Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


 

Hos nældenymferne

 

Nu er det sommer, og fuldmånen lyser. I aften kommer Trondor, for det har Misja lovet. ‘Til sommer når fuldmånen lyser,’ sagde han. Og nu er det sommer, og fuldmånen lyser, så i aften kommer Trondor. Rasmus og Rie sidder spændt og kigger ud af vinduet. Hvor bliver han dog af? Hvor er det dog irriterende; hvorfor kommer han ikke? Og så pludselig: et lille glimt i mørket, en flaprende lyd i luften, et tungt bump på jorden, og dér står Trondor og kigger ind ad vinduet.

          Ud af vinduet og op på ryggen af dragen. Og så af sted. Trondor stryger hen over landet, og nu dukker Fuldmåneskoven op i det fjerne.

 

Trondor landede på bålpladsen, og Misja var der, som han havde lovet.

          “Ih, hvor er det altså dejligt vejr i nat,” sagde Rie. “Hvad skal vi lave? Fortæller Kanaster en ny historie med luftbilleder.”

          “Nej, det gør han ikke. Det er ikke så tit, han gør det. Men I skal opleve noget andet. I nat skal I besøge nogle af de allermindste væsner i Fuldmåneskoven. Kom”

          Misja begyndte at trave gennem skoven, og Rie og Rasmus måtte følge efter, så godt de kunne. Efter en længere travetur nåede de ud i en lysning med mange tusind blomster.

          “Hvad er det her for et sted?” spurgte Rasmus. “Er det en blomstereng? Det ser altså lidt kedeligt ud, synes jeg.”

          “Nåh, det er jeg nu ikke enig i,” sagde Misja. “Men nu skal I se. I skal besøge nældenymferne. De er så små, at man slet ikke kan se dem. Jeg er derfor nødt til at trylle jer ganske små. I skal lige på plads først, for når I først er så små som nældenymferne, er det en vanskelig sag at komme omkring.”

          Misja tog dem med hen til et sted på engen, hvor der voksede en del brændenælder. Misja fortalte dem, at nældenymferne holdt til imellem de små brændende hår på brændenældernes blade.

          “Hva’ snakker du om. Der er da ikke hår på brændenældernes blade!” sagde Rasmus.

          “Jo bestemt, det er derfor, de brænder,” sagde Misja. “Vent nu bare. Nu tryller jeg jer små, så kan I selv se,”

          “Hov, hov!” stammede Rie. “Skal vi ikke lige snakke om det først. Hvad er det for noget med at blive så små. Det må jeg altså ikke for min mor.”

          “Bare rolig,” sagde Misja “I bliver store igen, inden I skal hjem. Det er overordentligt ufarligt. Tør du? Ellers finder jeg på noget andet.” Rie var stadig lidt bekymret over det med at blive så bittesmå. Men nu var hun jo kommet, så måtte hun også hellere opleve noget. Hun lukkede øjnene, tog Rasmus i hånden og nikkede.

          Hikkeli hakkeli hok, små pjok,” sagde Misja.

          Det susede for børnenes ører; mens de skrumpede ind. Misja tog dem op i hånden; de var så små, at de lige kunne stå på koglenissens hånd, når de klemte sig ind imod hinanden.

          “Bare rolig Rie,” sagde Misja. “Det skal nok gå. Hikkeli hakkeli hok - meget små pjok.” Igen susede det for børnenes ører, og nu var de så små, at Misja hånd så ud som en hel mark. Misja holdt hånden hen til brændenælden og pustede ganske forsigtigt.

 

Det var som en stormvind, da Misja pustede til dem. De hvirvlede ud i luften; men fordi de var så små, slog de sig ikke, da de landede. Fortumlede rejste de sig op og kiggede sig omkring. De var imellem en stor mængde søjler, der var noget højere end de selv. Imellem søjlerne fløj en del vingede væsner omkring. Det var nældenymferne.

          “Halløj der, er der ikke lige nogen, der kan fortælle os, hvor vi er havnet,” råbte Rasmus, da en nældenymfe kom svirrende forbi. Nældenymfen standsede i luften og svirrede hen for at se nærmere på dem.

          “Tzz Goddag goddag tz,” sitrede nældenymfen. “I må være Ratzmus og Rie tzz.” Nældenymfen svirrede rundt om dem og betragtede dem fra alle sider. “Velkommen tzz. Mitzja tzagde, at I ville komme zz. Kom med, I tzkal hiltze på Kong Zzz og Dronning Tzza. Pass på, I ikke kommer til at røre ved nældehåreness tzpidser. Giftzen kan være tzlem ved øjnene.”

          “Nåh, nu forstår jeg,” sagde Rie. “Alle de der søjler; det er de små hår på brændenældernes blade. Hvis man rører ved dem, får man brændenældesaft på sig; det er det, der brænder.”

