Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Vintervæsner

 

Sneen vælter ned. Rie og Rasmus bukker sig frem og kniber øjnene sammen mod vinden og sneen. De er pakket ind i store vinterfrakker, hue, halstørklæde, vanter og støvler. Alligevel sidder de og småfryser. Fuldmånen er skjult bag det tykke skydække.

          “Pas nu på at du ikke farer vild, Trondor.” Rie er lidt bekymret for, om dragen nu også kan finde vej i snestormen.

          “Bare rolig,” siger Trondor.” Jeg kunne finde vej til Fuldmåneskoven med lukkede øjne.”

          Nu er det ligesom om snefoget letter lidt, og man kan ane konturerne af landskabet nedenunder. Så dukker skoven op, og Trondor dykker ned imellem de vinternøgne træer. Snart lander han på pladsen ved bålet, der flammer smukt mod den sorte himmel. Sneen glitrer som tusindvis af stjerne i lyset fra bålet.

 

“Velkommen!”

          Da Trondor landede i lysningen ved bålet, rejste Misja sig og kom dem i møde. “Det er rigtignok koldt i nat. Det er godt, at I er varmt klædt på.” Han rettede lidt på Ries halstørklæde, der havde skubbet sig skævt under flyvningen.

          “Ja, er du tosset,” svarede Rie. “Ellers var vi da frosset helt i stykker.” Begge børn satte sig så tæt hen til bålet, som de kunne, for at få varmen. “Hvad skal vi så lave nu?”

          “I nat skal I besøge frostvæsnerne,” svarede Misja. “Der er mange slags væsner, der kun er fremme om vinteren: Frostnisserne, rimalferne, de små kuldekryb og den store snetrold.”

          “Rumalferne? Skal vi besøge rumalfer? Hvor kommer de fra?” Rasmus var meget interesseret i science fiction historier, så han var selvfølgelig spændt, hvis de virkelige skulle møde nogle ægte rumvæsner.

          “Nej, desværre,” smilede Misja. “Det er ikke rumalfer; det er rimalfer.”

          “Øv. Nå, men hvad så - øh. Bor de det samme sted, alle de der væsner du talte om.”

          “Nej, de holder til sådan rundt omkring. Man kan aldrig rigtigt vide, hvor de er; men i nat har jeg en aftale med Snetrolden ved Tågebjergets fod, så der skal vi hen. I øvrigt; kan I stå på ski? Ellers må I lære det. Det er alt for besværligt at komme rundt uden ski.”

          Misja trak et par ski frem, der havde været stukket ned i sneen.

          “Jamen, hva’ så,” spurgte Rasmus. “Hvordan gør man det, der?”

          “Man stikker bare støvlerne ned her, så trækker man her, og vupti, hvis jeg må være så fri, så sidder skien fast.” Misja viste børnene, hvordan de skulle gøre; og så stod de dér og forsøgte at holde balancen på de lange smalle brædder. Det hjalp lidt, at de havde et par stave at støtte sig til.

          “Det her har vi altså aldrig prøvet før,” sagde Rasmus. “Er det svært?”

          “Nej, så længe det går lige ud, er det ikke svært. Kom!” Misja løb i forvejen, og Rie og Rasmus måtte følge efter, så godt de kunne. Det var nu ikke særligt godt. Skiene var svære at styre. Pludselig kunne de finde på at krydse ind over hinanden; og så faldt man på næsen ned i sneen. Eller de gled i hver sin retning; så faldt man bagover. Uanset hvad, endte det med, at de lå og rodede rundt i sneen, og Misja måtte hjælpe dem op. Da de var faldet et par gange, og efterhånden selv lignede noget, der var lavet af sne, havde de dog fået lidt mere styr på skiene, og så gik det egentlig meget godt.

 

Da de havde løbet et stykke vej, kom de til Tågebjerget. Bjergsiden var temmelig stejl, og helt dækket af sne, der var føget op i store driver. Her standsede Misja. Rie og Rasmus havde lidt svært ved at bremse, og pludselig lå de alle tre i en bunke i sneen og havde fået skiene filtret helt sammen. Det tog lidt tid at blive viklet ud igen.

          “Hvad sker der, hva’ skal vi her?” spurgte Rasmus.

