Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Det første besøg i Fuldmåneskoven

 

Rasmus sidder overskrævs på dragen Trondors ryg med vinden susende i de lyse krøller. Det er en dejlig lun forårsnat, og fuldmånen skinner ned over det lysegrønne landskab. Men så begynder Rasmus at tænke: “Det ville nu være hyggeligere, hvis Rie var med.” Rie er Rasmus’s legekammerat.

          “Trondor,” Rasmus må råbe for at overdøve vindens susen.

          “Hvad er der,” svarer Trondor.

          “Må Rie komme med? Hun er min legekammerat. Det er sjovere at være to.”

          “Jo - det kan hun vel godt,” svarer Trondor. “Men så må du lige vise mig, hvor hun bor?”

          “Ja - selvfølgelig. Hun bor i huset lige ved siden af vores.”

          Trondor slår et sving og flyver tilbage mod byen, hvor Rasmus bor. Han finder let frem til Ries hus.

          “Hvor er hendes værelse?” spørger Trondor, og Rasmus peger ned mod et vindue, hvor lyset er slukket.

 

Da dragen landede i Ries have, blev Rasmus sat af gik hen og bankede på ruden. Først skete der ingenting; men så dukkede et fregnet hoved op i vinduet. Rie smilede overrasket, da hun fik øje på Rasmus. Hun åbnede vinduet, og Rasmus kravlede indenfor.

          “Hvad laver du,” spurgte Rie. “Må du godt være ude om natten? Øv, hvor er du bare heldig.”

          “Nej,” svarede han. “Selvfølgelig må jeg ikke det; men far og mor ved det ikke. De tror, jeg ligger og sover. Se, det er Trondor. Vi skal ud i Fuldmåneskoven. Vil du med?” Han pegede på Trondor, der stak hovedet ind ad vinduet.

          Ihhh,” skreg Rie og sprang væk fra vinduet. “En drage. Ta’ den væk, ta’ den væk.” Hun hylede og skreg og fór hen og gemte sig under sengen.

          “Tag det roligt,” sagde Rasmus. “Ham her, det er bare Trondor. Han gør ikke noget. Vi skal ride på ham ud til Fuldmåneskoven.” Rasmus gik hen og klappede Trondor på hovedet for at vise Rie, at dragen ikke var farlig. Hun stak forsigtigt hovedet ud under sengen. Hun var stadig ikke helt tryg ved dragen. Den så stor og farlig ud; Men den smilede også, så måske...

          “Lover du, at den ikke æder mig?” Rie så spørgende på Rasmus og skulede nervøst til Trondor.

          “Nej altså. Trondor kunne ikke gøre en flue fortræd,” sagde Rasmus. Han slog armene rundt om halsen på dragen, der slikkede ham med sin kløftede tunge. Rie kravlede ud på gulvet og nærmede sig langsomt dragen. Hun turde altså ikke røre ved Trondor; men hun kunne da godt kigge lidt ...

          “Hvad er den der Fuldmåneskov for noget?” spurgte Rie, da hun havde vænnet sig til synet af Trondor.

          “Det ved jeg ikke, jeg har aldrig været der,” svarede Rasmus. “Men Lasse og Sofie har været der en hel masse gange. De fløj derud med Trondor og kom hjem og fortalte om mærkelig lysvæsner og flagermus og nisser og sådan der alt muligt. Kom nu med. Det bliver smaddersjovt. Vi skal ride på Trondor. Det er da det sejeste at ride på en drage!”

          Rie vidste ikke, hvad hun skulle sige. Trondor så ud til at være rar, selvom han også så lidt farlig ud med lange tænder og spaltet tunge. Hun var helt sikker på, at hun ikke måtte for sin far og mor. Men på den anden side - hun kunne jo lade være med at spørge. Og hvis Rasmus kunne love, at hendes forældre ikke opdagede noget, så ...

          “Rolig nu. De opdager ikke noget. Det er noget med trylleri af en eller anden slags, ikke også Trondor?” Dragen nikkede, og endelig var Rie overbevist. Børnene kravlede ud af vinduet og satte sig op på dragens ryg.

          “Flyv forsigtigt, ikke også Trondor,” sagde Rasmus.

          “Bare rolig,” svarede Trondor. “Jeg flyver altid forsigtigt - i hvert fald første gang.” Dragen baskede med vingerne, løb et lille stykke og lettede så fra jorden. Med kraftfulde vingeslag steg han op mod den månelyse forårshimmel. Rie klamrede sig fast til Rasmus, der sad forrest. Hun var ikke helt tryg ved situationen; men når Rasmus turde, ville hun ikke være en bangebuks. Snart øjnede de Fuldmåneskoven i det fjerne.