          Nældenymfen svirrede af sted imellem søjlerne, Rasmus tog Rie i hånden og gik efter den. Snart nåede de til et sted, hvor søjlerne var fjernet, og der var en stor åben plads. Midt på pladsen var der bygget en platform, og her sad kong Zzz og dronning Tzza på hver sin trone, omgivet af nældenymfer. Kongen og dronningen havde guldrandede vinger og var meget smukke.

          Kong Zzz rejse sig, da Rie og Rasmus trådte frem foran tronen. “Velkommen til Nældien,” sagde han. “Jeg håber tzz, at I vil nyde jeress ophold her hoss oss. Printzesse Ziza og Printz Tzzorn vil vise jer rundt.” To unge nældenymfer, der også havde guldrandede vinger, kom svirrende og satte sig foran dem.

          Zz, kom. Vi må hellere først tzkaffe jer nogle nældehår,” sagde Ziza. “Det kan være lidt farligt at være tzå lille. I har jo ikke vinger, tzå I kan flyve væk, hviss der kommer en tzkolopender eller noget andet farligt.

          “Skolopendre? Dem kan jeg ikke li’. Men er de ikke også alt for store til at rende rundt her mellem nældehårene,” indvendte Rie, der interesserede sig meget for naturen og vidste en masse om dyr og planter.

          Hoss jer måtzke, tzz,” sagde Ziza, “Her hoss oss er tzkolopendre netop sså ztore, at de kan gå mellem nældehårene zz. En gang imellem kommer der én farende, zz. Den er ikke farlig for oss, vi flyver bare voress vej; men I kan jo ikke flyve, tzz, tzå I må have noget at fortzvare jer med. Kom, zz.” Ziza og Tzzorn fløj ind imellem nældehårene.

          Oppe på nogle af hårene sad nogle små mærkelige biller. De lignede mariehøns, men havde en lang snude, der lignede en sav. Ziza fløj hen og snakkede sitrende med en af dem. Den begyndte at save i håret et stykke fra toppen. Da den var færdig med at save, kom Ziza flyvende med hårstumpen.

          “Her,” sagde hun, og rakte håret til Rasmus. “Pass på, du ikke tztikker nogen med det. Det er frygteligt tzpidst og fyldt med gift, zz. Du må kun bruge det, hviss der kommer en tzkolopender og vil æde dig. Pass nu på.”

          Rie fik også et hår, og således bevæbnede begav de sig på vej rundt i Nældien, nældenymferne rige, der i virkeligheden ikke var andet end bladet af en brændenælde.

         

Det er altid er spændende at komme til mærkelige steder, hvor man ikke har været før; men Nældien var nu ikke særlig interessant. Det var faktisk temmelig ensformigt, og Rasmus og Rie var netop begyndt at mene, at dette besøg i Fuldmåneskoven ville blive temmelig kedsommeligt, da nældebladet pludselig begyndte at ryste voldsomt.

          Nældetzkælv!” råbte Tzzorn. “Pass på, det er et nældetzkælv.”

          Rasmus og Rie klamrede sig fast til et nældehår, så godt som de kunne; men de kunne umuligt holde fast. Pludselig blev de revet løs og kastet bort fra bladet. De så hele Nældien forsvinde under sig og faldt så ned gennem luften. De slog sig heldigvis ikke, for de landede ganske blødt, i noget der lignede en slags fiskenet. Det gyngede blidt op og ned og var faktisk meget behageligt at ligge på.

          Rasmus og Rie grinede til hinanden og gyngede i fiskenettet og havde det vældig sjovt. Men da de forsøgte at rejse sig, kunne de ikke. Nettet var frygteligt klistret, og de kunne umuligt komme fri.

          “Hvad i alverden er det her for noget?” råbte Rasmus.

          “Jeg tror, det er et edderkoppespind,” råbte Rie tilbage.

          “Nå, ikke andet,” råbte Rasmus. “Det er jo ikke noget at være bange for.” Rasmus havde aldrig været bange for edderkopper.

          “Har du glemt, hvor små vi er. Edderkoppen kan æde os. Hjælp, hjælp.” Det sidste skreg Rie af sine lungers fulde kraft; men det lød ikke særligt højt, for hun var jo kun så lille som et brændenældehår.

          Nu mærkede de, at nettet begyndte at sitre. Først ganske svagt; men så kraftigere og kraftigere. De så sig forskrækket omkring for at finde ud af, hvad den sitren mon kunne betyde. Og der så de et forfærdeligt syn. En edderkop, der for børnene så ud, som om den var så stor som et hus, kom krybene hen ad spindet. Den var forskrækkeligt grim. Havde lange hår overalt og en hel masse øjne i hovedet. Men det værste var munden, der nærmet lignede en stor kroget saks, der klippede ud i luften.

          Rasmus og Rie skreg, som de aldrig havde skreget før i deres liv. Den kæmpemæssige edderkop havde helt tydeligt set dem, og nu kom den krybende langs spindet for at spise dem. Stakkels Rasmus og Rie, der var så bittesmå. Hvad i alverden skulle de gøre. De sled og asede i spindet for at komme fri; men det eneste, de fik ud af det, var, at de fik viklet sig endnu mere ind i det klistrede spind.