          “Vent lidt!” sagde Misja. Så tog han vanterne af, satte tre fingre i munden og udstødte et skærende pift.

          “Hvad skulle det nu til for?” spurgte Rie fortørnet, da Rasmus havde hjulpet hende op at stå.

          “Bare vent!” Misja piftede igen.

          I et par minutter skete der ingenting; men så begyndte bjergvæggen pludselig at bevæge sig. Et par kulsorte pletter kom til syne, og en af de største snedriver viklede sig ligesom ud af sig selv og rejste sig. Det var Snetrolden. Den lignede en stor snemand, med gulerodsnæse og det hele. De to sorte pletter var dens øjne. Den var kæmpestor, børnene nåede den kun til knæene.

          Rasmus og Rie trak sig lidt tilbage. Det er jo ikke hver dag, man står foran en kæmpestor levende snemand; så de var lidt nervøse over, hvad sådan en fyr måske kunne finde på.

          Der var ligesom blevet noget til overs. Små stumper is myldrede rundt imellem hinanden.

          “Hvad sker der for dem. Hvad er det her for noget?” spurgte Rasmus og pegede på de små isstumper, der smuttede rundt i sneen.

          “Det er de små kuldekryb,” svarede Misja.

          Rasmus og Rie lagde sig på knæ og kiggede på de små væsner, og nu så de, at det også var en slags snemænd. De lignede Snetrolden, men var bittesmå.

          “Nårh, hvor er de søde!” udbrød Rie. Hun lagde hovedet på skrå og stak næsen helt ned til de små væsner. Kuldekrybene var krøbet op på Snetroldens fødder og stod der og strittede med deres små gulerodsnæser. Rie trak den ene vante af og prikkede lidt til en af dem. Den grinede med en underlig knækkende lyd; lidt ligesom glas, der går i stykker.

          Kuldekrybene klatrede op og gemte sig rundt omkring i Snetroldens hvide pels; væk var de.

          “Jeg tror, du forskrækkede dem,” sagde Misja. “Men pyt med det, nu ved vi da, hvor vi har dem. Hallo - Snetrold, hils på Rie og Rasmus!” Det sidste råbte Misja temmelig højt, for at Snetrolden skulle kunne høre det.

          Good daag!” sagde Snetrolden med en langsom, dyb stemme. “Good kold daag!”

          “Jo tak,” svarede Rasmus. “Koldt, det er det sandelig. Det har du ret i. Men hvad går sådan en Snetrold egentlig og laver.”

          Jeeg lå og soov. Men nuu skal jeeg på besøøg. Vil I medd hen at besøøge riimalferne? Det er nu liige så meget kuuldekryybene, der skal besøøge dem. Vil I medd, så kryb op.”

          Det ville Rasmus og Rie selvfølgelig gerne. De tog skiene af, gav dem til Misja, og kravlede op på Snetroldens fødder. Den var nu ikke lavet af sne, selvom det så sådan ud. Den var nærmest lodden ligesom en isbjørn, bare meget hvidere. Børnene kravlede et stykke op i pelsen på Snetrolden. Deroppe sad alle kuldekrybene. De krøb lidt sammen, da Rasmus og Rie kom. De var åbenbart stadigvæk ikke helt trygge ved dem.

          Rie fnisede lidt ved synet af de mange små lodne snevæsner, der krøb sammen i en bunke, så kun deres gulerodsnæser strittede frem. Det lignede en lille skæv snebold, som nogen havde stukket en hel masse bittesmå gulerødder i.

         

Snetrolden trampede af sted gennem sneen. Den ragede godt op mellem træstammerne, og den var nødt til hele tiden at skubbe træernes grene til side for at komme frem. Da den havde vandret et stykke vej, standsede den.

          Heer er det!” sagde den. “Heer holder riimalferne till.”

          Rasmus og Rie kiggede ud. De kunne nu ikke se noget, der lignede rimalfer. Alle kuldekrybene myldrede ned igennem Snetroldens pels og ud på sneen. Rie og Rasmus krøb med. Der måtte sikkert ske et eller andet lige om lidt, sådan som de myldrede rundt.

