Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Enhjørningerne

 

Hvor lang kan tiden føles? Uendelig lang kan tiden føles, når man venter på noget godt. Rie og Rasmus venter på noget godt, og tiden føles uendelig lang. I mange lange uger har de ventet, og nu, endelig ... i aften er det fuldmåne.

          Rie har fået lov til at sove hos Rasmus. De har ikke fortalt deres forældre om Trondor og Fuldmåneskoven; men i aften er det sommer og fuldmåne, og det er derfor, Rie vil sove hos Rasmus. Det må hun selvfølgelig gerne. Det har hun jo gjort før; men hvorfor lige i aften? Jo, for i aften er det den fuldmånenat, som Rasmus og Rie har ventet på. I aften kommer Trondor.

 

“Der er han,” råbte Rasmus, da det første lille lysglimt afslørede, at dragen var landet ude i haven.

          “Hvem er der?” det var Rasmus’s far, der stak hovedet ind af døren.

          “Øh, ikke nogen. Det er bare noget, vi leger.” Rasmus skyndte sig at kigge væk fra vinduet, så far ikke opdagede det, der foregik ude i haven.

          “Nåh; men nu skal I altså sove. Godnat.” Rasmus’s far pegede på sengen og Rasmus og Rie krøb op. Rasmus’s far puttede dynerne godt ned omkring dem, prikkede dem på næsen og sagde godnat. Så gik han ud af værelset.

          “Puh, den var tæt på,” hviskede Rie.

 

Med håret flagrende om hovedet og vinden pibende i næsen, red Rasmus og Rie af sted på dragen Trondor. Nu var de endelig på vej til Fuldmåneskoven igen. De glædede sig til at se Misja, Koglenissen, og til hvad de mon skulle opleve. De havde prøvet at snakke med Rasmus’s store søskende Lasse og Sofie, der havde været i Fuldmåneskoven mange gange. Men de gad ikke snakke om sådan noget barnepjat. Fuldmåneskoven er for småbørn, havde de sagt. Selv var de alt for store til den slags.

 

Trondor landede ikke i lysningen denne gang. Han fløj videre hen over skoven og Rasmus og Rie kunne se, at de nærmede sig et åbent område, der var helt omgivet af en slags hæk. Trondor landede udenfor hækken, som de nu kunne se var et tæt tjørnekrat. Her stod Misja og ventede.

          “Velkommen tilbage!” sagde Misja. “I nat skal I ind igennem tjørnekrattet her. På den anden side lever nogle af de mest sky dyr i hele Fuldmåneskoven. De opholder sig altid bag krattet, hvor de kan være i fred. Det er kun småfolk som jer, der kan komme gennem krattet. Men pas alligevel på. I må klare jer selv derinde, det kan I sagtens. Der er interessante ting at opleve på den anden side, kan I tro.”

          “Hvem er det, der bor bag tjørnekrattet?” ville børnene vide.

          “Ja se, det siger jeg ikke. Men det er meget usædvanlige væsner. Den slags man ellers kun hører om i gamle fabler.”

          Rie og Rasmus var lidt betænkelige ved at skulle opleve et eller andet ukendt, som Misja ikke engang ville fortælle om. Men Misja viftede bare med hænderne og pegede ind under tjørnekrattet. Så måtte de jo til det. De lagde sig fladt ned på jorden og krøb ind.

          Det var vanskeligt at undgå at hænge fast, og de var da også noget forrevne, da de kom ud på den anden side. Her mødte der dem et usædvanligt syn. Det var den smukkeste eng, man kunne tænke sig. Blomster og græs voksede overalt. Nattergalene sang i buskene. Et stykke ude på engen gik nogle hestelignende dyr og græssede. Men Rasmus og Rie lagde med det samme mærke til, at de alle sammen havde horn i panden. Det var enhjørninger.

          Rasmus og Rie skulede lidt til hinanden. Turde de gå hen til enhjørningerne? De så jo ud til at være farlige med det der horn i panden. På den anden side havde Misja jo ikke sagt noget om, at det kunne være farligt. De tog hinanden i hånden og gik over mod flokken.

 

Da Rasmus og Rie nærmede sig flokken af enhjørninger, løftede den største af dem pludselig hovedet fra den græstue, den havde haft mulen begravet i. Den kiggede sig omkring og spilede næseborene ud. Det var tydeligt, at den havde fået færten af noget, den ikke kendte.

