Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


1. kapitel      Dengang Mor sejlede i kano på Amazonfloden

 

 

“Søren for pokker, vær nu stille, jeg læser.” Mor ser op fra sin bog og kigger opgivende på sin søn.

          “Den Knastørre Pirat griber fat i tovet til mesanen, kaster sig ud i den tomme luft og svinger sig over på orlogsskibet ‘Olifanten’, mens Admiral Nielsen ser hjælpeløs til.” Søren råber højt og løber tværs over gulvet med et træsværd i hånden. Han kaster sig op i sofaen, hvor Mor sidder og prøver på at læse.

          “Nu skal du altså i seng,” siger Mor. “Du skal op og i skole i morgen.”

          “Den Knastørre Pirat slipper tovet og lander midt på Admiral Nielsens mave med et bump,” råber Søren og skal lige til at hoppe op på Mor.

          “Den Knastørre Pirats mor griber ham i luften og bærer ham ud på badeværelset,” råber Mor og tager Søren under armen og løber af sted med ham.

          “Den Knastørre Pirat er ved at drukne i skumsprøjtet fra de frådende bølger,” råber Søren og børster tænder så tandpastaskummet står ham om ørerne. “Den Knastørre Pirat svinger sig tilbage til sit skib og lander i storsejlet, så han bliver helt indviklet.” Søren løber råbende gennem stuen, ind på sit værelse og smider sig i sengen.

 

“Mor, du skal fortælle en historie fra dengang, du var opdagelsesrejsende.” Søren var endelig kommet i seng og sad og kiggede forventningsfuld på sin Mor.

          “OK!,” sagde Mor. “Så fortæller jeg om

 

Dengang Mor sejlede i kano på Amazonfloden

 

Det er verdens længste flod, så det var en lang tur, kan du tro.”

          “Det lyder da kedeligt bare sådan at sejle ned ad en flod.” Søren var ikke sikker på, at han gad høre om kanosejlads. Han havde sat næsen op efter noget mere spændende.

          “Kedeligt! Du skulle snakke. Du ved jo overhovedet ikke, hvad det vil sige at kede sig. Har jeg nogen sinde fortalt om dengang, jeg var faret vild i ørkenen og levede af mariekiks og rabarbersaft i 14 dage, mens jeg sad og kikkede på en sandbanke. Dét var kedeligt, kan du tro.”

          “Hvorfor var du faret vild i ørkenen?”

          “Fordi min cykel punkterede, og jeg kiggede forkert på kortet. Jeg troede, der var en vej; men så viste det sig, at der var nogen, der havde spildt kakao på kortet. Jeg tror, det var en lille uartig dreng.” Mor kiggede meget strengt på Søren.

          “Det var altså ikke mig. Jeg var jo ikke engang født.”

          “Hvor ved du så måske fra, at det ikke var dig, når du ikke var født?”

          “Jamen, man kan da ikke ...” Søren gik i stå. “Hvorfor sad du bare der og kiggede på en sandbanke?” spurgte han for at redde sig ud af den umulige situation.

          “Hvad skulle jeg ellers kigge på? Der var ikke andet end sand.”

          “Nej, jeg mener, hvorfor gik du ikke ud af ørkenen.”

          “Fordi jeg ventede på bussen; men den var forsinket. Den var vist også punkteret, tror jeg.”

          Søren så forvirret på sin mor. Han forstod ikke helt, hvordan en bus kunne være forsinket i fjorten dage, bare fordi den var punkteret; men han sagde ikke noget.

          “I øvrigt viste det sig, at det overhovedet ikke var nogen bus, det var en kamel. Så hvordan den bar sig ad med at være punkteret, det ved jeg virkelig ikke.

          Nå, men det var denne her kanotur, jeg skulle fortælle om. Jeg var altså kommet til Peru. Det er forresten en meget pudsig historie, det med hvordan jeg var kommet til Peru.

          Jeg havde været på vandretur i Norge, og så mødte jeg en nordmand. Det var selvfølgelig ikke så mærkeligt; dem er der mange af i Norge. Men denne her nordmand, han var ikke mere end halvanden meter høj, og det er altså mærkeligt. Jeg spurgte ham, hvordan han var blevet så lille, og han sagde, at det var såmænd bare fordi, han var holdt op med at vokse, da han var halvanden meter høj. Det lød jo meget fornuftigt; men så fortalte han mig, at det måske også var fordi, han i virkeligheden var sydamerikansk indianer og hed Hresiandos; han havde bare fået farvet håret.

