gæsterne i krostuen lo højt, og spurgte Adolf om han da var fuldstændig fra forstanden. Der var masser af mennesker, der havde forsøgt at komme ind i dalen; men det var aldrig lykkedes. Det var simpelthen helt umuligt, han kunne lige så godt opgive med det samme.

          “Hvorfor skulle det nu være så svært?” spurgte Adolf.

          “Jo,” lød svaret. “For at komme hen til bjergene, der omgiver dalen, skal du først igennem Den uigennemtrængelige Skov, igennem Den øde Ørken, igennem Den bundløse Sump og over Den endeløse Slette, så er du der. Men for så at komme ind i dalen skal du over De ubestigelige Bjerge; og de er jo helt umulige at bestige. Desuden skal du passe på ikke at blive ædt af De kæmpemæssige Ørne, der bor i bjergene.”

          “Jeg skal nok klare det. Bare I vil vise mig, hvad retning skal jeg gå,” sagde Adolf. Kroværten rystede på hovedet; men eftersom Adolf jo ville af sted, viste han ham, hvad vej han skulle. Adolf drog af sted.

 

Den uigennemtrængelige Skov var ikke helt så uigennemtrængelig, som man skulle tro. Adolf havde bevæbnet sig med en lang skarp kniv, og med den huggede han sig vej gennem skoven. Efter mange dages forløb lykkedes det ham da også at komme ud på den anden side. Her lå Den øde Ørken. Han stirrede ud over ørkenen, og den var da også fuldstændig øde. Der var ikke et eneste træ eller hus at se, så langt øjet rakte. Kun sand og sand. For at have noget at stå imod med fyldte han sin vandflaske ved en kilde. Så drog han ud i ørkenen.

          Den øde Ørken var som sagt fuldstændig øde. Adolf gik og gik i flere dage, og snart slap hans vand op. Netop som han troede, at han skulle dø af tørst, holdt ørkenen op, og han stod foran Den bundløse Sump. Han lagde sig ned og drak af sumpvandet. Det smagte ganske vist ikke særligt godt, og det var også fyldt med små frøer, der satte sig fast mellem tænderne; men det var vand, og han var tørstig; så han drak, så meget han orkede.

          Heldigvis groede der en masse træer i Den bundløse Sump. Han tog sin lange kniv frem og skar en stor mængde grene af. Af grenene byggede han en tømmerflåde, og så begav han sig på vej ud i sumpen. Flere gange kom der krokodiller op af vandet og kiggede på ham; men heldigvis var krokodillerne i Den bundløse Sump af den slags, der kun spiser fisk, så de lod ham være i fred.

          Da han havde sejlet i to dage, var han igennem sumpen og stod og stirrede ud over Den endeløse Slette. Han satte tømmerflåden op på land, så han havde den, når han skulle tilbage. Så fyldte han igen sin vandflaske med vand, idet han dog sørgede for at si frøerne fra. Da det var gjort, begav han sig på vandring ud over Den endeøse Slette.

          I mange dage troede han, at sletten virkelig var endeløs. Han gik og gik og kunne stadig ikke se ende på sletten. Så dukkede bjergene endelig op i det fjerne, og efter endnu mange dage nåede han foden af De ubestigelige Bjerge.

          Bjergenes sider var aldeles lodrette, og der var ikke det allermindste fremspring, hvor man kunne holde sig fast, når man ville bestige dem. Adolf gik langs bjergenes fod i flere dage for at finde et sted, hvor han kunne begynde opstigningen; men det var helt umuligt.

          Netop som han var ved at give op, kom en ørn flyvende. Det var den største ørn, Adolf i sit liv havde set. Dens vinger var så store, at flere mennesker uden besvær kunne stå under dem, når den bredte dem ud. Det var en af De kæmpemæssige Ørne, der boede i bjergene. Ørnen susede lige ud af himlen og ned imod ham i rasende fart. Adolf blev bange og ville finde et sted at gemme sig; men inden han havde fået set sig om, havde Ørnen slået en klo i ham.

