Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Dødedansen

 

Amanda var den smukkeste pige i landsbyen.

          Hun havde nye kærester hele tiden; men hun havde dem aldrig ret længe af gangen. Hun synes bare, at det hele var en leg, der var overstået lige så hurtigt, som den begyndte. Der var mange unge mænd, der var kede af at være blevet droppet af Amanda; men hun var da heldigvis bare ligeglad.

          Til sidst blev det Amandas far for meget, at der hele tiden rendte forelskede unge mænd rundt i stuerne som så luskede slukørede rundt i nabolaget, når Amanda få uger senere var blevet træt af dem.

          “Jeg kan ikke have dig hjemme mere, når du opfører dig sådan,” sagde han en dag. “Nå - godt,” svarede Amanda, slog med nakken og flyttede hjemmefra.

          Faren kunne dog ikke få sig selv til bare sådan at slå hånden af hende. Han gav hende nogle penge hver måned, så hun kunne leve nogenlunde uden at behøve at arbejde. Amanda klarede sig ganske godt.

 

Nu skulle et af husmandsstederne i omegnen sælges. Huset blev købt af en lille familie: far, mor, en næsten voksen søn, der hed Erik, og en lille datter.

          De nye folk kom fra en anden egn af landet og ville gerne være venner med alle deres naboer. Derfor indbød de til indflytningsgilde. Alle landsbyens folk kom, og derfor kom Amanda også.

          Amanda sørgede for at holde sig i nærheden af den unge husmandssøn, og det varede da heller ikke længe, før han lagde mærke til hende. Han var helt rød i hovedet af generthed, da han bød hende op til dans. Han havde endnu ikke haft en kæreste, og Amanda var den kønneste pige, han nogen sinde havde set.

          Amanda og Erik dansede hele natten. Hun var overrasket over, hvor god han var til at danse.

          Erik var fuldstændig opslugt af den kønne gårdmandsdatter. Enten sad de to og snakkede og lo sammen, eller også var ude på dansegulvet. Hele aftenen dansede og talte de ikke med andre end hinanden, og inden festen var slut, var de så godt som kærester.

          Amanda var helt forvirret. Hun havde aldrig oplevet det på den måde med de andre kærester, hun havde haft. Hun var vildt forelsket i Erik, og hun blev slet ikke træt af ham, sådan som hun plejede. Hendes far var også glad. Nu havde Amanda endelig fundet sig én, hun rigtigt kunne holde af.

 

Så gik der lang tid.

          Amandas veninder, der jo havde set så mange kærester komme og gå, var meget forbavsede. Amanda og Erik havde allerede været kærester i otte måneder, og det var begyndt at svirre med rygter om bryllup. Veninderne glædede sig selvfølgelig; men lurede nu alligevel på, hvor længe det ville vare.

          Så hørte Amanda bryllupsrygterne, og hun blev splintrende tosset. Hun spurgte Erik, om det var ham, der havde startet rygterne. Han forsikrede hende om, at han ikke kendte noget til det; men Amanda troede ikke på ham.

          “Du lyver - hvor jeg kan se, at du lyver. Du tror nok, at du kan narre mig til at gifte mig med dig, din fattigrøv. Men sådan leger man ikke med mig.” Hun smækkede med døren og gik sin vej.

          Erik løb efter hende og blev ved med at sige, at han ikke havde noget med rygterne at gøre; men Amanda var stædig. Hun havde sat sig i hovedet, at det var et nummer, Erik havde lavet for at blive gift med hende.

          Erik var fuldstændig færdig. Han syntes, at han skulle være vred på Amanda, fordi hun opførte sig så åndssvagt; men han kunne ikke. Han var så forelsket i hende, at han umuligt kunne være sur. Han blev så ked af det, at han langsomt synede hen og døde.

          Kirken var stuvende fuld, da Erik skulle begraves. Orglet havde netop sat i, da kirkedøren gik op, og Amanda trådte ind, klædt i en lys, blomstret, kortærmet kjole med sløjfer ved skuldrene. Med en ligegyldig mine gik hun helt op til forreste række, hvor Eriks familie sad. De rykkede lidt sammen, så der blev plads.

