Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Ravnekilde

 

“Hvis vi skal nå hjem, inden det bliver mørkt, bliver vi nødt til at gå gennem Søndereng ad stien over Ravnekilde,” sagde Johannes.

          “Jamen, så lad os komme af sted,” svarede Eline, hans kæreste. “Du ved, at jeg hader at skulle skynde mig.”

          Eline skulle føde om et par måneder, så hun var nødt til at tage det lidt med ro, og kunne ikke gå så hurtigt.

          Johannes og Eline havde været på besøg hos hans forældre, og nu var det ved at blive sent, og de måtte hjem. Hvis de gik ad stien over kilden, ville de nok lige kunne nå det, inden mørket faldt på. Johannes fik sine støvler på og sin lange frakke; Eline var allerede klar og stod og trippede for at komme af sted.

          “I skal da lige have lidt godt med,” sagde Johannes’ mor og gik ud i køkkenet og fandt nogle småkager frem, som hun lagde i en blå-emaljeret dåse. Så gav hun Johannes dåsen i hånden, gav ham et lille klem og strammede hans halstørklæde en ekstra gang.

          “Farvel min dreng, og pas nu godt på hende.”

          “Hold nu op, mor. Der er jo lang tid endnu, og Eline er ikke nogen pivskid. Hun klarer sig sagtens.”

 

“Din mor altså,” sagde Eline, da de var kommet udenfor hørevidde af hans forældre, der stod i gadedøren og vinkede. “Hun er altid så pylret.”

          “Ja - men hun mener det jo godt.” Johannes gad ikke snakke om sin mors pylrerier. De var altid lige ved at komme op at skændes, når de snakkede om Johannes’ mor og hendes pylren. “Kom nu, vi skal skynde os.”

          “Vi havde ikke været så sent på den, hvis din mor ikke absolut skulle snakke så meget. Og så de småkager i sidste øjeblik.” Eline var irriteret.

          “Lad nu vær’, ik’.” Johannes vendte sig imod hende. Eline gad heller ikke skændes, så hun trak bare på skuldrene.

          De gik ad stien, der førte gennem engen og hen over Ravnekilde.

          “Hvorfor hedder den egentlig sådan?” spurgte Eline. Hun var fra en anden egn af landet og regnede med, at Johannes var mere lokalkendt.

          “Det ved jeg såmænd ikke rigtig,” svarede Johannes. “Der er noget med en gammel historie om én, der blev forvandlet til ravn; men jeg ved ikke, hvad den går ud på.”

          De gik videre i tavshed. Det var tæt på solnedgang, og lige nu var solen ved at gemme sig bag en stor sort sky, der dækkede horisonten. Det så ud til, at det ville blive regn. Da solen var forsvundet bag skyen, blev det faktisk temmelig mørkt. Heldigvis var stien af lyst sand, der var let at se i mørket. De nærmede sig broen over kilden.

          Selve broen var hyldet i en tæt tåge, der stod op fra kilden. En tåge der ligesom spærrede vejen for de gående. Johannes og Eline gik ind i tågen. Den svøbte sig kold og fugtig omkring dem, og havde de ikke haft hinanden i hånden, kunne de let være blevet væk fra hinanden.

          “Lad os skynde os over, så vi kan komme ud af tågen i en fart.” Eline var nervøs ved at gå igennem den tætte tåge.

          “Ja kom, vi skynder os.” Johannes klemte lidt fastere om Elines hånd, og de travede igennem tågen. Men det var, som om den aldrig holdt op. De skulle for længst have været over broen, syntes han; men stien fortsatte bare.

          Tågen lettede lidt og samlede sig sammen i tættere klatter med klar luft imellem. Tågeklatterne samlede sig mere og mere sammen, og nu så Eline, at de ligesom dannede et væsen. Tågen tog form af et menneske. En ung pige der svævede i luften. Hun hang helt stille og stirrede på Eline. Da Eline så nøjere efter, så hun, at pigen var gravid, omtrent så langt henne som hun selv. Tågepigen opløstes i klatter, der igen samlede sig sammen. Nu stod pigen med et lille barn i favnen. En ældre kvinde og en ung mand viste sig ved siden af hende; men pigen med barnet vendte ryggen til dem, og de bøjede hovedet som i fortvivlelse. Endnu engang skiftede scenen; nu var personerne forsvundet og i stedet viste en mægtig fugl sig. Med udbredte vinger og udspilede kløer svævede den over Eline. Nu så hun, at det var en ravn.

          Pludselig blev ravnen helt tydelig for hende. Fra at være en tåget lidt usammenhængende, uvirkelig form, blev den pludselig meget virkelig og åbnede sit store næb og udstødte et skrig så hæst og kraftigt, at Eline uvilkårligt skreg med. Hun ville løbe; men det var, som om hendes fødder var klæbet til jorden, og hun kom ikke af stedet. Over hende hang den mægtige, skrigende ravn.

          Eline så op imod dens hoved med det skrigende næb. Hun så lige ind i ravnens øjne, og det var, som så hun direkte ind i dens sjæl. Hun så al den usikkerhed og angst, der følger med at skulle have et barn. Hun så al sin frygt for fremtiden, og hun forstod, at ravnen var hendes egen sjæl. Eline besvimede.

          “Hvad i alverden skete der,” spurgte hun, da hun var kommet til sig selv igen.

          “Det ved jeg ikke,” sagde Johannes. “Det var så tåget, at man ikke kunne se en hånd for sig. Og så skreg du og besvimede, og tågen forsvandt.”

          “Hvad med ravnen og den unge pige?” spurgte Eline.

          “Det ved jeg ikke,” svarede Johannes. “Jeg så ikke nogen ravn, og her har ikke været andre end os.”

          “Det var da mærkeligt,” sagde Eline. “Tågen, den blev til ung pige - og til en ravn. Det var mig selv - tror jeg. På en eller anden måde.”

          “Det forstår jeg overhovedet ikke,” sagde Johannes hovedrystende. “Tror du ikke bare, at vi skal gå hjem.”

 

Johannes og Eline fortsatte deres vandring. Solen var gået ned, og havde gadelygterne ikke været tændt, havde de næppe fundet hjem.

                      Eline forsøgte, så godt hun kunne, at forlige sig med Johannes mor og hende pylren, og til Johannes’s glæde endte de to med at blive rigtig gode venner.