Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


7. kapitel      Dengang Mor endelig opdagede den tasmanske tiger

 

 

“Nu skal du altså love, at du opdager den tasmanske tiger. Ellers gider jeg ikke være med.”

          “Bare rolig. Idag får du historien om

 

Dengang Mor endelig opdagede den tasmanske tiger

 

Jeg lå jo og sov i pungen på denne her kæmpestore kænguru midt i den knastørre, skidekolde australske ørken.

          Næste morgen stod solen op, som den plejer at gøre om morgenen. Så blev det lyst og bagende varmt på to minutter. Alle kænguruerne tøede op, og begyndte at hoppe omkring. Hold da op. Jeg har aldrig fået sådan en rystetur. Alle mine tænder rystede løs, og raslede rundt i munden på mig. Jeg var nødt til at putte dem i lommen, ellers ville jeg nok være kommet til at sluge dem alle sammen.

          Jeg kiggede ud af pungen. Hele landskabet hoppede op og ned. Det vil sige - det så bare sådan ud. I virkeligheden var det selvfølgelig mig, der hoppede.

          Pludselig snublede kænguruen over en sten. Den trimlede rundt, og jeg faldt ud af pungen. Kænguruen kom på højkant igen og hoppede videre. Jeg tror, den var blevet svimmel oven på den trilletur, for den hoppede til højre og venstre og dejsede også om et par gange. Men så fik den styr på sine lange ben og hoppede væk sammen med de andre.

          Der stod jeg. Jeg satte tænderne fast i munden igen. Det er meget ubehageligt ikke at have tænder i munden. Meget ubehageligt.

          Og så var det, jeg opdagede den tasmanske tiger. Eller rettere, den opdagede mig. Det var nok derfor, kænguruerne havde haft så travlt. Fordi der var en tasmansk tiger efter dem. Selvom den tasmanske tiger ikke er større end en hund, er kæmpekænguruerne alligevel bange for den, så farlig er den. Hold da op, hvor blev jeg bange. Jeg var lige ved at tabe alle tænderne igen, så meget rystede jeg af skræk. Men det havde jeg altså ikke tid til, jeg var nødt til at løbe. Jeg havde hørt historier om, at den tasmanske tiger æder alt, hvad den fanger, og nu var den jo lige ved at fange mig.

          Jeg spænede af sted. Den tasmanske tiger løb efter mig. Den gøede og mjavede og brægede og brølede på en gang. Der findes ingen dyr i verden, der kan sige så mange forskellige lyde som den tasmanske tiger. Det var en værre larm. Den kom nærmere og nærmere, og jeg troede, at min sidste time var kommet.

          Så lige pludselig sagde tigeren ‘yddrhhrrrlrl’, og så blev den helt stille. Jeg stoppede og vendte mig om. Der lå den med alle fire ben splattet ud til siden, som om nogen havde trådt på den. Den var så stendød, som en tasmansk tiger overhovedet kan blive.

          Så dukkede der pludselig en masse mennesker frem fra buskene. Det var selvfølgelig australske buskmænd. Det var derfor, de havde siddet inde i buskene. Det var jo heldigt, at de lige var i nærheden, netop som jeg var ved at blive ædt af en tasmansk tiger.

          En af australierne kom hen og sagde en hel masse. Heldigvis taler jeg udmærket australsk, så selvom han talte en underlig ørkendialekt, forstod jeg ham godt. Han fortalte, at jeg havde været meget heldig. Hvis den tasmanske tiger havde haft bare fem minutter mere, så havde den helt sikkert indhentet mig og ædt mig levende. Det var ham, der havde slået den ihjel. Han havde kastet en boomerang i hovedet på den. En boomerang er sådan et smart kastevåben, der kommer tilbage, hvis man ikke rammer noget.

          Alle australierne havde sådan en masse underlige buler i hovedet. Boomerangmanden fortalte, at det var fordi boomerangerne jo kom tilbage, hvis man ramte ved siden af. Og det er næsten umuligt at gribe en boomerang, når den kommer tilbage. Den drejer rundt i en rasende fart, så man bliver helt rundtosset og skeløjet af at kigge på den. Derfor fik de næsten altid boomerangen i hovedet, når den kom tilbage.