          Først var folk stumme af overraskelse, men så begyndte de at mumle om, hvor fræk Amanda var. Hun havde jo selv været skyld i at Erik døde, og nu sad hun der mellem familien, klædt på som til bal. Uanstændigt.

          Da begravelsen var slut, og Eriks kiste var kastet til, knejsede Amanda med nakken og fortalte alle, der gad høre på det, at hun skulle til bal om aftenen.

          “Er der nogen, der vil med?” spurgte hun. Nej, det kunne man da ikke. Tænk at gå til bal og more sig, når der lige havde været begravelse. Nå ikke - jamen så ville hun da gå alene. Og mens landsbyboerne hviskede og skumlede, forlod hun med rank ryg kirkegården og gik hjem.

 

Ballet blev holdt i en stor lade i en landsby i nærheden. Da Amanda kom, var salen allerede fuld af folk. Der var mange, der kiggede på hende, da hun kom; hun var jo en smuk pige, og hun tog sig godt ud i sin lyse kjole. Folk snakkede. Rygtet om Amanda var jo gået vidt omkring, og alle vidste, at hun opførte sig ubehøvlet.

          Dansen gik lystigt, og Amanda dansede næsten uafbrudt. Hver gang hun satte sig for at hvile sig, blev hun budt op igen, og hun sagde ikke nej.

          Hen på aftenen kom en fremmed ind i salen. Da der blev en pause i musikken, og alle satte sig, gik han hen til Amanda, bukkede og bad om den næste dans. Amanda kiggede lidt på ham. Han var flot klædt på, høj og rank. Han havde blanke sølvknapper og silkeskjorte, han måtte være rig. Amanda sagde ja, hun gerne ville danse med ham.

          Da musikken satte i gang igen, rejste hun sig og rakte ham hånden. Magen til par var aldrig set. Den fremmede var flottere klædt end alle andre, og Amanda strålede som en stjerne over at danse med ham.

          Den fremmede holdt forsigtigt armen omkring hende, og de dansede længe sammen. Polka, vals, tango. Ligegyldigt hvad musikken spillede, dansede de. Folk gjorde plads for dem, og de fejede hen over gulvet. Om det var dem, der fulgte musikken, eller musikken der fulgte dem, var umuligt at sige.

          Da Amanda syntes, at det var nok, sagde hun tak og ville gå. Men han holdt fast på hende. Selvom han ikke klemte hende, lod han hende heller ikke slippe fri. Han smilende til hende og holdt hende fast. Så dansede han videre. Amanda måtte danse med, hvad enten hun ville eller ej.

          Amanda skulle lige til at sige, at nu skulle hun altså have en pause, så kunne de måske danse igen senere. Men så kom hun til at se ind i den fremmedes øjne, og hun gispede forskrækket. De var så underlige. Før var de smilende og varme; men nu var de tomme og kolde. Det var, som om han ikke længere kiggede på hende; men snarere så tværs igennem hende. Så skiftede hans øjne farve fra dybt blå over lilla til røde. Pludselig løb små bloddråber ud af hans øjne. Nu smilede han ikke længere. Hans ansigt blev udtryksløst og tomt.

          Amanda ville trække sig væk, men kunne ikke slippe fri. Hun prøvede at presse sig fri af den fremmede, men han klemte hende fastere og fastere, og mens hans ansigt og krop langsomt opløstes og forsvandt, klemte han livet ud af den stakkels Amanda. Snart var det bare en død krop og en tom skal af fint tøj, der dansede rundt.

          Der var ingen, der lagde mærke til, at noget var galt, før tøjskallen pludselig sank sammen og forsvandt, og Amanda faldt død om på gulvet. Folk i nærheden trak sig forskrækkede tilbage fra stedet. Nogle af kvinderne skreg højt, musikken holdt op med at spille, og alle så forskrækkede på Amandas livløse krop, der lå sammensunket på dansegulvet.

                      “Den fremmede,” råbte nogen. Men hvor var han? Han var ingen steder at se. Han var bogstaveligt talt som sunket i jorden.