Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Det gamle spejl

 

Gamle fru Stern havde boet hele sit liv i det samme hus. Da hun døde, købte hr. og fru Olsen det gamle hus. De var fulde af drømme om, hvordan det skulle indrettes. Fru Olsen gik rundt i huset sammen med en snedker og en maler og forklarede, hvordan der skulle skiftes døre og gelænder og sættes tapet op, og hvilke farver der skulle være i de forskellige rum.

          Sammen tog de på indkøbstur til en antikvitetshandler og købte gamle fine møbler. For i et gammelt hus skulle der være gamle møbler, syntes de.

          De fandt også en del gamle ting oppe på loftet. Det meste af det var ingenting værd og kunne køres direkte på lossepladsen. Gamle halvmugne ugeblade og aviser; porcelæn, der var gået itu; en masse gammelt tøj, der var så mølædt, at det faldt fra hinanden, så snart man rørte ved det.

          Men der var også noget gammelt legetøj og en del fine, gamle møbler; blandt andet et stort, gammelt spejl. Spejlet var så snavset, at man dårligt kunne se glasset. Fru Olsen tog det med ned i køkkenet og gik i gang med bløde børster og masser af sæbevand.

          Efterhånden som hun fik det vasket, viste det sig, at rammen var guldbelagt og meget smukt udskåret. Glasset var slebet i kanterne, og spejlet fejlede faktisk ingenting; det var bare så umanerlig beskidt. Efter flere spande med vand havde fru Olsen fået det helt rent, og det skinnede smukt med sin guldramme og sit smukke blanke glas.

          “Se, hvor smukt spejlet er blevet,” sagde fru Olsen til sin mand, da han kom hjem. “Det skal hænge i soveværelset. Det er et rigtigt sovekammerspejl.”

          “Ja, det bliver flot. Der var også dette her lille bord. Jeg tror, det passer under spejlet. Se, der er et par små skuffer til hårbørster og den slags ting. Hvor bliver det romantisk med sådan et fint spejl i soveværelset.”

          De hængte guldspejlet op i deres soveværelse og stillede det lille bord nedenunder. Hver morgen sad fru Olsen ved det lille bord og redte sit hår og sådan noget. Hun var meget glad for sit fine spejl.

          Men så en dag skete der noget meget mærkeligt. Hr. Olsen var taget hjem til sine forældre, hvor han skulle være til dagen efter. Fru Olsen sad ved spejlet og nettede sig. Hun kiggede på sit eget spejlbillede i spejlet og glædede sig endnu engang over, at hun havde fundet det smukke spejl.

          Så kom hun til at kigge på rummet bag sit spejlbillede. Spejlbillet forestillede selvfølgelig soveværelset, men der var noget mærkeligt ved sengen. Fru Olsen lænede sig frem og kiggede nøjere efter i spejlet: Der lå nogen i sengen.

          Fru Olsen vendte sig lynhurtigt om, og kiggede over imod sengen. Den var tom. Hun vendte sig langsomt imod spejlet igen; men denne gang så hun kun det sædvanlige spejlbillede af soveværelset med den tomme seng.

          Hun blev enig med sig selv om, at det måtte være noget, hun havde forestillet sig, og besluttede sig til ikke at sige noget om det til sin mand. Han ville bare tro, at hun gjorde grin med ham.

          Men om aftenen skete det igen. I spejlbilledet lå der en person i sengen. Hun bekæmpede sin trang til at vende sig om og blev ved at kigge ind i spejlet for at se, om der skete noget. Det gjorde der ikke. Det var en kvinde, der lå i sengen og sov. Hun lå helt stille og trak vejret ganske roligt. Hun lå med ryggen til, så man ikke kunne se hendes ansigt. Alligevel var der noget bekendt over hende.

          Da der var gået nogle minutter, vendte fru Olsen blikket fra spejlet. Soveværelset lignede sig selv; og da hun igen så i spejlet, var scenen med kvinden forsvundet.

 

I de næste par dage skete der ingenting; men så en morgen, da hr. Olsen var taget på arbejde, vendte scenen tilbage. Fru Olsen skulle møde sent på arbejde den dag og var lige stået op og sad ved spejlet, da scenen med kvinden kom tilbage. Men denne gang var hun ikke alene. Der stod en mand ved sengen og betragtede hende. Han havde ryggen til, og fru Olsen kunne ikke se hans ansigt; alligevel var hun sikker på, at hun kendte ham.

          Om aftenen besluttede fru Olsen at fortælle sin mand om sine mærkelige syner i spejlet. Han kiggede på hende.

          “Er du sikker på, at det ikke bare er noget, du har drømt eller forestillet dig?” spurgte han.

          “Jeg vidste, at du ikke ville tro på det,” sagde hun vredt. “Men det ér rigtigt. Det er bare kun sket, mens du ikke har været hjemme. Hvis det sker, mens du er her, kan du selv se, at det er rigtigt.”

          “Jamen, det må vi så håbe, at det gør,” sagde hr. Olsen ironisk. “Jeg vil virkelig gerne se det.”

          Allerede samme aften kom synet tilbage. Hr. Olsen var i bad, og fru Olsen sad ved spejlet. Scenen med kvinden i sengen og manden, der stod ved siden af, viste sig igen. Fru Olsen kaldte på sin mand; men han kunne ikke høre hende på grund af larmen fra bruseren. Fru Olsen sad ganske stille og betragtede de to mennesker i spejlet. Hvis hun bare blev ved med at kigge i spejlet, håbede hun, at scenen ville blive der, til hendes mand kom ud fra badet.

          Manden ved sengen stod og betragtede kvinden. Så tog han langsomt en af puderne fra sengen og holdt den i begge hænder. Lige pludselig bøjede hans sig ned og klemte puden ned over kvindens ansigt. Kvinden vågnede selvfølgelig og begyndte at sprælle og forsøge at rive puden væk, men manden var for stærk og blev ved at klemme den ned over hendes ansigt.

          Fru Olsen sad med vidtåbne øjne og stirrede på den forfærdelige scene spejlet. Hun vidste jo, at den ikke var virkelig, og at den ville forsvinde, hvis hun vendte blikket væk. Alligevel var hun lammet af skræk over det, hun så.

          Efter et par minutter holdt kvinden op med at sprælle og blev stille. Manden holdt puden fast endnu et lille stykke tid; så løftede han den. Han betragtede den døde kvinde et kort øjeblik og vendte sig så væk fra sengen, så hans ansigt blev synligt i spejlet.

                      Det var hendes mand.