Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Afslutning

 

Nu er Rasmus og Rie blevet store, Rasmus er ti år gammel, Rie er ni; men fylder også snart ti.

          Hvor længe bliver man ved med at synes, at eventyrene i Fuldmåneskoven er spændende? Rasmus ved ikke rigtigt. Han har så mange andre ting. Måske er Fuldmåneskoven ikke mere noget for ham.

          Rie undrer sig. Har Rasmus da glemt de spændende eventyr, de har oplevet? Har han glemt, da de nær var blevet ædt af en edderkop, eller da de blev revet med af hvirvelstrømmen og endte i spyrlingernes land? Eller hvad med det smukke syn af månéterne, der rejste ud over månestrålen? Hvordan kan han mene, at Fuldmåneskoven ikke er noget for ham mere?

          “Så tag selv af sted,” havde han sagt, da Rie spurgte ham, hvorfor han ikke ville med mere.

          Tag selv af sted? Men det ville ikke være det samme. Det ville ikke være det samme uden Rasmus.

 

Da vinteren og fuldmånenatten kom, skulle Trondor jo hente Rie og Rasmus. Men gardinerne var trukket for i Rasmus’s værelse, og lyset var slukket. Trondor bankede prøvende på ruden med en klo; men der dukkede ikke nogen op. Rasmus var der ikke. Han sov hos en kammerat den nat.

          Trondor undrede sig. Så lettede han og fløj over til Ries hus. Rie var hjemme og tog imod ham.

          “Hvor er Rasmus?” spurgte Trondor. “Han er vist ikke hjemme.”

          “Nej, han sover ovre hos Jens,” svarede Rie. “Det er hans klassekammerat. Han gider heller ikke rigtigt lege med mig mere. Det er smadder ærgerligt.”

          “Vil du med ud i Fuldmåneskoven, eller vil du også hellere blive hjemme?” spurgte Trondor.

          “Jeg vil gerne med; men - det kan godt være, at det bliver sidste gang. Forstår du, Trondor. Når man bliver stor, så - Det er lige som om - Fuldmåneskoven - Jeg glemmer den. Før i tiden, da jeg var lille, glædede jeg mig helt vanvittigt. Jeg kunne slet ikke tænke på andet, når tiden nærmede sig. Men nu - Du må meget undskylde; men jeg havde faktisk glemt, at det var i nat, du skulle komme.”

          “Det gør ikke noget,” svarede dragen. “Jeg ved det godt. Kom. Nu tager vi af sted. Så kan du sige ordentligt farvel til Misja.”

 

Rie krøb op på Trondors ryg, og de fløj til Fuldmåneskoven en sidste gang. Misja stod og ventede som sædvanligt.

          “Hvor er Rasmus? Nå, nu forstår jeg; han er blevet for stor, ikke sandt. Ja ja. Det er jo det, der sker. Børnene bliver for store; de finder på andre ting og kan ikke rigtigt forstå, at de nogensinde har syntes, at Fuldmåneskoven var spændende.” Misja sukkede.

          “Misja,” sagde Rie. “Jeg er faktisk kommet for at sige farvel. Eller på gensyn. Hvis Trondor kommer igen om nogle år, så vil jeg gerne med herud og hilse på dig igen. Men det med eventyrene, det er jeg nok blevet for stor til.”

          “Nej, Rie,” sagde Misja. “Trondor kommer ikke igen. Trondor og Fuldmåneskoven er ikke for store børn som dig. Men tak fordi du kom. Hils også Rasmus fra mig, når du ser ham.” Misja vendte sig om, så Rie ikke skulle se de store tårer, der krøb frem i hans øjne.

          Rie lagde en hånd på hans skulder, og Misja vendte sig.

          “Misja, du græder jo. Jeg skal nok hilse Rasmus fra dig. Og i øvrigt. Min lillesøster Emma ...”

          Rie satte sig op på Trondor igen og vinkede til Misja og de andre koglenisser. I den smukke, månelyse nat fløj Trondor og Rie tilbage til menneskenes land.

 

SLUT