Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


2. kapitel      Dengang Mor endelig sejlede i kano ned af Amazonfloden

 

 

“Mor. Nu SKAL du altså fortælle om den der kanotur. Også selvom den var kedelig.” Søren sad i sin seng og var meget utålmodig efter at høre om kanoturen ned ad Amazonfloden.

          “OK, nu skal jeg nok fortælle om

 

Dengang Mor endelig sejlede i kano ned af Amazonfloden

 

Det var nu slet ikke så kedeligt, som jeg sagde i går. Jeg havde bare glemt alt det sjove.

          “Ham der Hresiandos var altså gået sin vej med de der underlige halve trin, mens han holdt sig på numsen. Jeg løb efter ham og sagde, at vi da lige så godt kunne følges ad. Jeg ville også gerne til Peru, og måske kunne jeg hjælpe ham med at komme hjem. Han skulede bare og bandede og svovlede over den der albatros, der åbenbart overhovedet ikke havde begreb skabt om, hvor Peru lå henne, siden den bare smed os et helt tilfældigt sted.

          Jeg stak tommelfingeren i vejret for at se, om vi kunne blive taget op af en eller anden, og heldigvis kom der en lastbil forbi, der tog os op. Der stod ‘Alt godt fra Peru’ på siden af lastbilen, så jeg regnede med, at den nok skulle til Peru. Den skulle den også. Det viste sig, at det var en af Hresiandos gamle bekendte, der kørte lastbilen. Hruanihrunatinio Salvadohriensinionius, hed han; men hans venner kaldte ham Bob for nemheds skyld.. Så var han glad igen - Hresiandos altså. Eller rettere - helt glad var han ikke, for han måtte stå op hele vejen, så ondt gjorde det i numsen. Det tog ca. 14 dage at køre hele vejen til Peru, og Hresiandos stod op hele vejen. Da de 14 dage var gået, var vi fremme ved Hresiandos hus, der lå højt oppe i bjergene.”

          “Nu jeg gider ikke høre mere om ham Hresiandos,” sagde Søren.

          “Nå nå, undskyld. Jeg ville bare fortælle, at han var så træt, at han stod op og sov de sidste tre dage, indtil vi nåede Peru. Og så var det jeg sejlede ned ad Amazonfloden i kano.

          Det var Hresiandos, der gav mig kanoen. Han kunne jo ikke sidde ned på grund af det med hajen, så han kunne ikke bruge kanoen til noget.”

          “Kunne han ikke vente, til han blev rask, og det ikke gjorde så ondt mere?” spurgte Søren.

          “Det gad han åbenbart ikke vente på. I hvert fald gav han mig kanoen. Jeg tror nok, at det også var fordi, hans hus væltede, og jeg hjalp ham med at rejse det op igen. Det var noget værre noget med det hus. Det blev ved med at vælte ...”

          “Mor!” afbrød Søren. “Du skulle fortælle om kanoturen.”

          “Ja ja, men jeg er da nødt til lige at fortælle, hvorfor jeg fik kanoen. Det hører med til historien.”

          Søren var lige ved at sige, at han var ligeglad med, hvor Mor havde fået kanoen fra; men så gjorde han det ikke alligevel. Det med huset, der hele tiden væltede, lød egentlig også meget interessant.

          “Altså. Det var fordi, det lige pludseligt blev sådan et forfærdeligt stormvejr. I Peru har de stormvejr, der er meget værre end den værste orkan herhjemme. Alting flyver rundt i luften og lander det helt forkerte sted. Derfor kan man heller aldrig finde et posthus eller en telefonboks i Peru.

          Der kom altså sådan en forfærdelig orkan. Den løftede Hresiandos hus op og kørte rundt med det, indtil den åbenbart blev træt af det og lagde huset ned igen, men på siden. Det så mærkeligt ud: Gulvet var lodret, og man kunne ikke komme hverken ud eller ind, for huset lå på den side, hvor døren var.

          Hresiandos var sur over, at huset var væltet, og det var han kone også. Køkkenet stod jo på højkant, og det er helt umuligt at lave mad i sådan et køkken. Alting ryger ud af gryderne. Når de skulle sove, var de nødt til at spænde sig fast til sengen, fordi den stod op ad væggen. Det var noget værre roderi.

