Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


6. kapitel      Dengang Mor opdagede den tasmanske tiger

 

“Mor, du lovede at fortælle noget spændende, du har oplevet i Australien,” sagde Søren.

          “OK. Så fortæller jeg om

         

Dengang Mor opdagede den tasmanske tiger

 

Det er verdens farligste rovdyr. De er så farlige, at alle løber deres vej, når de ser den. Derfor er den aldrig blevet opdaget. Alle løber jo deres vej, længe inden de kommer tæt nok på, til at de kan opdage den. De er så farlige, at de alle sammen er bange for hinanden. Hver gang to tasmanske tigre ser hinanden, bliver de så bange, at de løber deres vej. Derfor får de næsten ingen unger. Og når de endelig får nogen, er mødrene bange for deres egne unger. Det er meget sørgeligt.”

          “Sikke noget vrøvl,” sagde Søren.

          “Skal jeg fortælle historien om tigeren; eller skal jeg ikke. Du kan jo også bare ligge dig til at sove,” sagde Mor irriteret.

          “Nej, jeg vil godt høre historien.”

          ”Godt, så lad være med at afbryde.

 

Jeg var altså taget til Australien.

          Det ligger så langt væk, som man overhovedet kan komme. Oven i købet var jeg så langt fra alting, som man kan komme i Australien. Der var overhovedet ingenting i nærheden. Ikke det aller mindste. Jeg var inde midt i den australske ørken. Jeg var nemlig ude at flyve med mit luftskib. Jeg havde selv bygget luftskibet; det var verdens mindste luftskib, så var kun plads til en person.”

          “Altså, det er ikke for noget,” sagde Søren. Flyver du ikke ret meget i alle mulige forskellige slags apparater? Altså luftskibe og balloner og rumskibe og cykelflyvere og alt muligt.”

          “Jo; men det må være fordi, det går så hurtigt. Hvis man vil opleve noget, skal man jo af sted fra sted til sted, og så er det vældig praktisk at flyve. Lad nu være med at afbryde.

          Men jeg var altså ude at flyve med det her luftskib, og så blev det sådan en forfærdelig snestorm, at jeg fór fuldstændig vild. Jeg tror aldrig, jeg har været faret så meget vild før. Og jeg ved ellers noget om at fare vild. Har jeg for eksempel nogen sinde fortalt dig om dengang, jeg for vild ude i haven? Jeg var helt nede bagerst i haven, fordi jeg skulle grave gulerødder op. Så blev det lige pludseligt så tåget, at man ikke kunne se en hånd for mig. Jeg tossede rundt i haven i en hel uge i den der tåge og kunne ikke finde tilbage til huset.

          Heldigvis havde jeg jo gulerødderne. Så kunne jeg spise dem. Men det var så tåget, at jeg ikke engang kunne se mine egne fødder. Jeg var nødt til at kravle rundt med næsen helt nede ved jorden for at finde gulerødderne. Det var så tåget, at man ikke kunne se fra den ene gulerod til den næste, så det tog flere timer for mig samle gulerødder nok til, at jeg kunne blive mæt.”

          “Hold så op med alt det sludder,” afbrød Søren. “Du skulle fortælle om den der tasmanske tiger. Og i øvrigt. Det med snestormen i ørkenen, det kan man da ikke. En ørken er alt for varm til, at det kan være snestorm!”

          “Jo, for i Australien har de noget af det varmeste sne i hele verden. Det er fuldstændig lige som vandet i Amazonfloden, bare på en anden måde. Man er nødt til at gå med paraply og gummistøvler, når det sner, ellers brænder man sig på sneen. Jeg var altså endt i en snestorm ude midt den australske ørken. Og dér er overhovedet ikke andet end sand og buske og kænguruer. Og så altså tasmanske tigre. Det er i virkeligheden noget snyd, for Tasmanien ligger et helt andet sted, så jeg ved ikke, hvad de der tasmanske tigere laver i den australske ørkenen.”

