Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Månéternes afrejse

 

Hvordan slipper man af sted nytårsnat? Hvordan forklarer man far og mor, at man ikke gider være oppe og se fyrværkeri? Man kan jo ikke fortælle, hvordan det virkelig hænger sammen: at man skal med Trondor og opleve selveste nytårsaften i Fuldmåneskoven!

          Rasmus og Rie har virkelig gjort, hvad de kunne for at gabe kæberne af led. Allerede klokken otte, begyndte de at gabe, og nu er det lykkedes dem at komme i seng klokken 10. Rie er selvfølgelig hjemme hos sig selv, så da Trondor kommer, må han og Rasmus lige et smut ind om Ries hus og hente hende, før det endelig går mod Fuldmåneskoven.

 

“Hvorfor skal det nu være så vigtigt, at det lige præcis er nytårsaften?” spurgte Rie.

          “Det er ikke så tit, fuldmånenatten falder nytårsaften, så det skulle I nødigt gå glip af,” svarede Trondor. “I øvrigt sker der noget helt fantastisk i nat. Det er et held, at det er klart i vejret. Månéterne skal af sted i nat. Havde det været overskyet ville det være yderst vanskeligt for dem.”

          “Månéter? Er det ikke en slags penge?” Rie var helt forvirret.

          “Nej, det er moneter, du tænker på,” svarede Trondor og fnisede et par gnister. “Månéter er en slags månevæsner. Det er meget sjældent, man ser dem. De kommer kun frem fra deres skjul, når det er fuldmåne, og de færdes mest i de allerdybeste skygger. De er ikke ret store og har let ved at gemme sig. Men når fuldmånenatten falder nytårsaften, så kommer de alle sammen frem, og de ældste drager af sted. Det er en fantastisk begivenhed i Fuldmåneskoven. Alle skal ned og tage afsked med de gamle månéter.”

          Nu blev de første nytårsraketter allerede skudt af. Det var et mærkeligt syn at se raketterne oppefra. Heldigvis fløj Trondor så højt, at der ikke var nogen fare for at blive ramt. Rie og Rasmus stirrede betaget på de mange raketter, der steg mod himlen og eksploderede i stjerne og blomster i alle regnbuens farver.

          Men så forsvandt raketterne; de nærmede sig Fuldmåneskoven, og den ligger jo ligesom uden for alting.

 

Trondor landede ikke som sædvanlig på bålpladsen. I stedet fløj han hen over hele skoven, ud til kysten hvor han landede på stranden. Månen stod lavt på himmelen, og hen over det stille, halvt frosne vand strakte fuldmånens stribe sig som et gyldent lysende bånd. Det var nok det smukkeste syn, man kunne tænke sig.

          Der var en del forskellige væsner samlet på stranden. Foruden de forskellige koglenisser, var der en hel del frostnisser, kuldekryb og stentrolde. Nogle få blomsteralfer var også mødt op. Blomsteralfer sover ellers for det meste om vinteren; men nogle få vintergæk-alfer var kommet tidligt ud af knolden og stod nu og skuttede sig. Deres blomsterdragter var endnu ikke helt udviklet, så de var ærligt talt noget forfrosne. En del af de små grønne græstrolde var der også, selvom deres græshår godt nok så noget brunt og vissent ud. Enkelte enhjørninger havde vovet sig ud af deres skjulte lysning, og den store snetrold var der også.

          Nogle af spyrlingerne var også kommet. Efter Rie og Rasmus’s besøg i spyrlingernes land, var det blevet temmelig almindeligt, at spyrlinger og koglenisser besøgte hinanden. Ude på vandet sprang lysstrålealferne omkring. Der var også en lille gruppe knudetrolde; men de holdt sig for sig selv. Knudetrolde er ikke særligt populære blandt Fuldmåneskovens andre væsner. For en gangskyld blev Trondor sammen med børnene. Han ville også se månéternes afrejse.

 

Misja kom hen til Rasmus og Rie.

          “Velkommen. Det var godt, at I kunne komme, selvom det er nytårsaften. I kan godt glæde jer. Det, der skal ske i aften, er meget usædvanligt. Det sker så sjældent, at det er de færreste her, der har oplevet det.”

          “Trondor har fortalt os om månéterne,” sagde Rasmus. “Men hvem er de der månéter egentlig for nogen. Er det dem der?” Rasmus pegede på lysstrålealferne, der dansede i månelyset.

          “Nej,” svarede Misja. “Det er lysstrålealferne. Men det er nu også nogle ganske spændende væsner. De dannes i lysstrålerne og opløses, når lyset forsvinder. De er lavet af det rene månelys. Det er derfor, de kan løbe på vandet; de vejer ikke mere end lys, og lys vejer jo ligesom ikke rigtig noget. Månéterne er helt anderledes. Som navnet siger, ligner de månen. De er helt runde og hvidgule; næsten som et stort ansigt.”

          Rasmus og Rie satte sig på en træstamme, der lå på stranden, og kiggede ud over vandet. Forskellige slags fugle stod på stenene i vandkanten, eller lå ganske stille og flød på vandet. Nogle store svaner rejste deres lange halse i vejret og krøllede dem så igen ind under vingerne. En flok gæs stod på ét ben i vandkanten. De så ud som de sov; men pludselig løftede en af dem hovedet og baskede med vingerne. Der blev en del uro med brusen og basken af gåsevinger, inden flokken igen faldt til ro.

          “Se der, sagde Misja. “Nu kommer de! Se, nu kommer månéterne.”