          Heldigvis havde de jo deres nældehår. Men kan et nældehår gøre en edderkop fortræd? Er en edderkop ikke så hård, at den ikke engang kan mærke giften? Rie tog sig sammen. Hvis de skulle redde sig, kunne det ikke nytte noget at være så bange. Hun måtte tænkte. Bagkroppen, edderkoppens bagkrop, var den ikke blød og sårbar? Jo, men hvad nu hvis hun ikke kunne komme til at stikke den i bagkroppen? Hvad nu hvis den ikke krøb hen over hende? Hvorfor skulle den gøre det? Hun var jo så lille. Den ville sikkert bare gå direkte til angreb og bide hende midt over med sin sakselignende mund. Hun fik slidt sin ene arm fri, den hun holdt brændenældehåret i. Nu var der ikke andet tilbage end at vente og håbe.

          Edderkoppen var helt tæt på hende nu. Den tårnede sig op over hende. Men den holdt sig alligevel lidt på afstand. Den havde aldrig set sådan et væsen før, så det var nok bedst at være lidt forsigtig. Edderkoppen krøb lidt frem, trak sig lidt tilbage igen, krøb lidt til højre, og så tilbage til venstre igen. Den lurede på, hvor det mon var bedst at bide til. Skulle den først bruge sin gift, eller skulle den bare bide hende med det samme? Lidt frem, lidt tilbage; lidt til højre, lidt til venstre. Og så ...

          I samme nu edderkoppen sprang frem for at bide, løftede Rie armen, så højt hun kunne, og stak sit nældehårsspyd ind i et af edderkoppens mange øjne. Heldigvis har edderkopper mange øjne, så det var ikke så svært at ramme. En sitren gik gennem edderkoppen. Den skreg ikke, for edderkopper har ingen stemme; men dens ben sitrede som i krampe; mundsaksen klippede vildt i luften og var lige ved at ramme Rie. Så satte den i løb, så hurtigt dens mange ben kunne bære den.

 

Rie sank tilbage i spindet. Hun var nær død af skræk, da edderkoppen angreb; men nu var den heldigvis væk. Nu gjaldt det om at komme fri i en fart. Hvad hvis den nu kom tilbage? Hvad hvis den ikke var kommet mere til skade, end at den kunne komme tilbage? Så ville hun være forsvarsløs.

          Hun asede og masede, og lidt derfra asede og sled Rasmus også for at komme fri; men de sad begge to lige godt fast i edderkoppens klistrede spind. Pludselig hørte de Misjas stemme lige i nærheden: “Hakkeli hukkeli høv - store bøv.”

          En voldsom susen blæste igennem deres ørerne, mens de voksede. Hurtigt blev de for store, til at spindet kunne bære dem, og de faldt til jorden. Heldigvis var græsset blødt, så de slog sig ikke. Nu lød Misja stemme igen: “Hakkeli hukkeli høv - meget store bøv.”

          Igen susede det for børnenes ører, mens de voksede til deres normale Fuldmåneskovs-størrelse. Der stod Misja og kiggede på dem.

          “Nå, der er I! Ja jeg kunne jo umuligt finde jer, når I var så små. Så jeg tryllede jer store igen, så dukkede I jo nok op, tænkte jeg. Og det gjorde I jo så også.”

          “Puh ha!” sagde Rie. “Det var en forfærdelig oplevelse, Misja. Vi var lige ved at blive ædt af en edderkop så stor som et hus.”

          “Så stor som et hus? Nåh mon dog. Mon ikke det er den lille fyr der.” Misja pegede på en lillebitte edderkop, omtrent på størrelse med et knappenålshoved, der sad og rystede i hjørnet af et ødelagt spind.

          “Nej, hvor er den lille,” sagde Rie. “Jo, jeg tror, det var den. Men den var altså lige ved at æde mig. Jeg var nødt til stikke den i øjet med mit nældehårsspyd. Nåh, det er næsten synd!” Rie lagde hovedet på skrå og kiggede helt tæt på den lille edderkop.

          “Det er det jo ikke,” vrissede Rasmus. “ Det er jo ikke synd. Hvis du ikke havde stukket den, så havde den ædt dig. Og taget mig som dessert.”

 

“Nu tror jeg, det er på tide, I kommer hjem,” sagde Misja. “Oven på det sindsoprivende eventyr trænger I vist til komme hjem og sove.”

          “Hvad var det, der fik brændenælden til at ryste sådan?” spurgte Rasmus.

          “En muldvarp,” svarede Misja. “Det sker en gang imellem, hvis muldvarpene kommer for tæt på nældens rod, mens den graver gennem jorden.”

          De vandrede stille tilbage gennem Fuldmåneskoven. Da de kom til bålpladsen, var Trondor parat; Og snart var de vej hjem, mens solen, der snart ville stå op, farvede himmelen rød.