Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Den døde hånd

 

Da Peters far døde, manglede han en hånd.

          Det var meget mærkeligt. Der var ingen, der vidste, hvor hånden var blevet af. Alle var sikre på, at Peters far havde haft to hænder ligesom alle andre mennesker. Men hånden var væk, da han skulle begraves.

          De sidste mange år havde Peters far boet på plejehjem. Han havde ikke været glad for at være der. Oversygeplejersken var så sur. Han skulle altid spise, når han ikke var sulten; i seng, når han ikke var træt; op, når han hellere ville sove. Og de skulle altid se de mest kedelige udsendelser i fjernsynet.

          Da Peter og hans søskende kom for at hente deres fars ting, gik oversygeplejersken lige hælene på dem for at sikre sig, at de ikke stjal nogle af plejehjemmets ting. Hun var en rigtig mistænksom rad.

          Da de havde fjernet alle farens ting, ville oversygeplejersken lige se efter en sidste gang, om de nu havde fået det hele med og ikke havde stjålet noget. Mens Peter og hans søskende stod og ventede ude på gangen, gik hun ind på værelset igen.

          Pludselig lød der nogle underlige lyde derindefra. Det lød som nogen, der sloges. Så lød der er højt skrig og nogle slaskende lyde; så blev der stille.

          Peter og hans søskende kiggede på hinanden. Hvad i alverden var det? De åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. Der så forfærdeligt ud.

          Oversygeplejersken var død. Men ikke nok med at hun var død; hun var fuldstændig splittet ad: Arme og ben var revet af, maven var sprættet op så alle indvoldene, lever, nyre, lunger og hjerte var spredt ud over gulvet. Tarmene var revet op og indholdet (og det er altså lort - bare så I ved det), var smurt ud over hele gulvet. Hovedet lå i det ene hjørne af stuen. Øjnene var faldet ud af deres huler og hang i nogle lange sener. Alle hendes tænder var hevet ud og lå spredt rundt omkring. Den tandløse mund smilede et grotesk smil, der så ud, som om den syntes, at det var enormt morsomt at blive splittet ad.

          Peter og han søskende trak sig baglæns ud af døren.

          “Vi må hellere få fat i en ambulance,” sagde Peter.

          Ambulancefolkene brugte tre timer på at samle alle de forskellige dele af oversygeplejersken sammen. Det lykkedes næsten. Det eneste, der manglede, var den ene hånd. Det var helt umuligt for dem at regne ud, hvor den var blevet af.

         

Oversygeplejerskens mand blev glad, da hun døde. Han havde ikke brudt sig om hende i mange år. Faktisk havde han gjort alt, hvad han kunne, for at genere hende. De to mennesker havde hadet hinanden så meget, at de blev ved med at være gift, bare for at kunne genere hinanden så meget som muligt.

          Den dag hun døde, gik han på værtshus for at fejre det. Hen på aftenen sagde han farvel til sine venner og glædede sig til for en gang skyld at skulle være alene hjemme. Det var sidste gang, nogen så ham i live. Næste dag kom han ikke på arbejde og heller ikke dagen efter. Der gik adskillige dage, før nogen tog sig sammen til at undersøge, hvad der var sket.

          Da man brød døren til lejligheden op en uge senere, var der en rædsom stank. Liget af oversygeplejerskens mand lå spredt ud over hele lejligheden. Arme og ben lå spredt ud over stuegulvet. Kroppen lå ude i badekarret og var sprættet op, så man næsten ikke kunne se, hvad det var. Lever, hjerte og nyre stod i hver sin gryde med vand på komfuret, som om det skulle koges. Hovedet lå på en stol med tungen trukket så langt ud, at den næsten rørte gulvet. Det var et forfærdeligt syn.

          Ambulancefolkene brugte tre timer på at samle alle de forskellige dele af oversygeplejerskens mand sammen. Det lykkedes næsten. Det eneste, der manglede, var den ene hånd. Det var helt umuligt for dem at regne ud, hvor den var blevet af.

 

Oversygeplejerskens mand havde arbejdet som postbud på det lokale posthus. Hans chef var en meget ubehagelig fyr. Han hundsede altid rundt med oversygeplejerskens mand. Han fik altid de dårligste vagter. Han skulle altid på arbejde juleaften, nytårsaften og hele sommerferien. Når han troede, at han havde fri om eftermiddagen, var der altid lige nogle ekstra pakker, der skulle bringes ud. Oversygeplejerskens mand havde været godt sur på sin chef.

          Da oversygeplejerskens mand ikke kom på arbejde, fordi han var død, blev hans chef rigtig godt gammeldags skidesur. Hvad i alverden bildte han sig ind bare sådan bare at blive væk midt i det hele. Her stod han med en hel million breve og pakker, der skulle bringes ud, og så blev han bare væk. Det lignede ikke noget.

          Den aften kom oversygeplejerskens mands chef meget sent hjem. Han skulle jo selv bringe al posten ud. Han brokkede sig hele vejen hjem og ringede oven i købet på hos naboen for at have nogen at brokke sig til. Naboen var ligeglad med alt det brokkeri, og det gjorde bare chefen i endnu dårlige humør.

          I flere dage var Oversygeplejerskens mands chef i frygteligt dårligt humør. Han lev ved med at plage naboen med telefonopkald, men naboen holdt til sidst op med at tage telefonen.

         

Da det havde stået på i en uges tid, var der en aften en forfærdelig larm inde fra den lejlighed, hvor Oversygeplejerskens mands chef boede. Naboerne undrede sig godt nok lidt over, hvad det var for en larm. Men på den anden side; han havde været så umanerlig sur de sidste mange dage, så det var sikkert fordi, han gik og sparkede til sine ting i bar arrigskab.

          Det var det sidste, nogen hørte til oversygeplejerskens mands chef, og de næste dage kom der ingen post ud i den lille by.

          Da man fandt chefen sprættet op og splittet ad, var ambulancefolkene ved at være lidt trætte af det. Det undrede dem heller ikke særligt meget, at der manglede en hånd, da de samlede liget sammen.

          Det var i øvrigt endnu mere besværligt end sidste gang. Der havde åbenbart været gang i en kødhakkemaskine eller en motorsav eller noget i den retning. Hele lejligheden var smurt ind i indvolde og blod og blæver og kødfars, der var smurt op og ned af væggene. Tarmene var hængt op som guirlander over hele huset, så man næsten skulle tro, at der var pyntet op til jul.

 

Nogle dage senere lød der en underlig klistret støj inde fra naboens hus.