Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Den hængte

 

Da Kristine forsvandt dukkede Laura op. Der var ingen, der vidste, hvor Kristine var forsvundet hen; og der var ingen, der vidste, hvor Laura var kommet fra. Hun var bare kommet ud af skoven en dag.

          Laura var en usædvanligt smuk ung pige. Hendes øjne var grønligt-blå, og hendes hår faldt i lyse bølgende krøller ned over hendes skuldre. Landsbyens unge mænd sværmede omkring hende, og snart havde hun sig da også en kæreste. Han hed Bjørn.

          Men Bjørn var ikke just kendt for at være den mest trofaste unge mand i byen. Han havde allerede haft adskillige kærester før Laura, og det varede da heller ikke ret længe, før han så småt begyndte at sværme for en anden ung pige, der hed Barbara.

          Barbara var smuk på en helt anden måde end Laura. Hun var mørk i huden, som om hun altid var solbrændt, med mørke øjne og kulsort hår. For at understrege det sorte hår gik hun ofte med en rød blomst i håret; det gav hende et noget sydlandsk udseende, som Bjørn syntes var helt uimodståelig.

          Laura var naturligvis rasende over, at Bjørn var så upålidelig, og hun fik ham til at love, at han ville holde op med at interessere sig for Barbara. Det gik også meget godt i et stykke tid; men så skete der noget underligt.

 

En dejlig sommeraften, gik Laura og Bjørn tur i skoven. Laura trådte lidt væk fra stien og begyndte at plukke blomster.

          “Pas nu på, du ikke bliver væk i skoven,” sagde Bjørn. “Tænk på hvad der skete med Den lille Rødhætte.”

          “Århh hold dog op,” grinede Laura. “Der er da ingen ulve i denne her skov. Og i øvrigt er den slet ikke stor nok til, at man kan fare vild.”

          Det var en dejlig varm aften, og Bjørn satte sig op ad et stort træ og kiggede på Laura, der plukkede blomster. Han blev døsig, og snart faldt han i søvn. Da han vågnede igen, var det allerede så småt ved at blive mørkt. Han kiggede sig omkring, men kunne ikke se Laura nogen steder. Han rejste sig og kaldte flere gange på hende; men der var ingen, der svarede.

          Bjørn gik videre ind i skoven. Han råbte efter Laura en gang imellem; men der var stadig ingen, der svarede. Han gik og gik. En gang imellem standsede han for at råbe; men da det begyndte at blive sent, måtte han give op. Hvis han fortsatte, ville det blive helt mørkt, inden han nåede ud af skoven. Han vendte om og skyndte sig tilbage.

          Næste dag vendte Bjørn tilbage til skoven for at lede efter Laura. Han havde en del af Lauras venner med, så de kunne hjælpe med at lede. Eftersøgningen fortsatte hele den dag og dagen efter; men det lykkedes ikke at finde hende. Selv om politiet kom med hunde og gennemsøgte hele skoven, fandt man hende ikke. Efter nogle dage opgav man eftersøgningen.

          Bjørn var selvfølgelig sønderknust over at have mistet sin kæreste, og i de første mange dage snakkede han næsten ikke med nogen. Men efterhånden kom han sig over sorgen, og så kom han i tanke om Barbara. Han begyndte igen at mødes med hende, og inden længe var de kærester. Tiden gik, og Bjørn glemte efterhånden, hvad der var sket med Laura.

          Da der var gået et års tid, og det igen var dejlig sommer, gik Bjørn tur med Barbara i den store skov. Barbara ville plukke blomster; og Bjørn satte sig op ad det store træ og faldt i søvn.

          Barbara gik længere og længere ind i skoven. Pludselig standsede hun og lyttede.

          “Barbara!” kaldte en stemme.

          “Bjørn, er det dig?” råbte Barbara.

          “Barbara!” lød stemmen igen, og nu kunne hun høre, at det var en kvindestemme, der kaldte.

          Barbara gik efter stemmen, der blev tydeligere og tydeligere, efterhånden som hun kom længere og længere væk fra stien. Pludselig så hun, at skoven åbnede sig foran hende, og så stod hun i en lysning mellem træerne.

          Midt i lysningen stod et kæmpemæssigt egetræ. En af de nederste grene voksede vandret ud fra stammen lidt mere end tre meter over jorden. Fra grenen hang et tov, og i tovet hang en kvinde. Kvindes lange lyse hår faldt i bølgende krøller ned over hendes skuldre. Hun havde rebet slynget om halsen, og hendes hovedet hang så underligt ned til den ene side i en unaturlig stilling; hun var tydeligvis blevet hængt.

          Barbara blev ikke bange. Det var, som om hun på forhånd havde haft på fornemmelsen, at hun ville finde kvinden. Hun kiggede lidt på hende. Den hængte kvinde svajede lidt fra side til side. Så drejede hun langsomt rundt, så hendes ansigt vendte sig imod Barbara. De døde grønligt-blå øjne var vidt åbne og stirrede direkte på hende. Stemmen i Barbaras hoved talte tydeligere til hende end før. Det var, som om det var den hængte kvinde, der talte til hende.

          Der lå en stump af en træstamme lige i nærheden; som om kvinden havde brugt den til at stå på, da hun hængte sig. Barbara rullede træstammen hen til den hængte kvinde og stod op på den. Hun løftede kvinden fri af rebet, trådte ned af træstammen og lagde hende forsigtigt på jorden.

          Med hovedet fuldt af den fremmede kvindes stemme, trådte Barbara op på træstammen, lagde rebet om halsen, strammede til - og sparkede stammen væk.

 

Kort efter dukkede Laura igen op i landsbyen.