Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


4. kapitel      Dengang Mor var i USA

 

“Mor,” sagde Søren næste dag, da det var blevet aften og tid til godnathistorie. “Hvad skete der i den der by, du var kommet til.”

          “Ingen verdens ting. Det var den kedeligste by i hele verden. Der skete aldrig noget som helst. Alle indbyggerne var fårehyrder, og hver morgen gik de alle sammen ud på markerne med deres får. Alle sammen. Mænd og kvinder og børn. Hver og én. De gik alle sammen klokken otte om morgenen og kom først hjem klokken otte om aftenen.”

          “Jamen, de skulle da have noget at spise,” indvendte Søren.

          “De spiste alle sammen byggrød kogt på gedemælk. Hver dag året rundt. Morgen, middag og aften. De malkede fårene ude på marken, og når de så kom tilbage, lavede de byggrød ...”

          “Altså, du sagde at de lavede grøden på gedemælk; men hvordan kunne de det, når de kun havde får.”

          “Det var fordi, det var verdens mærkeligste får. Det er de eneste får i verden, der giver gedemælk, når man malker dem. Men altså - Når de var færdige med at lave bryggrød, spiste de til aften, og så lagde de sig til at sove, fordi de var så trætte af al den friske luft, de havde fået hele dagen. Om morgenen stod de op klokken seks, lavede byggrød, spiste det og gik ud med deres får. Hver eneste dag, hele året rundt det samme. Også juleaften.

          Jeg spurgte dem, om der ikke skete noget andet en gang imellem; men de sagde, at det gjorde der ikke. Det vil sige, der var en gammel mand, der kunne huske, at der engang var sket noget. Der var en af landsbyens beboere, der ikke var kommet hjem om aftenen. Så var de alle sammen gået ud for at lede efter ham. Det viste sig, at han sad under et træ og sov. Han var faldet i søvn af bare kedsomhed.

          Tænk dig, at bo i en by, hvor det mest spændende, der nogensinde er sket, er, at en fårehyrde var faldet i søvn af kedsomhed og var kommet for sent hjem. Er det kedeligt, eller er det kedeligt, hva’?”

          “Det lyder kedeligt. Men, hvad gjorde du så?”

          “Jeg rejste min vej. Jeg tror ikke, der var nogen, der lagde mærke til det. De var alle sammen så vant til, at der ikke skete noget, at de ikke engang lagde mærke til, at jeg havde været der. Men nu skal du høre, hvor jeg rejste hen. Du skal nemlig høre om

 

Dengang Mor var i USA

 

Dér var der andeledes gang i den, skal jeg lige love for. I USA er der ingenting, der er kedeligt. Hver dag sker der noget andet, end der skete i går. Det er lige ved at være for meget, fordi det er så forvirrende; men kedeligt, det er det i hvert fald ikke.

          Jeg sejlede derover med en damper, og så kom jeg til Florida. Der bor floridanerne, og de er altså ikke rigtigt kloge. De er alle sammen styrtende rige. De har så mange penge, at de slet ikke ved, hvad de skal stille op med dem. De har selvfølgelig alle sammen købt hver deres kæmpestore villa; men det er slet ikke nok. De har hver tre biler og en sejlbåd og en motorbåd og vandski og en flyvemaskine og en helikopter og en luftballon og motorcykler og racercykler og kængurustylter og løbehjul og alle mulige andre transportmidler.”

          “Hvad for nogen andre transportmidler,” ville Søren vide.

“Rulleskøjter og vandcykler og skateboard og hestevogne og hundeslæder og svævefly og rumraketter og undervandsbåde og vandcykler,” sagde Mor.

          “Du sagde vandcykler to gange,” sagde Søren.

          “Jamen de havde også alle sammen to vandcykler hver. Jeg ved ikke, hvad man skal med to vandcykler,” Mor gik i stå og sad lidt og kiggede ud i luften; mens hun tænkte over det med vandcyklerne. Så rystede hun lidt på hovedet og gik videre.

          “Jeg tror, at Florida er det mest forvirrende sted i hele verden. Alle floridanerne fræser rundt på alle de der transportmidler, så det er til at blive helt rundtosset af. Og det er ikke fordi, de skal nogen steder hen. Det skal de ikke. De fræser bare rundt i alle retninger. Og så om aftenen - så fræser de den anden vej, så de alle sammen ender, der hvor de startede. Næste dag starter de så igen med at fræse rundt.

