Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


En Kanotur

 

Efteråret er smukt og stille. Det er en af de dage i oktober, hvor luften er kold og klar; og himlen er så høj og sort og fyldt med stjerner, at det næsten tager vejret fra én. Trondor flyver roligt gennem den klare luft, og over ham og børnene står mælkevejens klare lysende bånd. Rie genkender Karlsvognen og Cassiopeias W.

          Men nu skifter stjernehimmelen hurtigt, og nye ukendte billeder dukker op. Fuldmåneskovens stjernebilleder er ikke de samme som vore. Guldanden, Enhjørningen og Spyrlingen lyser på Fuldmåneskovens himmel; men Rie og Rasmus har endnu ikke rigtigt lært dem at kende. Kun mælkevejen er den samme.

 

Trondor landede ved bredden af en flod. Misja tog imod dem.

          “Hjerteligt velkommen. I nat skal I på en ikke helt ufarlig tur ned ad floden. I skal sejle i kanoen her,” han pegede ned mod bredden, hvor en stor, flot kano lå fortøjet. I fartøjet sad to små trolde med græsagtigt hår.

          “Hils på Star og Hejre,” sagde Misja. “De skal hjælpe jer. Hvis I bare gør, som de siger, sker der ikke noget farligt. De skal nok fortælle jer, hvordan man skal ro en kano, så man ikke hele tiden drejer rundt på det samme sted. Bare kryb op, så klarer græstroldene resten.”

          De to græstrolde nikkede og vinkede til Rie og Rasmus, der nikkede tilbage.

          “Det bliver en smuk tur,” sagde Misja. “Vejret er helt perfekt. Der er næsten ingen bølger på vandet.”

          “Jamen, du sagde, at det ikke var helt ufarligt,” sagde Rie nervøst.

          “Jo, men det skal I nu ikke tage jer så meget af. Det er blot fordi, floden bliver temmelig urolig længere fremme. Der er en hel del hvirvelstrømme; men hvis I bare sørger for at komme ind til bredden, inden I bliver grebet af hvirvelstrømmene, sker der ikke noget.”

          “Hvad sker der så, hvis man ryger ind i de der hvirvelstrømme?” spurgte Rie.

          “Ja, se det vil være endog overordentlig farligt. Da kommer man til Drumnadrokit, spyrlingernes land.” Misja pegede op på himmelen. “Kan I se det stjernebillede, der ser ud som en trold med kæmpestore hænder? Det kaldes ‘Spyrlingen’. En spyrling er meget farlig. Den har kæmpestore hænder og hugtænder, og den kvæler én og suger éns blod. Man skal være meget heldig for at slippe ud af spyrlingernes land, hvis man først er kommet derind.

          Når I sejler ned af floden, skal I sørge for at komme ind til bredden i god tid, inden I kommer til hvirvelstrømmene. Star og Hejre ved, hvor det er, og de skal nok hjælpe jer. Hvis man bliver grebet af hvirvelstrømmene, kommer man ind imellem to kæmpemæssige fyrretræer, der står på hver sin side af floden. Det er et imponerende syn, for det er de højeste træer i hele skoven; de markerer grænsen mellem Fuldmåneskoven og spyrlingerne land. Kommer man der igennem, skal man være heldig for ikke at blive fanget og kvalt af en spyrling.

          Der er ikke mange, der har set en spyrling. Skoven er så tæt i spyrlingernes land, at Trondor ikke kan se ned mellem træerne, og det er meget længe siden, nogen sidst har været derinde.”

          “Det tror jeg altså ikke, jeg tør,” sagde Rie, og Rasmus så også noget betænkelig ud ved udsigten til at blive fanget af en farlig spyrling. “Min mor vil heller ikke ha’, at jeg er med til noget, der er så farligt. Hun siger altid: Rie, hvis det er farligt, så må du ikke være med. Du skal sige nej, hvis det er for farligt.”

          “I kan være ganske rolige,” sagde Misja beroligende. “Det bliver ikke farligt. Star og Hejre skal nok få jer sikkert ind til bredden i god tid. Og det er en uforglemmelig smuk tur ned af floden.” Misja tog fat om Rie og gav hende et beroligende knus. “Bare rolig! Der sker ikke noget. Ikke noget farligt i hvert fald.”

 

Rie og Rasmus kiggede lidt på hinanden, så trak de på skuldrene og kravlede op i kanoen. Hvis Misja var så sikker på, at der ikke skete noget farligt, kunne det jo ikke nytte at være nogle bangebukse, der ikke ville opleve noget nyt.

          De satte sig til rette, Rie forrest, Rasmus bagerst. Misja skubbede kanoen ud på floden og vinkede farvel. De to græstrolde, Star og Hejre, sad midt i kanoen og forklarede, hvordan de skulle gøre.

          “En pagaj i hver side. Lad være at svinge dem ind over kanoen, så bliver der så vådt. Rasmus, du drejer pagajen lidt ud for hvert tag, ellers svinger vi rundt.”

          Rasmus og Rie gjorde, som de fik besked på. I begyndelsen svingede kanoen frem og tilbage, og en enkelt gang drejede den hele vejen rundt. Snart fik de dog kontrol over den, og så sejlede de roligt ned ad floden, uden at slingre ret meget.

          Det var en smuk sejltur. Fuldmånen, der stod lavt over skoven, oplyste skovbrynet på den ene side af floden; den anden lå hen i buldrende mørke. Man kunne end ikke skelne træerne fra hinanden, så mørkt var der på flodens skyggeside.

