Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Misja samler vinterforråd

 

Og så blev det endelig fuldmåne igen. Rasmus og Rie er på vej til Fuldmåneskoven for tredje gang. Det er allerede rutine. Rie overnatter hos Rasmus, Trondor kommer, de kravler ud af vinduet, op på dragen og så går det af sted gennem luften til Fuldmåneskoven. Men spændende, det er det alligevel. Hvad skal de opleve denne gang? Hvilke mærkelige væsner skal de møde?

 

“Goddag Rasmus! Goddag Rie! Det er godt at se jer. Jeg har savnet jer.” Da de landede i lysningen i Fuldmåneskoven, kom Misja dem i møde.

          “Hej Misja, der!” Rasmus kravlede ned fra dragen og Rie fulgte efter. “Hvordan har du haft det, mens vi har været væk?”

          “Jo tak,” svarede Misja. “Jeg har haft det udmærket. Der er altid så rart her i Fuldmåneskoven. Vi er i gang med at samle vinterforråd, så vi har alle sammen travlt.”

          “Vinterforråd? Hvad spiser sådan nogen koglenisser egentlig om vinteren?” Rie kiggede undrende på Misja. Hun havde slet ikke spekuleret over, hvad nisserne i Fuldmåneskoven egentlig levede af; og da slet ikke hvad de spiste om vinteren.

          “Vi spiser ikke så meget,” svarede Misja. “Vi sover meget af tiden. Det er lidt for koldt for os. Frostnisserne, rimalferne og de små kuldekryb derimod; de er ude i vintertiden. De sover til gengæld hele sommeren. Ja, og så vokser isblomsterne selvfølgelig også om vinteren, og man kan være heldig at møde Snetrolden, selvom det nu er mange år siden, jeg sidst har set ham. Når sneen hen på foråret begynder at tø, kan man også møde Sjapsjaskeren eller Pludderplaskeren; men dem kan man nu også få at se, hvis det regner meget om efteråret. Jeg tror dog ikke, vi møder dem her i nat; jorden er alt for tør.”

          “Sjapsjaskere og pludderplaskere. Sådan nogen vil jeg da gerne se. Det lyder sjovt,” sagde Rasmus.

          “Ja, det er skam også et par festlige kammerater; men det nu må vente til foråret. Jeg skal have det i tankerne, når tiden nærmer sig. Men som sagt; de er ikke så meget for at være fremme, hvis jorden er for tør. De trives bedst i mudret vejr.”

          “Du fik aldrig fortalt, hvad I spiser om vinteren. I kan vel ikke ligge og sove hele tiden.” Rie var stadig nysgerrig.

          “Nu skal I se,” svarede Misja. “Som jeg sagde, så er det faktisk sådan, at vi skal ud at samle forråd netop i nat. Det her er Bister og Baster og Kanister og Kanaster.” Han pegede på nogle andre koglenisser, der sad i græsset. “De skal med mig ud at samle takskaduha-bær, raslenødder, enealenebær og drømmebær. Hvis vi er heldige, kan vi sikkert også finde nogle solskinsbær eller prikkelsbær; men fuglene plejer nu at være hurtige til at spise dem, inden de er ordentligt modne. Man kan også ta’ reller. Man skal bare huske kun at ta’ de reller, der er helt gule. Og svampinjonger, de er også gode.”

          “Jeg kender slet ikke alle de bær og nødder og mærkelige ting, du snakker om,” sagde Rie. “Og jeg er ellers smaddergo’ til sådan noget med skovting, man kan spise. Spiser I kun bær og nødder om vinteren? Hvad med æbler og pærer og sådan noget?”

          “Æbler og pærer? Nej, dem kender jeg ikke; men af og til spiser vi pæbler. Selvom de vilde Fuldmåne-pæbler nu oprigtigt talt ofte er noget sure i det. Man kan dyppe dem i honning, så smager de godt. Men nu må vi hellere se at komme af sted. Her, tag disse her, dem får I god brug for.” Misja gav hver af dem en lille foldekniv og en sæk, så vinkede han ad de andre koglenisser og begyndte at gå. Rie og Rasmus og nisserne fulgte efter.

 

På skovbunden lå tykt med nedfaldent løv, og det var vanskeligt at komme frem. Misja og koglenisserne fjernede de største af bladene; men ellers sparkede de bare til dem. Nogle gange løb små væsner forvirrede rundt, når bladene blev fjernet. Misja fangede en af dem og holdt den op, så Rie og Rasmus kunne se den. Det var en ganske lille trold; med hætte på hovedet og bittesmå stumpe arme og ben.

