Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Pjaltetøsen

 

Det var et rædselsfuldt vejr. Lynene gnistrede og torden rumlede, så hele huset rystede. Regnen fossede ned i tykke stråler, og græsset blev mast helt fladt. Vinden hylede og skreg, og alle løse genstande forsvandt ud i den blæksorte nat.

          Da det bankede på døren, lukkede den ældste datter op. Hun måtte bruge alle sine kræfter for at døren ikke skulle blæse af hængslerne. Det var så mørkt, at hun kun kunne se et par meter væk; men det var også nok, for den lille pige udenfor stod nærmest klistret op ad døren, og hun faldt ind i huset, da den gik op.

          “Hvad søren er du for én?” spurgte den ældste datter forbavset. Pigen så meget forkommen ud. Hun var pjaltet klædt, barfodet og barhovedet; tynd og forsultet så hun ud. En rigtig pjaltetøs.

          “Kom ind og få noget mad og fortæl, hvor du kommer fra.” Den ældste datter tog Pjaltetøsen ved hånden og førte hende ud i køkkenet, hvor hun fik hende sat på en stol ved spisebordet.

          “Hvem er det, du har hentet ind?” spurgte moren. “Hun ser noget forkommen ud. Giv hende noget at spise. Hvad hedder du, min ven?” Pjaltetøsen svarede ikke; men så bare fra moren hen på den ældste datter, der var ved at finde mad frem til hende.

          Efterhånden som brød, mælk, pølse og ost kom på bordet, spiste og drak Pjaltetøsen grådigt. Først da hun havde sat et halvt brød, adskillige skiver ost og pølse og en hel liter mælk til livs, faldt hun til ro. Hun rejste sig og gik ind i stuen. Her stillede hun sig op og stirrede på den yngste datter, der sad i sofaen og så fjernsyn.

          “Hvad glor du på?” sagde den yngste datter surt. “Kig den anden vej. Jeg gider ikke have dig til at stå og glo.”

          Pjaltetøsen trak munden lidt sammen, og hendes øjne blev til smalle sprækker; men hun sagde ikke noget.

          “Så, hold nu op,” sagde moren. “Flyt dig fra sofaen, så pigen her kan komme til at hvile sig. Hun må jo være træt.” Den yngste datter brokkede sig; men hun flyttede sig alligevel for at give plads for Pjaltetøsen, der lagde sig på sofaen og faldt i søvn.

          Den yngste datter spurgte irriteret, hvem det var, der pludselig kom og mængede sig sådan.

          “Det ved jeg ikke,” svarede den ældste datter. “Hun stod bare dér ude i regnen og så så sølle ud. Jeg var nødt til at tage hende med ind.”

          “Ja, men det var også rigtig pænt gjort af dig,” sagde moren. “Nu bærer vi hende ind i gæstesengen, så kan hun sove der. I morgen må vi se at få hende til at fortælle, hvem hun er, og hvor hun bor. Hun skal jo hjem til sine forældre så hurtigt som muligt. De må da savne hende.”

 

Den næste morgen, da moren og den ældste datter vågnede, var Pjaltetøsen allerede oppe. Hun sad i køkkenet og var ved at forsyne sig med brød og ost. Hun havde også lavet sig en kop te, og nu sad hun nok så velfornøjet og slubrede i sig. Hun kiggede op på moren, da hun kom ind.

          “Nå nå min ven. Tror du ikke lige, du skulle vente med morgenmaden, til alle er oppe, og du bliver budt? Du er jo gæst. Nå, men pyt. Du er jo bare et barn, og du ser også stadig sulten og forkommen ud, så lad gå da.”

          Pjaltetøsen kiggede på moren. Hun trak munden lidt sammen og hendes øjne blev til smalle sprækker. Det gnistrede grønt i øjensprækkerne; men hun sagde ikke noget.

          Moren og den ældste datter satte sig ved bordet og kiggede lidt på hinanden.

          “Hvor bliver hun mon af,” sagde moren irriteret og rejste sig. Hun gik hen til den yngste datters værelse og bankede forsigtigt på døren. Der var ingen, der svarede, og moren åbnede forsigtigt døren og kiggede ind.