          Den kæmpemæssige Ørn slog stærkt med vingerne og løftede sig op langs den nøgne klippeside med Adolf dinglende i kløerne. Klippen var fuldkommen glat som et spejl, og Adolf forstod ikke, hvordan en ørn dog kunne have rede på en sådan klippeside. Men da Ørnen havde fløjet opad i nogen tid, slog den ned på den eneste klippehylde, der var at se. Her havde den sin rede. Det var den mest utrolige rede, man kan tænke sig. Stor som et hus og helt oversået med ædelsten. Adolf tabte både næse og mund over det fantastiske syn. Nu talte Ørnen til ham. Heldigvis talte den menneskesprog, så det var let at forstå.

          “Du har rejst langt for at nå frem til De ubestigelige Bjerge; og nu har du nået dit mål. Men nu må du så blive her. Jeg er en meget ensom ørn, og du skal holde mig ved selskab.”

          “Nej, det kan du da ikke mene,” sagde Adolf. “Jeg ville jo bare så gerne have nogle ædelsten. Ædelsten er det bedste, jeg ved; og stenene i dalen bag De ubestigelige Bjerge er de smukkeste i verden.”

          “Ja,” sagde Ørnen, “det har du ret i. Og din rejse behøver da heller ikke at have været forgæves. Du kan tage så mange sten du vil og kan bære, og så kan du rejse hjem; men på to betingelser. Den ene er, at din søn vil rejse herud og bo hos mig. Den anden er, at du aldrig viser stenene til nogen, og at du aldrig fortæller til noget menneske, at du har fundet vej hertil. Hvis du gør det, vil jeg slå din søn ihjel og rive ham i småstykker.

          Bring mig din søn, så skal jeg hvert år bringe dig den største og sjældneste ædelsten, du kan tænke dig. Men fortæller du om det til nogen; ja så bringer jeg dig ikke flere sten; istedet får du hvert år en af din søns knogler. Den skal minde dig om, at man skal holde sit ord.”

          Det forslag tænkte Adolf over i lang tid. Da tiden var gået, og han var færdig med at tænke, havde han besluttet sig. Han ville bytte sin søn for de smukke sten.

          Ørnen bragte ham altså ned på jorden igen. “Prøv nu ikke at snyde mig,” sagde den. “Hvis din søn ikke dukker op, kommer jeg og hakker øjnene ud på både ham og dig.”

          Adolf begav sig på den lange vej hjem.

 

Arnvald savnede sin far. Faren havde været væk i mange dage og Arnvald savnede ham frygteligt. Til sidst besluttede han sig for at rejse ud og lede efter ham. Men hvordan skulle han dog kunne finde ham? Han vidste jo ingenting om, hvor han var taget hen. Ganske vidst havde faren fortalt ham om Ædelstensdalen; men hvor den lå henne, havde han jo ikke engang selv vidst. Arnvald måtte spørge sig for.

          Heldigvis havde Arnvald altid været en nysgerrig dreng, og derfor havde han god træning i at spørge. Det fik han brug for nu. Han spurgte og spurgte. Han spurgte alle han mødte, om de havde set hans far, eller om de vidste, hvor Ædelstensdalen lå. Mange gange spurgte han forgæves; mange gange blev folk sure, fordi han spurgte om noget, de ikke kunne svare på; men indimellem traf han på folk, der kunne huske, at der havde været én, der stillede det samme mærkelige spørgsmål om Ædelstensdalen.

          Efterhånden lykkedes det Arnvald at komme på sporet af sin far. Efter mange dages forløb kom han da også til den samme kro, hvor faren havde fået vist vejen til dalen. Kroværten huskede udmærket Arnvalds far, og det var der flere af gæsterne i kroen, der også gjorde.

          “Din far er nok desværre død, min dreng,” sagde Kroværten. “Han ville ikke lytte til et godt råd, derfor drog han ind i den uigennemtrængelige skov for at finde Ædelstensdalen. Vend om, min dreng. Skoven er helt uigennemtrængelig, og din far er sikkert faret vild og er død af sult eller ædt af de vilde dyr i skoven.”

          Men det ville Arnvald ikke tro. “Han kan da umuligt være død. Han er jo min far,” sagde han. “Fortæl mig, hvordan man kommer til Ædelstensdalen, så rejser jeg ind efter ham.”

          Kroværten kunne jo nok begribe, at Arnvald var lige så stædig som sin far; så han sukkede og fortalte ham vejen.

          “Men sig ikke, at du ikke var advaret,” sagde Kroværten. “Du skal ikke give mig skylden, hvis du bliver ædt af en tiger eller sådan noget.”

