Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Sjapsjaskeren og Pludderplaskeren

 

Vinteren er netop slut, og foråret har endnu ikke fået rigtigt fat. Overalt er der vådt og sølet af den smeltende sne. Rasmus og Rie må have gummistøvler og regnbukser på, når de skal udenfor, så mudret er der alle vegne.

          Nu står gummistøvlerne renvaskede i skabet, oven over hænger regnfrakkerne. Rasmus og Rie sidder på Rasmus’ værelse og tænker, at det vil være godt at have gummistøvler og regntøj på i Fuldmåneskoven, når det er så vådt alle vegne. For i aften er det fuldmåne, og om lidt kommer Trondor og henter dem. Rasmus går hen og henter gummistøvler og regnfrakker frem, og de tager dem på.

          Misja har snakket om, at Sjapsjaskeren og Pludderplaskeren kommer frem, når jorden er mudret; så måske kan de få dem at se i nat.

 

“Gummistøvler?” sagde Trondor, mens de fløj af sted mod Fuldmåneskoven. “Ja, det er måske en meget god idé med gummistøvler. Netop i disse dage har det været et voldsomt tøvejr, og alt er slam og pludder; så det er nok en meget god idé at have gummistøvler og regnfrakke på.”

          “Tror du, vi kan få Sjapsjaskeren og Pludderplaskeren at se?” spurgte Rie ivrigt.

          “Det vil jeg næsten tro,” svarede Trondor. “Der er i hvert fald ingen tvivl om, at sådan som vejret har været de sidste dage, er det helt perfekt for de to mudrede fyre. De elsker tøvejr. Jo mere mudret og pludret jorden er, jo bedre humør er de i. - Det kan nogle gange godt være lidt anstrengende,” tilføjede han efter en lille pause.

 

Det småregnede, da de landede i lysningen, og Misja kom hen til dem.

          “Gummistøvler? I har taget gummistøvler og regnfrakker på. Det er sandelig heldigt, for i nat skal I hilse på Sjapsjaskeren og Pludderplaskeren.”

          “Det var sør’me dejligt,” sagde Rie. “Jeg er spændt på, hvordan sådan nogle muddervæsner kan se ud. Er de lavet af mudder, eller hvordan er de?”

          Misja svarede ikke, men vinkede blot ad dem, og de begyndte at trave igennem skoven. Jorden var blød og mudret, og der var store vandpytter overalt; græs og blade var dyngvåde. Selvom Misja gjorde sig umage med at undgå de aller vådeste steder, ville Rie og Rasmus alligevel hurtigt være blevet gennemblødt, hvis de ikke havde haft regnfrakker og gummistøvler på. Misja blev selvfølgelig våd; men det gjorde nu ikke så meget; koglenisser er vant til at klare sig i al slags vejr, de er ligesom lavet til det. Han kom nu til at se lidt mærkelig ud, for når koglenisser bliver våde, ligger skællene helt fladt ind til kroppen.

          De nåede ned i en særligt våd lavning i skoven. I bunden af lavningen var der et lille vandhul. Misja pegede på en gren, der lå på jorden, og de satte sig alle tre og kiggede ud på vandhullet. Rundt om var jorden helt mudret op, som om nogen havde trampet rundt i store støvler.

          “Hvorfor sidder vi her? Her er da ingen sjapsjaskere eller pludderplaskere.” Rie kigge utålmodigt på Misja, der tyssede på hende.

          “Ti nu bare stille,” hviskede han. “Du ved godt, at i Fuldmåneskoven skal man være stille, hvis man vil se de mærkelige væsner. De kommer ikke bare sådan frem i tide og utide. Og i øvrigt! Der er kun én Sjapsjasker og én Pludderplasker.”

          “Undskyld, jeg skal nok være stille.” Rie flyttede sig lidt for at sidde bedre på den våde knudrede gren. Hun kneb munden sammen og tav.

          Der var ganske stille ved vandhullet. En svag susen fra en stille brise i trætoppene var den eneste lyd. Her nede ved skovbunden var der ikke en vind, der rørte sig. Det var endnu for tidligt på foråret til, at fugle eller frøer var begyndt at holde koncert. Enkelte insekter svirrede lydløst rundt over vandet. Nu forstummede også den svage susen, og det blev helt tyst.

          Rie og Rasmus var netop begyndt at tvivle på, om der overhovedet ville ske nogetsomhelst i nat, da mudderet begyndte at røre på sig. Børnene trak nervøst fødderne til sig og sad der og krøb sammen på grenen.

          Mudderet rodede så underligt omkring. Der var ligesom om, det var levende. Langsomt rejste mudderet sig op tog form at et stort, underligt troldelignende væsen. Sjapsjaskeren, for hende var det, rystede sig lidt. Mudderet sprøjtede til alle sider, og hendes lange, møgbeskidte hår kom til syne. Hun brummede et eller andet uforståeligt, og på ny rørte mudderet på sig. Et nyt væsen dukke op; det var selvfølgelig Pludderplaskeren. Han rystede sig også, og det viste sig, at han havde skæg så langt, at det nåede ham til livet.

