Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Heksesabbat

 

I den lille by foregik der mærkelige ting. Der var usædvanligt mange gamle kvinder i byen. Det var, lige som om nogle af kvinderne ikke ville dø. De blev bare ældre og ældre, og nogle af dem var over 100 år gamle. De sad der udenfor deres huse og strikkede og snakkede.

          Der var specielt én meget gammel kvinde, Sidsel hed hun. Ingen vidste, hvor gammel hun var. Hun havde været gammel, da hun flyttede til byen, og det var så længe side, at ingen længere kunne huske det. Hun måtte være langt over 100 år.

          Det var en mærkelig by. Der var ingen hunde. Det var ikke til at forstå; men alle hundene i byen var døde. Én efter én var de blevet fundet, fuldstændig forrevne. Nogle af dem havde nærmest været splittet ad. Til gengæld var der en forfærdelig masse sorte katte. Om dagen så man ikke så meget til dem; men om natten var de alle vegne. Specielt omkring Sankt Hans var det slemt. Da mjavede og hylede kattene, så mange mennesker ikke kunne sove. Også de nætter hvor det var fuldmåne, var det, som om kattene var modigere og frækkere end ellers. Det var en mærkelig by.

          Børnene i byen var helt umulige. De råbte og skreg og ville hverken sidde stille eller opføre sig ordentligt. Der var ikke ret mange af dem, der kunne læse og skrive og regne. Men de vidste mange underlige ting, som de gamle koner havde lært dem: Hvordan man tager varsler af fuglenes flugt og skyernes udseende; hvordan man læser i kaffegrums; og hvordan man laver mærkelige helbredende afkog af urter. Det med urterne ville være godt nok, hvis det ellers bare virkede; men tit blev folk bare mere syge af det.

          Det var de gamle koner, der underviste børnene. Ikke engang degnen i kirken havde fået lov. Det var Sidsel, der havde bestemt, at det skulle være sådan. Det var ikke til at sige, hvorfor hun havde fået lov til at bestemme det; og en dag var det blevet for meget for børnenes forældre. De holdt et møde, hvor de vedtog, at nu ville de selv bestemme, hvem der skulle undervise børnene, og det skulle være en rigtig lærerinde.

          Derfor kom der en dag en kvinde til denne lille, mærkelige by. Hun hed Marie. Hun havde købt et lille hus i byen, og hun var en ganske almindelig kvinde, der bare var flyttet dertil fra en anden by. Hun var lærerinde, og det var hende, der skulle undervise børnene på skolen, så det var der ikke noget usædvanligt i.

          Sidsel hadede Marie fra den allerførste dag.

          “Skal hun undervise vores børn?” sagde hun. “Hvad ved sådan en fremmed kvinde om, hvad der er godt at vide?”

          “Hvad mener du med “vores børn”?” spurgte Christian, den rigeste bonde i byen. “Du har jo ingen børn, så du kan da være ligeglad.” Christian havde mange børn, syv i alt. Så han var glad for, at der endelig var kommet en rigtig lærerinde på skolen.

          Derfor blev Marie ansat som lærer i den lille by, og derfor hadede Sidsel og alle de gamle koner hende.

         

I løbet af det næste års tid lærte alle børnene i byen at læse, skrive og regne. De lærte også en masse andre ting; men de lærte ingenting om varsler og urteafkog. Så var skoleåret slut, og det var sommerferie. Sommerferien startede, den dag det var Sankt Hans aften.

          Alle børnene skulle med til Sankt Hans festen ligesom alle byens andre indbyggere. Men de gamle koner, der var så vrede på Marie, de ville ikke med. Når landsbyens folk hellere ville have sådan en udenbys-lærerinde, der ikke vidste det mindste om varsler og urteafkog, ja så kunne de have deres Sankt Hans fest for sig selv.

          Det havde de så, og der var ingen, der savnede de gamle koner. De havde nu også altid opført sig så mærkeligt Sankt Hans aften. De stod altid i udkanten af flokken af mennesker, som om de var lidt bange for bålet. De gik også altid tidligt hjem, eller hvor de nu plejede at gå hen. For der var som regel ingen, der så noget til dem før nogle dage senere. Det var som om de gemte sig, alle de gamle koner.

          Men til denne her Sankt Hans fest var de altså sure og ville slet ikke være med.

          Det blev en dejlig aften. Det var helt stille og stjerneklart. Det var netop fuldmåne denne aften, og folk snakkede om, at så blev kattene da helt ustyrlige, når det både var fuldmåne og Sankt Hans aften.

          Bålet blev tændt, da det var blevet rigtig mørkt. Det var et stort bål, som alle byens børn og unge havde samlet grene og kvas til i løbet af de sidste par dage før Sankt Hans. Nu lå det der i en mægtig bunke. På toppen af bålet sad en flot heks, ridende på en ris-kost.

          Da ilden rigtig fik fat, og flammerne slikkede op om heksen, skete der noget højst uventet. Der lød et øresønderrivende skrig, og så lettede heksen pludselig med kost og det hele og fløj op mod himmelen. Folk klappede; de troede, at det var noget, smeden havde fundet på. Han var altid så fuld af gode idéer og kunne lave så mange mærkelige ting.

          Men smeden var ligeså overrasket som alle de andre. Han anede ikke, hvad der foregik, og han havde i hvert fald ikke noget med det at gøre.

          Heksen fløj en omgang rundt om bålpladsen i stor højde. Så kom hun pludselig farende lige ned imod menneskemængden. Hun fræsede henover folks hoveder og gnækkede af latter. De små børn skreg af angst, og de voksne var ærligt talt også noget beklemte ved det. Hvad i alverden var det, der foregik?

          Heksen dykkede igen, og denne gang greb hun et af de små børn og smed det hen ad jorden, så det hylede og skreg. Nu blev folk for alvor bange. De tog deres børn ved hånden eller op på armen og trak sig bort fra bålet.

          Men rundt om pladsen stod de sorte katte. Og det var ikke almindelige sorte katte. De var så store som ulve og havde lysende grønne øjne. Kattene trak langsomt sammen om menneskemængden ved bålet. Ganske langsom kom de nærmere og nærmere, og folk blev klemt sammen tættere og tættere ved bålet.

          Pludselig kom heksen på kosten farende ned fra himlen. Hun styrede lige imod bålet og splittede det fuldstændig ad, så gnister og brændende grene fløj til alle sider. Folk skreg og forsøgte at komme væk; men der var de sorte katte jo. De hvæsede arrigt og langede ud efter menneskene med deres skarpe klør. Menneskemængden var fanget mellem de flyvende gnister og de hvæsende katte.

          Da bålet var brændt ned, gik kattene deres vej. Da var alle byen beboere enten brændt ihjel i bålets flammer, eller revet ihjel af de ulvestore katte.

 

Næste dag sad de gamle koner uden for deres huse og strikkede og snakkede.