          Arnvald lovede at lade være at give Kroværten skylden, hvis han blev ædt af noget, der lignede en tiger. Så takkede han for vejvisningen og drog af sted.

 

Arnvalds rejse blev ligeså lang og besværlig, som farens havde været. Men da heller ikke han oplevede noget særligt på rejsen, skal jeg ikke trætte med at fortælle om den. Hvordan det nu gik til, så passerede Arnvald og hans far hinanden i Den uigennemtrængelige Skov, uden at de opdagede det. Arnvald rejste derfor igennem Den øde Ørken, igennem Den bundløse Sump og over Den endeløse Slette; mens hans far rejste hjem.

          Da Arnvald efter mange dages rejse nåede frem til De ubestigelige Bjerge, var han så udmattet, at han faldt pladask i søvn for foden af bjergene.

          Mens han sov kom Den kæmpemæssige Ørn, løftede ham op, og bar ham gennem luften helt op til sin rede, højt oppe på den nøgne klippevæg. Da Arnvald vågnede, lå han altså i Ørnens rede højt oppe i De ubestigelige Bjerge. Han blev selvfølgelig voldsomt forskrækket over at befinde sig på så fremmed et sted. Han kiggede ned fra klippehylden; men der var så langt ned, at foden af klippevæggen var skjult i en let dis. Så vendte han sig om. Der stod den kæmpemæssige ørn og stirrede på ham. Arnvald blev så overrasket, at han nær var faldet ud af reden.

          “Du skal ikke være bange,” sagde Ørnen. “Det hele er, som det er planlagt.”

          “Planlagt, hvad mener du?” Arnvald var så overrasket over, at Ørnen kunne tale, at han helt glemte at blive bange.

          “Ja. Du er her, fordi din far har sendt dig, ikke sandt?” Ørnen lagde hovedet på skrå og så spørgende på ham.

          “Nej, det er jeg ikke. Jeg er her, fordi jeg leder efter min far. Har du set ham?”

          “Det har jeg da. Han kom hertil for nogle dage siden. Men jeg lavede en handel med ham. Han skulle sørge for, at du kom her ud til mig, så du kunne holde mig med selskab. Til gengæld skal jeg forære ham en smuk ædelsten hvert år.”

          Arnvald var lamslået. Tænk at hans far ville bytte ham bort for en ædelsten. Han satte sig ned og græd. Ørnen kiggede lidt på ham. Så stille den sig hen et andet sted i reden og faldt i søvn.

 

I et helt år var Arnvald i reden hos Den kæmpemæssige Ørn. Det eneste, han fik at spise, var råt kaninkød. Ørnen fangede hver dag en kanin, som den bragte op i reden til ham. I starten syntes han, at det smagte væmmeligt; men efterhånden kom han til at synes om smagen. Ørnen bragte ham altid rigeligt med mad, og om aftenen, når Ørnen kom hjem fra jagten, sad de sammen i reden og fortalte hinanden om deres liv.

          Efterhånden som tiden gik, kom Arnvald til at holde af den stakkels ensomme ørn, der havde boet så længe alene på den stejle klippehylde. Men han kunne nu ikke rigtigt vænne sig til kun at have ørnereden at være i. Arnvald lagde en plan for, hvordan han skulle flygte. Det var en dristig plan, og der var ingen måde, hvor han kunne være sikke på, at den ville lykkes. Men det var det eneste, der var at gøre; og så måtte han jo gøre det.

          Hver aften, når Ørnen stod i reden og gjorde sig klar til at sove, pudsede den sine fjer. Så skete det en gang imellem, at den tabte en fjer i reden. Disse ørnefjer samlede Arnvald sammen og gemte dem. Hans plan var, at når han havde samlet fjer nok, ville han lave et par vinger, så han kunne flyve sin vej. Det var en dristig plan. Hvad ville der ske, hvis Ørnen opdagede hans forehavende? Hvordan skulle han bære sig ad med at lave vingerne? Ville de kunne bære ham? Ville han overhovedet kunne finde ud af at flyve, hvis det lykkedes ham at lave et par vinger, der kunne bære?

          Længe samlede Arnvald fjer sammen og gemte dem på et hemmeligt sted i reden. Sammen med fjerene gemte han knoglerne fra de dyr, Ørnen gav ham at spise. Dem skulle vingerne bygges af. Og nu havde han allerede været i ørnereden i et år.

