Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Ligskjorten

 

Katrine var rig. Hendes far havde ejet egnens største gård. Nu var han død, og Katrine havde overtaget gården, så hun var egnens rigeste kvinde. Ja faktisk egnens rigeste person overhovedet.

          Selvom hun var så rig, sparede og gemte hun alt. En rigtig nærigpind var hun. Derfor kunne hun heller ikke få sig selv til at kassere den natskjorte, som hendes far havde ligget i, da han døde. Traditionen var ellers, at når nogen skulle begraves, gav man den døde det tøj på, som han var død i. Man sagde, at noget af den dødes sjæl kunne blive hængende i tøjet.

          Men Katrine ville ikke. Det var en usædvanligt fint broderet natskjorte i silke. Det måtte være godt nok med noget mere simpelt stof som ligskjorte.

          I landsbyen boede en fattig syerske, der hed Sørine. Katrine snakkede med Sørine og fik hende til at sy den fine natkjole om til en nederdel. Så var det, lige som om det ikke længere var det samme stof. Katrine promenerede i sin nye fine nederdel til stor forargelse for hele landsbyen. De vidste jo alle sammen, hvor stoffet kom fra.

         

Men man skal ikke fornærme de døde!

          Om natten lå Katrine i sin seng og kunne ikke falde i søvn. Nederdelen hang nyvasket og nystrøget i skabet. Katrine var ikke helt fri for at føle dårlig samvittighed. Måske var det alligevel forkert af hende. Hendes far havde jo været så god ved hende, og nu lå han der i kisten i den mest simple ligskjorte, Katrine havde kunnet fremskaffe.

          Inde fra skabet lød der mærkelige lyde. En knitrende, raslende støj som af nystrøget tøj, blot meget kraftigere. Katrine kiggede hen på skabet. Hvad i alverden? Hvad i alverden kunne det være, der lavede støj i hendes skab? Hun rejste sig og gik og hen åbnede det. Derinde hang silkenederdelen sammen med resten af hendes tøj; men ellers var der ingenting at se. Hun skubbede lidt til tøjet for at se, om der ellers var noget i skabet; men det var der ikke. Så trak hun på skuldrene, lukkede skabet og gik tilbage i seng.

          Inden hun nåede at falde i søvn, lød den underlige knitrende lyd igen inde fra skabet. Hun blev lidt underlig til mode, men gik dog alligevel hen og åbnede det. Bortset fra tøjet var skabet ligeså tomt som før. Igen gik hun i seng; og selvom den knitrende lyd fortsatte, besluttede hun sig for at ignorere det og faldt da også snart i søvn.

          Næste nat og næste igen blev støjen fra skabet værre og værre. Støjen var til sidst så uudholdelig, at Katrine umuligt kunne falde i søvn. Den fjerde nat, hvor hun igen lå og ikke kunne falde i søvn, kom hun til at tænke på, at støjen jo forsvandt, hver gang hun åbnede skabet. Hun stod op, gik hen og åbnede skabet. Straks forsvandt støjen. Hun smilede lidt ved sig selv. Hvorfor havde hun dog ikke tænkt på det noget før.

          Katrine lagde sig glad og tilfreds på sin seng og faldt snart i søvn.

          Midt om natten vågnede hun. Hvad der havde vækket hende, vidste hun ikke. Hun satte sig op i sengen; foran hende viste sig et mærkeligt syn. I det blege månelys, der faldt ind gennem vinduet, så hun sin fine silkenederdel, der var syet af farens natskjorte. Den svævede midt i rummet.

          Katrine trak sig lidt tilbage. Det var det mærkeligste syn, hun havde set. Det var, lige som om nederdelen kaldte på hende; som om den bad hende om at tage sig på. Katrine rejste sig langsomt, trådte ud på gulvet og gik hen til nederdelen, der stadig svævede frit i luften. Hun tog fat i den og trak den over hovedet.

          Det var, lige som om usynlige hænder snørede nederdelens bælte omkring livet på hende. Strammere og strammere snøredes bæltet omkring livet på Katrine. Hun ville gribe fat i det og løsne det; men i det samme var det, som om stærke hænder holdt hendes arme tilbage, samtidig med at bæltet strammedes fastere og fastere omkring hende.

         

Da tjenestepigen næste morgen kom ind og kiggede til Katrine, lå hun på gulvet. Død. Hun havde sin fine nye silkenederdel på. Den der var syet af hendes fars ligskjorte.