Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Spættehulen

 

Det er forår. Dag og nat er næsten lige lange, og hver dag er en smule længere end dagen i går. Rasmus og Rie er igen på vej til Fuldmåneskoven på ryggen af Trondor.

          “Hvad skal vi opleve i nat?” spørger Rie. “Noget hyggeligt håber jeg.”

          “Nej,” siger Rasmus. “Det skal være spændende og uhyggeligt.”

          “Jeg ved det ikke,” svarer Trondor. “Det er Misja, der bestemmer. Han har ikke sagt noget; men jeg har nu heller ikke spurgt.”

          “Jeg håber, det bliver sjovt,” siger Rie.

 

Misja tog som sædvanligt imod dem i lysningen. De satte sig alle tre og kiggede ind i bålet og snakkede lidt om løst og fast. Så rejste Misja sig.

          “Kom,” sagde han, “I skal hen og hilse på en pudsig fætter. Hør! Det er ham, der trommer.”

          Prlrlrlr, prlrlrlr, prlrlrlr,” lød det et stykke borte.

          “Hvad har han gang i? Slår han på tromme?” spurgte Rasmus. “Hvem er det?”

          “Det er spætten,” sagde Misja. “Og han slår ikke på tromme, han hakker i træstammerne. Men kom nu, så skal I hilse på ham.”

          Børnene og koglenissen travede rask af sted. Nu, hvor det var forår, var skovbunden dækket af anemoner. De havde ganske vist lukket deres blomsterhoveder nu, hvor det var nat; men alligevel lyste skovbunden hvidt og sart lyserødt af de mange blomster. En sti løb imellem anemonerne, så det var let at komme frem.

          Efter en lille travetur standsede Misja og lagde hovedet lidt på skrå.

          Prlrlrlr, prlrlrlr, prlrlrlr,” lød det igen. Nu lige over deres hoveder.

          Misja og børnene kiggede op ad stammen på et stort bøgetræ. Deroppe kunne de svagt ane noget, der hoppede rundt på træstammen.

          “I skal derop,” sagde Misja og pegede op ad stammen.

          “Hvad snakker du om? Det kan vi da ikke,” sagde Rasmus. “Stammen er jo fuldstændig glat.”

          “Jeg har fået Plak til at hjælpe jer. Det er en af spætterne,” sagde Misja. “Se nu her! Spætten har hakket en stige af huller hele vejen op ad stammen.”

          De kiggede nøjere efter, og nu kunne de også se, at der var en række huller hele vejen op ad stammen, hvor man kunne sætte fødderne og holde fast med hænderne. Rie og Rasmus kiggede nervøst på hinanden og derefter på Misja; var det virkelig meningen, at de skulle klatre op ad den lodrette stamme ved hjælp af nogle små huller?

          “Har I ikke sådan en klatrevæg på jeres skole?” spurgte Misja. Jo, det havde de da, sagde børnene. “Nå, men hvad er der så i vejen? Dette her er akkurat ligesom en klatrevæg. Man tager fat og klatrer op. Blot skal I nok lade være med at kigge ned.”

          “Kan Plak ikke bare komme ned og hente os,” spurgte Rasmus. “Vi kan vel flyve på ryggen af ham.”

          “For det første er Plak ikke en han, men en hun. Og nej, det kan I ikke. Spætter flyver ikke så gerne i mørke, og I er også alt for store til, at Plak kan bære jer.”

          “Jamen, jeg synes, at du sagde, at det var en hanspætte, der hakkede på stammen.” Rasmus kunne ikke rigtigt forstå det.

          “Det er det også,” svarede Misja. “Hannen hedder Plok, hunnen hedder Plak. Det er hunnen, der har hakket hullerne; men det er hannen, der sidder og trommer på grenene. Det er nu engang den musik, spætter synes om. Han plejer nu ikke at gøre det om natten; men for jeres skyld fik jeg ham til det. Se nu bare at komme af sted.”

