Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Bare et kæledyr

 

Ida plagede altid sine forældre om at få et kæledyr; men hun ønskede sig ikke en hund eller et marsvin ligesom andre børn.

          “Jeg VIL altså ha” en slange eller en fugleedderkop eller ...” sagde Ida.

          “Og jeg vil ikke have sådan nogle ulækre dyr i mit hus,” svarede hendes mor. “Hvorfor kan du ikke ønske dig en kattekilling eller en kanin eller noget andet almindeligt?”

          “Nej, det er alt for kedeligt,” sagde Ida. “Jeg vil ha” et dyr, som ingen andre har.”

          “Det kan vel ikke gøre så meget,” sagde Idas far forsigtigt. “Sådan et dyr sidder jo i sit bur det meste af tiden, og buret skal stå inde på Idas værelse. Lad os dog give hende lov til at få sådan et dyr.”

          “Det bliver på dit eget ansvar,” sagde Idas mor advarende. “Jeg vil ikke have sådan et dyr kravlende rundt i stuen. Det skal være i buret hele tiden. Og jeg mener hele tiden. Forstået?”

          “Ja, må jeg så godt?” Ida sprang op og gav sin mor et stort knus.

          “Ja, ja. Men ikke en slange eller en edderkop. Du må finde på noget andet. Man må kunne få et firben eller sådan noget.”

 

Næste dag gik Ida og hendes mor ned til dyrehandleren. Moren ville selv købe dyret. Hun ville ikke risikere, at Ida alligevel kom hjem med en edderkop.

          Dyrehandleren havde mange sære dyr. Både slanger og fugleedderkopper og meget andet kryb, som Idas mor absolut ikke ville have. Men så var der også en slags firben, der sad i et glasbur. Eller det lignede i hvert fald et firben.

          “Hvad er det for én?” spurgte Ida og pegede på dyret.

          “Det er bare et firben af en slags,” svarede dyrehandleren. “Jeg ved ikke rigtig, hvad det er for én. Men den er nem at holde, man giver den bare noget almindeligt firbenefoder, så har den det fint.”

          “Må jeg godt få den?” spurgte Ida, og hendes mor gav hende lov. De købte firbenet med bur og det hele og bar det ud i bilen. Da de kom hjem, blev buret anbragt på Idas værelse.

          “Hvor er den flot,” sagde Idas far, da han så firbenet. “Hvad er det for én?”

          “Det ved jeg ikke,” svarede Ida. “Dyrehandleren sagde, at det bare er et almindeligt firben.”

          “Helt almindeligt tror jeg nu ikke, at det er,” sagde Idas far. “Den har den der underlige kam hen ad ryggen. Det plejer firben ikke at have.” Han gik hen og hentede et dyreleksikon. Han rodede en del rundt i det, indtil at han fandt nogle billeder af forskellige firben.

          “Her er den,” sagde han og pegede på et billede i bogen. “Det er en basilisk. Sjovt. Den er opkaldt efter et fabeldyr med et giftigt blik. Den der ser nu ikke særlig giftig ud; men det er jo også bare en gammel skrøne.”

 

Der gik nogle dage. Ida brugte meget tid på at kigge på sit firben, der kravlede rundt i sit glasbur; men efterhånden blev det alligevel lidt kedeligt.

          Hendes mor havde sagt, at hun under ingen omstændigheder måtte tage dyret ud af buret; men en dag, Ida var alene hjemme, gjorde hun det alligevel. Der skete jo ikke noget ved det, tænkte hun. Bare hun sørgede for, at dyret ikke svinede, og at det var tilbage i buret, inden hendes mor kom hjem.

          Hun lagde forsigtigt hænderne omkring dyrets krop og listede det ud af buret. Hun måtte være forsigtig, for det hagede sig fast i en gren, og dets tæer var så lange og tynde, at de så ud, som om de kunne brække så let som ingenting.

          Det lykkedes hende at få dyrets tæer lirket fri af grenene, så hun kunne tage det ud. Hun ville bare lige holde det lidt. Hun satte sig i sin seng og lænede sig op ad hovedgærdet. Så løftede hun dyret op og kiggede på det. Dyret rettede sine øjne fremad og mødte hendes blik ...

 

Da Idas mor kom hjem, var der helt stille i huset. Det undrede hende. Ida skulle da være hjemme. Hun gik hen og bankede på hendes dør; men der var ingen, der svarede. Hun bankede lidt hårdere og kaldt på hende; men der var stadig helt stille derindefra. Så åbnede hun døren.

          Et eller andet grønt pilede forbi hende, idét hun åbnede døren, og hun trådte forskrækket et skridt til siden.

          “Ida!” råbte hun vredt. “Jeg har jo sagt, at det ulækre dyr ikke må komme ud af buret.” Idas mor gik ind på værelset. Ida sad helt stille i sin seng og så ud, som om hun sov. Moren listede forsigtigt ud. Hun ville trods alt ikke vække hende. Hun kunne skælde hende ud, når hun vågnede af sig selv. Men så skulle det dyr også afleveres til dyrehandleren igen. Når hun ikke kunne passe på det, så ...

          Da Idas far kom hjem, fortalte moren, hvad der var sket.

          “Ida sover. Du skal ikke vække hende; men du skal altså fange det dyr,” sagde moren. “Det smuttede ud, da jeg åbnede døren. Det skal afleveres til dyrehandleren. Når Ida ikke kan lade det blive i buret, skal hun ikke have lov til at have det. Basta.”

          De lukkede alle døre i huset, så de kunne undersøge et rum ad gangen, indtil de fandt dyret. Inden længe lykkedes det. Det sad og klemte sig op i en krog under sofaen. Faren rakte armen ind, men kunne ikke få fat i det. Så lagde han sig fladt på maven og krøb lidt ind under sofaen for at fange det.

          Dyret sad helt oppe i hjørnet under sofaen, og faren rakte armen ud efter det. Han kiggede intenst på det, for at det ikke skulle smutte fra ham. Dyret rettede sine øjne imod ham ...

 

“Kom nu ud derindefra.” Idas mor var blevet utålmodig. Nu havde faren bare ligget der halvt inde under sofaen i flere minutter. Hvorfor fangede han ikke bare det dyr og kom ud?

          Hun så dyret komme krybende ud langs væggen. Faren blev bare liggende, som om han var faldet i søvn.

          “Åhrh, man skal da også gøre alting selv.” Moren var godt irriteret på Idas far, der åbenbart bare var faldet i søvn midt i det hele.

          Dyret krøb langsomt langs væggen og satte sig så helt stille i et hjørne ved en reol. Moren samlede sig sammen. Hun syntes godt nok, at dyret var ulækkert; men hun var åbenbart nødt til at fange det selv. Hun bøjede sig ned og rakte forsigtigt armene frem for at gribe om dets krop. I det samme mødte dyrets øjne hendes blik ...