Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Himmelens hemmeligheder

 

Selv om det er efterår, kan vejret godt være dejligt. Nu er det september, og himlen er høj og klar. Tusindvis af stjerner stråler på den sorte himmel, og fuldmånen oplyser landskabet med sin trylleglans. Rasmus og Rie nyder rigtigt turen i aften. Trondor har slået et lille sving ind over byen, hvor de bor. Nu, hvor månen lyser så klart, kan man helt tydeligt se både kirken og skolen. Lidt længere væk ligger fjordens blæksorte vand. Så går turen mod Fuldmåneskoven.

          Himmelen over Fuldmåneskoven er fuld af trylleri. Rie og Rasmus havde slet ikke forestillet sig det. Hvor kommer det fra? Endnu en smuk og mærkelig oplevelse venter dem. Fuldmånenatten har uforudsigelige hemmeligheder, som ikke engang Misja kender til. Vent bare ...

 

Rasmus havde ellers næsten besluttet, at det snart måtte være slut med besøgene i Fuldmåneskoven. Men da Trondor så stod der, og de skulle til at af sted, syntes han alligevel, han ville tage med. Og nu sad han altså endnu engang her på ryggen af dragen på vej til den fortryllede Fuldmåneskov.

          “Hvad skal der ske i nat?” spurgte Rie, som hun havde spurgt så ofte før.

          “Denne nat er en højtidelig nat,” svarede Trondor. Ligesom i vinters, da I oplevede månéternes afrejse, rummer denne nat en meget højtidelig og smuk oplevelse. Det er Stjernernes Nat. Det er Kometens Nat. Det er den nat hvor månen står højere på himmelen end på noget andet tidspunkt. Ingen anden nat i Fuldmåneskoven er månen så perfekt rund og lysende som på Stjernernes Nat og Kometens Nat.

          Trondor spejdede ned mod jorden, hvor Fuldmåneskoven gled forbi under dem. Koglenissernes bålplads, der ellers altid var let at finde på grund af bålet, var ikke til at se nogen steder. Så kredsede Trondor lidt rundt og dykkede ned imod jorden.

 

De landede på bålpladsen; men det tog lidt tid for børnene at genkende den. Pladsen var fuld af koglenisser; men der var ikke noget bål. Pladsen var ryddet og kun det sortsværtede område i midten, fortalte hvor bålet havde været. Her samlede koglenisserne sig, Misja var der også.

          “Hvorfor er bålet slukket?” Rasmus så sig forvirret omkring mellem alle nisserne.

          “I nat er det Stjernernes Nat og Kometens Nat,” sagde Misja.

          “Ja tak, respekt der; men hvorfor er bålet slukket? Er I ikke bange for Drron?”

          “Lyset fra bålet slører vores øjne, og i nat skal vore øjne være skarpe, så vi kan se stjernerne og kometen. I Stjernernes Nat og Kometens Nat er det forbudt at gøre nogen fortræd. Sådan har det altid været i Fuldmåneskoven. Selv Drron tør ikke bryde den ældgamle regel. I nat behøver ingen at være bange,” svarede Misja.

          Alle koglenisserne havde sat sig ned på jorden og kiggede op imod himmelen. Højt deroppe stod fuldmånen. Den var endnu tydeligere og ligesom også endnu større og rundere, end den plejede at være. Og da lyset fra bålet ikke forstyrrede, var det også, som om stjernerne lyste endnu stærkere end de plejede. Et stjerneskud fór over himmelen - så var det væk.

          “Så må man ønske!” hviskede Rie til Rasmus. “Men man må ikke sige, hvad man ønsker, for så går det ikke i opfyldelse.”

          Endnu et stjerneskud oplyste himmelen; men denne gang forsvandt det ikke med det samme, som stjerneskud plejer. Det blev hængende længe på himmelen som et lysnede strå; kun langsomt svandt det hen. Nu kom endnu et stjerneskud. Også dette blev hængende. Stjerneskud på stjerneskud viste sig og blev hængende længe på den sorte efterårshimmel. Snart var himmelen gennemskåret af lysende striber. Det så ud som nogen havde tabt en hel masse visne græsstrå på et stort stykke sort fløjl.

          Rasmus og Rie ønskede, hver gang et nyt stjerneskud viste sig. Men efterhånden var der så mange, at de ikke kunne finde på flere ønsker. Så opgav de ønskeriet og beundrede bare den stjerneskudsbestrøede himmel.

 

Nu viste kometen sig.

          I menneskenes verden er kometer sjældne, og de dukker langsom frem. Nat efter nat vokser de i styrke på himmelen, og hvis det er en særligt smuk og stor komet, står den til sidst klart og tydeligt som en lille måne med slør. Sådan opfører Fuldmåneskovens komet sig ikke. Den kommer farende på en helt anderledes voldsom måde.

