Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


5. kapitel      Dengang Mor fløj i cykelflyver over Atlanten  

 

“Mor,” sagde Søren næste aften, da han var kommet i seng. “Hvad var det, der skete, så du ikke behøvede at gå op og ned af alle trapperne i New York?”

          “Jo ser du, jeg fik fat i en cykelflyver.”

          “Hvad er en cykelflyver?” afbrød Søren.

          “Det er jo det, jeg lige skulle til at fortælle, hvis du ikke hele tiden afbrød. En cykelflyver er en flyver, hvor der er pedaler i stedet for motor. Man tramper bare i pedalerne, og så flyver man. Det er vældig praktisk, selvom man også bliver en lille smule træt, hvis man skal flyve langt.

          Jeg var altså blevet træt af alle de trapper, der var i skyskraberen, og så var det, jeg så denne her cykelflyver. Jeg spurgte manden med cykelflyveren, om jeg ikke måtte prøve en tur, og det måtte jeg da gerne. Det viste sig, at sådan en cykelflyver var vældig praktisk. Jeg kunne flyve lige nede fra græsplænen i parken og op på taget af skyskraberen, så behøvede jeg ikke at gå op og ned ad trapperne. Og familien med børnene, de kunne jo låne den engang imellem, så de var også glade.

          Jeg købte altså cykelflyveren, og det gik også fint i mange dage. Men så skete der noget meget uheldigt. Det er det, jeg skal fortælle om. Du skal nemlig høre om

 

Dengang Mor fløj i cykelflyver over Atlanten

 

Det var en værre tur. Det var nær aldrig gået godt.”

          “Hvorfor fløj du over Atlanten,” spurgte Søren.

          “Lad nu være med at afbryde. Det var jo det, jeg lige skulle til at fortælle. Ti nu stille og hold mund og lad være med at snakke hele tiden. Hvis du så også holder kaje og knytter sylten og klapper gællerne i og ...”

          “Ja ja,” sagde Søren. “Jeg har forstået.”

          “... så kan jeg måske få lov til at fortsætte. Hvor kom jeg fra? Nu har du hylet mig helt ud af den.”

          “Du kom fra den der cykelflyver.”

          “Hvad for en cykelflyver?” spurgte Mor forvirret.

          “Ihh altså. Den der cykelflyver, som du fløj over Atlanterhavet i, da du flyttede fra New York.”

          “Nårh ja, den. Ja fordi der var jo det ved det, at det nogle gange blæste temmelig meget. Så en dag, da jeg kom flyvende i cykelflyveren, så blæste jeg lige pludselig ud over Atlanten. New York ligger nemlig lige ved Atlanterhavet, og før jeg fik set mig om, var jeg så langt væk, at jeg ikke anede, hvad retning, jeg skulle flyve i for at komme tilbage.

          Der var ikke andet at gøre, end at trampe godt i pedalerne, så flyveren kunne holde sig på vingerne. Jeg trampede og trampede, så sveden sprang, og det gik også fint. Desværre fløj jeg altså i den forkerte retning, så jeg kom længere og længere ud over Atlanterhavet i stedet for at komme tilbage til New York.

          Da jeg havde fløjet i en uges tid, var jeg blevet sulten. Heldigvis var der en masse flyvefisk, der fløj rundt i nærheden, så jeg dykkede ned i flokken af flyvefisk og fangede nogle af dem. Jeg var nødt til at spise dem rå, og det smagte ærligt talt ganske forfærdeligt; men jeg skulle jo have noget at spise.

          Det er sådan set meget godt, at man ikke er en haj,” sagde Mor tankefuldt. “Så skal man jo leve af rå fisk hele livet. Det er altså temmeligt ulækkert. De kigger på én med deres store øjne, når man bider nakken over på dem. Skællene sætter sig fast imellem tænderne, og kødet er sejt og trevlet, og man skal huske at spytte leveren ud, for den kan være giftig, og...”

          “Hold op,” råbte Søren. “Det er da for ulækkert at høre om.”

          “Nåh, undskyld. Jeg må hellere bare gå videre med historien. Da jeg have fløjet en uges tid mere, var jeg ved at være lidt træt i benene. Jeg have sværere og sværere ved at holde cykelflyveren i luften. Den fløj lavere og lavere, og lige som jeg var ved at styrte i vandet, var det, at denne her albatros, som jeg fortalte om før, den kom forbi. Den var blevet endnu større i mellemtiden. Det var nok alle de hajer, den spiste, der gjorde, at den voksede så meget.