          Han pegede ind i skoven, hvor en mængde væsner var begyndt at vise sig. Rasmus og Rie stirrede forundret på væsnerne. De var fuldstændig kuglerunde; næsten udelukkende ansigt med korte arme og ben. De dansede ganske let af sted over jorden, næsten som om de også var lavet af lys. Det så pudsigt ud med de runde lidt klumpede månéter, der kom dansende i store grupper.

          Efterhånden samlede de sig på stranden i en stor flok. De dansede rundt imellem hinanden og klappede hinanden på hovederne. Deres arme var alt for korte til, at de kunne omfavne hinanden, ellers havde de sikkert gjort det.

          Rie og Rasmus kiggede betaget på de mange månéter. Og nu lagde de mærke til, at nogle af dem var temmelig rynkede i det månerunde ansigt. De så også, at mange af månéterne havde tårer i øjnene.

          “Hvorfor græder de?” spurgte Rie. “De ser ellers så glade ud. De danser jo rundt.”

          “Det er fordi, det faktisk er en både glad og trist dag for månéterne. De gamle månéter skal rejse væk. De rejser ad månestriben over havet til det fjerne Månétien.”

          “Hvorfor bliver de så ikke bare hjemme? Hvis de er så kede af at skulle af sted, kan de jo bare lade være.”

          “Nej,” svarede Misja. “Det må de ikke. Spørg mig ikke, hvad der ville ske, hvis de blev. Jeg tror aldrig, at det er sket, at en gammel månét er blevet tilbage, når fuldmånen skinnede nytårsnat. Jeg tror heller ikke, de vil. De glæder sig nok til at komme til Månétien og hilse på alle dem, der er kommet der før de selv.”

 

Der blev en underlig stille uro i flokken af forskellige fuldmånevæsner. Enhjørningerne stampede lidt i sandet og nejede med hovederne. Spyrlingerne omfavnede hinanden; men det gjorde de jo altid, så det var der sådan set ikke noget usædvanligt i. De halvvisne græstrolde og de kun halvt udsprungne vintergæk-alfer stod tæt sammen og skuttede sig, mens de talte sagte med hinanden. De var fælles om oplevelsen af at være kommet frem på det forkerte tidspunkt, så de stod og brokkede sig over, at luften efter deres mening var rigeligt frostkold.

          Selv knudetroldene var kommet tættere på og stod sammen med resten af væsnerne fra Fuldmåneskoven; en aften som denne var det ikke tid at bore i gamle stridigheder. Lysstrålealferne stoppede op i deres svævende dans, og stirrede ind imod bredden, hvor flokken af månéter så småt begyndte at opløses.

          De rynkede gamle månéter samlede sig helt nede ved vandkanten, netop hvor månestriben nåede stranden. Med øjnene fulde af tårer, vinkede de en sidste gang til deres familie. Så vendte de sig mod havet og begyndte så småt deres rejse. Mens Fuldmåneskovens væsner så på, drog månéterne ud over månestriben. Først trådte de ganske forsigtigt, som om de ikke rigtigt troede på, at månestriben kunne bære dem. Men snart gik det rask ud over vandet. Lysstrålealferne løb lidt til side, som for at give plads.

          Snart var månestriben fuld af månéter. Det var, som om de dårligt rørte ved vandet, der kun krusedes ganske let, der hvor flokken drog frem. Nu var de forreste allerede så langt væk, at man ikke længere kunne skelne de enkelte månéter fra hinanden. Som én lang sammenhængende larve ormede flokken sig frem over månestriben, og efterhånden forsvandt de ud over havet.

          Da de gamle månéter var forsvundet, var det også tid for de tilbageværende at drage bort. I små grupper forsvandt de ind i skoven. På stranden stod Fuldmåneskovens øvrige beboere tavse tilbage. De vidste ikke, hvad de skulle sige. Månéternes afrejse havde været så forunderligt og sørgeligt et syn, at det ligesom ikke gav mening at tale om det. Det var en oplevelse, der var så speciel, at man ikke kunne sammenligne den med noget andet.

 

“Nå, men det var så det,” sagde Misja endelig. “Nu sker der ikke mere, og I kan ligeså godt tage hjem igen.”

          Rie og Rasmus klatrede op på ryggen af Trondor. Uden et ord lettede han og fløj bort over skoven. Misja stod tavs og kiggede efter dem. Han smilede stille for sig selv. Han vinkede lidt, selvom han vidste, at børnene ikke kunne se ham. Så gik han ind i skoven.

          Rie og Rasmus sad ganske stille på Trondors ryg. Hverken de eller dragen havde noget særligt at sige. Oplevelsen havde ligesom været for overvældende. Da de nåede hjem blæste Trondor lige en lille flamme til afsked; og uden et ord fløj han tilbage mod Fuldmåneskoven. Det sidste, de så til ham, var hans silhuet imod den store gyldne fuldmåne.

          “Hvor var det stemningsfuldt,” sagde Rasmus endelig.

          “Ja. Betagende,” sagde Rie, helt overrasket over at bruge så mærkeligt et ord. “Betagende,” gentog hun, for ligesom at prøve hvordan det lød.

          “Ja. Betagende,” sagde Rasmus. “Men du må hellere gå hjem til dig selv. Ellers undrer din far og mor sig bare over, hvor du er.”

          Rie krøb ud af vinduet og løb tilbage til sit eget hus. Rasmus lagde sig i sin seng.

          “Betagende,” mumlede han en sidste gang, og så faldt han i søvn.