          Først viste kometen sig som en lille ekstra stjerne et sted på himmelen. Selvom det var den, de alle sammen holdt udkig efter, varede det alligevel lidt, før nogen lagde mærke til den. Først var den bare som enhver anden stjerne; men lyset fra den voksede stille og roligt i styrke, og da den første koglenisse opdagede den, rettede alle blikket mod netop den.

          “Det ser næsten ud, som om den er på vej herned,” sagde Rasmus.

          “Det er den også,” svarede Misja. “Fuldmåneskovens komet kommer helt tæt på. Bare vent.”

          “Jamen. Hvad sker der. Er det ikke farligt. Hvad hvis den rammer jorden? Hvad hvis den rammer skoven? Det er da farligt.” Rasmus kiggede forskrækket på Misja. Hvordan kunne han være så rolig, når hele Fuldmåneskoven lige om lidt ville blive udslettet af en komet.

          “Du ser for mange katastrofefilm i fjernsynet,” sagde Misja roligt. “Vent nu bare og se. Der sker ikke noget farligt; det er bare utrolig flot. Omtrent som et meget voldsomt fyrværkeri.”

          Børnene stirrede fortryllet på kometen, der tydeligvis kom nærmere og nærmere. Det var umuligt at sige, hvor langt væk den var. Man kan jo heller ikke se på månen eller stjernerne, hvor langt væk de er. Men så pludselig, så var den der.

          Den kom dykkende ud af himmelen og var pludselig meget tættere på, end de havde forestillet sig. Med et øresønderrivende drøn ræsede kometen tæt hen over deres hoveder og slog en flot bue op imod himmelen igen. Da den var kommet et stykke op, standsede den og rystede sig lidt for ligesom at få orden på halen, inden den kastede sig ud i endnu et hæsblæsende dyk. Lige idet den var aller tættest på, og man næsten kunne stikke hånden op og røre ved den, hørte Rasmus og Rie en hæs skrattende latter.

          “Hvem i alverden var det, der lo?” spurgte Rasmus.

          “Det var kometen, kan du da nok forstå!” svarede Misja. “Den elsker at lave det der nummer. Desværre er det kun denne ene nat om året, at den kan gøre det.”

          “Hvem bestemmer det?” ville Rie vide.

          “Det ved jeg ikke,” svarede Misja. “Det er vel bare sådan, det er, tror jeg. Lidt ligesom at du ikke kan flyve. Man kan ikke vide hvorfor. Det er bare sådan, det er.”

 

Da kometen havde været nede over flokken af koglenisser nogle gange, fór den væk med sin skrattende latter, og der blev igen helt stille i skoven.

          “Nu kan vi vist godt begynde at samle brænde til bålet igen,” sagde Misja. “Det må jo helst ikke være slukket for længe. Man kan jo måske alligevel ikke helt regne med Drron ...” Misja gjorde ikke sætningen færdig; men Rie og Rasmus kunne se, at det ikke var behageligt at tænke på, hvad der ville ske, hvis kæmpedragen Drron kom.

          Rie kastede et blik op på månen og opdagede, at den så lidt underlig bleg ud. Det var også, som om der manglede noget i den ene side.

          “Misja, hvorfor ser månen så underlig ud? Før var den helt rund, men nu mangler der noget.” Misja stirrede op på månen et lille stykke tid; så så han på Rie.

          “Jeg ved ikke, hvad du mener,” sagde han bestemt.

          “Jo, se nu. Nu er det endnu tydeligere. Der mangler et stort stykke af fuldmånen.”           “Jeg ved virkelig ikke, hvad du mener,” svarede Misja irriteret og vendte sig fra hende. “Jeg har ikke tid til det pjat, jeg skal samle brænde.”

          “Misja!” Rie undrede sig. Hvorfor ville Misja ikke indrømme, at månen så mærkelig ud? Hun spurgte Rasmus, om ikke det var rigtigt, at månen så forkert ud, og Rasmus kunne også set det. Det blev tydeligere og tydeligere. En stor del af månen var væk. Rasmus rynkede panden og tænkte sig om, men det blev Rie, der først kom med en forklaring.

          “Måneformørkelse!” sagde hun. Det er en måneformørkelse. Hvad mon der sker med Fuldmåneskoven, når der er måneformørkelse?”

          Koglenisserne, der havde været ude at samle brænde, så underligt trætte ud. Nu samlede de sig rundt om bålet, der var blevet tændt og langsomt kom i gang med at brænde.

          “Misja, det er en måneformørkelse, se!” Rie tog fat i Misjas arm og pegede op på månen, der nu allerede var halvt forsvundet.

          Misja kiggede sløvt på hende. “Jeg ved ikke, hvad du taler om,” sagde han søvnigt.

          “Åh nej, alle koglenisserne dør jo. De kan ikke tåle, at det er måneformørkelse.” Rasmus og Rie så forfærdede til, mens den ene efter den anden af koglenisserne faldt om. Til sidst lå de alle sammen som besvimede rundt om det store, flammende bål.