          Rie og Rasmus holdt kanoen tæt på den måneoplyste bred. Hist og her stak en sten op af vandet og brød den rolige strøm op i små boblende hvirvler. Månen skinnede i boblerne og dannede de fineste små gnistrende lysglimt. Når boblerne brast, gav de en lille blød lyd fra sig: bling, blang, blong. Det var, som om floden sang en lille stilfærdig sang for dem.

          “Lyt,” sagde Hejre. “Floden synger for os.”

          “Hvad tror du den synger om?” spurgte Rie og vendte sig halvt om.

          “Den synger sikkert om, hvor smukt der er,” svarede Hejre; men kig dig nu for, ellers sejler du bare på en sten.

          Kanoen slingrede faretruende, fordi Rie havde vendt sig, og ikke rigtigt kunne styre med ryggen halvt til. Lidt som at kigge bagud når man kører på cykel, så er det også svært at køre lige. Hun fik hurtigt vendt sig og fik kontrol over kanoen igen.

          Træernes grene hang ud over vandet. Hist og her nåede grenene sammen over hovederne på børnene, og de sejlede ligesom i en tunnel af mørkegrønt.

          Fra grenene hang slyngplanter med de smukkeste blomster. De fleste var selvfølgelig lukket nu, hvor det var nat; men enkelte var åbne. Det var dybt violette blomster i mærkelige former, der udsendte en kraftig duft. Små flagermus svirrede foran de åbne blomster og drak af den søde nektar. Her og der kom hjorte og vildsvin ned og drak af vandet. Inde imellem de mørke stammer fornemmede man skyggen af andre dyr, der listede omkring.

          Pludselig kom noget stort og mørkt strygende hen over vandet, lige imod dem. Væsnet fløj lavt hen over kanoen. Rie dukkede sig og gav en lille forskrækket lyd fra sig.

          “Iddr. Hvad i alverden var det?” sagde hun.

          Væsnet forsvandt ind imellem stammerne; men snart dukkede det op igen. Børnene fulgte væsnet med øjnene og så, at det var en stor flagermus. Pludselig slog den ned i vandet og dukkede op sekundet efter med en lille fisk i kløerne. Flagermusen forsvandt ind mellem træerne med sin fangst.

          “Så du det Rie,” sagde Rasmus. “Den fangede en fisk. Den er dygtig, hva’.” Rie nikkede.

          Da de havde sejlet nogen tid, pegede Star et stykke frem foran kanoen, hvor vandet ligesom skiftede farve.

          “Se, der fremme er hvirvelstrømmene. Nu er det tid at komme ind til bredden.”

          Rie tog sin pagaj op af vandet, og Rasmus tog et par kraftige åretag. Kanoen svingede nok så nydeligt ind til bredden. Rasmus greb fat i en gren for at holde kanoen fast, og græstroldene steg i land. Rie rejste sig for også at komme i land; men i det samme knækkede den gren, Rasmus holdt fast i; kanoen svingede pludseligt ud, og Rie faldt omkuld i bunden af den.

          “Av for pokker, hva’ er’ed du laver.” Rie rodede lidt rundt for at komme op at sidde igen.

          Kanoen begyndte at glide ned ad floden med bagenden forrest. Rasmus forsøgte at få den vendt, mens Rie kæmpede for at komme op at sidde, så hun kunne hjælpe til. Græstroldene råbte op inde fra bredden og løb langs floden for at følge med; men kanoen var allerede så langt ude på vandet, at de ikke kunne nå at tage fat i den.

          Rasmus roede febrilsk; men det er meget svært at styre en kano med kun én pagaj, og Rie havde endnu ikke rigtig fået styr på arme og ben. Pludselig drejede kanoen voldsomt rundt, pagajen blev slået ud af hænderne på Rasmus, og Rie, der lige havde fået sat sig op, blev igen kastet omkuld. De var blevet grebet af den første hvirvelstrøm.

          Rasmus greb fat i Rie og fik hende på højkant, så tog han den anden pagaj og roede af alle kræfter; men kanoen svingede bare rundt og rundt fra én hvirvelstrøm til den næste, helt ude af kontrol. Lige gyldigt hvor meget Rasmus roede, gjorde det ingen forskel; hvirvelstrømmene var alt for stærke for ham, han kunne umuligt få kanoen ind til bredden igen.

          Inde på land løb Star og Hejre. De viftede med armene og råbte på Rie og Rasmus, så højt de kunne; men de kunne ingen verdens ting stille op. Kanoen var helt ude på midten af floden, og intet kunne stoppe dens voldsomme fart. Snart gav græstroldene op og stod blot og så hjælpeløst til, mens kanoen blev kastet rundt på vandet og gled længere og længere væk. Så satte de i løb tilbage langs floden; de måtte så hurtigt som muligt tilbage for at fortælle Misja, hvad der var sket.

          Rasmus gav op. “Det hjælper alligevel ikke noget,” sagde han opgivende. “Vi må vente, til vi kommer ud af hvirvelstrømmene; så må vi se, om vi kan komme ind til bredden.” Rie nikkede. Hun havde nok at gøre med at holde sig fast.

          Kanoen rasede ned ad floden. Snurrede snart den ene vej, snart den anden, efter hvad vej hvirvelstrømmene drejede. Da den sidste hvirvel slap sit tag i kanoen, var de begge to så rundtossede, at de dårligt ænsede synet af de to mægtige fyrretræer, der stod på hver sin bred.

          Vinden sang forunderligt i de to fyrretræer, der vogtede indgangen til spyrlingernes land. Træerne sang deres advarsel til spyrlingerne: “Pas på, pas på, der er fremmede på floden, fremmede fra Koglenissernes land.”

 

Kanoen gled med strømmen ind mellem træerne. Nu var de i Drumnadrokit, spyrlingernes land.