          Da jeg havde været der en uge, var jeg så træt af at kigge efter alle de der floridanere, der drønede rundt over det hele ...”

          “Sagde du ikke, at de fræsede?” spurgte Søren.

          “Fræsede eller drønede, det kan virkelig være ligegyldigt. Jeg var i hvert fald så træt og forvirret af det, at jeg rejste min vej. Heldigvis fik jeg en bil af en af floridanerne. Han havde fået den tilovers, og vidste ikke hvad han skulle stille op med den; så gav han mig den. Det var en kæmpestor bil.

          Jeg kørte fra Florida og efterlod alle de fræsende og drønende floridanere. Det ser mærkeligt ud, når man kigger på det på afstand. Luften over Florida er helt tyk af mennesker i luftballoner, flyvemaskiner og helikoptere. Plus alle dem der springer i faldskærm eller er i gang med at springe i trampolin eller lave bungijump. Godt jeg kom væk, inden jeg fik en floridaner eller noget andet tungt i hovedet.

          USA er heldigvis et kæmpestort land, så der er mange andre steder, man kan tage hen. Jeg startede med at tage til New York. Der er nu også gang i den; men folk er ikke helt så vanvittige som i Florida. Måske er det fordi, husene er så høje, at der ikke rigtig er plads til at fare rundt i luften. Til gengæld kører de i taxa. Man kan slet ikke komme nogen steder hen, uden at køre i taxa. Alle taxaerne er gule og ligner hinanden, og der er næsten ingen andre biler end taxaer, så det er jo nemt at finde ud af. Og så bor de alle sammen hver sit sted, så det er også nemt at finde ud af.”

          “Ja hvad skulle de ellers gøre,” spurgte Søren. “Alle mennesker bor da hver sit sted!”

          “Ja, men i New York er der virkelig orden på det. Alle de hvide mennesker bor i én del af byen, alle de sorte bor i en anden, alle kineserne i en tredje og så videre. Det er selvfølgelig meget praktisk; men det er nu også temmelig kedeligt. Jeg synes, det ville være mere spændende, hvis de blandede sig noget mere.

          Og så har de verdens største park. Den ligger lige midt i byen, og hver dag er den helt propfuld af alle de mennesker, der har fri. De løber alle sammen rundt om den samme sø midt i parken. Rundt og rundt. Heldigvis løber de alle sammen samme vej rundt, ellers tror jeg de ville støde ind i hinanden.”

          “Hvorfor løber de rundt.”

          “Tja - det er nok fordi, søen er så stor, at der er alt for langt at gå,” svarede Mor.

          “Mens jeg var i New York, boede jeg i den højeste af alle skyskraberne.”

          “Hvorfor hedder det en skyskraber?” spurgte Søren selvfølgelig.

          “Det er selvfølgelig fordi, den er så høj, at den skraber imod skyerne. I New York er skyerne altid helt ridsede på grund af alle skyskraberne. Det ser meget mærkeligt ud.

          Nå. Men jeg boede altså i denne her skyskraber. Den er flere hundrede meter høj, og det er meget upraktisk, for der er ingen elevator, så man er nødt til at gå hele vejen op og ned.

          Stakkels dem der boede på øverste etage. Hver dag var de nødt til at starte med at gå ned af alle trapperne for at komme på arbejde, og så skulle de op af dem alle sammen igen, når de kom hjem om aftenen. Det tog så lang tid, at de var nødt til at stå op klokken fem om morgenen, selvom de først skulle møde på arbejde klokken ni. Til gengæld fik de jo en forskrækkelig masse motion.

          Og så var der det med børnene. De havde tre børn, og det mindste var så lille, at det ikke havde lært at gå endnu. Så var de nødt til at have klapvogn med. Og den skulle jo slæbes hele vejen op og ned ad trapperne, når barnet skulle i vuggestue. Det var altså meget besværligt.

          Til sidst blev jeg træt af alle de trapper. Men heldigvis skete der noget, som løste problemet, så jeg ikke behøvede at gå op og ned af trapperne.”

          “Hvad skete der?” spurgte Søren.

          “Det må du høre om i morgen. Godnat.         

          “Øv - Godnat.”