Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Tordenmusikken

 

Det har været usædvanligt lummert i den sidste tid.

          “Det skulle nu ikke undre mig, om det ender med torden,” havde Ries far sagt. Han skulle nu også altid være sådan en  KlogeÅge.

          Men han har vist alligevel fået ret denne gang, for sommernatten er alt andet end lys og stille. Det er lummert, overskyet og buldrende mørkt. En svag rumlen i det fjerne fortæller, at et tordenvejr er på vej. Nu sidder Rasmus og Rie og stirrer forventningsfuldt ud i mørket. De venter på Trondor. Sorte skyer driver over himlen. Kun en gang imellem titter fuldmånen frem imellem dem. For det meste er den skjult bag de mørke skyer.

          Hvornår kommer Trondor? Hvorfor kommer han ikke? Men hov, var det ikke en lille flamme, der lyste op? Jo, og der er en til. Det er Trondor. Endelig er han her. Endelig.

 

“Det er altså smadderuhyggeligt, når det er så mørkt,” sagde Rie. “Det er bedre, når månen lyser.” Hun skævede op mod himlen, hvor de jagende skyer stadig dækkede for månelyset.

          “Ja,” svarede Trondor. “Men måske er I så heldige at opleve et tordenvejr.”

          “Heldige,” udbrød Rie. “Jeg hader tordenvejr. Jeg er bange i tordenvejr. Det larmer alt for meget. Og lynene! Far slukker altid for fjernsynet. Han siger, at det er farligt at se fjernsyn eller tale i telefon, når det tordner. Jeg havde håbet, at vi kunne flyve væk fra tordenvejret. Men jeg synes, det virker, som om vi flyver lige ind i det.”

          “Din far er et vrøvlehoved,” sagde Trondor. “I øvrigt er tordenvejret i Fuldmåneskoven helt anderledes end alle andre steder.” Trondor forsøgte at berolige børnene; men Rie syntes stadig, at det lød væmmeligt. Tænk at skulle være ude i en skov i tordenvejr. Så var det lige meget, hvad det var for en slags torden. Det var væmmeligt under alle omstændigheder.

          “Jeg tør altså ikke være ude, når det tordner. Tænk, hvis man får et lyn i hovedet. Eller hvad hvis træerne vælter. Det er da alt for farligt.”

          “Bare rolig,” Trondor pustede en lille beroligende flamme. “Der sker ikke noget, der er rigtig farligt. Hvis det skulle blive tordenvejr, er jeg sikker på, at Misja finder på noget, så I ikke risikerer at få et lyn eller et træ i hovedet.” Trondor standsede sine vingeslag, og i glideflugt gik det ned imellem Fuldmåneskovens mørke stammer. Snart stod de på bålpladsen midt i skoven.

 

“Velkommen,” sagde Misja. “Det var godt, I kom netop i aften. Der er gode muligheder for torden.”

          “Nej, begynder du nu også. Jeg vil altså ikke være her, når det tordner.” Det var Rie, der protesterede. “Det er alt for farligt. Man kan få et lyn eller et træ i hovedet. Jeg tør altså ikke.” Rie var lige ved at græde; men Misja gik hen og holdt lidt om hende, så hun faldt til ro.

          “Ved du hvad,” sagde han beroligende. “Nu skal du høre. Der er en klippehule på Tågebjerget. Der tager vi hen. Der er vi i sikkerhed, mens vi sidder og ser på tordenvejret. Inde i klippehulen kan lynene ikke nå os.”

          Rie vidste nu stadig ikke rigtig; men på den anden side ville hun altså ikke være en bangebuks. Misja kaldte på Trondor, og fortalte hvad han havde besluttet. De kravlede alle tre op, og Trondor fløj dem hen til Tågebjerget. Snart sad de alle tre i den lune klippehule og kiggede ud over Fuldmåneskoven.

          “Misja,” hviskede Rasmus, “Er det ikke her på Tågebjerget, at den store drage, Drron. holder til. Den som Kanaster fortalte en luftbilledhistorie om, den første nat vi var her.”