          “Nåh, hvor er den sød,” Rie var helt færdig. “Hvad er det for én?”

          “Det er en lille arrig agerntrold. Skovbunden er helt fuld af dem her om efteråret. De myldrer rundt over det hele. Som regel er de væk om foråret. De forsvinder åbenbart i løbet vinteren, selvom jeg ikke rigtig ved, hvor de bliver af. Der er også nogle andre; nu skal jeg se, om jeg kan finde én.”

          Misja rodede lidt rundt i bladene. Noget brunt smuttede af sted, og han snuppede det lynhurtigt. Han rejste sig og viste Rie og Rasmus sin fangst: To bittesmå trekantede trolde stod og klamrede sig til hinanden under en alt for stor, pigget hat.

          “Jeg siger ‘Åh nej’, åh nej, åh nej,” sagde den ene trold.

          “Jeg vil også sige ‘Åh nej’,” sagde den anden, og så stod de begge to og sagde ‘Åh nej’ i munden på hinanden. Rasmus og Rie fnisede over det pudsige syn.

          “Hvad er det for nogen,” spurgte Rie.

          “Det er bogtrolde,” svarede Misja. “De er tvillinger, så de kan bedst lide at være sammen to og to. Så sidder de der under deres hat og læser. De elsker at læse. De har et helt bogbliotek fyldt med bogbøger.” Han satte forsigtigt de små bogtrolde ned på skovbunden. De smuttede lynhurtigt ind under de visne blade.

          “Det er derfor, vi sparker os vej gennem bladene,” sagde Misja. “Så kan de små væsner høre, at vi kommer. Man kan så let komme til at træde på dem. Vent lige lidt, så skal jeg se, om jeg kan finde nogle, der læser. Det gør de næsten altid, så det skulle ikke være så svært. Problemet er bare, at de er så skrækkeligt nervøse.” Misja lagde sig på hug og kiggede forsigtigt ind under nogle store blade, der lå på skovbunden. Så vinkede han ad Rie og Rasmus, mens han lagde en finger på munden for at fortælle dem, at de skulle være stille.

          Misja pegede ind under bladet, og Rasmus og Rie lagde sig fladt på maven og kiggede ind under det. Derinde sad ganske rigtigt to bogtrolde under deres hat. De sad med ryggen til hinanden og læste i hver sin bog. De var så optaget af at læse, at de slet ikke opdagede, at børnene kiggede på dem.

          Da de havde rejst sig, spurgte Rie, om der var andre af den slags væsner i Fuldmåneskoven.

          “Jo da, mange forskellige slags,” svarede Misja. “Men agerntrolde og bogtrolde er de mest almindelige. Der er også birkefrøs-sommerfugle og om foråret er der pilegæslinger, Dem skal vi huske at se, dem vil du synes om, Rie, de er så søde og dunede.”

 

Den lille forsamling trampede videre gennem bladene og nåede snart frem til et træ, der hang fyldt med store klaser af røde bær.

          “Dem kender jeg godt,” sagde Rie. “Det er rønnebær. Men dem kan man da ikke spise, de er sure.”

          “Nej, det er nu ikke rønnebær, selvom det ligner. Disse her hedder drømmebær. Dem spiser vi, når vi skal sove, så drømmer man så dejligt.”

          Misja og de andre koglenisser kravlede op i drømmebærtræet og helt ud på de yderste grene. Her skar de klaserne med bær over, så bærrene raslede ned på jorden. Så kravlede de ned igen. Store poser blev fundet frem og fyldt med bær. Og så bar det lille selskab de fyldte poser tilbage til lysningen, hvor bærrene blev gemt i huler i jorden. Rasmus og Rie fik også et par stykke hver. Så kunne de selv jo prøve, om det virkede.

          Da drømmebærrene var stuvet af vejen, tog Misja dem med hen til en busk, der var helt fyldt med nødder.

          “Dem kender jeg,” sagde Rie. “Denne gang er jeg helt sikker. Det er hasselnødder.”

          “Tæt på, men forkert igen,” smilede Misja. “Det er raslenødder, prøv selv at høre.” Han samlede en nød op, der var faldet til jorden, og rystede den. Man kunne tydeligt høre nøden rasle inde i skallen.

          Poser med raslenødder blev samlet sammen, slæbt hen i lysningen og gemt af vejen.

 

Vandringen fortsatte gennem skoven, og de fandt flere slags bær, som Rie troede, hun kendte. Solbær og stikkelsbær viste sig at være solskinsbær og prikkelsbær. Brombær viste sig at være brummebær. De bliver kaldt sådan, fordi de smager så godt, at man slet ikke kan lade være med at brumme af fornøjelse, når man spiser dem.

