Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Den bundne statue

 

Herregården Bjørnum var et fredeligt sted. Men selv det mest fredelige sted kan have sine uhyggelige hemmeligheder, og Bjørnum havde en hemmelighed.

          Et gammelt sagn fortalte, at et spøgelset var spærret inde i en statue, der stod i riddersalen. Statuen forestillede en ung pige; en søster til en af grevens fjerne forfædre. Historien fortalte, at hun var forsvundet som ganske ung. Der var bundet en snor omkring statuen for at holde sammen på den, for den var svært beskadiget. Sagnet sagde, at hvis man løsnede snoren, ville spøgelset komme fri og begynde at spøge på slottet. Der kunne ske de forfærdeligste ting, for det var et meget ondskabsfuldt spøgelse, sagde man.

          Greven på herregården troede ikke på den gamle historie. Han var efterhånden godt træt af den gamle statue, for den var grim og i stykker. Enten skulle den smides ud, eller også skulle den repareres. Han fik en konservator til at se på statuen, og han mente ikke, at det kunne betale sig at reparere den. Den var ikke meget værd, og den ville ikke blive særligt pæn, selvom man reparerede den.

          “Smid den ud,” sagde konservatoren. “Den er fuldstændig værdiløs.”

          Statuen blev lagt i kælderen. I flere år lå den der, og efterhånden var den blevet glemt. Men glemt er ikke forsvundet, og der var jo rotter i kælderen! En af rotterne syntes åbenbart, at snoren, der holdt statuen sammen, så lækker ud; og så gnavede den snoren over. Statuen, der jo allerede var gået i stykker, faldt helt fra hinanden, da snoren brast. En tynd, grønlig tåge sivede ud i kælderen.

 

Nogle dage efter rottens gnaveri, begyndte der at ske mærkelige ting på Bjørnum. I begyndelsen tænkte man ikke så meget over det. Det var bare småting. Nogle tallerkner der faldt på gulvet; en kjole der pludselig så ud, som om den var blevet ædt af møl, selvom den få dage forinden havde været hel og fin; elektriciteten der forsvandt, uden at man kunne finde nogen fejl. Den slags småting, som man ikke hæftede sig særligt ved. Men snart blev det værre.

          Herregårdens riddersal var pragtfuldt indrettet. Hele vejen ned igennem salen stod et langt bord, og når der var stort middagsselskab, sad alle gæsterne rundt om bordet og spiste. I loftet midt over bordet hang en kæmpemæssig krystallysekrone, og langs den ene væg stod en række flotte rustninger, der var udstyret med diverse våben: sværd, skjold og økse. På væggene hang portrætter af grevens forfædre.

          En dag, da greven gik forbi en af rustningerne, faldt den lige pludselig sammen, og øksen, som den holdt i hånden, havde nær ramt greven i hovedet. Greven blev selvfølgelig meget forskrækket; men tænkte alligevel ikke noget videre over det. Rustningen havde jo stået der i mange år, og den trængte vel bare til at blive stivet af.

          Men der skete andre ting.

          En aften havde greven stort selskab i riddersalen. Da første ret var spist rejste greven sig for at holde en lille tale for selskabet.

          “Kære venner og familie,” startede han. “Det er med stor fornøjelse, at jeg har inviteret jer alle sammen her i aften. Iblandt os har vi en fornem gæst, som vi alle har set frem til at ...” Grevens tale blev afbrudt af et øresønderrivende brag, da krystallysekronen pludselig løsnede sig fra loftet og faldt ned og splintredes imod bordet. Krystalstykkerne blev spredt ud over hele salen, og flere af gæsterne blev ramt af det flyvende glas.

          Selvom der heldigvis ikke var nogen, der kom alvorligt til skade, var folk selvfølgelig stærkt chokerede, og greven var nødt til at opløse selskabet og sende folk hjem.

          Efter disse og flere andre uforklarlige ulykker, blev der endelig sat en stopper for de mystiske hændelser. Det skete på følgende måde.

          En aften, da greven gik igennem riddersalen på vej i seng, mødte der ham et mærkeligt syn. Midt i salen stod en ung pige. Eller rettere, hun hang i luften nogle centimeter over gulvet. Hendes lette luftige tøj blafrede let omkring hende, og da greven så nærmere efter, kunne han se, at hun var halvt gennemsigtig. Hun stirrede på greven med store sørgmodige øjne. Han genkendte hende som den pige, statuen forestillede.

          “Hvad vil du? Er det dig, der har lavet alle de ulykker her på der sidste. Så må jeg bede dig holde op. Det går galt en dag. Da lysekronen faldt ned, havde grevinde Rosenstjerne nær fået en glassplint i øjet. Hvis det er dig, må jeg bede dig holde op.”

          Langsomt svævede pigen hen imod greven. Hun svævede forbi ham, ja nærmest igennem ham, og hen imod døren ud til haven. Da hun nåede døren, vendte hun sig og så bedende på ham. Det var, som om hun bad ham følge med. Greven gik hen imod spøgelset ved døren. Han åbnede den, og hun svævede ud i haven. Tøvende fulgte han efter hende.

          Mens hun indimellem kiggede sig tilbage over skuldrene, svævede hun ned igennem parken. Greven fulgte efter, mens hun svævede ind imellem træerne til hun standsede ved et oldgammelt egetræ. Her pegede hun ned imod jorden og så på greven med de mest sørgmodige øjne, man kan tænke sig.

          “Vil du have mig til at grave?” spurgte greven, og spøgelset nikkede langsomt. “Vent her,” sagde han. “Jeg henter en spade.”

          Greven løb tilbage til slottet og hentede en spade. Da han vente tilbage, var spøgelset der stadig, og han gav sig til at grave der, hvor hun pegede. Snart stødte han på noget hårdt. Da han havde gravet noget mere af jorden væk, så han, at det var en aflang trækasse med låg. Han fik bakset kassen op af jorden, satte spaden ind i sprækken mellem kassen og låget og vred til.

          Det syn, der mødte ham, da låget faldt af kassen, fik ham til at træde et skridt tilbage med et forskrækket gisp. I kassen lå skelettet af et menneske. Det var tydeligvis en ganske ung person, der var begravet her. Rundt om skelettet lå et reb. Personen havde altså været bundet, da vedkommende blev lagt i graven. Skelettet lå i en mærkelig forvreden stilling, slet ikke som man normalt begraver mennesker. . Men det mest uhyggelig var det, der lå lige under ribbenene på skelettet. Det var endnu et skelet; men ganske lille. Det var skelettet af et ufødt barn.

          “Du var gravid og blev begravet levende,” hviskede greven. “Det er derfor, du blev bundet, og derfor du ligger så mærkeligt. Og så er du ikke engang blevet begravet rigtigt, men bare herude i parken, og ikke engang i en rigtig kiste, bare i en simpel trækasse.” Han kiggede op på spøgelset, der stadig svævede over stedet.

          “Jeg lover dig, at jeg vil få dig begravet på vores kirkegård,” sagde han. “Men så beder jeg dig, at du vil falde til ro, og ikke hjemsøge os mere.”

          Spøgelset stirrede på ham med et tomt smil.

          Greven hentede en trillebør og kørte kisten tilbage til slottet. Næste dag blev kisten begravet på herregårdens private kirkegård, hvor alle grevens mange forfædre lå.

          Efter den tid hverken hørte eller så man noget til spøgelset.