Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


I spyrlingernes land

 

Hvad gør man, når ulykkerne ramler ned over én og éns venner? Så skal der handles, og der skal handles hurtigt. Rie og Rasmus er på vej ind i de livsfarlige spyrlingers land; Star og Hejre må handle hurtigt. Men hvad gør man, når man bare er en lille græstrold? Man henter hjælp; dette her klarer I ikke alene. Hent hjælp så hurtigt som muligt. Løb, find Misja eller Trondor; men skynd jer, skynd jer, der er ingen tid at spilde!

 

Star og Hejre flintrede af sted langs flodbredden så hurtigt, de kunne.

          “Det var også dig,” skændte Hejre. “Det var jo dig, der skulle sørge for, at de begge to kom i land. Du skulle holde fast i kanoen. Hvorfor holdt du ikke fast i kanoen, dit, dit, din ...”

          “Mig? - nej det var dig,” spruttede Star. “Du lovede, du ville holde fast. Jeg hørte det selv. ‘Gå bare i land,’ sagde du, ‘jeg holder fast.’ Men du holder ikke en smule fast, dit, dit, din ... Du slipper bare det hele og lader mig om at holde. Se nu, hvad der skete. Misja bliver så vred, så vred.”

          “Det var dig. Åh nej, hvad sker der nu med Rasmus og Rie. Og Misja bliver så vred. Åh nej. Det var også dig, der absolut skulle sige ja til denne her tur, selvom du ved, det er for farligt.”

          Sådan småskændtes de, mens de løb, så hurtigt de kunne, tilbage gennem Fuldmåneskoven.

 

Rasmus havde endelig fået kanoen så nogenlunde under kontrol og var med møje og besvær kommet ind til bredden. Men de var langt inde i Drumnadrokit. De to kæmpemæssige fyrretræer, der vogtede indgangen, sås i det fjerne et godt stykke oppe af floden.

          For at komme ind til bredden, måtte de hoppe i vandet og lade kanoen sejle. Drivvåde og udmattede efter kampen mod hvirvelstrømmene lagde de sig i græsset på bredden og pustede.

          “Hvad skal vi gøre. Vi bliver ædt og udsuget af spyrlingerne. Jeg vil hjem.” Rie var grædefærdig, og Rasmus var heller ikke mange sure sild værd.

          “Hvis jeg bare havde haft min mobiltelefon. Men den virker sikkert ikke her alligevel. Vi bliver nødt til at komme tilbage så hurtigt som muligt,” sagde Rasmus. “Vi er i spyrlingernes land; hvis de fanger os, kvæler de os og suger vores blod. Vi kan ikke blive liggende her, kom.”

          Rasmus rejste sig besværet og trak Rie op at stå. Sammen begyndte de at trave tilbage langs floden. Det var vanskeligt at komme frem, for i spyrlingernes land var skoven meget filtret og tæt. De måtte hele tiden gå store omveje for at komme udenom de mest filtrede steder.

          “Altså, hvis de der spyrlinger er så store, som Misja siger, hvordan i alverden bærer de sig så ad med at komme frem i denne her filterskov?” Rie brokkede sig. For syvende gang måtte hun bakke lidt tilbage for at få sin bluse fri af en tornekvist, den havde hægtet sig fast på. Hun havde bundet sine fletninger sammen i en knude i nakken, for ikke at få dem filtret ind i grene og torne.

          “Det ved jeg ikke,” svarede Rasmus. “Det ville være meget mere praktisk at være sådan nogle små nogen som græstroldene. De ville sagtens kunne komme igennem.”

          Lidt senere satte de sig udmattede ned på en væltet træstamme. De pustede og stønnede af træthed; men pludselig var det, som om der var nogen ekstra puste- og stønnelyde. De sprang op, stillede sig ryg mod ryg og kiggede sig febrilsk omkring. De holdt vejret af bare forskrækkelse; men alligevel var luften fuld af pusten og stønnen.

          “Spyrlingerne!” råbte Rie og styrtede af sted. Rasmus var lige i hælene på hende; men det varede ikke længe, så snublede Rie over en gren, og Rasmus faldt oven på hende. De rodede rundt for at komme på højkant igen, og da det endelig lykkedes, var de omgivet af mærkelige, runde væsner med korte arme og store hænder. Det var spyrlingerne.

 

I mellemtiden var Star og Hejre nået tilbage til Misja. De pustede og stønnede, så hurtigt havde de løbet.

          Spyrl, spyrl, pust, pust,” pustede Hejre.

          “Ris, Ras, spru, pust,” stønnede Star.

          “Tag det dog roligt,” sagde Misja. “Hvad er der dog på færde. Hvad er det, I forsøger at fortælle.”

          “Rie og Rasmus. Pust, Spyrlingerne,” pustede Hejre.

          “De blev - hvirvlen, i spyrlingernes land - mellem træerne.” Star havde heller ikke helt kontrol over sin vejrtrækning; men Misja havde hørt nok til at forstå, at Rie og Rasmus var blevet fanget af hvirvelstrømmene og ført ind i spyrlingernes land. Han satte tre fingre i munden og piftede øredøvende. Øjeblikket efter landede Trondor ved hans side.