          “Schh. Jo,” hviskede Misja tilbage. “Men sig ikke noget til Rie, så bliver hun bare endnu mere bange. Der sker ikke noget. Drron holder til meget højere oppe. Han bryder sig ikke om at komme så langt ned. Desuden er det så mørkt herinde, at han ikke kan se os. Der sker ikke noget; men der er ingen grund til at gøre Rie nervøs.”

          Misja og børnene sad længe og kiggede ud over den mørke Fuldmåneskov. De sorte skyer drev hen over himmelen. En gang imellem blev der et lille hul i skyerne, og måneskinnet kunne finde vej ned imellem dem. Det var et ganske forunderligt syn, at se månelyset ligesom feje hen over skoven. Snart ramte lyset en lille sø, snart en lysning mellem træerne. Snart var det en dunkel, mørkegrøn fyrretræsbevoksning, snart en venlig, lys birkeskov, der blev oplyst af månen.

          “Hvor er det altså hyggeligt,” sagde Rie; men i det samme flængede et lyn mørket, og sekundet efter kom braget. Børnene blev så forskrækkede, at de skreg og krabbede sig baglæns tilbage fra hulens åbning. Misja beroligede dem.

          “I skal ikke være bange, der sker ikke noget. Kig nu bare ud og lyt, så skal I opleve noget højst besynderligt.”

          Rasmus og Rie tog sig sammen og krabbede sig ud til hulens åbning igen. De rykkede tæt ind til Misja og fandt hinandens hænder bag koglenissens ryg. Nu lynede det igen, og så kom tordenskraldet.

          “Jeg brøler,” råbte tordenen.

          Rie og Rasmus kiggede forbavsede på Misja.

          “Den snakker!” udbrød de i munden på hinanden.

          “Ja!” svarede Misja. “Jeg sagde jo, at tordenvejret i Fuldmåneskoven var helt specielt.”

          “Jeg brøler!” “Jeg råber!” “Jeg hyler!” “Jeg tuder!” Hver gang et lyn gnistrede over skoven, lød tordentalen.

          “Helt ærligt altså. Har de ikke andet at tale om, end at de brøler og råber?” spurgte Rasmus. “Bliver det ikke bare lidt for kedeligt at sige det samme hele tiden?”

          “Tja,” sagde Misja “Tordenbragene er jo ganske korte. Måske kan de ikke nå at sige mere. Men se nu på lynene.”

          De kiggede ud over skoven igen, og nu lagde de mærke til, at lynene også ligesom var levende. To lyn slog ned næsten samtidig, og blev hængende i luften. De knitrede og blafrede. Så var det, som om de fik øje på hinanden; og nu opførte lynene den mærkeligste dans, man kan forstille sig. De snoede sig rundt og blafrede og gnistrede, hver gang de rørte hinanden. Endnu et lyn kom til og endnu et. Himmelen over Fuldmåneskoven var efterhånden fyldt med lyn, der knitrede og sprang imellem hinanden. Det var som at se en ballet, hvor alle danserne var iført brændende, elektriske silkegevandter.

          Et af lynene krøllede sig ligesom sammen og blev til en lysende ildkugle. Den svævede hen over skoven, hen imod klippehulen hvor børnene sad. Den kom helt tæt på, næsten så tæt at de kunne nå den, hvis de rakte hånden ud. Det gjorde de nu ikke, tværtimod trak de sig lidt tilbage for ikke at komme for tæt på den gnistrende ildkugle. Men hvad var det - var det ikke, som om der var et ansigt inde i ildkuglen?

          Rie lænede sig lidt frem og kiggede nøje på kuglelynet. Jo - der var et ansigt derinde. Et smukt lysende ansigt; men også underligt sørgmodigt. Det blinkede lidt, så gnistrede det væk over skoven og forsvandt. Rie kiggede efter det.

          Nu kom regnen.

          Fra det ene øjeblik til det næste skyllede det ned. Lynenes knitren blandede sig med regnens trommen og tordenbragenes råb til en mystisk musik. Rie og Rasmus stirrede fuldstændigt fortabte ud over skoven. Det var det smukkeste og mest forunderlige sceneri, de nogensinde havde oplevet. Næsten endnu mere betagende end måneternes afrejse.