          “Nu må du være alene nogle dage,” sagde Ørnen en morgen. “Min aftale med din far er, at jeg en gang om året skal bringe ham en ædelsten fra dalen. Nu er det netop et år siden, du kom, og jeg må af sted og hente stenen og bringe den til din far. Det er lang tur, derfor må du være alene.”

          Med disse ord svang Ørnen sig op i luften og forsvandt op langs klippevæggen.

          “I dag skal det være,” tænkte Arnvald, da Ørnen var forsvundet i disen. Han havde allerede længe haft et par pragtfulde vinger liggende klar i skjulestedet i reden.

          Arnvald fyldte lommerne med ædelsten fra reden og spændte vingerne fast til sine arme. Hele konstruktionen var let og stiv. Han regnede ikke med at have kræfter til at slå med vingerne, så han kunne kun håbe på, at de var stort nok til, at han kunne glide ned gennem luften og lande sikkert på jorden.

          Han stillede sig helt ud på kanten af reden og kiggede ned. På grund af disen havde han ingen anelse om, hvor langt der var ned til jorden. Han vidste heller ikke, om vingerne var stærke og store nok til at kunne bære hans vægt. Men han kunne ikke længere holde ud at skulle bo ørnereden, så nu måtte han risikere livet og springe ud; så måtte det briste eller bære.

          Arnvald sprang.

          Han styrtede som en sten imod jorden. Vinden susede ham om ørerne, og han tænkte, at nu var det slut. Han ville blive knust imod jorden dernede og dø. Så mærkede han, at vingerne begyndte at bære; farten tog af, og han gled skråt ned gennem luften. Snart faldt han ikke mere, men sejlede vandret af sted. Disen under ham forsvandt, og han så Den endeløse Slette under sig. Den strakte sig i alle retninger, så langt øjet rakte. Men langt, langt borte så han ligesom en krusning i horizonten.

          “Det må være den retning, jeg skal,” tænkte han. “Det må være Den bundløse Sump.”

          Det lykkedes Arnvald at dreje sig i den retning, han havde bestemt sig for. I susende fart gled han hen over Den endeløse Slette, mens han langsomt nærmede sig jorden. I udkanten af Den bundløse Sump, landede han. Han havde jo ingen båd, og ingen mulighed for at bygge en; men heldigvis groede træerne i sumpen så tæt, at han kunne klatre fra træ til træ og på den måde nå igennem. Vingerne havde han med sig; han tænkte at de måske kunne blive til nytte. De venlige krokodiller dukkede op og talte til ham.

          “Goddag Arnvald. Du er nok sluppet fra Ørnen. Hvad tror du, at den siger til, at du er væk, når den kommer hjem?”

          “Det ved jeg ikke, og jeg kan heller ikke tage mig af det,” sagde Arnvald. “Det var helt umuligt for mig at blive i den kedelige ørnerede.”

          Arnvald måtte udstå mange besværligheder for at komme igennem Den bundløse Sump, over Den øde Ørken og igennem Den uigennemtrængelige Skov; men omsider nåede han da frem til kroen, hvor han havde fået vist vejen til Ædelstensdalen. Gæsterne i kroen undrede sig godt nok noget over at se en ung dreng komme ud af Den uigennemtrængelige Skov. Der kom sjældent folk fra den kant. Og ham her slæbte oven i købet på et par store mærkelige vinger, lavet af ørnefjer.

          Arnvald måtte besvare mange spørgsmål, da han bænkede sig i kroen for at få noget at spise. Det var det første rigtige måltid mad, han havde fået, siden sidst han kom forbi, og han var ærligt talt for træt og sulten til alle de spørgsmål. Kroværten kunne godt huske Arnvald og vidste også i hvilken retning, han skulle gå for at komme hjem. Men Arnvald var nu slet ikke så sikker på, om det var den vej, han ville. Han blev boende på kroen et par dage for at tænke over sagen. Han kunne betale med de kostbare ædelsten, så han behøvede ikke at lide nød.

 

I det år, der var gået, havde Adolf fortrudt. Arnvald havde jo været væk, da han kom hjem, og nu var han helt alene i sit hus. Han savnede sin søn og havde ikke længere samme glæde ved at betragte sine ædelsten.