 

Trondor landede i en lysning. Rundt om et kæmpemæssigt bål sad en flok mærkelige væsner. Det var de mest besynderlige skabninger, Rasmus og Rie nogen sinde havde set. Præcis som grankogler; men med arme og ben som mennesker. De var omtrent så høje som børnene; men på den anden side, måske var det snarere Rasmus og Rie, der var blevet små. I hvert fald så alting meget stort ud. Et af koglevæsnerne, en mørkebrun fyr med frynser over det hele, rejste sig og gik hen imod dem. Han rakte hånden frem.

          “God aften,” sagde den mærkelige fyr. “Tillad mig at præsentere mig. Mit navn er Misja. Du må jo så være Rasmus, som jeg har hørt om. Men hvem er det, du har med.”

          Rasmus rakte hånden frem til en forsigtig hilsen. “Davs. Det er min ven, Rie, der.” Rie havde stået og kigget frem bag Rasmus’s ryg. Hun nikkede forsigtigt til Misja.

          “Ja,” sagde Misja. “Det er mig, der er koglenissen Misja, i egen person. Nu skal I se.” Misja slog hånden ud imod de andre væsner. “På denne store plads samles alle koglenisserne, hver gang det er fuldmåne. Så fortæller vi eventyr og synger sange for hinanden. Nogle gange sker der også andre ting. Det er på alle måder overordentlig hyggeligt.”

          Rasmus og Rie kiggede rundt i kredsen af koglenisser om bålet. De så altså vældigt hyggelige og rare ud alle sammen. Der var store og små imellem hinanden, nogle var sorte, andre helt lysebrune. Nogle var slanke og høje, andre var små og næsten kuglerunde. Misja førte Rie og Rasmus en tur rundt i kredsen, og de hilste pænt på dem alle sammen. Så satte børnene sig ned ved siden af Misja og kiggede forventningsfuldt ind i kredsen. Hvad skulle der mon nu ske?

          En mærkeligt udseende koglenisse med fjer stikkende ud mellem skællene, trådte ind i kredsen og begyndte at gå rundt og mumle: “Mm-brr-m-m Mm-brr-m-m Mm-brr-m-m.” I takt med sin mumlen, stampede den i jorden, mens den rokkede frem og tilbage.

          “Hvad laver den?” hviskede Rasmus og lænede sig over mod Misja.

          “Det er ikke en ‘den’,” hviskede Misja irriteret tilbage. “Hun hedder Koglua, og hun er meget dygtig til forskellige slags hekserier. Vent nu bare og se. Det bliver fnøjt.”

          Inden Rasmus fik spurgt, hvad ‘fnøjt’ skulle betyde, begyndte der at ske mærkelige ting inde på pladsen. Jorden begyndte at røre på sig, og pludselig stak en regnorm hovedet op. Den trak sin lange krop ud af jorden; men i stedet for at ligge fladt på maven, som regnorm plejer, løftede den sig lodret op. Snart blev den fulgt af flere andre regnorm, der også løftede deres lange brune kroppe lodret op og strakte sig svajende.

          Det var et mærkværdigt syn at se de mange regnorm danse til Kogluas brummen. Ormene svajede yndefuldt fra side til side; strakte sig og krøllede sig sammen; snoede og vendte og drejede sig, så man blev helt rundtosset af at se på det. Man skulle tro, at de ville ende med at slå knude på sig selv; men det gjorde de nu heldigvis ikke. De sad alle sammen fast i hver sit hul i jorden med den ene ende og havde resten af kroppen strakt op i luften. Koglenissen Koglua stampede stadigvæk rundt og brummede mellem ormene.

          Rie og Rasmus sad stumme af forundring. Det var noget af det mærkeligste, de nogensinde havde set. Da det havde stået på i nogen tid, holdt Koglua op med at brumme og stampe, og ormene trak sig én efter én ned i deres hul igen. Da den sidste orm var forsvundet, bukkede Koglua, og alle koglenisserne raslede med skællene. Det er nu engang koglenissers måde at klappe på.

          “Hvad var det, de lavede?” hviskede Rie til Misja, da der igen var blevet stille.

          “Det kunne du vel se, de dansede,” hviskede koglenissen tilbage.

          “Ja - men hvorfor?” ville Rie vide.

          “Ikke af nogen bestemt grund. De synes vel bare, at det er sjovt. Der er aldrig nogen, der har spurgt dem om hvorfor. Men når Koglua danser på den måde og synger sin brummesang, så kommer regnormene op og danser med.”

          “Jeg har aldrig set sådan noget der,” sagde Rasmus. “Sker der altid sådan nogen underlige ting her i Fuldmåneskoven?”

          “Til tider er det meget mærkeligere,” svarede Misja. “Somme tider er det uhyggeligt, og somme tider er det sjovt; og nogle gange er det bare rart og hyggeligt. En sjælden gang imellem er det også lidt kedeligt; men det er nu heldigvis ikke så tit. Nu skal vi have en historie. En luftbilledhistorie. Det er Kanaster, der skal fortælle, nu skal I bare se.” sagde Misja.

