Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Tågesøen

 

Martin kunne godt lide piger. Det var der jo sådan set ikke noget mærkeligt ved. Martin var jo ung, og alle unge mænd kan jo godt lide piger - eller - de fleste kan. Martin var ligesom de fleste, og nu havde han allerede været kærester med Iris i over et år. De var så småt begyndt at snakke om at flytte sammen. Eller rettere - det var Iris, der snakkede om det. Martin var ikke så sikker på, om han havde lyst. Indimellem var han ikke engang helt sikker på, om han egentlig rigtig var forelsket i Iris; eller om det bare var noget, han bildte sig ind.

           Rundt om den lille sø i nærheden, lå et lavt, fugtigt og tåget engdrag. Mellem engen og søen løb en lille sti. De unge kunne godt lide at gå tur ad stien om aftenen; det var så romantisk. Stien førte ikke rigtigt nogen steder hen, og som regel kunne man gå i fred.

          Martin og Iris havde været til dans på kroen lørdag aften, og det var blevet sent. Faktisk var der ikke så længe til solopgang.

          “Lad os lige gå en lille tur ad søstien, inden vi går hjem,” sagde Iris.

          Martin syntes, at det var noget romantisk pjat og tidsspilde. Han ville hellere bare hjem og sove. Men Iris ville så gerne, og han sagde ja for at gøre hende glad. Også for at slippe for at diskutere det. Nu gik de så her og kiggede ud over den stille sø, hvor morgentågen lå i store klatter.

          Foran dem gik en lille gruppe mennesker. Det var vel tre, der også havde været til krobal og nu gik en lille tur, inden de skulle hjem. Martin holdt Iris lidt tilbage. De tre foran dem gik meget langsomt, og han ville helst ikke indhente dem; det var så akavet at skulle gå forbi hinanden på den smalle sti.

          Indimellem var Martin og Iris nødt til at standse for at holde afstanden til de tre foran. Nu stod de tre helt stille, og pludselig vendte de sig om og gik tilbage ad stien. Martin og Iris gik fremad, og idet de passerede dem, lagde de mærke til, at det var tre unge piger. Martin vende sig halvt for at se efter dem; men Iris trak lidt irriteret i ham.

          “Hvad kigger du efter,” sagde hun. “Du skal ikke gå og kigge efter piger. Og slet ikke når du er sammen med mig.”

          Martin mumlede noget, der skulle lyde som en undskyldning, og de fortsatte et stykke længere frem ad stien. Så vendte de om og gik tilbage.

          Snart så de igen de tre piger. De var ved at stige ombord i en båd, der lå ved søen. Martin tænkte et øjeblik på, at det var underligt, hvor den båd kom fra. Han var sikker på, at den ikke havde ligget der, da de kom forbi for et øjeblik siden. Da de tre piger var kommet op i båden, roede de ud på den stille sø, og snart var de forsvundet i tågen.

          Nu dukkede solen op og sendte sine første spæde stråler ud over søen. Da den kom lidt højere op, spredte den så småt tågen. Martin og Iris var standset op for at betragte det smukke syn af tågen, der lettede fra søen. Men nu lagde Martin mærke til noget underligt: båden med de tre piger var væk. Man burde kunne se den, derfra hvor de stod. Søen var ikke særlig stor, og man kunne se det meste af den fra stien. Båden var jo lige lagt fra land, så den kunne ikke være nået ret langt ud, men væk var den.

          “Det var da underligt, hvor blev de af?” sagde Martin og kiggede på Iris.

          “Ja, det kunne du lide at vide, din skørtejæger,” sagde Iris surt. “Kom, så går vi hjem. Det er da lige meget, hvor de blev af.” Hun var godt irriteret. Hvorfor var Martin så interesseret i en flok dumme piger?

 

Martin vidste ikke rigtig med Iris. Hun blev ved med at snakke om, at de skulle flytte sammen, at de skulle giftes, at de skulle have børn og alt sådan noget. Men Martin vidste ikke rigtigt. Hvorfor kunne hun ikke bare tage det roligt? Hvad havde hun så travlt for? Måske skulle han bare sige til hende, at han ikke ville være kærester med hende mere. Men var også svært; hun ville garanteret blive sur.

          Martin begyndte at gå tur alene langs søen tidligt om morgenen. Han havde bildt Iris ind, at det var fordi, han skulle møde tidligt på arbejde. Noget med skiftehold og overarbejde. Men i virkeligheden brød han sig ikke om at være sammen med hende; og han forsøgte på alle måder at undgå hende. På den anden side ville han heller ikke såre hende. Hun blev ved at snakke om bryllup og børn, og Martin vidste ikke, hvordan han skulle få hende fortalt, at han ikke ville.

          Martin havde meget at tænke over, på sine morgentidlige ture langs søen. Og så en tågemorgen så han igen de tre piger. De gik tavse ad stien langs søen, og han så dem stige om bord i båden og ro ud i tågen. Han standsede op og kiggede efter dem; men da solen snart efter stod op og spredte tågen, var båden væk.

          Oftere og oftere måtte Martin ned til søen. Efterhånden kunne han ikke tænkte på andet end de tre piger i båden, som forsvandt i tågen. Og så endelig så han dem igen.

          “Hallo!” råbte han. Han syntes godt nok, det lød underligt. Han havde aldrig råbt ‘Hallo’ før; men på en eller anden sær måde følte han, at det var det eneste rigtige at råbe i denne situation.

          De tre piger, der netop var ved at stige ombord i båden, vendte deres smilende ansigter imod ham, og nu så han, at de var vidunderligt smukke.

          “Hallo! Øh - jeg mener - må jeg sejle med?”

          Martin var overrasket over sig selv. Han havde ikke ventet, at han ville turde spørge så direkte; men det var, som om det var meningen, at han skulle spørge sådan. Som om det var det, pigerne havde ventet på.

          Uden at svare trådte pigerne ned i båden; men i stedet for at sejle ud på søen, som de plejede, sad de og kiggede opmuntrende op til Martin. Han gik hen til båden og trådte forsigtigt op i den. Så roede pigerne båden ud på søen, og den forsvandt i en tågebanke.

 

Som alle andre undrede Iris sig meget over, hvor Martin var blevet af. Men en tidlig morgen, da hun gik tur langs søen, så hun de tre piger. De stirrede så underligt på hende, og så forstod hun, at de havde taget hendes kæreste. Martin var tabt for hende, og hun aldrig ville få ham at se igen.