          Jeg var som sagt lidt træt i benene efter den lange flyvetur, så jeg sprang over på albatrossen i stedet for. Cykelflyveren styrtede selvfølgelig i vandet og blev ædt af nogle piratfisk, der også var faret vild. Så sad jeg der på ryggen af den kæmpestore albatros. Det var jo ikke godt at vide, hvor sådan en albatros skulle hen, så jeg kunne ikke gøre andet end at vente og se.

          I lang tid virkede det, som om albatrossen havde det ligesom floridanerne; den skulle ingen steder hen. Den fløj bare rundt på må og få og fangede blåhajer og rødhvaler og sådan noget. Jeg synes jo godt, den kunne have levnet lidt til mig; men det gjorde den altså ikke, så jeg blev mere og mere sulten.

          Så var det jeg opdagede, at der kravlede kaniner rundt imellem fjerene på albatrossen. Det var ligesom når hunde har lopper, her var det bare kaniner i stedet for lopper.”

          “Hvad levede de der kaniner af?” spurgte Søren.

          “Fjer!” svarede Mor. “De levede af fjer. Almindelige kaniner spiser jo græs; men disse her, de spiste fjer. De spiste albatrossens fjer. Men det gjorde ikke noget, for der voksede bare nogle nye fjer ud. Så fangede jeg nogle af kaninerne og spiste dem.

          Rå kanin smager ikke ret meget bedre end rå fisk, så jeg glædede mig til at få fast grund under fødderne igen. Heldigvis landede albatrossen lige pludselig på en ø. Jeg tror den var blevet træt af at flyve rundt. Jeg skyndte mig at hoppe af, og det var i sidste øjeblik, før albatrossen lettede og fløj videre.

          Så stod jeg der. På en lille bitte, fuldstændig øde ø, midt ude i Atlanterhavet.

          Heldigvis viste det sig, at denne her øde ø var den mindst øde af alle øde øer i hele Atlanterhavet. Der var nemlig en smart fyr, der havde fundet ud af, at mange mennesker var meget interesserede i at besøge en ægte øde ø. Derfor var øen fuld af turister, der skulle se, hvordan en rigtig, ægte øde ø så ud, når den lå lige midt Atlanterhavet og aldrig havde været besøgt af mennesker før.

          Der var altså en sværm af turister, der gik rundt og kiggede på den øde ø. Jeg spurgte en af dem, hvordan de var kommet der. Desværre var han fra Holland, og kunne kun tale hollandsk, som er det mest uforståelige sprog i hele verden.

          ‘Hrupda hruppede hrep hruppe hrydde hrap,’ sagde han, og det forstod jeg jo ikke et kvidder af.

          Heldigvis fik jeg øje på det skib, alle turisterne var kommet med. Det var en luksusliner, der var 500 meter lang, så den var sådan set også svær at overse. Jeg gik hen og spurgte kaptajnen, om jeg ikke kunne komme med, når skibet sejlede.

          ‘Har du billet?’ spurgte kaptajnen.

          ‘Nej, det har jeg ikke,’ sagde jeg, ‘men jeg kan lave verdens bedste frikadeller.’ ”

          “Det er i hvert fald rigtigt,” sagde Søren.

          “Tak, men lad nu være med at afbryde,” sagde Mor. “Kaptajnen sagde, at deres kok kun kunne lave finere fransk mad. Kaptajnen elskede frikadeller; men det er ikke finere fransk mad, så det blev lidt kedeligt i længden. Kaptajnen havde spurgt, om ikke kokken kunne lave frikadeller bare en gang imellem; men så var han blevet så fornærmet, at han havde serveret muslinger til morgenmad i en hel uge, og kaptajnen hadede muslinger, specielt til morgenmad.

          ‘Hvis du laver frikadeller en gang imellem, så jeg slipper for at spise muslinger, så kan du få en fribillet,’ sagde kaptajnen, og så var jeg jo glad.

          Kokken, han var ikke glad. Han syntes, at det var noget pjat, at jeg skulle rende rundt i hans finere franske køkken og lave frikadeller. Men han blev nødt til at finde sig i det.

          Da alle turisterne var blevet trætte af at se på den øde ø, sejlede skibet igen. heldigvis skulle det til Købehavn, og på den måde kom jeg hjem.

          “Hvad skete der med kokken,” spurgte Søren.

          “Kokken? Hvorfor vil du vide det? Nåh, jeg tror han blev fyret. Eller også kom han på kursus for at lære at lave frikadeller. Han var i hvert fald sur.

          Kan du sove godt Søren. I morgen skal du høre en helt anden historie, der foregår et helt andet sted i verden.”

          “Hvor er det?” spurgte Søren.

          “Australien. Godnat”

          “Godnat.”