 

Efter nogen tid tyndede det lidt ud lynene, og de, der var tilbage, trak længere og længere bort over skoven. Tordenbragene gik over i en rumlen:

          “Jeg rejser!” “Hvorhen?” “Langt, langt væk!” “Jeg rejser med; langt, langt væk.” Efterhånden som tordenen trak længere væk og skraldene gik over i langstrakt rumlen, fik tordenen tid til at sige lidt mere. “Jeg rejser så langt over landet.” “Jeg følger dig, så langt som du vil.” “Kom med mig. Så rejser vi til et andet sted.” “Jeg følger dig, så langt som du vil.” Tordenbrølene blev efterhånden svagere, og snart var det bare en dyb mumlen i det fjerne: “Vi skal videre. Så langt, langt bort over landet rejser vi til de fjerneste egne. Vi ses måske engang igen, når vi kommer tilbage. Engang når vejret igen er torden og lyn.” Svagere og svagere, mere og mere mumlende lød tordenen, indtil den helt forsvandt i et fjerne.

          Lynene var nu så langt borte, at de bare sås som svage glimt på den mørke himmel. Efterhånden stilnede regnen også. Skyerne, der nu havde lettet sig for deres byrde af regn, skiltes; og fuldmånen strålede lys og klar ned over den regnvåde skov.

          Misja og børnene sad lidt endnu og kiggede ud over skoven. Så rejste Misja sig:

          “Kom! Vi må hellere se at komme tilbage,” sagde han. Jeg tror, at Trondor kommer lige om lidt.”

          De krøb ud af hulen. Græsset var dyngvådt af den megen regn, og månelyset strålede og blinkede i de mange regndråber, der hang alle vegne.

          Zzztt pling plopplang russh. Drrzt plingpling dingelong. Rutzz. Ztzt palsk pling dangplop. Når dråberne faldt, gav græsstråene en sitrende lyd fra sig, der blandede sig med plask og plob fra de faldende dråber og med den rutsjende lyd af vanddråber, der gled ned af stråene.

          “Fuldmåneskoven er fuld af musik,” sagde Rasmus. “Enten er det tordenmusik, eller også er det vanddråbemusik.”

          “Hvor lyder det kønt,” sagde Rie.

          “Jeg kunne nu bedre lige tordenmusikken,” sagde Rasmus. “Det var der mere ramasjang over.”

          “Der kommer Trondor!” sagde Misja. “Kan I nu komme godt hjem.”

          “Hvad med dig? Skal du ikke tilbage til lysningen ved bålet?” ville Rie vide.

          “Jo, men jeg går. Det er også hyggeligt at gå tur i den regnvåde skov. Det tager jeg ingen skade af. Vi koglenisser er jo lavet til at være ude i al slags vejr.”

          “Du Misja - ” sagde Rie.

          “Ja, hvad er der?”

          “Ikke noget alligevel.” Rie ville have fortalt om det mærkeligt sørgmodige ansigt, kuglelynet havde haft. Men på den anden side; det kunne jo være, det bare var indbildning. Hvad kunne et kuglelyn have at være sørgmodigt over? “Ikke noget,” sagde Rie igen “Det er lige meget. Farvel.”

 

Trondor landende uden for hulen. Han rystede sig så vandet sprøjtede omkring ham. Så flaprede han lidt med de våde vinger. Rasmus og Rie fik et ordentligt skvæt vand over sig.

          “Trondor altså! Nu havde vi jo lige undgået regnen inde i hulen, og så kommer du og oversprøjter os.” Rie brokkede sig irriteret.

          Årrh, I tager såmænd ikke skade af lidt regnvand,” svarede Trondor.

          Rie og Rasmus klavrede op på dragens ryg, og Trondor lettede.

          “Vi ses næste gang,” råbte de, da de fløj bort.

          “Vi ses til efterårsfuldmåne,” råbte Misja tilbage; men da var Trondor allerede så højt oppe over skoven, at Rie og Rasmus ikke kunne høre ham.