          Rasmus skulle lige til at sige noget om, at han ikke var særligt god til at klatre på klatrevæg; men så ville han alligevel ikke sige det. Misja så ikke ud som om, der var noget at diskutere, og så kunne de jo lige så godt komme i gang.

           Rasmus og Rie klatrede til vejrs. Det gik forbavsende godt, og snart var de højt oppe. Et stykke oppe ad stammen sad Plak.

          “Hvem. Hvem er det. Hvem er det hva’. Hvad skal de. Hvem er I?” Spætten snakkede hurtigt og ligesom lidt hakkende.

          Rasmus fnisede. Spættens snak lød fuldstændig, ligesom når den hakkede på stammen. Spætten kiggede misfornøjet på ham.

          “Skal de grine. Hvem er det. Hvem skal grine?”

          “Vi er Rasmus og Rie,” svarede Rasmus stilfærdigt. “Har Misja ikke fortalt om os? Er det ikke dig, der hedder Plak”

          “Rasmusogrie? Rasmusogrie?” Spætten så ikke ud til at forstå, hvad Rasmus mente. “Nånå, Rasmusogrie. Jo, jo. Misja fortalte. Jo, jo Plak. Jeg hedder Plak. Rigtigtnok, Plak” Spætten hoppede et stykke op ad stammen og satte sig til rette. Rie og Rasmus klatrede lidt videre.

          Plak sad med hovedet på skrå, som om hun lyttede efter noget. Lidt derfra lød spættetrommen: Prlrlrlrl.

          “Hør!” Plaks stemme var fuld af beundring. “Er han ikke dygtig. Min mand, Plok. Er dygtig, er dygtig.”

          Jo - Rie og Rasmus måtte indrømme, at det lød imponerende med de hurtige trommeslag imod træstammen. Det måtte kunne høres langt væk.

          “Hvorfor trommer han?” ville Rie vide.

          “Musik,” sagde Plak. “Smuk musik. Han er der. De andre ved, at han er der.”

          Rie og Rasmus klatrede længere op, og et stykke oppe var der et hul ind i stammen.

          “Hej, du Plak,” råbte Rie. “Her er et hul. Kan du ikke bruge det til din rede.”

          Plak hoppede ned og satte sig på stammen ved siden af hende.

          “Nej. Flapremus. Ikke bo med flapremus.”

          Rie kiggede ind i det mørke hul. Hun kunne ikke se nogen flagermus.

          “Selvfølgelig ikke flapremus nu. Flyver i mørket. Flapremus i mørket. Huhh.” Plak rystede fjerene en smule. Det var tydeligt, at hun ikke brød sig om de mærkelige flagermus, der fløj, når det var mørkt.

 

Men der er jo andre end flagermusene, der flyver i mørket. Flagermus er ufarlige, når man ikke lige er et insekt. Men der er jo andre. En stor lydløs skygge stryger frem mellem træerne. Rie og Rasmus har ikke set den, spætten heller ikke. Spætten er jo ikke vandt til at være ude om natten; den sidder helst i sit hul, hvor den er godt beskyttet. Den kender ikke meget til nattens flyvere. På bløde lydløse vinger stryger uglen igennem skoven. Den ved, hvad der sker om natten. Den har for længst opdaget de små væsner, der er på vej op ad bøgetræets stamme. De skal bare lidt højere op. Når de kommer helt fri af underskovens buske, op hvor der er frit, op hvor uglen kan nå dem, så ... Uglen iagttager børnene fra en gren i et træ i nærheden. Så letter den.

 

“Pas på!” skreg Rie, da hun så uglens store skygge komme farende mellem træerne. Af bare forskrækkelse over Ries råb slap Rasmus sit tag og rutsjede ned ad stammen. Held i uheld siger man, for faldet blev Rasmus’s redning. Uglens store klør slog ind i stammen på det sted, hvor han sekundet forinden havde været. Nu hang han i armene et stykke længere nede og sparkede febrilsk med fødderne for at finde fodfæste.