          Da Rasmus og Rie og alle kuldekrybene var kommet ned på sneen, fik børnene øje på nogle små, halvt gennemsigtige væsner. Det måtte være rimalferne. De var på størrelse med kuldekrybene, men så helt anderledes ud. De var helt spinkle og fine i kroppen og med små spindelvævsagtige vinger på ryggen. Selvom de svirrede med vingerne, så det nu ikke ud til, at de kunne flyve. De gik ligesom halvt svævende, halvt hoppende på tåspidserne hen over sneen.

          Det var tydeligt, at kuldekrybene og rimalferne kendte hinanden og var gode venner. De myldrede rundt og hilste og gav hinanden knus. Da hilseriet var overstået, snakkede de lidt sammen. Rie og Rasmus kunne umuligt forstå, hvad de sagde; men det lød meget smukt, ligesom klirrende glas og istapper, der drypper.

          De blev de åbenbart enige om at lege skjul, for lige pludselig myldrede de ud til alle sider; mens et af kuldekrybene blev stående alene tilbage med lukkede øjne. De andre gemte sig under visne blade, der lå på sneen, eller krøb ind imellem buskenes kviste. Det så ud, som om man ikke måtte gemme sig under sneen eller i Snetroldens pels, for det var der ingen, der gjorde. Så ville man jo også være helt umulig at finde.

          Det kuldekryb, der var blevet tilbage, stod og klirrede lidt.

          “Jeg tror, den tæller til 100,” sagde Rasmus, og Rie nikkede.

          Nu åbnede kuldekrybet øjnene og så sig omkring. Så skrabede den en cirkel i sneen, og gik ud for at lede efter de andre, der sad og gemte sig rundt omkring. Når de blev fundet, skulle de sætte sig i rundkredsen og blive der, indtil alle var fundet. Den der var blevet fundet først, skulle selvfølgelig være den næste gang.

          Da kuldekrybene og rimalferne havde leget skjul et stykke tid, blev de åbenbart trætte af det og samlede sig sammen i en stor flok og snakkede om, hvad de nu skulle. Det lød, som om de var uenige, for de klirrede mere og mere højlydt. Pludselig var der en af rimalferne, der svirrede lidt væk fra de andre og stillede sig med ryggen til og så sur ud.

          De andre var ligeglade. De begyndte at lege tagfat. De myldrede rundt og fangede hinanden. Rasmus og Rie forsøgte forgæves at finde ud af, hvordan systemet var. Men det så ikke ud til, at der var noget. Det var nok sådan en slags Alle-mod-alle tagfat. Der må nu alligevel have været nogle regler, for lige pludselig var legen åbenbart slut, og de samledes i en flok igen; blot for lige pludselig igen at myldre rundt og fange hinanden.

          Den sure rimalf ville altså ikke være med, men stod bare og surmulede. Rie stak hovedet ned til den for at finde ud af, hvorfor den var sur. Men den vendte bare ryggen til hende. Så stak hun en finger hen for at kilde den. Men den ville ikke kildes. Den bed hende i fingeren og løb sin vej. Rie blev temmelig forskrækket. Ikke fordi det gjorde ondt; hun havde bare ikke regnet med at blive bidt.

          “Så må du også selvom det,” sagde hun og tjattede en håndfuld løs sne i hovedet på rimalfen. Den blev fuldstændig begravet. De andre rimalfer og kuldekryb holdt øjeblikkeligt op med at lege, og skyndte sig hen for at redde den ud af sneen. Da den sure rimalf var kommet fri, stillede flere af kuldekrybene sig op og skældte Rie ud. De klirrede og raslede og var tydeligvis meget fortørnede.

          Rie kiggede op på Snetrolden efter hjælp. Den måtte da kunne forstå, hvad de små kryb sagde. Snetrolden mumlede et eller andet uforståeligt på et sprog, der lignede kuldekrybenes, bare meget langsommere. Kuldekrybene faldt lidt til ro og rystede på hovedet ad Rie.

          “Hvad sagde du til dem?” spurgte Rie.

          Jeeg fortaalte dem, at det baare var for sjoov, at du tjattede med snee. Meen de syynes slet ikke, det var sjoovt.”

          “Slås de da aldrig med sne?” Rie kiggede uforstående på Snetrolden. “Man skulle da tro, at sådan nogle snevæsner var smadder gode til at slås med sne.”