          Jeg takkede australierne mange gange, fordi de havde slået den tasmanske tiger ihjel. Det var selvfølgelig synd for tigeren; men jeg var jo glad for, at jeg ikke var blevet ædt. Så blev jeg inviteret hjem til deres landsby, der lå i nærheden. De havde sådan nogen smarte hytter, der nemt lige kunne slås sammen. Når man så ikke gad bo mere på det sted, slog man bare hytterne sammen og rejste videre. Det var meget fikst fundet på. Der er nemlig så enormt kedeligt i den australske ørken, at ingen gider bo det sammen sted længere end højst nødvendigt. Og det er jo ikke ret længe.

          Så blev det pludselig nat igen. Vi krøb alle sammen ind i en af hytterne og sad der rundt om ildstedet og hyggede os. Vi snakkede og sang og fortalte historier og spillede på didgeridoo. Det er sådan nogle lange hule grene, som man puster i. Lidt på samme måde som en trompet bare helt anderledes, hvis du forstår. Australierne var meget dygtige til at spille. De bedste af dem kunne synge, samtidig med at de spillede; men det lød nu underligt. Måske var det på grund af den der ørkendialekt.

          Det blev en vældig hyggelig aften. Australierne spillede på didgeridoo, de fortalte historier og sang lange sørgmodige sange, så alle kom til at græde; men det var nu hyggeligt alligevel. En af sangene var så lang, at alle folk faldt i søvn; også ham der sang. Så sad han der og sang og sov på samme tid. Det så underligt ud, og sangen blev mere og mere uforståelig. Der er ingen, der nogensinde har hørt den sang færdig, fordi man altid falder i søvn. Jeg ved ikke, om den overhovedet har nogen slutning.

          Næste morgen, da solen var stået op, og det lige pludselig var blevet lyst, pakkede australierne alle deres hytter sammen og gik deres vej. Der var bare lige det ved det, at de glemte at vække mig, og fortælle at de gik. Så da jeg endelig vågnede, var de væk alle sammen. Så lå jeg bare der lige midt i den steghede, knastørre australske ørken og var helt alene. Jeg blev lidt sur. De kunne da godt have vækket mig og taget mig med.

          Nå, det gjorde nu ikke så meget. Jeg opdagede nemlig, at jeg aldeles ikke var midt i ørkenen mere. Jeg var lige i udkanten af den, og der lå en stor by lige i nærheden. Australierne havde bare taget deres hytter med hjem. De boede alle sammen inde i den store by, og flyttede bare ud i ørkenen en gang imellem for sjov. De fleste af dem arbejdede på MacDonalds, så jeg mødte dem igen, da jeg gik derind for at få noget at spise.

          Da jeg havde været i byen i nogle dage, sagde jeg farvel til australierne og tog en flyver hjem til Danmark. Jeg havde fået nok af Australien og alle deres tasmanske tigre.”

          “Oplevede du så slet ikke mere på den tur?” spurgte Søren skuffet.

          “Næ, det gjorde jeg vist ikke. Jo forresten, det gjorde jeg da. Flyveren styrtede jo ned i havet, og både piloten og stewardesserne og alle passagererne druknede.”

          “Det tror jeg ikke på - det kan da ikke passe. Hvis du druknede, ville du jo ikke være her nu.”

          “Nåh nej, det ville jeg vel ikke. Men altså, flyveren styrtede i hvert fald ned. Men det må du høre om en anden gang.”

          “Øh, du mor.”

          “Ja.”

          “Jeg synes, at det var godt, at den tasmanske tiger ikke åd dig.”

          “Ja, det synes jeg også. Jeg tror ikke, der lugter særlig godt inde i en tasmansk tiger. Sikkert lidt ligesom rådden kænguru. Men nu skal du sove. Godnat.”

           “Godnat mor.”