Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


3. kapitel      Dengang Mor faktisk sejlede ned ad Amazonfloden

 

 

“Mor - nu SKAL du altså fortælle den historie om Amazonfloden.”

          “Ja ja. Nu skal jeg nok fortælle om

 

Dengang Mor faktisk sejlede ned ad Amazonfloden

 

Jeg sagde altså farvel til Hresiandos og hans kone. De kom ud af deres hus for at vinke; men så faldt de selvfølgelig over bardunerne. Og for at det ikke skulle være løgn, satte Hresiandos sig på en af pløkkene. Hold da op, hvor han bandede og svovlede. Som om han ikke havde ondt nok i numsen i forvejen. Han blev så sur, at der kom sort røg ud af ørerne på ham. Jeg blev helt bange for ham, så jeg skyndte mig at sætte mig kanoen og sejle min vej. Jeg sejlede i næsten et kvarter, før jeg ikke kunne høre ham længere, så højt råbte han.”

          “Og så var du endelig på vej ned ad Amazonfloden?” sagde Søren.

          “Ja, så var jeg på vej ned ad Amazonfloden.

          Amazonfloden er verdens længste og bredeste flod; men jeg startede jo højt oppe i bjergene, og her var floden ganske smal, ikke meget bredere end en å.

          Det første stykke vej var turen alt for kedelig til, at jeg gider fortælle om det. Der var bare kilometerhøje bjerge alle vegne. Alle bjergene lignede hinanden så meget, at det undrede mig, at folk kunne finde hjem. Det kunne de måske heller ikke. I hvert fald var der en masse mennesker, der gik rundt i bjergene og så ud som om, de var faret vild.

          Nå, men turen var altså helt forfærdeligt kedelig. Den var faktisk så kedelig, at jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede, var jeg nået til et sted, hvor floden var på vej ned mellem en masse store sten. Jeg fik travlt med at holde balancen og styre uden om stenene. Heldigvis er jeg ret god til at sejle i kano, så det gik meget godt.

          Men så, lige pludselig, røg jeg ud over kanten på et kæmpestort vandfald. Kanoen vendte bunden i vejret, og så faldt jeg selvfølgelig ud. Heldigvis havde jeg faldskærm på, så jeg trak bare i snoren til faldskærmen, og så svævede jeg lige så stille ned langs vandfaldet.”

          “Hvorfor havde du faldskærm på, når du bare skulle sejle i kano? Det plejer man da ikke at have.” Søren så mistroisk på Mor.

          “Man kan tydeligt høre, at du aldrig har sejlet i kano på Amazonfloden,” svarede Mor. “Man har altid faldskærm på, når man sejler dér. Der er så mange vandfald, at man aldrig kan vide, hvornår man kommer til at sejle ud over kanten på et af dem.”

          “Jamen, man må da vide, hvor vandfaldene er henne. Har man ikke et kort eller sådan noget?” Søren troede stadig ikke rigtigt på det.

          “Nej, det kan man nemlig ikke. Vandfaldene på Amazonfloden skifter hele tiden plads. Det er fordi det regner og stormer så meget. Hver gang det har regnet eller stormet, er der nye vandfald, og nogle af de gamle er forsvundet. Det er frygtelig irriterende.

          Jeg svævede altså ned ad dette her vandfald. Heldigvis havde jeg bundet en snor i kanoen, ellers ville den nok være forsvundet for mig. Da jeg nåede ned for foden af vandfaldet, kravlede jeg op i kanoen igen og sejlede videre.

          Pludselig kom jeg til et sted, hvor der lå et flere kilometer højt bjerg, som floden skulle over. Så vandet løb altså op ad bjerget på den ene side og ned ad det på den anden.”

          “Nej altså Mor, nu må du holde op. Vandet kan da ikke løbe op ad et bjerg.”

          “Søren!” sagde Mor, og så meget bestemt på ham. “Er det dig eller mig, der har været på Amazonfloden? Vandet i Amazonfloden er verdens mærkeligste vand. Det kan løbe nedad, opad eller til siden, ligesom det nu passer bedst. Og her løb det altså op ad dette her bjerg. Hvordan skulle det ellers komme videre, om jeg må spørge?”

          Mor så meget bestemt på Søren, der holdt sin mund. Han troede altså stadigvæk ikke på det med vandet, der løb opad. Men på den anden side, Mor havde oplevet så mange mærkelige ting, så man kunne aldrig vide ...