          “Bare jeg dog aldrig var gået ind på Ørnens krav,” tænkte han ved sig selv. “Bare jeg dog aldrig var taget ud for at finde Ædelstensdalen. Bare jeg dog ikke havde været så dum.” Men sket var jo sket, og hvad kunne han gøre.

          Da Ørnen dukkede op for at give ham den skønne ædelsten fra dalen, stod Adolf i haven og kiggede efter den. Han ville kalde på den og så mindeligt bede den bringe hans søn tilbage. Men Ørnen kom brusende gennem luften i svimlende fart. Den dykkede ned mod faderen hus, og da den fløj henover det, lod den ædelstenen falde.

          Adolf greb den, og i det øjeblik han så stenen, vækkedes han begær igen, og han glemte helt at råbe efter Ørnen. Det var den skønneste og mærkeligste ædelsten, han nogensinde havde set. Ingen sten i hans samling var så strålende smuk. Han holdt den i sine hænder, vendte og drejede den og betragtede den fra alle sider. Så kom han i tanke om, at han måtte beskytte sin skat. Han gik ned i banken og låste den inde i boksen.

          Ørnen var med det samme fløjet tilbage til sin rede. Men da den nåede frem, var reden jo tom. Arnvald var flygtet. Ørnen blev bedrøvet, nu var den igen alene. Men den blev også rasende. Den styrtede sig ned fra klippesiden og satte kursen tilbage mod Adolfs hus. Den regnede med, at Arnvald ville vende tilbage til sin far.

          Nogle dage senere, Da Adolf kom ud i sin have, sad Ørnen derfor oppe på tagryggen og stirrede ned på ham. Adolf blev bange; hvad ville Ørnen her. Den lettede fra tagryggen og slog ned ved siden af ham.

          “Du byttede din søn bort for ædle sten, og alligevel vender han nu tilbage til dig. Jeg gav ham altid den bedste mad at spise og holdt af ham som min bedste ven, og alligevel forlod han mig.”

          “Hvad siger du, er Arnvald kommet tilbage.” Faren blev ude af sig selv af glæde. “Hvor er han?”

          “Han er endnu ikke kommet; men det kan ikke vare længe. Nu må du endnu engang tage en beslutning. Vil du beholde den ædelsten, jeg bragte dig, og de sten du tog fra min rede, eller vil du aflevere stenene mod at få din søn tilbage? Du skal beslutte dig nu. Hvis du ikke har bragt mig stenene, inden Arnvald kommer, tager jeg ham med mig. Så skal jeg sørge for, at du aldrig mere får ham at se. Men hvis du bringer mig mine sten, vil jeg lade dig få ham tilbage.”

          Adolf vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han havde savnet sin søn så frygteligt, siden han havde afleveret ham til Ørnen; men på den anden side var hans begær efter ædelsten stort.

          “Du tøver,” sagde Ørnen. “Tænk, at du tøver. Dumme, dumme menneske.”

          Og den strakte sine mægtige vinger ud og lettede fra jorden med en voldsom brusen. Inden Adolf nåede at råbe til den, at den skulle få sine sten tilbage, var den væk. Den hang højt oppe, og med sit skarpe syn spejdede den ned over byen. Men Arnvald fandt den ikke. Den fløj langsomt tilbage ad den rute, Arnvald måtte følge, hvis han var på vej til sin fars hus. Men den fandt ham ikke. Sørgmodigt svang Ørnen sig højere op i luften og fløj tilbage til den ensomme klippevæg, hvor den havde sin rede.

 

Hvor var Arnvald? Hvorfor kom han ikke tilbage til sin far? På den anden side, hvad skulle han der? Hans far havde byttet ham bort for ædle sten, så hvad skulle Arnvald der? Han risikerede jo også bare, at Den kæmpemæssige Ørn opsøgte hans far og fandt ham, hvis han vendte tilbage. Nej. Efter at have boet på kroen et par dage havde han besluttet sig. Han ville rejse langt bort til et fremmed land, hvor hverken faren eller Ørnen kunne vide, hvor han var.

                      Om Arnvald nogen sinde kom tilbage til sin far, eller om han nøjedes med at sende et postkort, ved jeg ikke. Historien slutter her, hvor Arnvald, med ørnevingerne under armen og lommerne fulde af ædelsten, vandrer bort fra kroen ved Den uigennemtrængelige Skov. Hvor han skal hen, og hvad der venter af eventyr på rejsen? - Tja, hvem ved?