Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Voksmuseet

 

“Farvel Pedersen,” sagde direktøren for voksmuseet. “Pas nu godt på det hele til i morgen. Vi skulle jo nødigt have, at der er nogen, der stikker af. Ha ha.” Direktøren sagde altid den samme dårlige vittighed og grinede altid selv af den. Og nattevagten Pedersen svarede, som han plejede:

          “Bare rolig hr. direktør. Jeg skal nok sørge for, at de alle sammen er på plads i morgen. Der er ingen fare for, at nogen stikker af,”

          “Nej, det ved jeg godt,” sagde direktøren. “Det var nu også bare for sjov. Det må for resten være lidt uhyggeligt at gå rundt her alene om natten, Pedersen. Med alle de mordere og sådan.”

          “Nåh, det tænker man såmænd ikke så meget over. Man vænner sig hurtigt til det. I øvrigt har vi jo alarmerne, der ringer, hvis der er noget, der bevæger sig.”

          “Ja, jeg er i hvert fald glad for, at det ikke er mig, der er nattevagt. Godnat Pedersen, og god vagt.”

          “Godnat hr. direktør.”

          Direktøren forlod museet og gik hjem til sig selv. Pedersen gik tilbage til sit kontor. Her satte han sig med sin kryds og tværs. Han var altid meget optaget af at løse kryds og tværs, når han var på arbejde. Han skulle jo bare gå en runde en gang hver anden timen, og det tog højst et kvarters tid; så han havde masser af tid til sig selv.

          Pedersen rejste sig, da det var tid til at gå den faste runde. Som altid tog han sin lygte med sig. Ganske vist tændte han altid lyset; lygten var kun for det tilfælde, at lyset skulle svigte; men det var nu ikke sket endnu. Han slog alarmen fra, så den ikke gik i gang, mens han gik sin runde.

          Først gik han gennem Kongernes Hal, hvor figurer af danske og udenlandske konger og dronninger stirrede på ham i deres pragtfulde kostumer. Så gennem Politikernes Sal, hvor statsmænd og -kvinder fra hele verden stod opstillet. Videre gennem en sal med verdensberømte filmskuespillere og musikere. I Eventyrsalen var der scener fra både H.C. Andersen og Grimms eventyr: Kejserens nye klæder, Tornerose og mange andre. Og så, endelig: Rædselskabinettet nede i kælderen.

          Trappen ned til rædselskabinettet var lavet som en snæver vindeltrappe af kampesten. Luften i kælderen var isnende kold, og en gang imellem strøg en vind igennem salen. Det var alt sammen lavet for at gøre det ekstra uhyggeligt.

          Det var ikke helt rigtigt, når Pedersen sagde, at man vænnede sig til det. Rædselskabinettet havde han aldrig helt vænnet sig til. Nogle af figurerne var nu også temmelig uhyggelige: Grev Dracula skulle netop til at suge blod af sit offer, en ung, smuk kvinde. Et meget livagtigt spøgelse så ud, som om det svævede frit i luften.

          Pedersen tog en dyb indånding og gik hurtigt igennem salen uden at se hverken til højre eller til venstre. Han skulle egentlig kigge grundigt efter i alle kroge, for at være sikker på, at der ikke var nogen ubudne gæster, der gemte sig; men han kunne ikke få sig selv til det. Han undskyldte sig med, at der nok ikke var nogen, der ville bryde sig om at gemme sig netop her.

          Da han var tilbage på sit kontor, tog han igen sin kryds og tværs frem igen.

          “Hmm,” mumlede han for sig selv. “Musikinstrument på ni bogstaver? Ja selvfølgelig - Kontrabas.” Med en vis triumf i blikket skrev han ordet og opdagede, at det var lige, hvad han manglede for at kunne løse en hel række andre ord. Få minutter efter kunne han tilfreds ligge opgaven fra sig - han havde løst den færdig.

          “Drriinnng”. Klokkens kimen skar igennem Pedersens hoved. Han havde aldrig hørt lyden før. Alarmen var blevet installeret for flere år siden; men den havde aldrig ringet før. Han havde slet ikke forestillet sig, at det nogen sinde ville ske.

          Han havde meget præcise instrukser. Alarmen gav automatisk besked til politiet. Hvis den ringede, skulle han gå hen i det lokale, alarmen havde lydt fra, og undersøge sagen. Hvis der ikke var noget galt, skulle han ringe til politiet og melde det. Han skulle ikke selv forsøge at fange tyvene, hvis der var indbrud. Hvis ikke han ringede ville politiet komme i løbet af nogle få minutter.

          Han kiggede på tavlen, der viste, hvor alarmen havde lydt. Rædselskabinettet selvfølgelig. Pedersen bandede: “Pokkers.” Selvfølgelig skulle det lige være der, alarmen fejlede. For det måtte selvfølgelig være en fejl. Men han var jo nødt til at undersøge det først.

          Han slukkede for alarmen, tog sin lygte og skyndte sig ned i kælderen. Inde fra rædselskabinettet kom et svagt grønligt lys. Det var da underligt. Tøvende trådte han ind i lokalet. Han trykkede på lyskontakten; men lyset tændte ikke. Pokkers. Selvfølgelig skulle det svigte, netop som alarmen var gået; det skete jo ellers aldrig.

          Pedersen lyste rundt i lokalet. Gyserfilm-instruktøren Alfred Hitchcock stod, stor og mægtig, og kiggede på ham. Spøgelset hang i luften, som det plejede. Dracula og den smukke kvinde stod ... Pedersen stivnede. Dracula var væk, og den smukke unge kvinde lå sammensunket på gulvet.

          Pedersen gik hen til kvinden. Det var, som om hun trak vejret; men det måtte jo være indbildning; det kunne umuligt passe. Han bøjede sig ned over hende. To små striber blod løb ned over hendes hals, og fra hendes mund kom nogle små, tørre ligesom hostende lyde. Pedersen trak sig forskrækket tilbage. Han vendte sig og ville løbe op ad vindeltrappen; men han nåede kun nogle få trin op, så var vejen spærret af en høj mand, der stod på trappen.

         

Da politiet dukkede op nogle minutter senere, var der ganske stille overalt. De gik rundt i vokskabinettet for at undersøge, hvorfor alarmen havde lydt. Da de gik ned ad trappen til rædselskabinettet i kælderen, så de, at Pedersen lå på trappen. Fra hans hals løb to små striber blod.

          Dracula stod på sin plads og holdt den unge, smukke kvinde i sine arme. Men var det ikke, som om der var et ekstra lumsk smil om hans læber?