          “Måske er de faret vild, ligesom piratfiskene og isbjørnen,” foreslog Søren. “Måske er de blevet så bange for hinanden, at de er faret vild helt ind til midten af den australske ørken.”

          “Ja måske,” sagde Mor. “Men det er også lige meget. Jeg var altså endt midt i den australske ørken. Så lige pludselig punkterede mit luftskib. Det viste sig, at det var en spætte, der havde hakket hul på det. Den troede åbenbart, at luftskibet var et træ, som den kunne bygge rede i. Hvor dum må en australsk spætte mon være? I hvert fald hakkede den hul på luftskibet, så det punkterede, og alt luften røg ud. Så faldt luftskibet selvfølgelig ned. Jeg ved ikke, hvad der skete med spætten. Jeg håber den fik sig en ordentlig forskrækkelse, så kan den måske lære det, så den lader være med sådan noget en anden gang.

          Hold da op, hvor blev jeg bange. Der stod jeg; lige midt i den knastørre australske ørken, med et punkteret luftskib, der ikke bruges til noget som helst. Jo forresten! Man kunne lave faldskærme af det. Men jeg havde jo ikke brug for en faldskærm. Der var ingen steder at falde ned fra, alt var fuldkommen fladt.

          Jeg havde ikke taget noget vand med, for jeg regnede jo ikke med, at der skulle komme sådan en dum spætte og hakke hul i mit pæne luftskib. Jeg var også helt alene. Hvad i alverden skulle jeg gøre? Jeg har aldrig prøvet at være alene i en ørken, bortset fra dengang med sandbanken. Jeg kunne ikke finde på andet, end at begynde at gå, selvom jeg ikke anede, hvilken vej jeg skulle. Så gik jeg i en fuldstændig tilfældig retning. Det var bagende varmt, og jeg var meget tørstig.

          Lige pludselig dukkede der en hel flok kæmpestore kænguruer op. Jeg har aldrig set så mange og så store kænguruer, nogle af dem var flere meter høje. De var over det hele. Jeg gik åbenbart i vejen, for de hoppede rundt i en pærevælling, så jeg blev helt rundtosset af at forsøge at holde øje med dem.”

          “Hoppede de rundt i vælling?” spurgte Søren. “Hvor kom den vælling fra? Jeg troede ikke, der var andet end sand og buske.”

          “Det var der heller ikke. Det er bare sådan noget, man siger.

          Lige pludselig gik solen ned, og det blev helt mørkt. Det er nemlig sådan i ørkenen, at når solen lige pludselig går ned, så bliver det fuldstændig mørkt og skidekoldt på to minutter. Det blev så koldt, at alle kænguruerne frøs fast til sandet. De stod bare der og så dumme ud. Men heldigvis var de jo vant til det. Tænk dig! en hel flok kæmpestore kænguruer, der alle sammen er frosset fast til sandet midt i den knastørre, skidekolde australske ørkennat. Det oplever man ikke så tit. Jeg har faktisk aldrig oplevet det før.

          Jeg begyndte selvfølgelig at fryse. Heldigvis var jeg ikke frosset fast, så jeg gik hen til den allerstørste af alle kænguruerne og krøb op i dens pung. Denne her kænguru var så stor, at jeg sagtens kunne være der. Der var dejligt varmt dernede, så jeg lagde mig til at sove. Kænguruen var jo frosset fast, så den stod bare helt stille. Jeg tror ikke engang, den opdagede mig.

 

Men hør nu her. Nu er klokken jo allerede mange, og du skal sove. Du må vente til i morgen med at få resten af historien.”

          “Nej altså, hvor er det snyd. Du har jo ikke engang opdaget den tasmanske tiger endnu.”

          “Nå nej; men det må altså vente til i morgen. Godnat.”

          “Øv. Godnat.”