          Børnene standsede. Enhjørningen kiggede sig stadig omkring, virrede med ørerne, og sænkede så igen hovedet og spiste videre. Forsigtigt gik Rasmus og Rie nærmere hen imod flokken. De vidste ikke rigtigt, om de skulle være bange eller hvad. Men på den anden side: de var her for at opleve noget, og så det kunne jo ikke nytte bare at gemme sig.

          Den store enhjørning rejste igen hovedet og prustede. Den stampede med det ene forben i jorden, og alle de andre enhjørninger holdt også op med spise og løftede hovedet. De små føl trak om bag deres mor, og de største dyr gik frem foran de øvrige. De var tydeligvis meget ophidsede. Stampede i jorden og nikkede med hovedet. En af dem stejlede også en smule. De største af dem løb et lille stykke frem, standsede og bakkede tilbage.

          Pludselig sænkede den aller største enhjørning hovedet, så det lange horn pegede lige frem. Så satte den af sted i galop, lige hen imod Rasmus og Rie. Børnene satte i et vræl og styrtede af sted. Den store enhjørning kom buldrende hen imod dem, og det ville være helt umuligt for dem at slippe væk. Det var tydeligvis enhjørningens mening, at spidde Rie og Rasmus på det lange, kraftige horn. Netop som enhjørningen indhentede dem, smuttede Rasmus og Rie i sidste øjeblik om bag et stort træ. Den store enhjørning kunne ikke nå at standse og borede sit horn ind i træstammen. Den sad uhjælpeligt fast. Den forsøgte at virre med hovedet for at komme fri; men den kunne ikke.

          Rie og Rasmus sad stadig gemt bag træstammen, da de andre enhjørninger nåede frem til stedet, hvor den store stod fanget. Børnene tænkte, at dyrene nok var sure på dem, så det var klogest at være forsigtig. De klatrede op i træet, til de var uden for rækkevidde af de spidse horn, og dukkede så frem.

          “Så kan du måske lære det. Æh bæh” vrængede Rasmus og rakte tunge af enhjørningen. Den skulede op imod dem.

          “Du er selv uden om dig,” sagde Rie. “Hvorfor skulle du også jage rundt med os? Vi har ingenting gjort. Vi ville bare besøge jer, og så bliver man nærmest trampet ned og stanget ihjel.”

          De andre enhjørninger vrinskede højt af arrigskab, stejlede og virrede med hornene op imod Rie og Rasmus, der heldigvis sad noget udenfor rækkevidde. Så talte den store med hornet i træet:

          “Børnene har ret. Vi skulle have undersøgt, hvad de var for nogen, før vi angreb dem. Forstår I, vi er altid meget forsigtige med fremmede. Man kan aldrig vide. Men nu står jeg jo her og kan ikke komme fri. Vil I ikke nok hjælpe mig?”

          “Selvfølgelig vil vi det,” sagde Rie. “Og vi ved lige præcis hvordan.”

          “Gør vi det?” Rasmus så undrende på hende. “Hvad vil du da gøre?”

          “Vi får fat i spætten. Den vil sikkert godt hjælpe.”

          Rie begyndte at klatre højere op i træet, og Rasmus fulgte efter. Da de kom op i de allerhøjeste grene, brækkede Rie en gren af og begyndte at slå på en tyk gren, der var gået ud, og som derfor var helt tør. Det rungede højt og hult, lyden måtte kunne høres langt væk i den stille skov. Rasmus brækkede også en gren af trommede med. De trommede så hårdt og hurtigt, de kunne; det lød næsten som spættens hakken.

          Langt borte i skoven vågnede Plak og Plok. De lyttede opmærksomt. Det lød næsten som en spætte der trommede. Men lyden var alligevel forkert, og desuden ville ingen spætte tromme midt om natten.

          “Rasmusogrie,” sagde Plok. “Det er Rasmusogrie. Kalder på os. Jeg finder dem.” Og Plok lettede fra redehullet og fløj ud i natten. Det er ikke let for en spætte at se om natten; men Plok fløj op over trætoppene, og godt hjulpet af månelyset og sin gode hørelse lykkedes det ham at finde frem til det træ, hvor Rasmus og Rie sad og trommede.

          “Rasmusogrie, hvad vil I?” Plok landede på træstammen tæt ved siden af børnene, der var så optaget af at tromme, at de slet ikke opdagede, at han var kommet.

          “Rasmusogrie,” råbte Plok og hakkede Rie let oven i hovedet, for at de skulle lægge mærke til ham.