          Blandt alle de sære væsner, børnene havde mødt i Fuldmåneskoven, var Sjapsjaskeren og Pludderplaskeren nok de mest underlige. Møgbeskidte var de; eller rettere, det så ud, som om de var lavet af det rene - eller snarere beskidte - mudder. Våde og brune med vand og slam dryppende fra sig. Men deres øjne var lysende blå og venlige. De bøjede sig ganske langsomt ned imod Misja og børnene.

          Plblbl!” boblede Sjapsjaskeren og lagde hovedet på skrå. “Hvem har vi her? Hrhrlpr.”

          “Hvad sker der for den? Hvorfor siger den de der underlige lyde?” hviskede Rasmus.

          “Det er ikke en ‘den’,” hviskede Misja irriteret tilbage. “Det er Sjapsjaskeren. Både hun og Pludderplaskeren har så meget mudder i munden, at de er nødt til hoste og harke hele tiden.” Så rejste han sig op og nikkede til Rie og Rasmus, at de også skulle rejse sig.

          “Kære Sjapsjasker, kære Pludderplasker,” sagde Misja. “Her har I Rie og Rasmus. De er kommet til Fuldmåneskoven fra Landet Udenfor udelukkende for at hilse på jer.”

          Rasmus bukkede pænt, og Rie nejede så godt hun kunne. Det blev nu ikke særligt godt; for det er svært at neje elegant, når man er i gummistøvler og regnfrakke.

          Sjapsjaskeren og Pludderplaskeren stak hovederne helt ned til Rie og Rasmus. Det var altså temmelig ulækkert, syntes børnene, for de dryppede af søle og lugtede af gammelt råddent vand.

          Hrhrlpr. Plasken sjaske mig. I er da nogle pludderløjerlige væsner. Plrlrpl,” sagde Pludderplaskeren. Han rørte ved Ries regnfrakke og løftede op i hendes ene gummistøvle, så hun satte sig på halen med et plask.

          Hrhrlpr. Hvad er det for en mærkelig hud I har? Prhrlr. Helt glat og blank.”

          Rie blev sur: “La’ dog vær’. Vi gider altså ikke blive væltet rundt i pladderet på den måde,” sagde hun fortørnet. “Og vores hud er overhovedet ikke mærkelig. Det er en regnfrakke. Hvis der er nogen her, der har mærkelig hud, er det da jer. Den er helt mudret og slimet og -”

          Længere nåede hun ikke. Misja holdt hende for munden og stirrede bistert på hende: “Du er på besøg. Opfør dig ordentligt,” hviskede han. Henvendt til Pludderplaskeren og Sjapsjaskeren sagde han: “Det må I altså meget undskylde. Hun mener det ikke så slemt. Det er bare fordi, det er så overvældende at hilse på to så berømte personer. Det kan jo nemt tage pippet fra én.”

          Pludderplaskeren havde rejst sig op, lagt nakken lidt tilbage og knebet øjnene lidt sammen. Han skulede ned imod Rie, der stod og trådte sig selv over tæerne og ikke vidste, hvad hun skulle sige. Det var jo ikke særligt pænt af hende at fornærme dem, når de nu faktisk var kommet for at besøge dem.

          Pludderplaskeren og Sjapsjaskeren stod lidt og mumlede og pludrede sammen. Det blev nu mest til en masse boblen og smasken, hosten og harken; men de forstod åbenbart selv, hvad de sagde; for da de havde smasket og hostet lidt, henvendte Pludderplaskeren sig til Misja:

          Hrhrlpr. Lad gå,” sagde han. “Jeg skulle nok også have været lidt høfligere. Prlrlpr. Men i anledning af det dejlige tøvejr vil vi gerne optræde lidt for jer. Prlrlpr. Sjapsjaskeren spiller på smatviolin, og jeg spiller på dyndharpe og synger til. Nu skal I bare se.”

          De opløstes begge to og forsvandt i mudderet; men lidt efter dukkede de op igen, rystede mudderet af hår og skæg - det meste af det havnede selvfølgelig igen på Rie og Rasmus - og fremviste to besynderligt udseende instrumenter.

          Begge instrumenterne var lavet af pludder og jord og så slimede og gummiagtige ud. Rie og Rasmus havde lidt svært ved at forestille sig, hvordan der kunne komme musik ud af sådan nogle instrumenter. Det kunne der sådan set heller ikke. Ikke normal musik i hvert fald.

          Sjapsjaskeren og Pludderplaskeren spillede af hjertens lyst, og det var tydeligt, at de selv nød musikken meget; men det eneste, Rie og Rasmus kunne høre, var en masse plasken og sjasken. Det var de mærkeligste sjaske-, sjappe- og smat-lyde, der kom fra instrumenterne. Der var hverken hoved eller hale i det.

          Pludderplaskeren havde jo sagt, at han ville synge til, og det gjorde han sådan set også. Men det eneste, Rasmus og Rie kunne høre, var en masse hosten og harken, blandet med diverse skvæt, stænk og slask. Det var fuldstændig umuligt at forstå, hvad sangen handlede om.