          Nå, men så inviterede han mig til Peru. Vi sejlede derover i en robåd, for vi havde ingen penge til billetten. Det var en lang tur. Vi var også lige ved at blive ædt af en haj. Den forfulgte os hele vejen fra Norge til midt ude i Atlanterhavet.

          Vi roede som sindssyge for at slippe fra hajen; men den blev ved med at være lige i hælene på os. Så lige pludselig kom der en kæmpestor albatros - sådan en fugl med lange tynde vinger, der ligner en måge - altså ikke vingerne - fuglen. Det vil sige, altså - albatrossens vinger ligner mågevinger; men albatrossens vinger ligner ikke en måge, det er hele albatrossen, der ligner en hel måge.”

          “Jeg har forstået,” sagde Søren tålmodigt.

          “Denne her albatros, den bankede altså næbbet lige ned i vandet og fangede hajen og fløj væk med den. Hold-da-op hvor den sprællede. Hajen altså - ikke albatrossen. Den fløj bare.”

          “Så store fugle findes altså ikke,” sagde Søren.

          “Gør de ikke! Du ved som sædvanlig ikke, hvad du snakker om. Har jeg aldrig fortalt dig om kæmpeørnen Theobald?”

          Søren kiggede tvivlende på sin mor. “Kæmpeørnen Theobald?”

          “Ja. Kæmpeørnen Theobald! Den er så stor, at det tager flere timer for den at flyve forbi. Denne her albatros var ikke nær så stor; kun ca ti meter lang.”

          Søren så stadigvæk ud, som om han ikke rigtigt troede på, hvad hans mor fortalte; men han sagde ingenting. Hvis han brokkede sig over kæmpeørnen Theobald, ville hun bare begynde at fortælle om myrer på størrelse med får eller et eller andet andet mærkeligt.

          “I Peru har de forresten verdens største myrer,” sagde Mor. “De er næsten lige så store som får.”

          “Skulle du ikke fortælle om den der sejltur ned ad Amazonfloden?” spurgte Søren utålmodigt for at slippe for at høre mere sludder om kæmpedyr.

          “Nåh, jo. Vi sejlede altså over Atlanten i denne her robåd. Det var forresten lige ved at gå galt, for der gik hul i båden, da vi kun var ti meter fra land. Men der var sådan en kraftig strøm, at vi var ved at blive suget helt ud midt på Atlanterhavet igen. Heldigvis kom den der albatros forbi og fiskede os op og fløj ind til land med os. Lige da den satte os ned på jorden, stak hajen hovedet ud af næbbet på albatrossen og bed Hresiandos i numsen. Hold da op, hvor han skreg.”

          “Hold nu op med den albatros,” råbte Søren irriteret. “Jeg vil høre om kanoturen.”

          “Vil du det? Jeg troede, at du syntes, det var kedeligt. Nå, men heldigvis bed hajen ikke numsen af Hresiandos, så ville han virkelig have haft et seriøst problem, næste gang han skulle på toilettet. Albatrossen skyndte sig at sluge hajen igen. Mens den gjorde det, listede vi lige så stille af. Man kan aldrig vide, hvad sådan en kæmpestor albatros kan finde på; så vi benyttede lejligheden, mens den slugte hajen, til at komme væk.

          Desværre var det det helt forkerte sted, vi var landet. Vi var overhovedet ikke i Peru. Hresiandos blev skidesur og sagde, at det var også den åndssvage albatros, der absolut skulle smide os af det forkerte sted. Så gik han sin vej. Det vil sige, gik - det er måske så meget sagt. Han humpede af sted med sådan nogle underlige halve trin, fordi han hele tiden skulle holde sig på numsen. Det gør åbenbart meget ondt at blive bidt af en haj.”

          “Sig mig engang,” afbrød Søren. “Var det ikke meningen, du skulle fortælle om den der kantur?”

          “Nåh jo; men nu er det altså for sent. Nu skal du sove. Du må høre om kanoturen i morgen.”

          Øv, altså. Bare fordi du skal fortælle alt det der om hajen og Hresiandos. Det er snyd.“

          “Ja ja, det er godt med dig. Sov nu. Godnat.”

          “Godnat. Men i morgen skal du altså fortælle om kanoturen.”

          “Det skal jeg nok. Selvom jeg tror nu måske alligevel, at den historie er alt for kedelig.”

          “Åhr!

          “Godnat!”