Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Jomfrutræet

 

Svend var altid så glad og fornøjet. Der gik aldrig en time, uden at han sang eller fløjtede. Han havde mange venner, for han var altid så sjov at være sammen med. Hver eneste lørdag aften var han i byen sammen med sine venner, og det gik lystigt til. De drak øl og dansede og snakkede og sang.

          Men lørdag aften bliver til lørdag nat, og før eller senere lukker værtshuset jo, og man må hjem. Svends hjem lå et stykke fra byen, og den nærmeste vej førte ad stien langs skoven. Som regel havde Svend et par venner at følges med, og så det var ingen sag; men af og til var han alene.

          Min historie starter en dejlig fuldmånelys sommeraften, hvor Svend måtte gå alene hjem. Stien gik jo langs skoven, og et sted i skovbrynet stod et mærkeligt træ. En meter over jorden delte stammen sig i to kraftige grene, og imellem dem gik en sprække hele vejen ned igennem stammen. Sprækken var som regel fuld af regnvand, og der hvor stammen delte sig, dannede vandet en glasklar hinde. Jomfrutræet kaldte man det.

          Da Svend nærmede sig jomfrutræet, så han, at der stod nogen ved det. Da han kom nærmere, så han, at det var en pige på omkring fjorten år. Hun var laset og gammeldags klædt, og hendes kjole var blodplettet. Svend kendte de fleste mennesker på egnen; men kunne ikke genkende hende.

          “Hvad laver du her alene midt om natten? Er du kommet til skade?” spurgte han og pegede på blodpletterne. “Tror du ikke, du skulle gå hjem.”

          Pigen svarede ikke. Hun så bare på ham med underligt sørgmodige øjne. Svend kiggede lidt på hende, så rystede han på hovedet, gik forbi hende og skyndte sig hjem til sig selv.

          Han tænkte ikke videre over hændelsen, før næste gang han skulle gå alene hjem langs skoven. Igen stod den unge pige i den blodplettede kjole ved Jomfrutræet, og Svend spurgte hende, om han ikke skulle følge hende hjem. Det var ikke godt for sådan en ung pige at være ude alene så sent. Der kunne jo komme nogle, der ville gøre hende ondt.

          Pigen kiggede på ham med sit sørgmodige blik; men hun sagde ikke noget. Da han kom tættere på, rakte hun hænderne ud imod ham, som om hun ville røre ved ham. Svend gik hen imod hende for at tage hendes hånd; men hun trak den til sig og trådte et par skridt tilbage.

          “Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget. Skal jeg ikke følge dig hjem?” spurgte han; men pigen trak sig endnu længere tilbage og kiggede bare på ham med øjne, der var fulde af sorg og smerte. Svend kiggede lidt på hende og gentog sit tilbud om at følge hende hjem; men da hun stadig ikke svarede, opgav han og gik sin vej. Da han var nået et lille stykke, kiggede han sig tilbage over skuldrene; men pigen var væk.

          Der gik igen et stykke tid, hvor Svend ikke så noget til den mærkelige pige ved Jomfrutræet; men en aften mødte han hende igen, og denne gang var hun ikke alene. Hun stod med et spædbarn på armen. Spædbarnet var frygtelig uroligt. Det sprællede og vred sig, som om det prøvede at komme fri.

          “Er det din lillesøster?” spurgte Svend, da han var nået hen til hende. Men hun svarede som sædvanligt ikke. Nu så Svend, at barnet havde vidt åben mund, som om det skreg; men der kom ikke en lyd fra det. Pigen holdt barnet ud i strakt arm, hen imod Svend, som om hun ville have ham til at tage det. Han rakte armene frem imod barnet; men i det samme trak hun det igen til sig og knugede det sprællende barn ind til sig. Store tårer løb ned af hendes kinder.

          Svend trådte lidt tilbage. Det så ikke ud til, at pigen ville flytte sig eller foretage sig noget, så Svend vendte sig og gik. Da han lidt senere så sig tilbage, var pigen forsvundet.

 

Nu gik der lang tid.

          Fjerde gang Svend mødte pigen, havde hun igen barnet hos sig. Den lille sprællede og vred sig endnu mere end sidste gang, Svend havde mødt dem. Det lille ansigt var fuldstændig forkrampet; men der kom stadig ikke en lyd fra det.

          Pigen så på Svend med øjne, der var så fyldt af smerte og sorg, at han blev helt ked af det; men samtidig var hendes blik så afvisende, at han tænkte, at hun ikke ville have, at han skulle komme nærmere. Hun holdt barnet ud fra sig i strakte arme, hen imod Svend; men så vendte hun sig pludselig imod træet og pressede det sprællende barn ned i den vandfyldte sprække. Svend råbte højt af forskrækkelse og løb hen og ville trække barnet op igen; men pigen slap barnet og trådte nogle skridt tilbage.

          Da Svend nåede hen til træet og kiggede ned i sprækken, kunne han ikke få øje på spædbarnet. Han stak hele armen ned for at føle efter, om det skulle være længere nede i vandet; men der var ingenting. Han løftede hovedet for at kigge efter pigen. Hun stod lidt derfra og stirrede på Svend med de mest sørgmodige øjne, man kan forestille sig.

          Han kiggede grundigt på hende. Hun var meget ung. Ikke andet end et barn. Måske 13 eller 14 år.

          “Du er et spøgelse, ikke sandt?” spurgte Svend. Pigen nikkede uden at sige noget. “Og du vidste ikke, hvad du skulle gøre, vel? Du var blevet gravid og vidste ikke, hvordan du skulle klare det. Du var helt alene med barnet. Dine forældre vidste ikke noget om det, og faderen ville ikke vide af det. Er det sådan, det gik til?”

          Den unge pige nikkede igen uden at sige noget.

          “Jeg forstår det godt. Det var selvfølgelig noget forfærdeligt noget at gøre; sådan at drukne sit eget barn. Men hvad skulle du gøre? Du kunne ikke passe det, du var jo helt alene. Jeg forstår det godt.”

          Store tårer løb ned ad den unge piges kinder. Svend gik et skridt hen imod hende; men hun løftede afværgende hånden. Så smilede hun stille til ham og forsvandt. Hendes krop opløstes i luften, som om den aldrig havde været der.

 

Svend holdt op med at gå på værtshus. Og hvis han skulle alene hjem sent om aftenen, fandt han en anden vej, så han ikke behøvede at gå forbi Jomfrutræet.