          “Det er da den mest mudrede musik, jeg nogen sinde har hørt,” hviskede Rie; men så fik hun pludseligt travlt med at trække regnfrakkens hætte ned over øjnene, for nu begyndte de to muddervæsner at danse. De trampede og hoppede rundt, så pladder og pludder stænkede til alle sider. Først hoppede de rundt i mudderet; men så hoppede de pludselig begge to ud i vandhullet. Mens de dansede, blev de lige så langsomt opløst i vandet og faldt helt fra hinanden.

          Rasmus og Rie stod fuldstændig oversprøjtede og gloede forbavsede på det mærkværdige syn. Til sidst var både Pludderplaskeren, Sjapsjaskeren og deres mudderinstrumenter forsvundet i vandhullet. Rasmus kiggede på Misja.

          “Hvor i alverden blev de af?” spurgte han; men inden Misja kunne svare, dukkede begge muddervæsner op af pladderet igen. De bukkede og nejede og drejede rundt om sig selv og hinanden og grinede til Rie og Rasmus.

          “Var det ikke en sjov sang?” spurgte Sjapsjaskeren.

          “Øh, jo, men altså, der, vi forstod ikke så meget af det,” sagde Rasmus.

          “Nåh nej, sangen er jo på dyndsk, og det kan I nok ikke forstå. Dyndsk er det sprog, vi taler under mudderet. Vil I for resten ikke ned og se, hvordan vi bor? Det er lige her nede i mudderet. Det er et betagende smukt sted; helt vådt og slimet. Det tager kun et øjeblik, så er vi der.” Sjapsjaskeren greb Rie i armen, og ville til at trække af sted med hende; men Misja tog fat i Sjapsjaskerens arm.

          “Nej. Jeg tror ikke, det er nogen god idé,” sagde han. “Forstår I, Rasmus og Rie er mennesker, og de kan ikke trække vejret nede i mudderet. De kan heller ingenting se, fordi de får jord i øjnene. Så som sagt, tror jeg ikke, at det er nogen god idé, at de tager med jer; selvom de sikkert gerne ville, hvis de kunne.” Misja blinkede til Rie, og hun forstod signalet.

          “Ja, hvis vi bare kunne, ville vi da så forfærdeligt gerne ned i mudderet og se, hvordan I bor; men det går nok ikke. I øvrigt skal vi vel også se at komme hjem, ikke sandt Misja?”

          “Jo,” svarede Misja. “Det er rigtigt. Vi må hellere se at komme tilbage. Jeg tror allerede, at Trondor venter på jer.”

          “Kære Sjapsjasker, kære Pludderplasker,” sagde Rie. “Det har været forfærdeligt hyggeligt at hilse på jer, og tak for den flotte optræden.”

          “Ja, tusind tak for sangen, der,” sagde Rasmus. “Vi har aldrig nogensinde hørt noget lignende - Det sidste er i hvert fald rigtigt,” hviskede han til Rie.

 

Rasmus, Rie og Misja drog tilbage gennem skoven. Pludderplaskeren og Sjapsjaskeren vinkede så vand og pladder sprøjtede fra dem. Det sidste, børnene så til de to mærkelige muddervæsner, var, at de igen tog fat på deres sang og dans. Med pludder og dynd sprøjtende til alle sider hoppede de rundt og spillede og sang, så det var en lyst.

          “Underlige væsner,” sagde Rie. “Men glade, det var de; det må man sige. Misja, hvad handlede den der slamsang egentlig om?”

          “Aner det ikke,” svarede Misja. “Nu har jeg kendt de to i over 100 år, og de synger hver gang den samme sang. Eller rettere, jeg tror, det er den samme; men jeg forstår ikke dyndsk, og hver gang de skal fortælle, hvad den handler om, er de ved at omkomme af grin. Så det hele bliver bare til en masse hosten og harken og skvæt og slam og søle og uforståeligt sludderpludder på dyndsk.” Misja rystede på hovedet. “Nogle gange tror jeg ikke, de to er rigtigt kloge.”

          Da de nåede tilbage til lysningen, stod Trondor og ventede på dem.

          “Nå, fik I hilst på muddervæsnerne?” spurgte han.

          “Jo tak, ser det ikke sådan ud?” svarede Rie. Både hun og Rasmus var jo fuldstændig smurt ind i dynd og pladder.

          “Nå jo, nu du siger det.” Trondor fnisede, så gnisterne stod ud af munden på ham. Børnene kravlede op, og Trondor fløj dem hjem.

 

Næsten morgen undrede Rasmus’s forældre sig over, hvordan børnenes regntøj og gummistøvler kunne være blevet så beskidt. Og Rie og Rasmus selv var fuldstændig smurt ind i pladder. Sengen hvor de havde sovet, var selvfølgelig også møgbeskidt.

          Rasmus og Rie kiggede uforstående op på dem, da det spurgte, hvordan det var gået til. Ja, det vidste de sør’me ikke. De havde jo bare ligget og sovet trygt hele natten ...