Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Dødfødt

 

På herregården Rise boede en grevefamilie: den gamle greve, den gamle grevinde, deres søn den unge greve, og hans kone den unge grevinde.

          Det unge par var netop blevet gift og havde fået deres egen lejlighed i en ellers ubeboet fløj af herregården. Den unge grevinde blev gravid kort efter brylluppet, og da det var det gamle grevepars første barnebarn, glædede de sig selvfølgelig meget.

          Den unge grevinde var allerede langt henne i sin graviditet. Hun skulle have fuldstændig ro og havde derfor fået sit eget soveværelse.

          En aften vågnede hun uden rigtigt at vide hvorfor. Så hørte hun en svag klagende lyd fra værelset ved siden af. Hun rejste sig med en smule besvær og gik ud på gangen. Hun måtte standse op lidt henne ad gangen for at sætte en hånd på hoften, og få sig rettet ordentligt op. Så fortsatte hun hen til døren til naboværelset.

          Nu hørte hun helt tydeligt, at det var en kvinde, der klagede sig. Hun undrede sig meget, for der boede ikke nogen i det værelse. Hun bankede forsigtigt på; men der kom ikke noget svar derindefra, blot nogle underlige slæbende lyde og så denne stadige klagen.

          Den unge grevinde tænkte på, om hun skulle hente nogen; men lydene fra rummet trak så mærkeligt i hende. Hun skubbede forsigtigt døren op. Inde i rummet så hun fire kvinder i underligt gammeldags tøj gå frem og tilbage omkring en seng, hvor der lå en ganske ung kvinde og klagede sig.

          Den unge grevinde gik hen til sengen, og nu så hun, at kvinden i sengen tydeligvis var i gang med at føde.

          “Tror I ikke, I skulle ringe efter en læge?” spurgte den unge grevinde; men der var ingen, der reagerede. Det virkede, som om de slet ikke vidste, at hun var der. Hun gentog sit spørgsmål et par gange, mens kvindens klage blev kraftigere og kraftigere; men der var stadig ingen af de omkringstående kvinder, der reagerede.

          Den unge grevinde skyndte sig ud af værelset og ind på sit eget soveværelse, hvor der var en telefon. Hun ringede 112; men telefonen var fuldstændig død. Hun prøvede også at ringe til familiens læge og til vagtlægen, men kunne slet ikke få forbindelse.

          Så gik hun tilbage til værelset med den fødende kvinde. Det var tomt. Der var hverken møbler eller mennesker derinde.

 

Den unge grevinde fortalte ikke om sin oplevelse. Hun tænkte, at det måtte være noget, hun havde drømt. Selvom det havde været en meget livagtig oplevelse, kunne det jo ikke passe. Hvor skulle de mennesker være kommet fra, og hvor skulle de være forsvundet hen?

 

Næste nat vågnede den unge grevinde igen uden at vide hvorfor. Der var en del uro fra værelset ved siden af. Det var ikke den samme klagende lyd som aftenen før. Det lød mere som en ophidset samtale.

          Hun rejste sig og gik ind i rummet ved siden af. Her stod den unge kvinde fra dagen før midt på gulvet med sit lille nyfødte barn i favnen. Kvinden græd som pisket, og den unge grevinde så hurtigt årsagen. Barnet, hun stod med i hænderne var helt slapt og livløst; det var tydeligvis dødt.

          Rundt om den unge kvinde, der faktisk ikke var andet end et stort barn, stod to mænd og en ældre kvinde. De pegede anklagende på den unge mor, og den ældre kvinde gik hen og tog barnet ud af hænderne på hende. Kvinden med barnet protesterede voldsomt og forsøgte at rive barnet til sig igen; men mændene skubbede hende væk og tog hende hårdt i armene og førte hende ud af rummet. Da de passerede den unge grevinde, så kvinden på hende med bedende øjne.

          Den unge grevinde forsøgte at tale til mændene for at få at vide, hvad det var, der fik dem til at handle så uvenligt imod den stakkels unge mor; men de lagde tilsyneladende ikke mærke til, at hun var der.

          Alle personerne forsvandt ud på gangen, og da den unge grevinde gik efter dem for at se, hvor de gik hen, var de væk.

          Den unge grevinde tænkte meget over det, der var sket. Men hun kunne ikke på nogen måde komme i tanke om, hvad der kunne have fået mændene og den ældre kvinde til at handle så uvenligt imod den unge mor.

 

Næste aften vågnede hun igen midt om natten. Hun satte sig op i sengen og kiggede ud i rummet. Der stod den unge kvinde midt på gulvet. Hun havde sit døde barn i sine arme.

          Kvinden pegede på et syskrin, der stod på natbordet. Den unge grevinde tog det og åbnede det. Kvinden stod bare med hånden rakt frem, som om hun ventede på, at den unge grevinde skulle give hende noget.

          Den unge grevinde tog en nål fra skrinet og lagde den i kvindens hånd; hun blev bare stående med hånden strakt frem. Den unge grevinde gav hende en rulle tråd og et fingerbøl, og kvinden lukkede sin hånd og puttede tingene i en lomme i sin natkjole. Så rakte hun igen hånden frem, mens hun kiggede på sit døde barn.

          Den unge grevinde tænkte som en rasende. Hvad kunne det mon være, kvinden bad om? Kvinden stod blot med hånden strakt frem og så på grevinden med sørgmodige øjne.

          Det må være noget til barnet, hun vil have, tænkte den unge grevinde. Vugge - bleer - sut - en sutteflaske selvfølgelig. Nu har hun fået nål og tråd, så hun kan sy tøj til sit barn; men hun mangler en sutteflaske.

          Heldigvis havde den unge grevinde allerede anskaffet alle de ting, der skulle bruges, når hendes barn blev født. Hun fandt en sutteflaske frem, som hun gav kvinden.

          “Værsgo,” sagde grevinden. “Nu kan du sy tøj til dit barn og give det mad. Pas nu godt på det.”

          Uden et ord puttede spøgelseskvinden sutteflasken i sin lomme, kiggede på den unge grevinde med et taknemmeligt smil, der på samme tid var underligt tomt. Så forlod hun værelset.

 

Næste morgen fortalte den unge grevinde endelig om sin mærkelige oplevelse.

          “Det minder mig om noget,” sagde den gamle greve. “Hvor er det nu, det maleri hænger.”

          Han førte den unge grevinde ind i et lille værelse og viste hende et gammelt maleri af en ganske ung, gravid kvinde.

          “Det her er min tip-tipoldefars første kone,” sagde han. “Det er egentlig en forfærdelig trist historie. Som du ser, er hun ganske ung, kun et stort barn. Hun var bare 15 år, da de blev gift, og hun blev gravid næsten med det samme. Hun var alt for ung til at få et barn, og det endte da også frygteligt tragisk. Barnet døde kort efter fødslen, og der gik rygter om, at det var den unge mor, der havde slået det ihjel. Hun blev forstødt fra familien, og af bare fortvivlelse tog hun sit eget liv kort efter.”

          Den unge grevinde trådte et skridt tilbage af forskrækkelse, da hun så billedet. “Det er den kvinde, jeg så i nat,” sagde hun. “Det må have været hende.”

                      Fra den nat fik den unge grevinde lov til at sove i fred uden at blive forstyrret, og der var ingen, der siden hørte eller så noget til den unge spøgelseskvinde.