Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Loppecirkus

 

“Og nu, mit ærede herskab, grevskab og vildskab, vil mine kære små cirkusartister opføre et helt fantastisk nummer. Kom nærmere, kom nærmere. Ih du milde, der er ingen tid at spilde.”

          Loppecirkusdirektøren råbte op og fægtede med arme og ben, for at folk skulle lægge mærke til ham. Der samledes sig da også en del mennesker rundt om det lille bord, hvor cirkusset foregik. Og så løb hans lopper rundt og lavede kunster. De trak små vogne, gik på line, vippede og gyngede, og folk klappede og gav cirkusdirektøren penge som tak for forestillingen.

          Anders havde stirret helt fortabt på de små loppers kunster. Han var otte år gammel og havde næsten allerede bestemt, at han ville være loppecirkusdirektør, når han blev voksen.

          “Hvordan træner du lopperne?” spurgte han, da forstillingen var slut, og cirkusdirektøren pakkede sine ting samen. “Jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan træne sådan nogle små nogen.”

          “Det er skam også meget vanskeligt,” svarede cirkusdirektøren. “Først skal man fange dem. Det er meget svært, for de hopper rundt. Så skal man sørge for at holde dem i live. Det er også svært, for de lever kun af katteblod, så jeg har en kat, jeg kan tage blod fra og give til lopperne. Og så skal man jo træne dem. Jeg bliver nødt til at give dem en lille lækkerbisken, hver gang de gør det rigtige; og det kan være svært, fordi de er så små.”

          “Må jeg se, hvordan du træner lopperne?” spurgte Anders, og cirkusdirektøren sagde, at det måtte han da gerne. Han skulle netop til at træne et nyt nummer med nogle af lopperne, så kunne han jo blive og se på.

          Anders sagde, at han lige skulle spørge sin mor først. Hun regnede jo med, at han kom hjem med det samme. Han måtte heller ikke sådan bare gå med fremmede uden at have fået lov.

          “Ja, så er jeg bange for, at det ikke kan lade sig gøre,” sagde loppecirkusdirektøren. “Hvis du vil se det, må du komme med nu, ellers må det vente til en anden gang.”

          Anders stod lidt og kiggede. Han ville frygtelig gerne se lopperne blive trænet; men på den anden side ... Han besluttede sig for lige at se lidt på det, det opdagede hans mor nok ikke.

          Cirkusdirektøren viste Anders ind i en campingvogn, der stod i nærheden. Her havde han alle sine ting. Han viste Anders en lille kasse med glaslåg, hvor han havde sine lopper. Anders hilste også på den kat, som cirkusdirektøren hver dag tappede en lille smule blod fra for at fodre lopperne.

          “Lopperne er jo ganske små. Så det er næsten umuligt at se, hvad der foregår,” sagde cirkusdirektøren. “Men du kan komme til at se det helt tæt på, hvis du vil.”

          “Hvordan det?” spurgte Anders.

          “Jo, se her,” sagde cirkusdirektøren og viste ham en flaske med en underlig grønlig væske i. “Dette her er en trylledrik. Den gør dig lige så lille som en loppe. Så kan du selv se, hvordan det foregår, når lopperne lærer nye ting.”

          “Er det rigtigt? Bliver jeg lige så lille som en loppe?” Anders så på cirkusdirektøren med store øjne. Kunne det virkelig passe?

          “Ja. Du skal bare drikke et par dråber, så skal du bare se. Men du er nødt til at sidde her oppe på bordet, når du drikker den; ellers kan jeg ikke finde dig igen.”

          “Hvordan bliver jeg så stor igen,” spurgte Anders nervøst.

          “Det skal du ikke tage dig af. Virkningen holder kun en halv times tid, så bliver du automatisk stor igen.”

          Cirkusdirektøren tog et glas og hældte vand i. Så dryppede han et par dråber af den grønlige væske i.

          Anders satte sig op på bordet og tog glasset, som cirkusdirektøren rakte ham. Han satte det for munden og drak.

          Alting hvirvlede rundt og blev større og større. Anders blev fuldkommen tummelumsk, og da han kom til sig selv, så han at bordet, han sad på, var blevet lige så stort som en fodboldbane. Det var selvfølgelig fordi, han selv var blevet ganske lille.

          Cirkusdirektøren stak sit kæmpestore hoved ned til ham.

          “Nu skal jeg hjælpe dig ned i kassen til lopperne, så du kan se, hvordan de træner,” sagde cirkusdirektøren. For Anders lød cirkusdirektørens stemme ligesom et tordenvejr. Cirkusdirektøren stak en lille ske ned til Anders, han klatrede op på den, og cirkusdirektøren løftede ham op. Så lindede han lidt på låget til kassen med lopper, satte skeen ned og rystede Anders ned i kassen.

          Nej, hvor blev Anders forskrækket, da han så, hvad der var i kassen. Det var jo slet ikke lopper. Det var børn. Kassen var helt fuld af børn, der var lige så små som ham selv. De var så små, at man troede, det var lopper.

 

“Og nu, mit ærede herskab, grevskab og vildskab, vil mine kære små cirkusartister opføre et helt fantastisk nummer. Kom nærmere, kom nærmere. Ih du milde, der er ingen tid at spilde,” råbte loppecirkusdirektøren. Og Anders og de andre loppebørn trak små vogne og gik på line, vippede og gyngede, og folk klappede og gav cirkusdirektøren penge som tak for forestillingen.