          Så fik jeg fat i en gravko, og lige så forsigtigt skubbede jeg til huset, så det vippede på plads. Hresiandos blev så glad, at han var lige ved at forære mig kanoen; men hans kone ville ikke have det. Hun sagde, at den skulle de jo selv bruge, når Hresiandos engang blev rask og ikke havde så ond i numsen mere.”

          “Jamen du sagde da, at han forærede den til dig alligevel.” Søren kunne ikke rigtigt forstå det.

          “Ja, det gjorde han også; men det var, da huset var væltet anden gang. Selvom ‘væltet’ er måske ikke det helt rigtige udtryk. Det var nemlig fordi, det lige pludseligt begyndte at regne. Og når det regner i Peru, så regner det, kan jeg godt love dig. Det styrtede ned med så meget regn, at alting flød helt væk. Også Hresiandos’ hus. Vandet steg så meget, at alting blev oversvømmet. Heldigvis kunne huset flyde, så det flød bare rundt på må og få i flere dage.

          Der blev så vådt inde i huset, at vi var nødt til at sidde oppe på taget. Der sad vi så: mig selv, Hresiandos, hans kone og deres fire børn. Foruden to katte, en hund, en hest, sytten kaniner, og guderne må vide hvor mange høns. Jeg ved det i hvert fald ikke. Heldigvis var taget næsten fladt, ellers ved jeg ikke, hvordan vi skulle kunne have været der.

          Da regnen så endelig holdt op, og vandet forsvandt, endte huset oppe i et højt træ. Der kunne det jo ikke blive hængende, så lige pludselig faldt det ned. Det landede på taget og faldt fuldstændig fra hinanden. Jeg har aldrig set noget gå så meget i stykker så hurtigt som Hresiandos hus. Man kunne slet ikke se, at det havde været et hus. Det lignede bare en stor bunke brædder.”

          “Hvad gjorde i så?”

          “Vi byggede det selvfølgelig igen. Hvad skulle vi ellers gøre? Hresiandos og hans kone og alle hans børn var jo nødt til at have et sted at bo. Vi hamrede og regerede i flere dage for at få huset bygget op igen, og så var det, at Hresiandos syntes, at jeg skulle have kanoen som tak for alt besværet.”

          “Det var da meget rimeligt,” syntes Søren.

          “Det syntes jeg jo også.”

          “Og så sejlede du ned af Amazonfloden?” spurgte Søren forhåbningsfuldt.

          “Ja, det vil sige, Jeg var nødt til at hjælpe Hresiandos med huset for tredje gang også. Det væltede nemlig en gang til. Denne gang var det fordi, der kom en hel masse flamingoer flyvende. Jeg ved da heller ikke, hvad de der flamingoer tænkte på. Men de så sig i hvert fald ikke for. Og de fløj også helt urimeligt lavt. Lige pludselig brasede de alle sammen ind i huset. Der var så mange, og de fløj så hurtigt, da de brasede ind i huset, at det væltede.

          Nøjj - hvor blev Hresiandos og hans kone sure. Nu kunne det være nok, syntes de. De gad ikke bo i det rådne hus mere, når det hele tiden væltede.

          Jeg synes, de skulle blive boende. Nu havde vi jo haft alt det besvær med at bygge det, efter at det var gået fra hinanden. Jeg fik fat i en masse snor og nogle teltpløkke, og da vi havde fået huset på ret køl, tøjrede jeg det med snor og pløkke, så det ikke skulle vælte igen. Man skulle jo tro, at Hresiandos og hans kone blev glade for, at huset var tøjret. Det blev de bare ikke. De gik hele tiden og faldt over snorene og pløkkene, så de var bare endnu mere sure en før.

          Så tænkte jeg,  at nu kunne det være nok. Nu havde jeg hjulet dem med det hus tre gange, og de var bare blevet mere og mere sure. I øvrigt havde jeg jo fået kanoen, så jeg kunne være ligeglad.”

          “Og SÅ sejlede du ned ad Amazonfloden?”

          “Ja - SÅ sejlede jeg ned ad Amazonfloden. Men du må altså vente med historien til i morgen. Nu skal du sove.”

          “Nej altså, hvor er det altså snyd. Jeg gider snart slet ikke høre den historie, når det aldrig bliver til noget.”

          “Bare rolig. I morgen lover jeg at begynde på historien med det samme, så du er sikker på at få den.”

          “Hrmm.”

          “Jeg lover det. Godnat!”

          “Hrmm.”