          Endelig kom de til et stort mørkegrønt nåletræ, fyldt med røde bær.

          “Det er et takskaduha-træ. Og bærrene hedder takskaduha-bær,” sagde Misja. “Man skal huske at sige ‘tak skal du ha’ til træet, når man plukker bærrene. Ellers bliver de giftige.”

          De fandt også en masse svampe; men Misja lod de fleste af dem stå. De kunne ikke spises, sagde han. De gyldentbrune svampinjonger plukkede han; og så rodede han vældigt rundt i bladene under et træ. Han sagde, at han var helt sikker på, at de gule reller voksede der. Det plejede de at gøre.

          “Man kan ta’ reller, hvis man ellers kan finde dem,” sagde Misja. Men han fandt nu ikke nogen.

          De kom også forbi en enealenebærbusk. Den stod helt for sig selv et stykke fra de andre buske og træer.

          “Det er ganske forunderligt,” sagde Misja. “enealenebærbuskene vokser altid helt alene. Det er derfor, de hedder sådan. Prøv at lytte!”

          De stod helt stille og lyttede, og så kunne de tydeligt høre enealenebærbusken sukke og klage sig.

          “Sådan gør de altid,” sagde Misja. “De sukker og klager sig. Men der er ikke noget at gøre ved det. De vokser altid alene. Det er som sagt meget mærkeligt.”

          “Kan man ikke gøre noget for at trøste den,” spurgte Rasmus.

          “Jo,” svarede Misja. “De plejer at blive glade, hvis man går lidt rundt om dem.”

          Misja og børnene gik lidt rundt om enealenebærbusken, og den holdt da også op med at sukke et stykke tid.

          “Nåh; men vi må altså videre,” sagde Misja. “Man skal ikke spise bærrene fra enealenebærbusken. De smager ikke godt, og man får sådan en forunderlig ensomhedsfornemmelse af dem. Nå, men nok om det, her er noget, du kender, Rie.” De var kommet frem til et stort kirsebærtræ. “Det er ganske almindelige kirsebær. Selvom vi nu plejer at kalde dem for Kirstenbær.” De klatrede alle tre op i træet og skar kirsebær ned. Bagefter samlede de bærrene sammen og bar dem op på en lille høj, hvor der var en træstup. Her satte de sig og gumlede kirsebær, til de var helt røde om munden.

          “Ih, hvor er der altså hyggeligt i denne her Fuldmåneskov,” sagde Rie. “Jeg ville ønske, at vi kunne bo her altid.”

          “Nå, ville du det,” sagde Misja. “Men det minder mig for resten om, at I skal se at komme hjem. Natten er snart forbi, I har været her alt for længe. Vi må skynde os tilbage til lysningen. Jeg tænker, at Trondor allerede venter utålmodigt på at komme af sted. Skynd jer.”

          Han hoppede ned fra træstubben og benede ned af højen, så hurtigt de små skæve koglenisseben kunne bære ham. Rie og Rasmus fulgte efter. Heldigvis var deres ben jo noget længere, så de havde ikke svært ved at følge med.

 

Da de kom tilbage til lysningen, stod Trondor ganske rigtigt allerede og ventede. Han sitrede med vingerne af utålmodighed.

          “Hvor i alverden bliver I af? Vi skulle være fløjet for en time siden. Nu må vi virkelig skynde os.” Og uden at vente, greb han Rie og Rasmus i gabet og svingede dem op på ryggen. De nåede lige akkurat at vinke farvel til koglenisserne, før Fuldmåneskoven forsvandt under dem i et sus af store dragevinger.

          Som et lyn fløj Trondor hjemad. Mens solens første stråler farvede skyerne røde i øst, landede dragen i Rasmus’s have. Børnene nåede ikke engang at sige farvel, før han var væk.

          Hva’ sker der for ham? Han havde skiseme travlt, der” sagde Rasmus.

          “Det er klart,” sagde Rie. “Han vil jo ikke have, at nogen opdager ham. Kunne du ikke lige se, at dine forældre så ham? De ville aldrig tro, at han er sådan en fredelig fyr. Måske ville de prøve at skyde ham.”

          “Nej, det tror jeg nu ikke,” svarede Rasmus. “Mine forældre har ikke noget gevær. Men måske ville de sige det til politiet, og så ville de måske fange ham og sætte ham i bur.”

          De blev helt bange bare ved tanken, og lovede hinanden at de aldrig ville komme for sent igen. De skulle ikke risikere, at nogen opdagede Trondor og satte ham i bur.