          Der mødte hende et forfærdeligt syn. Sengen var smurt ind i blod. Den yngste datter var næsten ikke til at kende igen. Hele hendes krop var fuldstændig dækket af lange, flossede sår, som om hun var blevet angrebet af et dyr med lange skarpe klør. Hun var død.

          Moren skreg, og den ældste datter kom farende for at se, hvad der var i vejen. Da hun så sin lillesøsters forrevne krop, skreg hun selvfølgelig også, og sådan stod de to og skreg i flere minutter, før de fik samlet sig sammen og fik fat i telefonen og ringet efter politiet.

          Det varede ikke ret længe, så var huset fyldt med politifolk. Den yngste datters lig blev kørt på hospitalet, værelset blev spærret af, og moren og den ældste datter blev udspurgt om, hvad de havde foretaget sig, og om de dog ikke havde hørt noget? Men nej, ingen af dem havde hørt noget, og der var heller ingen tegn på indbrud. Dørene havde været låst og vinduerne lukket. Det var ikke til at sige, hvordan nogen kunne være kommet ind og ud igen uden at efterlade sig spor.

          Politiet spurgte, om de ikke hellere ville overnatte et andet sted; men de ville helst blive hjemme. Der blev stillet tre politifolk som vagter udenfor huset, for det tilfælde at forbryderen skulle komme tilbage.

 

Næste morgen vågnede den ældste datter. Hun havde sovet frygteligt dårligt og var flere gange vågnet med mareridt. Hun havde selvfølgelig drømt om synet af lillesøsteren, der var blevet myrdet på den brutale måde. Hun stod op og gik ud i køkkenet. Der sad Pjaltetøsen allerede og spiste.

          “Kan du da ikke lære det, din lille pjaltetøs,” sagde den ældste datter irriteret og satte sig ved bordet. “Her i huset venter man, til alle er oppe, før man spiser.” Pjaltetøsen kiggede på hende. Hun trak munden lidt sammen og hendes øjne blev til smalle sprækker. Det gnistrede grønt i øjensprækkerne, og et kort øjeblik kunne man høre hendes vejrtrækning som en svag hvæsen.

          “Hvor bliver mor dog af?” Datteren rejste sig og gik hen til morens soveværelse. Der var stille derinde, og da hun lindede på døren, mødte hende det samme syn som dagen før. Moren var forrevet og død og sengen smurt ind i blod.

          Den ældste datter fór ud af huset. Hun løb hen til politifolkene, der stod derude. Hun rystede over hele kroppen og kunne ikke få en lyd frem. Hun stod bare med vidtåbne øjne og pegede med en rystende finger op på moderens soveværelsesvindue. Politifolkene løb ind i huset og fandt morens maltrakterede lig. De spærrede morens soveværelse af og gik i gang med undersøgelserne. Morens lig blev kørt væk, men den ældste datter turde alligevel ikke være i huset mere. Da hun ikke havde noget familie i nærheden, blev hun og Pjaltetøsen anbragt på et hotel.

          “Jeg må også se at komme af med dig,” sagde den ældste datter. “Jeg kan ikke blive ved med at have dig på slæb. I morgen beder jeg politiet om at tage sig af dig.”

          Den aften sov den ældste datter og Pjaltetøsen i hver sin side af dobbeltsengen på hotelværelset.

          Da stuepigen næste morgen kom for at gøre værelset i orden, var den ældste datter så forrevet og indsmurt i sit eget blod, at man ikke engang kunne se, at det nogensinde havde været et menneske, der havde ligget i sengen. Øjnene var stukket ud og det meste af håret revet af. Maven var flænset op, og huden var mange steder så forrevet, at man kunne se lige ind til det røde kød.

 

Nogle dage senere bankede det på døren til et hus i den anden ende af landet. Døren blev åbnet, og en lille pige blev lukket ind. Pigen så meget forkommen ud. Hun var pjaltet klædt, barfodet og barhovedet; tynd og forsultet så hun ud. Hun var en rigtig pjaltetøs.