          “Slås med snee?” Snetrolden så spørgende på Rie. “Jeg troor slet ikke, de veed, hvad det er for nooget. Kaan I ikke viise demm det?”

          “Jo - men så må de heller ikke blive sure,” svarede Rie.

          Snetrolden klirrede et eller andet, og de små væsner stillede sig op og stirrede på Rasmus og Rie.

          Jeeg haar fortalt demm, at I vill vise demm en ny leeg,” sagde Snetrolden.

          “OK,” sagde Rie. “Hør Rasmus, jeg tror, det er bedst, hvis vi starter med at smide sne på hinanden, så de kan se, at det faktisk er meget sjovt. Du Snetrold, kan du ikke sige, at de skal krybe op i din pels, så vi ikke kommer til at træde på dem. Det kan godt blive lidt voldsomt.”

          Snetrolden mumlede et eller andet, og alle de små væsner myldrede op i dens pels.

          “OK,” sagde Rasmus. “Så kører vi.” Han tog lynhurtigt en ordentlig bunke sne, klemte den sammen til en løs snebold og smed den i hovedet på Rie. Hun hylede og gjorde selvfølgelig øjeblikkeligt gengæld. De to børn kastede sig ud i en voldsom sneboldkamp, og snart var de helt hvide af sne fra top til tå. Det endte med at de begge to trillede rundt i sneen og forsøgte at give hinanden vaskere.

          Oppe fra Snetroldens pels lød en voldsom klirren. Rasmus og Rie stoppede op og lyttede. Det var ikke til at sige, om de små væsner var bange eller grinede. Børnene rettede sig op, børstede sneen væk og sagde til Snetrolden, at det var altså sådan, man sloges med sne; og nu syntes de, at rimalferne og kuldekrybene skulle prøve.

          Snetrolden mumlede igen på småvæsnernes sprog, og lidt efter lidt klatrede de ned fra troldens pels. Da de havde samlet sig nede på sneen, stod de og kiggede lidt på hinanden, som om der ikke rigtigt var nogen, der turde begynde.

          “Det der bliver vist ikke rigtigt til noget,” sagde Rie. “Vi må vist hellere hjælpe dem lidt i gang.” Så tog hun en ganske lille smule sne og lavede den mindste snebold hun kunde. Lige så forsigtigt smed hun den i ryggen på et af kuldekrybene. Den vendte sig lynhurtigt om; men kunne selvfølgelig ikke se, hvor snebolden kom fra. Så bukkede den sig ned lavede en snebold og smed den i hovedet på den rimalf, der tilfældigvis stod nærmest.

          Det blev startsignalet til den vildeste sneboldkamp, Rasmus og Rie nogen sinde havde oplevet. I lang tid føj det i luften med snebolde, og alle de mange små væsner blev endnu hvidere, end de havde været i forvejen. Da slåskampen havde stået på en rum tid, blev de åbenbart alle sammen trætte og lagde sig ned og pustede. Rasmus og Rie havde siddet og betragtet den voldsomme kamp.

          “De er meget lærenemme,” sagde Rasmus, og Rie måtte give ham ret.

 

“Hej du Snetrold, der! Tror du ikke, det er på tide at komme hjem nu,” råbte Rasmus op til Snetrolden.

          “Jo, såmæænd. Det kann goodt være. Bare sid op, så taager jeg jer medd tilbaage.”

          “Hvad med alle kuldekrybene; skal de ikke med?”

          “Nej,” svarede Snetrolden. “De finder seelv tilbaage. Iøvrigt bliiver de her nokk nogle daage. De har meeget at snakke med riimalferne omm. Og nu hvor de har fåået en nyy leeg, kan de sikkert få maange daage til at gå med det.”

          Rasmus og Rie krøb op i Snetroldens pels, og så travede den tilbage til sin hule med dem. Der stod Misja og ventede på dem. De fik skiene på, sagde farvel til Snetrolden og travede tilbage til bålpladsen, hvor Trondor var parat til at flyve dem tilbage til deres eget land.

 

“Hvor var de dog søde, de små kuldekryb,” sagde Rie.

          Mmm,” svarede Rasmus.

          Så sagde de ikke så meget mere. De havde nok at gøre med at holde fast. Det var igen blevet temmelig blæsende, og sneen faldt så tæt, at man knapt kunne se en hånd for sig.