 

Da det sidste klare, hvide månelys forsvandt, og månen var helt formørket, dukkede et forunderligt syn op: månen blev rød. Som en stor, kobberrød skive stod månen over Fuldmåneskoven. Bålet var tilsyneladende gået ud. Rasmus og Rie havde taget hinanden i hånden for ikke at blive væk i mørket. De knep øjnene sammen for dog at kunne se en smule i det svage lys. Men der var ingenting at se. De rejste sig op og famlede sig frem i mørket. Misja havde jo ligget lige ved siden af dem for et øjeblik siden. Selvom det var mørkt, skulle de da kunne mærke ham. Hvad var det, der skete? Rasmus snublede over en gren og kom til at slippe Ries hånd. De rakte famlende ud efter hinanden; men deres hænder fægtede i den tomme luft og fandt ingenting.

          Rasmus ville råbe; men der kom ikke et ord over hans læber. Han ville rejse sig; men det var, som om også skovbunden var forsvundet. Han følte det, som om han svævede i det tomme rum.

          Også Rie ville råbe, da Rasmus’ hånd forsvandt ud af hendes. Men hun kunne ikke. Hun rakte hænderne ned for at prøve at få fat i Rasmus’ hånd igen; men der var ingenting. Hun kunne heller ikke mærke skovbunden. Det var, som om hun svævede i det tomme rum.

 

Hvor lang tid der gik, vidste hverken Rasmus eller Rie. Da månens hvide lys langsomt vendte tilbage, vendte også skoven tilbage. Bålet fik sine gløder igen, og koglenisserne vågnede langsomt op.

          Rasmus og Rie fortalte Misja om deres underlige oplevelse; men han stirrede på dem, som om han ikke anende, hvad de talte om. Han havde aldeles ikke været besvimet eller død eller sovet eller noget andet. Han havde bare været lidt træt af at slæbe brænde og havde sat sig for at hvile lidt. Og her sad han jo endnu. Der var ingenting sket af alt det underlige, børnene fortalte. Skulle skoven have været forsvundet? Sikke noget sludder.

          Trondor kom for at hente dem. Børnene kravlede op på ryggen af ham, vinkede til koglenisserne, der så lidt misfornøjede ud. Der var en del snakken mellem koglenisserne om, hvad der mon gik af menneskebørnene. Hvad var det for en underlig historie, om at skoven skulle have været forsvundet? Og månen skulle have været rød? Sikke noget sludder. Månen var lige så lysende hvid, som den altid havde været.

 

“Trondor,” sagde Rasmus forsigtigt, da de fløj hjemad. “Rie og jeg havde sådan en underlig oplevelse. Der var måneformørkelse. Først forsvandt månen lige så langsomt, og så blev den helt rød. Sådan er det ved måneformørkelse. Vi har set det i fjernsynet, det er der ikke noget underligt ved. Men koglenisserne; jeg ved ikke, hvad der skete for dem. Det var ligesom om, de døde, og så livede op igen da formørkelsen var overstået. Og de vidste slet ikke, hvad der var sket. Misja troede faktisk slet ikke på, at der overhovedet var sket noget.”

          “Og skoven forsvandt,” tilføjede Rie. “Da månen blev rød, var skoven pludselig væk. Det var, som om man svævede rundt i den tomme luft. Og så dukkede skoven op igen, da månen kom tilbage. Trondor, du skal tro på os. Det er altså rigtigt.”

          “Jeg ved det godt. Jeg oplevede det også. Jeg tror, det er fordi, jeg færdes så meget uden for Fuldmåneskoven. Koglenisserne kommer aldrig andre steder. Jeg oplevede det også. Eller noget af det i det mindste. Fuldmåneskoven er et mærkeligt, fortryllet sted.”

          De var nået tilbage til menneskenes land, og Trondor satte børnene af i Rasmus’ have. Rasmus og Rie krøb ind ad det åbentstående vindue, vinkede farvel til Trondor og gik i seng. Rasmus’ seng og Ries madras på gulvet var frygteligt kolde i starten, for vinduet havde stået åbent hele natten. Men da de havde hakket tænder et stykke tid, fik de efterhånden varmen.

          “Det er altså den mærkeligste oplevelse, vi har haft,” sagde Rasmus. “Nu forstår jeg, hvorfor den hedde Fuldmåneskoven. Den eksisterer slet ikke, hvis ikke månen skinner. Gad vide, hvordan det er derude, når det er halvmåne. Er de så alle sammen sådan halvsløve?”

          “Tja, hvem ved,” svarede Rie. “Nå, men Godnat.”

 

Og de to venner faldt i søvn med hovederne fulde af mærkelige, forvirrede tanker om verdener, der forsvandt under fødderne på dem.