          “Nå, men hvis du ellers er færdig med at afbryde, så sejlede jeg altså op ad bjerget lige til toppen. Men det er meget svært for vand at løbe opad, så da floden nåede toppen, var vandet enormt træt. Heldigvis var der en sø på toppen, hvor vandet kunne ligge og hvile sig lidt. Og så gik det ellers for fuld drøn ned ad bjerget.

          Er du rigtig klog, hvor gik det hurtigt. Jeg har aldrig sejlet så hurtigt i hele mit liv. Kanoen sejlede så hurtigt, at bagenden ikke kunne følge med forenden. Bagenden sakkede mere og mere bagud, så kanoen blev længere og længere. Da jeg nåede helt ned ad bjerget, var kanoen over hundrede meter lang. Heldigvis indhentede bagenden forenden igen, så kanoen endte med at have den rigtige størrelse, ellers havde det også været alt for svært at styre den.

          Det var ved at være aften, og jeg styrede ind til en ø, der lå i floden. Her boede der nogle af de mærkeligste mennesker, jeg nogen sinde har mødt. De gik alle sammen baglæns. Det var meget mærkeligt, for de faldt aldrig over noget. Det var som om, de havde øjne i nakken. Og da jeg kiggede nærmere efter, viste det sig, at det havde de også. Jeg har aldrig set noget lignende. Tænk, mennesker med øjne i nakken!He   ”

          Søren sagde ingenting.

          “Jeg hev kanoen i land og fortøjede den, og så vinkede de her baglændere ad mig, for at få mig til at følge med til deres landsby, der lå midt på øen. Det var en meget lille ø, så hvis ikke det havde været for alle de slyngplanter, der voksede alle vegne, ville det kun have taget tre minutter at komme til landsbyen. Nu tog det altså en halv time, fordi vi skulle klatre oppe i træerne. Nede ved jorden var alting fuldstændig filtret sammen af de her slyngplanter.

          Da vi kom til landsbyen, viste det sig, at den var bygget oppe i træerne. Det var jo meget fornuftigt, når skovbunden var filtret sammen.

          Det var i det hele taget nogle mærkelig mennesker, der boede på den ø. De snakkede baglæns, og det altså er meget svært at forstå. Den smule, jeg kunne forstå, gjorde mig heller ikke ret meget klogere, for de sagde hele tiden det modsatte af, hvad de mente. Selvom, det er der nu også mange almindelige mennesker, der gør.

          Når de skulle sove, hængte de sig med hovedet nedad. De bandt fødderne fast med nogle af slyngplanterne, så de ikke faldt ned, hvis de nu begyndte at gå i søvne.

          De spiste ikke andet end fisk, som de fangede i floden. De havde ingen både, så de svømmede rundt i floden for at fange fiskene. Så svømmede de selvfølgelig baglæns med fødderne forrest. Jeg tror, det er de eneste mennesker i verden, der kan svømme baglæns på den måde. Det var nogle ganske små fisk, de fangede; og når de spiste dem, slugte de dem rå. De kunne ikke stege dem, man kan jo ikke tænde bål oppe i træerne.

          Næste dag sagde jeg farvel til baglænderne, og de stillede sig alle sammen op med ryggen til og vinkede. Det så altså mærkeligt ud. Jeg vinkede tilbage, og så sejlede jeg videre ned ad floden.”

          “Hvad skete der så mere?” spurgte Søren, da Mor holdt en lille pause.

          “Tja - så skete der sådan set ikke så meget mere. Altså ud over at jeg mødte nogle mennesker, der alle sammen gik på hænder, og nogle andre der mavede sig frem over jorden. Det var fordi, der var så mange grene de skulle under, at de havde vænnet sig til bare at mave sig frem, også der hvor der ingen grene var.

          Jeg sejlede også ind i en flok piratfisk, der spiste min kano. Piratfisk spiser alt, hvad de kommer i nærheden af. Heldigvis var det et sted, hvor der hang en masse lianer ned fra træerne. Så jeg klatrede bare op i lianerne og svingede mig fra lian til lian, ligesom Tarzan. Så kunne piratfiskene beholde kanoen, hvis de ville. Det ville de ikke, de spiste den, med årer og det hele.

          Da jeg havde svinget mig et stykke vej, var der ikke flere lianer. Så måtte jeg jo gå. Heldigvis kom jeg snart til en landsby.”

          “Var turen så slut?”

          “Ja, så var den tur slut. Men jeg har jo været på så mange andre ture.”

          “Det fortæller du om i morgen - ikke?”

          “Jo - det fortæller jeg om i morgen. Godnat”

          “Hvad hedder ‘Godnat’ på baglæns?”

          “Tandog.”

          “Tandog!"

          “Tandog!”