          “Hurtigt! Til spyrlingernes land. Rasmus og Rie er derinde.” Både Misja og de to græstrolde klatrede hurtigt op på dragen, og imens de fløj ned langs floden, forklarede Star og Hejre i munden på hinanden, hvad der var sket.

          “I er dog de værste fjolser. Man kan da heller ikke lade jer være alene et øjeblik, før I forkludrer det hele.” Misja var rasende; men han var også nervøs. Historierne om, hvad spyrlingerne gjorde ved deres fanger, var forfærdelige.

          “Nej - undskyld. Det hele er min skyld. Der var min idé med den tåbelige kanotur. Vi skulle aldrig have sendt dem ud på så farlig en tur. Det er min skyld det hele. Hvad skal vi dog gøre.”

          “Tag det nu roligt, vi skal nok få dem ud,” sagde Trondor.

 

“Øh, Hva’ så Rie,” sagde Rasmus. “Skal det forestille at være de farlige spyrlinger?” Han fnisede lidt.

          Hi hi,” Rie fnisede med. “Ja, det tror jeg nok; men de ser altså godt nok ikke særligt farlige ud.”

          Børnene kiggede rundt på de ‘farlige’ spyrlinger, der omgav dem. De var ganske små. De nåede kun Rie og Rasmus til knæene. Små kuglerunde trolde med korte arme, store hænder og store smil. De grinede over hele hovedet og myldrede rundt om Rasmus og Rie. Fordi der var så mange, endte det med, at børnene væltede om i græsset. Spyrlingerne vrimlede rundt og kildede dem over det hele. De hoppede og dansede og lo og omfavnede hinanden den ene gang efter den andet. Det var nogle ordentlige knus de kunne give med de store hænder, de havde.

          Rasmus og Rie satte sig op og kiggede på spyrlingerne. De var tydeligvis ikke det allermindste farlige.

          Nu kom der lidt mere orden på spyrlingerne. De holdt op med at myldre rundt og satte sig i græsset. En spyrling, der så noget ældre ud end de andre, trådte frem og talte til Rasmus og Rie.

          “Hvad pokker er i sgu for nogen goblinger?” spurgte den og lagde hovedet på skrå.

          “Vi hedder Rasmus og Rie,” svarede Rasmus, så høfligt han kunne, mens han undertrykte en fnisen. Han var noget overrasket over spyrlingens banden. “Er i spyrlingerne?”

          “Hvor, for den fimsende grøbling, kommer I daskende fra, sgu,”

          “Det var dog frygteligt, som den bander,” hviskede Rasmus til Rie. Højt sagde han: “Vi kommer fra Fuldmåneskoven. Vi er Misjas og Trondor venner. Vi er kommet hertil ved et uheld, og vi vil gerne tilbage. Kan I hjælpe os.”

          “Den klatøjede koglenisse Misja og den djævelske drage Trondor, sgu,” hylede spyrlingen. “De tramper og gnasker og æder os alle sammen, de er sgu for dælen og søren og sytten de farligste bæster, vi har kendt. Farlige, farlige, sgu.” Spyrlingerne blev tydeligvis meget bange, da de hørte tale om Misja og Trondor.

          “Koglenisser har hugtænder sgu, og lange flæskefede fangarme sgu. De kalveknæede koglenisser er forbandede og farlige og sgu og snu. De river og slider og sluger vores blod. Og de æder vores børn, sgu.”

          “Nej, hør nu her,” sagde Rie. “Det passer ikke. Koglenisserne er ikke spor farlige. Tværtimod. De er bange for jer. De tror, I kæmpestore, og at I kvæler folk med jeres store hænder.”

          “Kvæler med hænder. Nej giver knus, sgu. Hænder er til hilsen og knus. Se her, sgu.” Og alle de små spyrlinger sprang op og gav sig til at hilse på hinanden og give hinanden knus til den helt store guldmedalje.

          Rasmus og Rie var ved at falde om af grin. Det så så komisk ud med alle de små runde spyrlinger, der omfavnede hinanden. Og Misja troede, at de var farlige; de kunne jo ikke gøre en kat fortræd. Og tænk, spyrlingerne var bange for de fredelige koglenisser.

          Rasmus fik en idé. “Hør her,” sagde han. “Hvis I nu viser os, hvordan man kommer tilbage til Fuldmåneskoven, så kan vi vise jer, at koglenisserne ikke er farlige, og så behøver I ikke at være bange for dem mere.”

          “Narrøv? I nar-røvver os, sgu.” sagde den gamle spyrling mistroisk.

          “Nej nej,” sagde Rie. “Vi nar-røvver jer ikke. Vi narrer jer heller ikke på nogen anden måde.”

          “Bondefanger?”

          “Nej, vi bondefanger jer heller ikke.”

          Drenge-røvver, bonde-røvver, blære-røvver, fedte-røvver, hænge-røvver, pjække-røvver, sø-røvver, sgu?” fortsatte spyrlingen.