          “Av, La’ dog vær’ det gør ondt,” Rie gloede fortørnet på spætten. “Nå, men det var godt, du kom. Du skal hjælpe os med at få enhjørningen fri af stammen.”

          “Hvadfornoget,” Plok så forvirret ud. “Enhjørningen i stammen. Hvorfor i stammen?”

          “Kom med,” sagde Rasmus. Han tænkte, at det var lettere bare at vise spætten, hvad der var sket, i stedet for at komme med en masse forklaringer.

          Børnene og spætten nåede snart ned til den stakkels enhjørning, der stadig stod og forsøgte at slide sig fri af stammen. Spætten lagde hovedet på skrå og betragtede stedet, hvor hornet sad fast i stammen.

          “Vanskelig sag. Vanskelig sag. Kræver ekspertise,” sagde den.

          “Ja, det kræver ekspertise,” sagde Rie. “Det er jo derfor, vi har tilkaldt dig. Kan du ikke hakke ham fri?”

          Plok hakkede prøvende i træet. Lidt her, lidt der, som om han ville finde det helt rigtige sted at starte. Børnene og enhjørningerne kiggede spændte på ham. Så satte han sig til rette og hakkede løs i træstammen, det bedste han havde lært. Spånerne fløj om ørerne på ham, og snart havde han hakket et godt stykke af stammen væk. En enkelt gang ramte han enhjørningens horn, og den gav sig, som om det gjorde ondt. Plok standsede og kiggede misfornøjet på enhjørningen; men ingen af dem sagde noget.

          Efter lang tids arbejde standsede spætten hakkeriet, og nikkede til enhjørningen. Den drejede prøvende hovedet og forsøgte også at rokke det lidt frem og tilbage. Samtidig satte den hovene i jorden og trak, alt hvad den kunne. Pludselig gik hornet løs, og enhjørningen røg bagud og satte sig på halen. Det så ærligt talt ikke særligt elegant ud, og Rasmus og Rie undertrykte en fnisen. Enhjørningen skyndte sig da også at rejse sig igen. Enhjørninger er meget stolte dyr, og det passer sig lige som ikke rigtigt for et stolt dyr at sidde på halen og se dum ud. Den forsøgte at lade som ingenting, og Rie og Rasmus tog sig sammen og lod være med at grine af den. Det var jo sådan set også lidt synd for den.

          Enhjørningen stod lidt og skrabede i jorden med sænket hoved. Den vidste ikke rigtigt, hvordan den skulle få sagt tak. Enhjørninger er som sagt meget stolte dyr, og det kan være svært for dem at indrømme, at de har dummet sig, og sige tak når man hjælper dem. Endelig fik den fremstammet noget, der mindede om ‘tak’.

          Plok lagde hovedet på skrå og kiggede på det store dyr. Da det ikke virkede som om, der kom mere fra den kant, slog han lidt med vingerne og sagde “Ingen årsag,” og “Skulle det være en anden gang.” Så rystede han sig, lettede og fløj hjem over skoven. Rasmus og Rie vinkede efter ham.

 

Da spætten var fløjet, vendte Rasmus og Rie sig mod flokken af enhjørninger, der stod og gnubbede muler og småsnakkede. Så trådte de lidt til side, og den store enhjørning, der havde siddet fast i træet, talte til dem.

          “Kære Rie og Rasmus. I må meget undskylde, at vi modtog jer så uhøfligt; og I skal have mange tak, fordi I tilkaldte hjælp. Ellers ved jeg ikke, hvordan jeg skulle være kommet fri. Nu synes jeg, I skal sidde op på mig og få jer en rigtig rap ridetur rundt på engen.”

          Det lod Rie og Rasmus sig ikke sige to gange. Enhjørningen bøjede hovedet ned mod jorden, og børnene klatrede op ad hornet, hen over hovedet og ned ad halsen, indtil de kunne sætte sig til rette på dyrets brede ryg. Og så gik det i fuld galop hen over engen. Det var endnu sjovere end at ride på Trondor. Trondor fløj jo, og derfor var han helt rolig; men enhjørningen galopperede, og det gungrede op og ned. Det var meget anstrengende; men også meget morsomt.

          Da rideturen havde varet i lang tid, og de havde været hele engen rundt adskillige gange, sagde Rasmus og Rie farvel til enhjørningerne og krøb tilbage under tjørnebusken, hvor de var kommet fra. Derude stod Trondor og tog imod dem. Snart efter var de på vej gennem luften til deres eget land.