          Uglen vred sig rundt for at slippe fri fra stammen og få plads til at slå med vingerne igen. Den lod sig falde et stykke ned og gled så ud fra sammen og op i en blød bue for at sætte et nyt angreb ind.

          Imens søgte Rasmus og Rie i sikkerhed i flagermusehulen. Uglen kredsede om træet. Op og ned, rundt og rundt; men de to små lækkerbiskener, som den havde udset til sit næste måltid, var forsvundet. Efter et par kredse om stammen gav den op og fløj bort.

 

“Pyh ha, det var tæt på,” sukkede Rie. “Nogle gange er livet i Fuldmåneskoven altså mere spændende, end jeg rigtigt bryder mig om.”

          “Ja tak, der,” sagde Rasmus. Han sad og rystede over hele kroppen efter forskrækkelsen. “Tror du, den er væk?”

          Rie kiggede forsigtigt frem fra hullet og spejdede til alle sider. Hun ventede lidt for at se, om uglen skulle dukke op igen; men da der ikke skete mere, kravlede de begge to frem fra deres skjul og fortsatte op ad stammen.

          Højt oppe sad spætten, Plak, og ventede. Hun sad i sit redehul med hovedet tittende frem.

          “Kom ind. Kom ind. Kombareind.” Rie og Rasmus krøb møjsommeligt ind i redehullet. Der var ikke megen plads, og hulen i træet var helt glat og hård. Noget småt og dunet krøb rundt nede i bunden af hullet; men det var meget mørkt, så det var vanskeligt at se, hvad det var.

          “Pas på. Pas på. Pas på ungerne,” Plak skubbede til Rie og Rasmus, så de ikke skulle komme til at træde på hendes unger.

          “Det er næsten synd, at det er så mørkt, at vi ikke kan se dine unger,” sagde Rie.

          “Om dagen. Kom om dagen. Hvorfor om natten? Hvorfor. Lys om dagen. Kom om dagen.”

          “Jamen, vi kan ikke komme om dagen. Vi må ikke være i Fuldmåneskoven om dagen. Misja siger, at det er forbudt for mennesker at komme her om dagen.” Rie rystede beklagende på hovedet.

          Pludselig gled en skygge hen foran indgangshullet, og endnu en spætte hoppede ind i hullet.

          Nånå. Der er I. Rasmusogrie, ikkesandt. Misja fortalte. Rasmusogrie.”

          “Rigtigt der,” sagde Rasmus. “Det er os, der hedder Rasmus og Rie, og du må være Plok, ikke sandt?”

          De to spætter rodede lidt rundt nede i bunden af hullet, indtil de fik sig placeret. Så blev der helt stille. Der lød bare nogle små pust og lidt raslen.

          “Plak, Plok, er I faldet i søvn?” hviskede Rie lige så forsigtigt; men der kom ikke noget svar. “Jeg tror søreme, de er faldet i søvn,” hviskede hun til Rasmus. “Så kan vi vist lige så godt kravle ned igen.” De to børn stak igen hovederne ud og spejdede efter, om uglen skulle være kommet tilbage; men det lod ikke til at være tilfældet. Forsigtigt kravlede de ned ad stammen.

          Nede på jorden stod Misja og ventede på dem.

          “Spætterne er faldet i søvn,” sagde Rie. “De er vist ikke vant til at være oppe om natten. Og så var vi altså lige ved at blive ædt af en ugle. Du kunne da godt have sagt, at det kunne være farligt. Rasmus var nær drattet ned.”

          “Ja ja. Det skal jo heller ikke altid være lige let,” var alt hvad Misja svarede. Så travede de tilbage til lysningen, og lidt efter kom Trondor og hentede dem hjem til deres eget land.