          Rasmus og Rie skulle lige til at spørge, hvad en luftbilledhistorie var for noget, da koglenissen Kanaster trådte ind i kredsen og begyndte at fortælle med dramatisk, rytmisk stemme.

         

“Drron var en drage, en kæmpestor drage.

Langt større end Trondor den kloge og vise.

En kæmpe blandt kæmper; en kæmpestor drage blandt drager.”

 

Kanaster gjorde nogle underligt viftende bevægelser med armene, der ligesom tegnede den kæmpestore drage i luften. Og så - hvor var det mærkeligt - lige for øjnene af Rasmus og Rie viste den kæmpemæssige drage sig. Den trådte frem af koglenissens bevægelser. Men den var kun et billede i luften. Rie krøb lige så stille ned fra træstammen og gemte sig bag Rasmus.

          “Se,” hviskede hun og pegede, “Kan du se dragen i luften. Det må være det, de mener med luftbilleder.”

          “Schh,” hviskede Misja. “Du må ikke forstyrre. Det kræver megen koncentration at lave luftbilleder; og de forsvinder, hvis fortælleren bliver forstyrret.”

          Kanaster forsatte:

 

“Og Drron var ond.

Ja Drron var ondskabsfuldt ond i sit sind.

Han fløj, han basked’ og flapred’ og svæved’

og alle i skoven de rysted’ og bæved’.

 

En fuldmåneaften forlod han sit bjerg;

det tågeomkransede bjerg, hvor han bor,

og fløj over koglenissernes skov.

Der brænder et bål, hvor nisserne fester.

I natten, oplyst af fuldmånens skær;

brænder bålet så lysende klart.

Da dragens så koglenissernes fest,

begyndte dens øjne at lyne så ondt,

og Drron blev ond som et ondskabsfuldt bæst:

‘De nisser skal få min vrede at føle.’

Med flammende ild ud af næse og mund,

han styrede sin flugt imod nissernes bål.

Med skrig og med skrål,

så koglenisserne nu deres fjende komme.

 

Med flammende ild ud af næse og mund,

slog Drron ned på pladsen, der omgiver bålet.

Drron var en kæmpe; men brændte sig slemt.

Hans svirpende vingespids strejfede bålet.

En svidende smerte jog gennem vingen.

Han lettede lige så hurtigt, han kom.

Han skreg som gris og baskede rundt.

Han flaksede rundt som en vingeskud høne.

Det syn syntes koglenisserne om:

Den store, den farlige, frygt’lige Drron.

Med røg fra den glødende vingespids,

flygtede han bort, så hurtigt han kom.

Tilbage til bjerget,

den tågeomkransede, stormomsusede tinde.

 

Fra den dag har ilden altid flammet,

og koglenisserne altid haft bål.

Drron er frygteligt bange for ilden.

Hvor fej kan en drage mon egentlig være?

Tænk jer, en drage der selv spyr ild,

er bange for flammer.

Hvor ynkeligt, jammerligt, usselt.”

 

Hele tiden, mens Kanaster havde fortalt, havde billederne af fortællingen vist sig i luften. De var skræmmende livagtige, og flere af koglenisserne skreg af angst, da Kanaster med en dramatisk bevægelse fremkaldte billedet af Drron, der slog ned på pladsen.

          Da han var færdig, brød bifaldet løs. Der var en øredøvende raslen af koglenisseskæl. Kanaster bukkede, og gik hen for at sætte sig; men rasleriet blev endnu stærkere, og han måtte rejse sig igen og bukke flere gange til højre og venstre.

          “Var det ikke en fantastisk historie?” spurgte Misja “Jeg elsker det sted, hvor der går ild i Drron’s vinger,”.

          Rasmus og Rie sad stadig bare med åben mund og stirrede op i luften, hvor det sidste billede af den sårede Drron stadig hang og sitrede, mens det langsomt opløstes og forsvandt. Det var det mest fantastiske, de havde oplevet. Billederne var så livagtige, at de næsten troede, det var virkeligt.

 

“Nu skal I hjem,” lød en stemme bag dem.

          De vendte sig om. Der stod Trondor og var klar til at flyve dem tilbage.

          “I skal jo ikke opleve det hele på en gang. Regnormedansen og Luftbillederne må være nok for i aften.”

          “Årh, allerede.” Rie og Rasmus var ikke meget for at skulle hjem. De ville meget hellere blive og opleve nogle flere af de mærkelige ting, der åbenbart skete i denne her Fuldmåneskov. Men Trondor så meget bestemt på dem, og så måtte de jo kravle op på hans ryg. De vinkede farvel til Misja, Koglua, Kanaster og de andre koglenisser.

          “Hvornår må vi komme igen?” spurgte Rasmus, idet Trondor lettede.

          “Til sommer, når fuldmånen lyser,” råbte Misja tilbage, og så forsvandt Fuldmåneskoven under dem. Trondor slog stærkt med vingerne, og snart var de i fuld fart på vej hjemad.