          “Nej, hold nu op. Vi skal nok lade være med tage nogen som helst slags røv på jer, hverken en drengerøv, en bonderøv, en blærerøv, eller en sgu-røv.”

          “Sgu,” sagde spyrlingen. Den ville åbenbart til at sige noget mere; men det blev kun til endnu et ‘Sgu’.

          Rasmus tænkte, at nu måtte de heller bare lade som om, at sagen var afgjort, og så se hvad der skete.

          “Kom, vis os nu vej til Fuldmåneskoven,” sagde han og kiggede opmuntrende på den gamle spyrling.

          Med endnu et fornærmet ‘Sgu’ begyndte spyrlingen at gå gennem skoven. De andre spyrlinger sluttede kreds om Rie og Rasmus, og alle vandrede af sted. Engang imellem stoppede et par spyrlinger op for at omfavne hinanden. De kunne åbenbart ikke undvære et knus engang imellem. Da de havde gået et stykke tid, kom de to kæmpemæssige fyrretræer til syne.

          “Forpulede fyrretræer, sgu,” sagde den gamle spyrling. “Holder vagt over den tossedumme, tragikomiske Fuldmåneskov. Med kalveknæede koglenisser, sgu.”

          “Nej, det er altså ikke rigtigt,” sagde Rasmus. “Koglenisser er faktisk nærmest hjulbenede. Men jeg tror, at de skal se sådan ud.”

         

Misja og Trondor var nået til udkanten af spyrlingernes skov. Trondor landede ved siden af det ene af de to fyrretræer, der vogtede indgangen.

          “Hvad skal vi gøre, hvad skal vi gøre,” Star og Hejre snakkede løs i munden på hinanden. “Vi tør altså ikke gå derind. Vi bliver ædt og udsuget og kvælt og ...”

          “Så hold dog mund,” sagde Misja irriteret. “Bare rolig. Jeg skal nok gå derind. Ganske vist havde I fortjent at blive både ‘kvælt’ og udsuget, når I laver sådan en uorden; men det hjælper jo ikke Rie og Rasmus.”

          “Jeg er nok desværre for stor til trænge ind i den tætte skov,” sagde Trondor.

          “Ja ja,” sagde Misja. “Jeg har jo sagt, at jeg nok skal gå derind. Og det bliver åbenbart alene.”

          I det samme raslede det i buskadset, og Rasmus og Rie kom ud af skoven.

          “Rasmus, Rie. Hvordan er I sluppet fra spyrlingerne? Nej, hvor er jeg dog glad for at se jer.” Misja styrtede hen imod børnene og fægtede med armene af glæde.

          “Pas på!” råbte Rie. “Du træder på spyrlingerne. De er bare så små, at du ikke kan se dem i det høje græs,”

          Misja kiggede ned for sine fødder, og dér så han alle de små spyrlinger vimse omkring. Han havde ikke kunnet se dem lige med det samme, fordi de var skjult i det høje græs.

          “Er det ... ?” Misja kiggede på Rie.

          “Kære Misja; hils på vores venner, spyrlingerne,” grinede Rie. “Kære spyrlinger; hils på koglenissen Misja. Og derover står den fredelige drage Trondor og græstroldene Star og Hejre”

          “Jamen!” sagde Misja.

          “Rigtigt, der,” sagde Rasmus. “Der er ikke så meget andet at sige, end ‘Jamen’. Spyrlingerne er helt ufarlige. De har faktisk været bange for at gå ud af deres skov, fordi de troede, at koglenisserne ville æde dem. Kan I se, spyrlinger, Koglenisserne er ganske fredelige. De gør jer ingenting.”

          Den gamle spyrling kiggede mistroisk op på Misja. Koglenissen var jo ganske vist meget stor, som han havde regnet med; men den havde ingen lange fangarme.

          Misja rakte en hånd ned imod spyrlingen, der trak sig lidt tilbage. Men Misja smilede venligt til den, så den kunne se, at han ikke havde hugtænder. Det beroligede spyrlingen, der rakte en hånd op og hilste på koglenissen. Så blev alle de andre spyrlinger også mere modige og myldrede frem og omringede Misja og skulle hilse på ham.

          Da de var færdige med at hilse på Misja, strømmede de hen for at undersøge Trondor, der jo godt nok var meget voldsomt stor; men alligevel ikke så særligt farlig ud. Det hele endte med, at Trondor fløj en tur med ryggen fuld af spyrlinger. Den gamle spyrling sad på Trondors hoved og så meget stolt ud.

 

Da alle havde sagt farvel - det tog en farlig tid, da der skulle gives hånd en hel masse gange og udveksles en masse knus - var det tid at gå hver til sit. Spyrlingerne, Misja, Trondor, græstroldene samt Rie og Rasmus, lovede at det ikke skulle være sidste gang, de besøgte hinanden.

          Så satte Rie og Rasmus sig op på Trondor, vinkede til alle spyrlingerne, og snart efter var de på vej hjem i den gryende morgen.